Corona truer Brasiliens præsident (open access)

2011

Historisk Tidsskrift, 2013

Beskeden lød: »Det BRAENDER i Studiegården torsdag d. 21 kl. 15-Og SAMME AFTEN kl. 20 i Alexandersalen. Studenter-AKTIONSmøde. Kun adgang mod legitimation som psykologistuderende.« 1 Den foregående nat havde nogle psykologistuderende malet parolen »Bryd professorvaeldet-medbestemmelse nu« på en mur vendt ind mod Studiegården. Den 21/3 1968 om eftermiddagen bevaegede en gruppe psykologistuderende sig fra Studentersamfundets lokaler i Skt. Peders Straede til Studiegården, hvor de til live-musik fra Burnin' Red Ivanhoe bar rundt på plakater med slagord som »Demokrati på arbejdspladsen«, »Feudale tilstande på vore auditorier« og »Akademisk frihed også for de studerende«. 2 Derudover var der, som en af arrangørerne selv sagde på aktionsmødet samme aften, »øl og flammende taler.« 3 Sådan startede studenteroprøret i Danmark. Det er ambitionen med denne artikel at redegøre for studenteroprøret i Danmark med henblik på at klarlaegge de dynamikker, der praegede studenterpolitikken og de studerende. Hvad var baggrunden for de studerendes frustrationer? Hvordan begyndte det? Hvordan forløb selve oprøret? Hvilken betydning fik det for den måde, de studerende siden organiserede sig på? Og hvilke studenterpolitiske konsekvenser fik dette? Som tidsmaessig afgraensning er valgt 1965-1971. Det vil vaere forholdene på Københavns og Aarhus Universitet, der står i centrum. 4 1 Rigsarkivet (RA), »Studenteroprøret«, U.2, A II. Teksten er fra en flyveseddel. 2 Smalfilmsoptagelse. Peter Juel Hansens privatarkiv. Desuden diverse avisartikler i Aktuelt og Ekstra Bladet d. 22/3 1968 og Politiken den 23/3 1968. 3 Erik de Place Andersen på aktionsmødet d. 21/3 om aftenen. Lydbåndoptagelse. Peter Juel Hansens privatarkiv. 4 Artiklen baserer sig på Steven Llewellyn Bjerregård Jensen og Thomas Ekman Jørgensens prisopgave Studenteroprøret i Danmark 1968. Forudsaetninger og konsekvenser. Indleveret januar 1999 ved Københavns Universitet. Naervaerende artikel fokuserer på universitetsinterne forhold og udelader påvirkninger fra sociale og politiske aendringer samt Universitetspolitik og studenterforhold før 1968 Universiteterne blev praeget af en markant stigning i studentertallet i løbet af 1960erne. I tiåret 1958-68 steg studentertallet ved Københavns Universitet fra ca. 7.000 til 21.000. Tallene i Århus bevaegede sig for samme periode fra 1.878 studerende til 7.888, altså henholdsvis en tredobling og firedobling. Denne uddannelseseksplosion regnes ofte som en vigtig baggrundsfaktor for studenteroprøret, da den havde konsekvenser for de vilkår, der blev studeret under. Som en årsag til studenteroprøret skal man til gengaeld omgås uddannelseseksplosionens forklaringskraft med forsigtighed. Det var et led i en strukturel forandring af universitetsinstitutionen, men der var en raekke institutioner, som havde en meget kraftig stigning i studentertallet, uden at de oplevede noget studenteroprør. Det forklarer heller ikke, hvorfor oprøret startede på bestemte institutter frem for andre inden for samme uddannelsesinstitution. Videnskabens øgede samfundsmaessige betydning førte i 1960erne til en stigende opmaerksomhed på de højere laereanstalters og forskningens vilkår. Det førte til oprettelsen af en raekke råd og udvalg, som skulle levere forslag og betaenkninger til, hvordan disse aendringer skulle forløbe. I 1962 oprettedes Universitetsadministrationsudvalget (UAU).

Tidsskriftet Antropologi, 2000

K&K - Kultur og Klasse, 1977

Iass 2010 Proceedings, 2010

Nordisk Administrativt Tidsskrift

Artiklen giver først en kort oversigt over covid-19-håndteringens forløb fra krisens udbrud i 2020 til 2022, hvor der er en forventning om covid-19’s forvandling fra en alvorlig og svært kontrollabel sygdom til en endemisk viruslidelse. Næste afsnit gennemgår krisens politiske og administrative beslutningsprocesser, dels under selve krisen i strikt forstand, dels i den lange fase hvor det har handlet om administrativt og politisk at håndtere et samfundsproblem, som ikke ville gå væk. Det sidste afsnit tager krisehåndteringens ret alvorlige kvalitative aspekter op. Det drejer sig om de demokratiske problemer, som krisehåndteringen snarere end krisen aktualiserede, det faglige beslutningsgrundlag (sundhedsfagligt, juridisk, økonomisk og adfærdsvidenskabeligt) og endelig spørgsmålet om, hvordan man kvalitetssikrer krisehåndteringen.

