Området har været beboet af tidlige inuitindvandringer, men da nordboerne bosatte sig fra år 985, havde det gennem flere hundrede år været affolket. Frem til 1400-tallet udviklede nordboerne en landbrugskultur med en relativt stor befolkning i fjordsystemerne. Mod slutningen af nordboperioden begyndte inuit at komme langt sydpå, og der opstod et kulturmøde. Efter at nordboerne forlod Grønland omkring anden halvdel af 1400-tallet, levede inuit i det ressourcerige område med god fangst, der muliggjorde relativt stor befolkningstæthed. I de følgende århundreder opstod et nyt kulturmøde, først sporadisk med europæiske hvalfangere og siden mere systematisk med koloniseringen.
Op gennem 1800-tallet blev husdyrhold gradvis et supplerende livsgrundlag, primært blandt efterkommerne af Igalikus grundlæggere, den norske købmand Anders Olsen og hans grønlandske hustru Tuperna.
I 1830 etablerede Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) udliggerstedet Nordprøven under kolonien Julianehåb (i dag: Qaqortoq). Navnet blev hurtigt erstattet af det grønlandske Narsaq, også i koloniadministrationen. Omkring 1880 blev der anlagt en anløbsplads og et handelssted med butik i bugten ved Kuukasikelvens udløb. I 1919 var Narsaq Grønlands største udsted med 162 indbyggere.
Fra slutningen af 1920’erne blev fuldtidsfårehold mere udbredt i Narsaq og i Sydgrønland. I 1930 var befolkningstallet vokset til 299.
Under 2. Verdenskrig etablerede USA lufthavnen Bluie West One i Narsarsuaq i bunden af fjorden Tunulliarfik samt en vejr- og telegrafstation, Bluie West Three, ved Simiutaq. Narsaq er placeret midtimellem, og en interaktion med de amerikanske soldater opstod.
Efter 2. Verdenskrig, under moderniseringen, blev Narsaq prioriteret, fordi der var gode besejlingsforhold, mens Qaqortoq oftere var lukket inde af storisen. Desuden var der i fjordene ved Narsaq et godt torske- og rejefiskeri, ligesom byen var center for fårehold.
I 1947 var befolkningen vokset til 434. I 1950 blev Narsaq Kommune oprettet, og Narsaq fik i 1959 status af by.
KGH etablerede en konservesfabrik til rejer og et fåreslagteri i 1951, og der blev bygget 40 boliger til medarbejdere. Ved samme lejlighed blev slagteriet i Qaqortoq nedlagt. I slutningen af 1940’erne blev der etableret ræveavl og fra 1964 til 1969 minkavl – med fiskeaffald fra fabrikken som foder.
For at sikre leverancerne blev der i 1952 anlagt en kaj for mindre fragtskibe, og i 1959 blev fiskefabrikken udvidet med indfrysning af rejer og torskefileter. Hele Sydgrønlands fiskeforarbejdning blev samlet i Narsaq, og fisk og rejer indhandlet i Nanortalik og Qaqortoq distrikter blev sejlet til byen. Fra 1961 var der tilbagegang i indhandling af rejer, og mod slutningen af 1980’erne forsvandt torsken fra de sydgrønlandske farvande.
I 1960’erne og de følgende årtier var der stor byggeaktivitet med 16 private håndværksmestre og 95 ansatte (i 1969), og byen fik heliport i 1966.
Narsaq voksede til 1.835 indbyggere i 1991, men siden er indbyggertallet faldet, særligt som følge af lukningen af rejefabrikken, forstærket af kommunesammenlægningen i 2009, hvor administrative jobs flyttede til Qaqortoq.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.