Asger Sørensen: "FLØK in memoriam", Hvorfor, forår 2009, pp. 86-97

Abstract

Ni år med Fløk har laert mig en del om modsigelser, konf-likter og ikke mindst om den specifikke form for mod-sigelse, der kendes som det tragiske. Jeg taenker her på forskningsmiljøet omkring uddannelsen på Institut for ledelse, politik & filosofi (LPF), hvor man kan møde mange saere figurer, fortaellinger og skaebner, og det er dem, jeg med årene har laert at genkende som variationer over en bestemt aestetisk figur, nemlig den tragiske. Den figur, jeg taenker på, kender de fleste: Man elsker en, som ikke gengaelder ens følelser; til gengaeld oversvømmes man af kaerlighed fra en, man ikke selv elsker. Og dette kan udvikles gennem den tragik, der kan ligge i, at den man elsker faktisk slet ikke findes. Man elsker en bestemt forestilling om den anden eller det andet, en fantasi, et fantasme; og skulle ens følelser derfor i sidste ende blive gengaeldt, ja, så er der alligevel ingen happy ending. Eller som det sker i mere offentlige sammenhaenge: Man higer efter anerkendelse hos nogen, som blot foragter en, og den anerkendelse, man rent faktisk får, ja, den får man fra no-gen, som man selv foragter. Eller i forhold til arbejde og uddannelse: Man elsker et fag, som man ikke kan få lov at arbejde med, fordi ens arbejdsplads godt vil have ens arbejdskraft og talent, men ikke ens faglighed-og man tør ikke risikere arbejde, social identitet og fremtid for det, man virkelig elsker. Men så kan man selvfølgelig spørge, hvor meget virkelighed der så er i 'virkelig'. Nuvel, tag nu mig selv. Fra første dag på LPF i 2000 blev jeg som filosof optaendt af en stor kaerlighed til Fløk. Jeg kunne straks se Fløk som en fantastisk idé, en fantastisk sammenstilling af grådighed og idealistisk blåøjethed, begge rationaliseret på hver deres måde til deres yderste. For det menneskelige liv er jo bestemt af denne modsaet-ning; hver eneste dag, ja, ofte fra sekund til sekund svinger vi mellem disse ekstremer og at studere deres saeregne logik og laere at håndtere denne modsaetning, ja, det er bestemt en uddannelse vaerd. Den optimale instrument-elt rationelle håndtering af praeferencer og begaer overfor fornuftens mest konsistente og systematiske udfoldelse af almengyldighed i teori og praksis; men-og det er så det tragiske-desvaerre blev det en kaerlighed, der ikke blev gengaeldt-eller i hvert fald kun blev det i perioder.