Den 16. maj 1905 stod den første kronik herhjemme at læse i Politiken. Den var skrevet af Georg Brandes. Det var den nye chefredaktør, Henrik Cavling, som udsendte det første nummer af avisen i det nye lille format: der var skåret 1/3 af længden, men til gengæld var antallet af sider udvidet fra 4 til 8 sider. Hvor artiklerne før var blevet sat tilfældigt, fik hver side nu sit særlige stofområde. Det hele blev mere overskueligt. Det nye format blev samtaleemne. Der var læsere, som påstod, at maskinen nu afskar aviserne, så de fik en savtakket underkant, som savede i deres ben, når de læste avisen i sporvognen. En fiskerkone ved Gammel Strand havde ligefrem råbt: Hva ska’ vi nu pakke torsken ind i?

Henrik Cavling tog postyret med ophøjet ro. Der­imod var han bekymret for, at man i arbejderhjemmene, hvor man var vant til at bruge de lange aviser som borddug, nu ville foretrække Social-Demokraten. Han ville nemlig gerne have tag i arbejderne med den nye avis. Inden 1. Verdenskrig var alle de større københavnske aviser gået over til det cavlingske format.

Henrik Cavling (1858-1933), oprindelig uddannet lærer, havde været bladets legendariske rejsende reporter. Den vigtigste nyskabelse, som Cavling indfører, er imidlertid kronikken. For ikke at skræmme læserne væk fra den lange artikel, camouflerede Cavling kronikkens længde ved at anbringe den nederst på en side og opdele den i 2 x 8 eller siden 2 x 6 lave spalter. Om den nye rubrik Kroniken i Politiken skrev Cavling: »Af andre nye Rubrikker henleder vi Opmærksomheden på Føljetonen på femte Side. Den vil findes daglig, skrevet af Mænd, der i vor Tid ejer de berømteste Navne i Skandinavisk Videnskab, Litteratur og Kunst.« De første 14 dage benævnedes den som Politikens Føljeton.

Kronik kommer af græsk chronos: tid. Oprindelig var det en efter tidsfølge ordnet historisk fremstilling eller beretning om en række sammenhængende begivenheder. I dag er kronikken en artikel i en avis af oplysende eller ræsonnerende indhold ofte med en personlig vinkel og almindeligvis skrevet af folk udefra.

I begyndelsen var Politikens egne fremtrædende medarbejdere utilfredse med, at deres artikler nu skulle forvises ned i »kælderen«. Før var de nemlig vant til, at deres artikler var anbragt på forsiden i hele deres imponerede længde og dermed straks fangede læserens opmærksomhed. Men Cavling formåede lige fra begyndelsen at tiltrække de største navne inden for dansk videnskab, og muligheden for at få en længere artikel offentliggjort gør den hurtigt tiltrækkende for mange åndsarbejdere.

I lighed med Politiken var også Berlingske Tidende inde i en brydningstid og omdannelsesproces i begyndelsen af 1900-tallet. I 1902 havde avisen ansat J. Chr. Blangstrup som redaktør. Mens Politiken allerede i 1897 havde passeret det dengang imponerende oplagstal på 20.000, var oplaget på Berlingske Tidende vigende og kun ca. halvt så stort som Politikens. Blangstrup var militæruddannet, var en flittig og omhyggelig mand, men han kom ikke til at præge den journalistiske udvikling. Han fratrådte i 1912.

Det var først med ansættelse af den handlekraftige, idérige journalist Svenn Poulsen som chefsekretær i 1908, at der for alvor kom fart i omdannelsen af avisen. Svenn Poulsen (1872-1937) var jurist og knyttet til bladet som politireporter. Han foretog straks en lang række nydannelser i det journalistiske stof med indførelse af en række nye rubrikker som f.eks. Kirken og Samfundet og Litteratur og Kunst. Hertil føjede sig i 1909 en række Feuilletoner, som var begyndelsen til det, der meget senere blev benævnt kronik. Der skulle nemlig gå adskillige år, inden man på Berlingske begyndte at anvende det af Cavling benyttede ord kronik for disse lange artikler.

For at styrke redaktionen efter Blangstrups afgang ansatte man den tidligere medarbejder Christian Gulmann som ansvarshavende redaktør i 1913. Først med udnævnelse af Christian Gulmann fik kronikken en fast placering i avisen. Efter sædvane anbragte Gulmann større og mere betydningsfulde artikler i Feuilletonen, der en tid kaldtes I Tidens Tegn og senere igen Herhjemme og Derudefra.

