Det var et øjeblik ladet med symbolik.
Da Canadas nye premierminister tog på sin første udlandsrejse få dage efter udnævnelsen, gik turen ikke til Washington. Faktisk har Mark Carney slet ikke talt med præsident Trump endnu.
Den første tur gik til de to lande, der udgør Canadas rødder, Frankrig og Storbritannien.
Med øjnene rettet mod Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde Carney i Paris, at »Canada må styrke båndene med allierede, man kan stole på, som Frankrig og Storbritannien«. Dermed også sagt, at man ikke kan stole på den store nabo mod syd.
Carney kaldte Canada »det mest europæiske af alle ikkeeuropæiske lande« og vil sikre, at »hele Europa arbejder entusiastisk med Canada«, samtidig med at Carney »vil bevare det mest muligt positive forhold til USA«.
Besøget i Europa understreger den alvorlige kløft, der er opstået i Nordamerika. For intet sted har chokket over Donald Trumps fremfærd været større end i Canada.
Det har været et chok, som rejser alvorlige spørgsmål langs verdens længste internationale grænse. Canadiske supermarkeder fjerner amerikanske varer fra hylderne. Indkøbsture og ferier sydpå er aflyst. Der bliver buhet af den amerikanske nationalsang. Tesla har mistet sin adgang til økonomisk støtte i Toronto.
Bølgerne går højt og stikker dybt.
Den ultimative fornærmelse
Det begyndte med Trumps udmelding lige efter valgsejren i november om, at Canada vil få pålagt en straftold på 25 procent på alle varer for sin voksende rolle i produktion og distribution af illegalt fremstillet fentanyl, der har skabt omfattende misbrugsproblemer. Det tog Canada på sengen.
Daværende premierminister Justin Trudeau rejste til Trumps vinterhi i Florida for at glatte ud. Det førte til de første hånlige henvisninger til Canada som den 51. stat og tiltale af Trudeau som »guvernør«.
Der blev grinet lidt akavet, men Trump har kun skruet op for den del af latterliggørelsen. Og gentaget truslen om at annektere Canada, som han nu ikke længere mener er et rigtigt land.
Canada sammensatte en stor pakke, der skulle dæmme op for fentanyl og troede vel egentlig, at den bold var sparket til hjørne.
I hovedstaden Ottawa forberedte man sig på, at Trump ville fremskynde en genforhandling af den nordamerikanske frihandelsaftale, der kom på plads under trusler om en masse told i Trumps første embedsperiode.
Signalerne fra Canada om genforhandlingerne var ret åbne. At man var enig i Trumps kritik af, at Mexico var blevet til en samlefabrik for kinesiske producenter, der forsøgte at omgå USAs toldmur mod Kina. Altså en invitation til en lidt ufin to mod én-konfrontation i de forestående forhandlinger.
Men siden er alt gået galt.
I et virvar af skiftende meldinger og sammenblandinger af argumenter står Canada til at blive pålagt told på en endnu ukendt mængde varer. Den canadiske rolle i fentanyltragedien har vist sig at være et ligegyldigt påskud. Pålæggelsen af told på canadiske varer vil være i strid med den frihandelsaftale, som Donald Trump selv har forhandlet på plads.
Canada er også USAs største leverandør af stål og aluminium og rammes derfor hårdt af den generelle told på disse produkter med henvisning til USAs nationale sikkerhed. Det er ikke kun stål og aluminium, der er i Trumps sigtekorn. Også Canadas mælke- og tømmerindustri kan forventes at blive pålagt særligt høje toldsatser.
Canada har – ligesom EU – svaret igen på Trumps toldmure med told på amerikanske varer for tilsvarende beløb.
Fremfærden mod Canada, som i årtier har været USAs nærmeste partner og allierede, afslører noget, som er dybt foruroligende – også for os i Europa.
Trump mestrer det uberegnelige som forhandlingsinstrument, men i forholdet til Canada har han vist sig at være utroværdig. Aftaler er kun noget værd, hvis begge parter efterlever dem.
En total reorientering
Et brud mellem USA og Canada vil efterlade store ar på begge sider. Omkring 80 procent af Canadas eksport går til USA, så det er klart, at den canadiske økonomi vil blive hårdest ramt.
Det gælder ikke mindst energi. Næsten hele Canadas olieeksport på fire millioner tønder om dagen går til USA – men Canada udgør også 60 procent af USAs olieimport, og enhver reduktion af strømmen af olie til USA truer tusindvis af amerikanske industriarbejdspladser.
Integrationen betyder dog også, at olie fra Canadas olieproducerende områder mod vest løber gennem USA på vejen til Canadas raffinaderier mod øst. Her er de to lande dybt afhængige af hinanden.
Der har været meget fokus på den store integration af bilindustrien på tværs af grænserne, og her er mulighederne for diversificering små. Det vil ikke mindst ramme den sydlige del af provinsen Ontario lige over for Detroit. Men det hårde slag gælder på begge sider af grænsen.
En stor del af Canadas bredere industrielle base ligger dog i provinsen Quebec og har større muligheder for international afsætning.
Den vestlige samarbejdsorganisation OECD har i sin nye prognose forsøgt at spå om, hvor stort slaget vil være for Canadas økonomi. Det er blevet til en nedjustering i væksten på 1,3 procentpoint til 0,7 procent både i år og næste år. Det er et mindre slag, end der venter Mexico, og faktisk er det ret positivt for Canada, hvis et større brud ikke fører til økonomisk tilbagegang.