Politik, 2018

Politisk kommunikation er et imponerende og ambitiøst forsøg på at overskue en raekke forskningsfelter, der er vokset eksponentielt de sidste årtier. Man kan ud fra forordet slutte sig til, at den isaer er taenkt som laerebog på universitetsniveau, men også undervisere på flere fakulteter vil kunne laere meget af den. Denne anmeldelse skrives af en udenforstående i forhold til forfatternes fagområder: en humanist, der studerer politisk kommunikation fra en retorisk synsvinkel. Jeg vil praesentere bogen og dens grundideer naermere og fremhaeve, hvor jeg isaer mener, man kan blive klogere af den. Jeg vil naevne, hvordan jeg synes, bogen kunne have vaeret endnu nyttigere både som laerebog og som akademisk monografi-måske med henblik på en senere udgave. Jeg vil pege på, at forfatterne alene har fokuseret på visse sider af emneområdet politisk kommunikation og forbigået andre. Min konklusion er, at bogen viser, hvor meget der må vaere at vinde i forskningen om politisk kommunikation hvis forskellige discipliner i hhv. samfundsvidenskab og humaniora kommunikerede mere indbyrdes og laerte af hinanden. Bogen anlaegger "et klart politologisk og mediesociologisk perspektiv" (s. 17) og tegner derudfra sit billede af "nye tider og nye aktører". En grundidé er, at vi befinder os er i en fjerde fase af den politiske kommunikations udvikling. Denne fase går ca. tilbage til 2006, hvor "den mobile datateknologi" brød igennem og indvarslede et "hybridt" mediesystem. Sammenlignet med den tredje fase, "konkurrencestaten" (1984-2006), bringer den fjerde tidsalder en intensiveret kappestrid om reklameindtaegter og publikums opmaerksomhed. Offentligheden fragmenteres, og sociale mediers fremvaekst multiplicerer både muligheder og udfordringer. Her traeder så en ny klasse af aktører ind på scenen: de policy-professionelle. De er eksperter med bredspektrede kompetencer; de er ikke valgt, men ansat, f.eks. i taenketanke, til at påvirke landets politik. De er partiske og arbejder mere skjult fra offentligheden end politiske aktører gjorde før, f.eks. de tidligere

2017

Resume Der er mangelfuld dokumentation af de folkesundhedsmaessige konsekvenser af vaebnede konflikter. Den israelske besaettelse af Palaestina begraenser civilbefolkningens bevaegelighed herunder adgangen til sundhedsydelser. Ved en systematisk dataindsamling vedrørende skadestuekontakter på tre hospitaler i Nablus og Betlehem påviste man en markant sammenhaeng mellem for-sinkelse ved checkpoints og sygehusindlaeggelse. Vaebnede konflikter påvirker folkesundheden på talrige måder. En måde er at civilbefolkningens adgang til sundheds-ydelser forhindres eller besvaerliggøres. I de besatte palaesti-nensiske områder har den israelske besaettelsesmagt indført stramme begraensninger i befolkningens bevaegelsesfrihed. Byer og landsbyer er omringede af militaere checkpoints, og faerdsel i områderne er vanskelig og uforudsigelig. Der er i case-rapporter beskrevet en raekke alvorlige sundhedsmaes-sige konsekvenser for den palaestinensiske befolkning [1], men der er ikke tidligere gennemført ...

Dansk Teologisk Tidsskrift, 2009

A Danish theologian, Johannes Horstmann (1915-99), belonging to the movement Tidehverv, reacted in the years 1959-68 in a series of articles on the new quest of the historical Jesus initiated by Ernst Käsemann i 1953. He did so by reviving Søren Kierkegaard’s paradox christology, showing that if form criticism is taken to its logical end, no historical Jesus will be left to the historian. In stead consequent criticism will have as its result that the gospels are testimonies of Christ and that their content considered as history is absurd. Thus, to Horstmann, every quest of the historical Jesus is theological illegitimate, because they fail to appreciate the unique character of the gospels.