En tradition af opbrud

2018

Et nyt danmarkshistorisk projekt blev i august 2016 lanceret i Jyllands-Posten foranlediget af, at A.P. Møller Fonden havde bevilget 14 mio. kr. til Aarhus Universitetsforlag til bogserien 100 danmarkshistorier. 1 Den skal omfatte 100 bøger hver på 100 sider, og et nyt bind skal udgives hver måned startende i september 2017. Dermed vil den først vaere ført til ende i 2024. Historikere ved universiteter og museer skal skrive bøgerne, og initiativtageren, forlagsdirektør Carsten Fenger-Grøndahl, har i Kristeligt Dagblad ridset overvejelserne bag det nye initiativ op: Skal man skrive danmarkshistorie i dag, skal man gøre det ved hjaelp af en raekke historier, der hver giver sit perspektiv på danmarkshistorien […] Tiden er løbet fra at fortaelle vores historie som én samlet blok, for gamle begivenheder skal ses i lyset af nutiden. Derfor indes der ikke én samlet historie om Danmark, men der indes en masse vigtige historier i forhold til Danmark, som vi kan spejle os i og bruge til at forme fremtiden. 2 En indgående vurdering af projektet kan først laves, når det er bragt til ende. Men allerede nu hvor de første 6 bind foreligger, kan det styrende koncept drøftes: Hvad udgør dets kendetegn, og hvordan tager de sig ud i lyset af de velkendte måder at skrive danmarkshistorie på? De udgivne bind er i skrivende stund: Poul

Nordiske Udkast

Rhetorica Scandinavica, 2022

I Homérs Odysseen kommer Odysseus omsider hjem efter et meget snørklet Middelhavskrydstogt af 10 års varighed. Den hjemkomst er uventet og ubelejlig for hans hustrus mange bøvede bejlere. I kender historien og ved at den er rigtig god. Men også for den person der kommer hjem, kan hjemkomsten vaere uventet. Det forekommer når nogen har rejst en lang og snørklet tur fra det ene fremmede sted til det andet-og så opdager at det sidste fremmede sted de er kommet til, dét er faktisk deres hjem. Det kan også vaere en god historie. Sådan én handler denne forelaesning om. Historien begynder med en studerende fra rigets udkant der rejser af sted til den størst mulige by for at laese litteraturvidenskab. I dette fag, viser det sig, er der kun én underviser, en aeldre professor, der ca. hvert andet semester laeser op af gulnede notater fra før Anden Verdenskrig, og ca. hvert andet semester holder han så frisemester. Han giver os dog ét godt råd, nemlig at vi skal shoppe rundt og følge undervisning i andre fag. Det gør vi, og det laerer vi meget af. Et studenteroprør er imens ved at traekke op i horisonten-det bryder løs et par år senere. Vor student, som så småt er mig selv, oplever dette studenteroprør på naermeste hold. En af lederne af oprørets første bølge bor på samme kollegium og har sammen med studiekammerater besat sit institut-døgnet rundt. Den slags kraever at man har øl, også om natten, og øl om natten kan man få på vores kollegium, fordi indflyttere dér på skift skal vaere ølmaend og stå til rådighed 24/7. Til gengaeld må Christian Kock er professor emeritus i retorik ved

Tidsskriftet Antropologi, 1993

Når en rulle celloluid med kemiske mønstre og et magnetisk bånd med polariserede atomer saettes i en filmprojektor, så fremstår der på laerredet og i rummet et spil af former, farver, kontraster og lyde, som baerer en vis lighed med den fysiske verden. Disse sensoriske indtryk registreres af vores øjne og ører, og stimulerer nerveimpulser til hjernen. Impulserne ordnes til mønstre, som behaeftes med mening ved at de sammenhol des med kulturelt bestemte meningskoder, som vi hver isaer råder over og genkender i de nye informationer. Sådan kunne man kort resumere perceptionsprocessen hos en bio grafgaenger. Hvis man haevder, at i vores dagligdags perception af den fysiske verden, er det, vi ser, ikke er verden selv, men et kulturelt kodificeret billede af den, så er der egentlig ikke nogen stor perceptiv forskel på at se den fysiske verden og dens filmiske repraesentation. Når man så tilføjer, at det, antropologer gør, når de indvinder viden, netop er at opleve, at se og lytte til den fysiske verden omkring dem-i overensstemmelse med en positivistisk idé om, at hvis man ser/hører noget, så eksisterer det-så forstår man, at de kan have en noget ambivalent holdning til filmmediet. På den ene side forekommer film lige så lydligt og visuelt virkelige som den fysiske verden de repraesenterer, og på den anden side er de kun repraesentationer af den. Det er efterhånden alment accepteret, at socialvidenskaberne ikke kan vaere objek tive, uafhaengige af den, der opfatter, og at deres videnskabelighed skal søges andetsteds. Enhver tekstlig repraesentation af en oplevet virkelighed vil vaere subjektiv, og det samme gaelder naturligvis for film. Men fordi film ikke kun anvender symbolske tegn som teksten, (som jo på ingen måde ligner det, den repraesenterer, medmindre den handler om, hvordan tekster ser ud), fordi film både ligner og har denne uomtvistelige fysiske forbindelse til en virkelig verden, som de er direkte aftryk af, og fordi de minder om antropologisk oplevelses-og indsamlingspraksis i felten, forfører og forvirrer de. Den paradoksale relation imellem de to samtidige udsagn, som film uafladeligt kommunikerer-"jeg er virkelighed" og , jeg er blot en repraesentation"-har skabt røre inden for videnskabelige kredse lige fra fremkomsten af de første levende billeder i 1895

