Det er ikke John og mig jeg taler om, men mine englændere.
Begge de unge mennesker har et arbejde med skæve vagter, herunder weekendvagter, og da de sjældent er sammenfaldende, er de efterhånden ikke så ofte samlet alle fire, men i sidste uge havde de begge to fri fredag-lørdag-søndag. Tim bestemmer selv sine arbejdstider, hvis han ingen møder har.
”Skal vi så ikke finde på et eller andet spændende? Tiden skal da ikke bare spildes, vel?”, spørger Aubrey og kigger forventningsfuldt på sin mor.
“Johhh … vi kan jo tage en tur til Venedig, måske?” Den ide faldt i god jord, og som det ligger til familien, var der ikke langt fra tanke til handling. Der var kun ganske få flybilletter og næsten heller ingen ledige hoteller, og de der var, havde kun værelser med twin beds tilbage. Det passer dem dog fint nok, især Anna og Aubrey, som absolut ikke synes det er interessant at ligge tæt ved siden af hinanden. Undervejs i bookingforløbet gik det op for Charlotte, at det var Valentinsdag om lørdagen, og Venedig er velsagtens et oplagt kæresteudflugtsmål. Oven i det var der samtidig karneval i Venedig, så de var nok heldige overhovedet at få både billetter og senge at sove i.
De havde en dejlig weekend. Selv om de kun havde to nætter dernede, blev det til tre næsten hele dage, fordi de tilgængelige billetter var vildt tidligt ud (afgang Heathrow 06:30) og sent hjem (afgang Venedig kl. 20). Lørdag regnede det temmelig meget, men Aubrey havde glædet sig sådan til at tage masser af ‘vandbilleder’, og at han nu fik det fra alle sider gjorde ham ikke spor utilfreds. Regnen holdt mange inden døre, så på trods af byens voldsomt mange turister var den visse steder næsten mennesketom fredag aften. Han gik en aftentur alene og nød synet af byen gennem kameralinsen og den stemningsfulde lyd af kirkeklokker.
Aubrey har lagt billeder fra turen på Instagram. Jeg synes han er ret god – og jeg er naturligvis ikke spor farvet af familieskabet – overhovedet ikke – men skulle man være interesseret i at se nogle af hans mange billeder, bl.a. også fra hans tre måneder i Sydafrika, kan man følge aubreymaltinphotography på IG.
Han er i mine øjne lidt for glad for sort/hvide billeder, men her fra et regnvådt Venedig passer stilen fint. Det synes jeg ikke den gjorde i Afrika, men hver sin smag.
En af aftenerne var de til kirkekoncert hvor de skulle høre Vivaldis De Fire Årstider, som De Fire Englændere syntes var en stor oplevelse – også de tre, der ikke troede de brød sig om klassisk musik. Aubrey syntes så godt om Vivaldi, at han lagde ham på som underlægningsmusik til en reel med venedigbilleder.
Jeg har aldeles skamløst sat tre af hans billeder ind her, men jeg tror jeg bliver tilgivet, selv om han skulle opdage det, hvad jeg ikke tror han gør.
Apropos Venedig: Vi fordansker byens navn, både i stavemåde og udtale. Det er ganske naturligt og lyder rigtigt; faktisk ville jeg, hvis jeg hørte Venezia udtalt på syngende italiensk i en ellers dansk sætning, anse det som værende både forkert og arrogant. Vi siger heller ikke Roma med rulle-r og ‘o’ som i vove, men i stedet Rom med den danske r-lyd og rimende på tom.
Franske stednavne bliver ofte fordansket, eller måske en dansk-fransk variation, som er lige forkert på begge sprog. Det ville for danskere være mærkeligt at sige Pari’ uden ‘s’ til sidst.
I en bog blev Glücksburg udtalt med tydelig u- og ikke y-lyd, og den Haag som den Håg (rimer på ‘bog’, og ‘den’ med æ-lyd som i det påpegende stedord). Helt og aldeles forkert; her burde det have været udtalt, som man gør i de respektive lande.
De skal ikke sige Lei-ce-ster! Eller Glou-ce-ster! (Hvor ‘ce’ i begge tilfælde er stumt, men det tror jeg I ved). Der hersker uenighed om emnet, og jeg selv er frygtelig inkonsekvent i den sag. Med andre ord generer det mig, at man i en dansksproget bog udtaler Englands og (nogle) andre landes stednavne forkert, samtidig med, at jeg lige har grebet mig selv i at synes, at svenske stednavne udtalt på klingende svensk i en til dansk oversat bog virker forstyrrende på min opfattelse af oplæsningen, fordi tonen/melodien i sproget er meget forskellig på dansk og svensk. De skulle have være fordansket.
Så hvad vil jeg egentlig helst have? Hvad er rigtigt? Er der overhovedet noget, der er ‘rigtigt’ her? Hvad mener I?
’
Og så har hun ramt den åbenbart værst mulige dag til at ankomme i. Der er temmelig mange flyaflysninger fra Kastrup – dog mest ankomster fra Tyskland, Polen og deromkring. Ikke så meget afgange og ikke fra England. Endnu … og det lader til først at ramme København omkring den tid hun skulle lande. Lige nu står flyet faktisk til at lande seks minutter før tid.
Og nu kommer vi til det: For godt et års tid siden var Anna og C relativt tit i London til undersøgelser op til Annas operation. Charlotte fortalte, at de flere gange, både i toget til London og i Londons gader ikke kunne undgå at lægge mærke til, at folk kiggede nøje på Anna, vendte sig om og pegede og hviskede til hinanden.
Min sidste berømthed kan ikke måle sig med Anya Tayler-Joy – hverken hvad udseendet eller graden af berømthed angår. Til gengæld er han mere lokal, nemlig fra Lolland-Falster.
I dag tager englænderne hjem. Jeg synes stadig det er lidt underligt, at de er her uden at bo hos os, men det er den nye virkelighed, så jeg kan lige så godt vænne mig til det – og de boede da også i Den Stråtækte de første fire døgn.
Hos Mommer 