Christian Gulmann (1869-1934) havde en mangesidig journalistisk virksomhed bag sig. Han havde været Berlingske Tidendes første rejsende reporter. Han var også selv en fin litterat, der havde skrevet litterære essays. Gulmann ønskede at skabe et stort blad, der kom ud i de videst mulige kredse. Når der var nogle synspunkter og emner, han ønskede drøftet nærmere, sagde han til sekretæren: »Hent mig mine filosoffer«.

Det var disse to, Christian Gulmann, den tænksomme litterat, der fik medarbejderne til at yde deres bedste, og Svenn Poulsen, den udfarende og opildnende kraft, som sammen skulle føre Berlingske Tidende ind i den moderne tidsalder og skabe en moderne avis med nyhedsstoffet som det centrale.

De lagde ud med at give deres læsere og den danske bladverden et veritabelt chok: 1. februar 1913 udsendte de avisen uden annoncer på forsiden. Folk rystede på hovedet og sagde: »Det går aldrig. Det overlever Berlingske ikke.« Men det gjorde den! Bladet fik i de kommende år en kæmpe fremgang, og ved Gulmanns død i 1934 havde oplaget passeret de 100.000.

Gulmann havde mange kontakter i kulturlivet, og han fik dem til at skrive i bladets kronik. Det drejer sig om en lang række af de i tiden mest fremtrædende forfattere, videnskabsmænd og åndsarbejdere.

Forfatteren Helge Rode skrev i bladet til sin død i 1937, og han var en af de markante skikkelser i den nye æra for Berlingske Tidende. Hans åndfulde artikler var meget læste.

De to kritikere Harald Nielsen og Henning Kehler skrev begge kronikker, og med deres skarpe meninger skabte de strid og blæst, som skabte stor opmærksomhed omkring avisen.

Berlingske Tidendes kronik var tidligt fremme med at bringe serier, hvor skribenterne af redaktionen blev opfordret til at bidrage. Der er en serie, som jeg gerne vil fremhæve, og som dengang også vakte megen interesse, nemlig den af litteraten Kjeld Elfelt redigerede serie Mit Bibliotek, som bragtes i Berlingske Aftenavis 1942-43. Det blev til i alt 46 bidrag. Her berettede bogsamlere om deres passion for at samle, hvordan de samlede, og hvad de havde stående på hylderne. De udkom i bogform i to små bind. Alle bog­elskere skulle have disse to i det ydre uanselige, men meget charmerede bind stående i deres bibliotek.

Hvad er det, der er så indbydende ved en kronik? Først og fremmest dens korthed. Det gælder om kronikken, som Per Lange meget rammende har sagt om essayet: »En af Essayets største Charmer bestaar i at det er kort – man føler sig ikke indespærret under Læsningen, men har bestandig Friheden inden for Rækkevidde.«

Dernæst er det dens lødighed, der gør kronikken tiltrækkende. Ofte er det forskere, der her fremlægger deres resultater, som de har nået ved indgående studier. Kronikken kan derved anspore til selvstændige studier.

Professor Sløk, som hele livet igennem var en meget flittig kronikør, har givet denne beskrivelse af kronikken: »Kroniksiden er en væltet ølkasse; grønmalet og gæstfri er den anbragt centralt, midt i avisen, på sit særlige sted; enhver er velkommen til at stige op på den og sige den forsamlede menighed aldeles, hvad han vil.«

Hvad kan der så skrives om i kronikken? Stort set alt. Herom siger Sløk bl.a.: »I kronikken kan der digtes, prædikes, snakkes, polemiseres, agiteres; man kan kaste sig ud i litterære analyser, i filosofiske overvejelser, i politiske påstande, i uprætentiøse erindringer og i alvorlige formaninger. Kronikken er det sted, hvor man aflæser, hvad der er oppe i tiden, og hvilke emner man talte om den sommer. (...) Efter øl-kasse-princippet kan hvad som helst siges fra den talerstol. Det gælder ikke mange andre talerstole.«

Kronikken er en enestående nyskabelse i det store formidlingsprojekt mellem videnskaben og den almene offentlighed. En stor del af dansk videnskabs største navne har benyttet kronikken som en port ud til den store offentlighed og populariseret videnskabens resultater. Videnskabelige værker er blevet omtalt, forfattere er blevet portrætterede og mange af åndens stormænd er, når deres livsværk var afsluttet, blevet biograferet i kronikken.

Til kronikøren stilles der store krav. Det drejer sig om at fange læseren med en anskuelig og velskreven tekst. Derfor skal fakta og synspunkter fremstilles klart og forståeligt i kort form.

Professor Stephan Hurwitz skrev i 1955: »Når en videnskabelig kronik er bedst, skal den kunne læses med anerkendelse af forfatterens strengeste fagfæller, med udbytte af hans studenter, med glæde af hans kone og med levende interesse af en betydelig procentdel af bladets store læserkreds.« Det er en maksime, der stadig gælder.