Historisk Tidsskrift, 2013

Jeg afrundede mit svar vedrørende Anders Holm Thomsens historiedidaktiske opgør med at fremlaegge en hypotese. Den forsøgte at forklare, hvorfor han ikke går i debat om det, der for alvor adskiller osnemlig placeringen af et dansk folkefaellesskab i grundskolens historieundervisning. Her skrev jeg: »Han og hans ligesindede tør ikke binde an med en faglig debat om identitetsteori og dansk identitetshistorie.« Jeg må i lyset af hans replik konstatere, at han stadigvaek ikke tør involvere sig i en sådan debat. Jeg kan ligeledes fastslå, at han ikke har vaeret i stand til at fremlaegge et eneste argument, der kan imødegå min påvisning af, at hele hans historiedidaktiske opgør er baseret på grove brud på god citatskik og debatredelighed. Hertil kommer, at han heller ikke har set sig i stand til at tilbagevise min påpegning af, at hans fremstilling af-hvad han selv benaevner-»historiebevidsthedsdidaktikkens karakteristika« er aldeles forvansket og misvisende. Men hvor Holm Thomsen ikke er videre effen, hvad angår kildelaesning og kildebrug, er han saerdeles effen, hvad angår at opdigte historier om forholdene i den danske universitetsverden. Han skriver her: (…) hvordan kan det (…) vaere, at repraesentanter fra skoleverdenens teoretiske fyrtårn, Danmarks Paedagogiske Universitetsskole, tilsyneladende forsømte at vaere til stede ved forsvaret af min ph.d.-afhandling? Jeg savnede dem virkelig, spejdede og spurgte ud i salen efter dem! Men ingen reagerede på min opfordring og stillede alle disse kritiske spørgsmål. Holm Thomsen glemmer imidlertid at fortaelle tidsskriftets laesere, at han hverken sendte mig et eksemplar af sin afhandling eller informe

Slagmark, 2018

Dansk Teologisk Tidsskrift

Literary texts are paths or tracks into cultural memory, not direct access to unmediated memory. Cultural memory studies are about how the past is mediated, how memory is produced and circulated. It is not about history “as such”. The Old Testament was created in periods of globalization. The writing is a piece of memory work meant for creation of national or local identity, and particularity in a global world. Memory as counter-activity is always present, focusing on the local, small tradition, the particular narrative, and creating its own way of coherence. Memories are not ready-prepared refl ections of the past. They are both eclectic and selective reconstructions. Remembering and forgetting the past refl ects the needs in the present. It is an active and ongoing, not predetermined process. Memory studies do not represent a coherent field, but are coming from different disciplines and discursive areas. It is an analytic instrument and a heuristic tool focusing the socio-cultural...

Psyke & Logos

Denne artikel forholder sig til eksisterende forskning om, hvordan forældrenes møde med det døde barn indvirker på deres sorg. Denne forskning suppleres i kraft af en tværvidenskabelig tilgang med sociologiske og kulturanalytiske studier af paradigmatiske skift i forhold til sorgpraksisser og forholdet til den døde samt af ritualers betydning. Endelig inddrages empiriske studier af konkrete sorg- og hverdagspraksisser hos forældre, der mister et barn før, ved eller kort tid efter fødslen. Artiklens hovedfokus er således at analysere de praksisser og interaktioner mellem forældrene og det døde barn, som udfolder sig på fødeafdelingerne, og som efterfølgende foregår i medieret form på f.eks. online mindesider, på børnenes grave og andre steder, samt at reflektere over mulige forbindelser mellem tidlige og senere sorgpraksisser; hvordan de forskellige elementer hænger sammen, og hvad de betyder for forældres sorg og livet efterfølgende?

Poetik, 1971

Dødstematikken i nogle H.C. Andersen-texter og relationen til de sociale, sexuelle og skriptuelle traumer

Tidsskriftet Antropologi

The article is a study of music fans and primarily concerns the objects collected by these people. Two main arguments run through the analysis. First of all, the collections are considered as results of a human eagerness to categorize and systematize, and, as such, one can see this accountn as an exemplification of Claude Lévi-Strauss’ thought in a modern Western setting: Things are not known because they are relevant – they become relevant because they are known; as soon as a possible acquisition is discovered by a fan, comes the urge to obtain it. Such conclusions, more-over, are much in line with Baudrillard’s writings on collections, in which system-atisation and striving for completing a known series are the basic motives for collecting. There are things, however, which are difficult to explain by reference to the urge for completeness, for example, those things which have previously been used, or merely touched, by a particular singer. The second and prominent part of the arti...