Det skal ses i sammenhæng med, at Canada – i modsætning til Mexico – har balance på de offentlige finanser og dermed et større finanspolitisk spillerum til at stimulere økonomien. Rentenedsættelser har også større effekt i Canada, som er en langt mere finansiel sofistikeret økonomi end Mexico.
Canada har også mange andre råvarer end olie, og de kan sælges bredere på det globale marked. Blandt andet har Canada nogle af verdens største forekomster af sjældne jordarter, der er altafgørende i højteknologisk produktion. Lige nu har Kina næsten monopol på sjældne jordarter, hvilket allerede er blevet en del af handelskrigen med USA.
Et større opgør kan også ramme de amerikanske teknologigiganters planer om at bygge store datacentre i Canada, hvor der er rigelig og billig energi.
Flere millioner amerikanske husholdninger får deres strøm fra Canada. Det udviklede sig til sin helt egen lille handelskrig, da Ontarios konservative premierminister, Doug Ford, truede med eksportafgift på strøm til 1,5 millioner amerikanske husstande. Det stoppede dog hurtigt, da Trump truede med en fordobling af tolden på alle canadiske varer.
Canada arbejder nu hårdt på at øge sin integration med EU. Canada og EU har en stor handelsaftale fra 2017 (CETA), der er trådt foreløbig i kraft, men som fortsat mangler endelig ratificering. Frankrig er blandt de ti EU-lande, der endnu ikke har ratificeret aftalen og dermed forhindret dens fulde ikrafttrædelse.
Aftalen skal give toldfri adgang for 99 procent af alle toldvaregrupper, forbedre adgangen til hinandens markeder for tjenesteydelser, give mulighed for at deltage i offentlige udbud og forsvare EUs geografiske såkaldte indikationer.
Det sidste betyder, at det for eksempel kun må hedde »prosciutto« og »mozzarella«, hvis det er produceret i Italien. I USA kommer det meste med de navne fra staten Wisconsin og har meget lidt med det italienske ophav at gøre.
Hvor EU er Canadas næststørste handelspartner, er Canada langt nede på listen for EU – her er USA størst. Men det er åbenlyst, at begge sider nu har en gensidig interesse i at forøge de økonomiske bånd. Der er 40 millioner indbyggere i Canada, og selvom det er en brøkdel af USAs, er det ikke ligegyldigt.
Canada har nu meldt sig under fanerne i EUs nye forsvarsinitiativ og har siden 2020 deltaget i EUs store Horizon-program, der er verdens største program for forskning og udvikling. Her satser den canadiske regering nu på at øge deltagelsen.
Det indre marked
Men Canada har også vigtige interne knapper at dreje på. Og opgøret med Trump har ligesom i Europa sat fokus på landets indre barrierer for handel, der er overraskende omfattende.
Canada har en stærkt decentraliseret struktur, hvor provinserne i vidt omfang kan sætte egne regler og standarder. Eksempelvis er der ikke en gensidig anerkendelse af professionelle certificeringer på tværs af grænserne. En bank kan ikke bare uden videre åbne filialer i en anden provins. Man må ikke sende vin på tværs af provinsgrænser. Og transport af varer med lastbiler er besværliggjort af forskellige regler for sikkerhed og standarder.
En rapport fra Den Internationale Valutafond (IMF) fra 2019 deler barriererne op i fire kategorier. Den ene er geografi. Canada er enormt stort, hvilket reducerer samhandlen på tværs – og øger den nord/syd. Men de tre andre er politisk bestemte: tekniske handelshindringer, regulering og administrative forhindringer.
Det er præcis den slags forhindringer, som EUs indre marked er sat i verden for at udrydde.
IMF konkluderer, at »udenlandske virksomheder i mange tilfælde har bedre adgang til Canada end canadiske virksomheder«, hvilket også er en vigtig forklaring på Canadas ret lave produktivitet. Virksomheder har svært ved at opnå stordriftsfordele, når markedet er opdelt i små delmarkeder.
Det er samme udfordring, som europæiske virksomheder står overfor i konkurrencen med amerikanske virksomheder.
Hvad udad tabes …
Mark Carney har fremsat en plan, der sammen med provinserne skal sætte yderligere fart i nedbrydelsen af barrierer – fuldstændig i tråd med det, som EU nu forsøger i forlængelse af Draghi-rapporten.
En analyse fra 2022 konkluderer, at fjernelse af alle interne barrierer kan løfte Canadas BNP med fire til otte procent. Det vil modvirke en stor del af USAs toldbarrierer.
Det er dog ikke bare lige sådan at gøre. Provinserne er glade for den magt, som et lukket marked giver. For provinsen Quebec handler det også om sproget – her kræver man flydende fransk for alle. Carney kommer da også med en skjult trussel om, at det føderale parlament ifølge forfatningen kan indføre nationale standarder – uden provinsernes samtykke.
Carney foreslår også store investeringsprojekter, der skal få Canada til at hænge bedre sammen fra øst til vest. Det vil også gøre det nemmere at sende Canadas råvarer ud på det internationale marked. Også her er man oppe mod de forskellige provinsers særinteresser.
Akkurat ligesom i EU tager Canada nu fat i nogle af de hellige køer. Donald Trump kommer til at gøre EU til en langt mere konkurrencedygtig økonomi. Og det samme gælder for Canada. For begge sider er der nu en gensidig interesse i større integration og samhandel.
En ny stor runde amerikansk told venter 2. april.
Trumps mål er at gøre USA uafhængigt af omverdenen. I stedet arbejder omverdenen med stor hast på at gøre sig uafhængig af USA. Den gode nabo nord for grænsen har travlt.
Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør
