Hos Mommer

21. februar 2026

Jamen så tager vi da en tur til Venedig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:47
Tags: , , ,

Det er ikke John og mig jeg taler om, men mine englændere.
Begge de unge mennesker har et arbejde med skæve vagter, herunder weekendvagter, og da de sjældent er sammenfaldende, er de efterhånden ikke så ofte samlet alle fire, men i sidste uge havde de begge to fri fredag-lørdag-søndag. Tim bestemmer selv sine arbejdstider, hvis han ingen møder har.
”Skal vi så ikke finde på et eller andet spændende? Tiden skal da ikke bare spildes, vel?”, spørger Aubrey og kigger forventningsfuldt på sin mor.
“Johhh … vi kan jo tage en tur til Venedig, måske?” Den ide faldt i god jord, og som det ligger til familien, var der ikke langt fra tanke til handling. Der var kun ganske få flybilletter og næsten heller ingen ledige hoteller, og de der var, havde kun værelser med twin beds tilbage. Det passer dem dog fint nok, især Anna og Aubrey, som absolut ikke synes det er interessant at ligge tæt ved siden af hinanden. Undervejs i bookingforløbet gik det op for Charlotte, at det var Valentinsdag om lørdagen, og Venedig er velsagtens et oplagt kæresteudflugtsmål. Oven i det var der samtidig karneval i Venedig, så de var nok heldige overhovedet at få både billetter og senge at sove i.

Aubreys Venedig 1

De havde en dejlig weekend. Selv om de kun havde to nætter dernede, blev det til tre næsten hele dage, fordi de tilgængelige billetter var vildt tidligt ud (afgang Heathrow 06:30) og sent hjem (afgang Venedig kl. 20). Lørdag regnede det temmelig meget, men Aubrey havde glædet sig sådan til at tage masser af ‘vandbilleder’, og at han nu fik det fra alle sider gjorde ham ikke spor utilfreds. Regnen holdt mange inden døre, så på trods af byens voldsomt mange turister var den visse steder næsten mennesketom fredag aften. Han gik en aftentur alene og nød synet af byen gennem kameralinsen og den stemningsfulde lyd af kirkeklokker.

Aubreys Venedig 2

Aubrey har lagt billeder fra turen på Instagram. Jeg synes han er ret god – og jeg er naturligvis ikke spor farvet af familieskabet – overhovedet ikke – men skulle man være interesseret i at se nogle af hans mange billeder, bl.a. også fra hans tre måneder i Sydafrika, kan man følge aubreymaltinphotography på IG.
Han er i mine øjne lidt for glad for sort/hvide billeder, men her fra et regnvådt Venedig passer stilen fint. Det synes jeg ikke den gjorde i Afrika, men hver sin smag.

Aubreys Venedig 3

En af aftenerne var de til kirkekoncert hvor de skulle høre Vivaldis De Fire Årstider, som De Fire Englændere syntes var en stor oplevelse – også de tre, der ikke troede de brød sig om klassisk musik. Aubrey syntes så godt om Vivaldi, at han lagde ham på som underlægningsmusik til en reel med venedigbilleder.
Jeg har aldeles skamløst sat tre af hans billeder ind her, men jeg tror jeg bliver tilgivet, selv om han skulle opdage det, hvad jeg ikke tror han gør.


Apropos Venedig: Vi fordansker byens navn, både i stavemåde og udtale. Det er ganske naturligt og lyder rigtigt; faktisk ville jeg, hvis jeg hørte Venezia udtalt på syngende italiensk i en ellers dansk sætning, anse det som værende både forkert og arrogant. Vi siger heller ikke Roma med rulle-r og ‘o’ som i vove, men i stedet Rom med den danske r-lyd og rimende på tom.
Franske stednavne bliver ofte fordansket, eller måske en dansk-fransk variation, som er lige forkert på begge sprog. Det ville for danskere være mærkeligt at sige Pari’ uden ‘s’ til sidst.
I en bog blev Glücksburg udtalt med tydelig u- og ikke y-lyd, og den Haag som den Håg (rimer på ‘bog’, og ‘den’ med æ-lyd som i det påpegende stedord). Helt og aldeles forkert; her burde det have været udtalt, som man gør i de respektive lande.
De skal ikke sige Lei-ce-ster! Eller Glou-ce-ster! (Hvor ‘ce’ i begge tilfælde er stumt, men det tror jeg I ved). Der hersker uenighed om emnet, og jeg selv er frygtelig inkonsekvent i den sag. Med andre ord generer det mig, at man i en dansksproget bog udtaler Englands og (nogle) andre landes stednavne forkert, samtidig med, at jeg lige har grebet mig selv i at synes, at svenske stednavne udtalt på klingende svensk i en til dansk oversat bog virker forstyrrende på min opfattelse af oplæsningen, fordi tonen/melodien i sproget er meget forskellig på dansk og svensk. De skulle have være fordansket.
Så hvad vil jeg egentlig helst have? Hvad er rigtigt? Er der overhovedet noget, der er ‘rigtigt’ her? Hvad mener I?

15. februar 2026

Man skal jo ikke lade sig forstyrre af fakta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:49
Tags: ,

“Man skal jo ikke lade sig forstyrre af fakta”, sagde en kollega engang ved en passende lejlighed. Jeg syntes det var en rigtig god bemærkning, og jeg har citeret ham i tide og utide lige siden. Der er mange der ikke lader sig forstyrre af fakta – senest fra en jeg tror må være MAGAMesser-tilhænger. Han tog ét faktum (= det er koldt i (lillebitte) Danmark lige nu) og passede det ind i sine egne forestillinger (= klimakrisen er fake news – global opvarmning er bare en myte).

Jeg har forsøgt at finde fakta om AI, affødt af, at jeg læste, at “et enkelt prompt (spørgsmål til AI) har et lige så stort energiforbrug som 10 Google-søgninger eller 40 opladninger af mobilen”.
Du GOdeste, tænkte jeg – det lyder meget voldsomt. Kan det mon virkelig passe?
Der findes flere kilder, men denne regner jeg for værende pålidelig. Her oplyses, at energiforbruget varierer, afhængigt af hvilken AI det er, og om det er en almindelig forespørgsel eller et led i oplæringen af en ny, men det svinger mellem 0,00034 kWh og 0,1 kWh. En googlesøgning er omkring 0,00024kWh, så forskellen er altså ikke vanvittig stor, men globalt set, med millioner, måske milliarder af brugere bliver det alligevel til noget.
Én mobilopladning forbruger typisk 0,01 kWh, så det med de 40 er altså ikke sandt. Selv i det mest strømforbrugende tilfælde kan det kun blive til 10 opladninger, så jeg gætter på, at ophavsmanden til artiklen har overset, at der i det ene tilfælde tales om Wh og i det andet om kWh, som er 1000 gange mere.
Lad os for nemheds skyld sige, at ét AI-spørgsmål forbruger 0,4 Wh. 40 mobilopladninger giver 0,4 kWh – altså 1000 gange mere. Men okay, man lader jo ikke sin mobil op lige så ofte, som man stiller spørgsmål til en AI, så det er ikke et enkelt regnestykke.

Kilde: The AI Portal

Skal man aktivt vælge AI fra eller til?
Tallene fjerner ikke det faktum, at AI er meget ressourcekrævende. Et skræmmende fremtidsscenarie er Det Internationale Energiagenturs (IEA) forventning om, at AI i 2030 vil bruge lige så meget energi, som Japan gør i dag. Jeg har ikke undersøgt Japans energiforbrug, men det skal da nok blive til en terawatttime eller to.
Når datacentre bruger strøm, bliver næsten al energien til varme. Det giver meget overskudsvarme, og nogle har fundet ud af at anvende den fornuftigt – Meta i Odense leverer overskudsvarme svarende til 6.900 husstandes fjernvarme, og Microsoft i Høje-Taastrup planlægger at opvarme 6.000 hjem. Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

I kilden jeg refererede til, skrives der også om, at AI stensikkert er kommet for at blive, men at man skal anvende det med fornuft. Det er ikke meningen, at man skal bruge det til en opskrift på rabarberkage – hertil er det go’e, gammeldags Google så ganske glimrende.
Det er så nu, jeg stiller spørgsmålet: Skal den enkelte ‘almindelige’ bruger aktivt vælge AI til eller fra? Jeg har sjældent brug for AI’s sommetider tåbelige svar og vælger det derfor oftest fra, men jeg ville meget hellere skulle vælge det aktivt til, netop fordi det oftest ikke er nødvendigt med AI. Det ville kunne spare meget energi, mange forkerte svar og megen frustration fra sådan nogle som mig, hvis det ikke poppede op som første svar der gives.

I øvrigt: Hvis man bruger ChatGPT, bør man også overveje at skifte til en anden chatbot, for de kan næsten det samme og har en mere ansvarlig tilgang til klimaet (Andreas Schjølin).
Se, det er jo værd at bemærke sig, for ChatGPT er mig bekendt den ‘alle’ kender og som derfor oftest anvendes.

Jeg vælger AI fra ved at skrive –ai efter min googlesøgning, men Anna Færch Hansen fra Ungeklimarådet havde et helt andet råd, hvis man gerne vil undgå AI-svar, når man googler: “Jeg har fået et godt råd af en lægeveninde: Hvis man bander i sin google-søgning, kommer den ikke med AI-svar”.
Det måtte simpelthen efterprøves, og jeg kan med det samme afsløre, at det ikke passer, men det fik mig til at grine.
Først med et sobert sprog – her var AI-svaret som forventet.

Screenshot

Herunder brugte jeg et grimt bandeord – AI ignorerede det totalt:

Screenshot

Og til sidst med et andet ikke særlig pænt ord. Det var her, jeg kom til at smile pga. det med gult fremhævede. Tænk, at AI ligefrem har humor …

Screenshot

Smil eller ej: AI er komplet ligeglad med bandeord. Jeg prøvede også med det engelske f…, men det blev også ignoreret. Derudover er det en del enklere at skrive tre tegn fremfor et eller andet bandeord – og ‘sgu’ regnes ikke længere for et sådant.

Hvis I holdt ud helt hertil, har I ladet jer forstyrre af fakta, men tak for det.
(Jeg håber i hvert fald det virkelig var fakta).

10. februar 2026

Der findes mange slags …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , , ,

Ikke mere om selve ferien på Malta. Den var glimrende og perfekt timet, når vi ser hvordan Danmark havde mere eller mindre snekaos i den uge vi nød solen og lunheden.
Næh, dette er mere lidt refleksioner over menneskers og institutioners forskellighed.
For eksempel er Københavns lufthavn en af de dårligste vi kender – også efter, at de har ofret millioner på om- og udbygning. Vi har adgang til en (også ombygget) lounge, men den er ikke blevet større af den grund, så der er næsten aldrig plads, og desuden er maden de serverer ikke specielt spændende, så CPH får dumpekarakter. Vi har prøvet lounges i mange lufthavne, men ingen så dårlig som den københavnske. Selv nede på lille Malta var der rigtig god plads og lækker mad.
I Kastrup lufthavn er de også ligeglade med, om folk går med stok – ingen fordele af den grund, mens de i alle andre lufthavne er meget opmærksomme og lader os komme gennem fast track, både når vi skal vise boardingkort og igennem security – plus, at vi som regel bliver gennet ind i Priority Lane, når vi skal borde flyet. Det er altså ret fedt, men kan Kastrup finde ud af det? Nope. Det står selvfølgelig ikke i en eller anden lov, at det skal være sådan, men folk der går med stok, kan ofte ikke stå så længe det tager for en lang kø at blive afviklet, og som sagt er de flinke alle andre steder end her i landet.

Popeye Village

Flyturen hjem startede en time forsinket, men de fik indhentet den halve, således at vi kun var 2½ time i luften.
Det var for mit vedkommende 2½ meget lange timer. Jeg sad i midten og John ved vinduet. Så snart vi havde sat os, bemærkede jeg til John, at der lugtede af en blanding af ko- og svinestald. Til jer, der ikke kender nogen af delene, kan jeg fortælle, at det bestemt ikke er nogen behagelig lugt!
Den viste sig at komme fra min nabo, som jo så sad ud mod midtergangen. Da han vendte sig imod mig for at sige noget, var jeg ved at kaste op og måtte virkelig beherske mig for at lade som bare nogenlunde ingenting. Det var totalt ufortyndet råddenskab, der stod ud af munden på ham – mildere kan det ikke siges. Vi kender nok alle dårlig ånde, som fx hvidløg eller en efterbrandert, som kan være ubehagelige nok, men sammenlignet med min nabo i flyet er de to nævnte den rene lavendelduft! Det var ubeskriveligt slemt, og jeg var nødt til at tage mit tørklæde over næse og mund og så i øvrigt læne mig kælent op ad John hele vejen hjem, med ryggen vendt så meget imod manden, som det var mig muligt. Jeg ignorerede ham totalt – hvis jeg havde skullet konversere ham, ville jeg have været nødt til at tage brækposen i brug. Og jeg overdriver ikke! Jeg ved ikke hvad han har tænkt om mig, men jeg var ærlig talt ligeglad, for ham ser jeg forhåbentlig aldrig igen.
Jeg kan forstå hjemløse og andre stakler, der ingen penge har til tandlæger, men har man råd til en ferie på Malta, kan man vel også finde penge til en tandlæge. Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg havde prioriteret!


En helt anderledes positiv oplevelse havde vi, da vi langt om længe landede på matriklen klokken 01 natten til søndag.
Køreturen hjem gik uden problemer, men vi havde jo set bjergene af sammenskrabet sne langs de små veje og talt om, at nu var vi med stor sandsynlighed nødt til at stille bilen på et lidt farligt sted, indtil vi havde fået skovlet sneen væk fra carporten. Dem der kender os og vores parkeringsforhold ved, at disse ikke er gode, så vi skal pinedød kunne køre ind i garagen for ikke at blokere vejen.
Udsigten til sneskovling på det ukristelige tidspunkt var ikke rar, men hvad så vi til vores store glæde og overraskelse?
En af naboerne havde ryddet snedriverne væk fra garagen (og der havde ligget meget sne, kunne vi se), så vi lige kunne åbne porten og køre ind.
Det var ganske enkelt det bedste ved den dag!
Jeg havde en ide om hvem det kunne være, hvilket jeg fik bekræftet om søndagen, og han fik en flaske vin, som han først slet ikke ville have –“jeg gjorde det altså ikke for at blive belønnet”.
”Det ved jeg”, svarede jeg, “vi skal selvfølgelig kunne gøre hinanden tjenester uden at forvente betaling, men det var altså en helt særlig glæde for os ikke at skulle skovle sne midt om natten efter en lang og anstrengende dag, så tusind, tusind tak – og tag nu imod den vin.”
Det gjorde han så.
Vi gjorde til gengæld en masse fugle glade, da vi om søndagen fik fyldt alle foderdepoterne op. Jeg håber de alle sammen har overlevet, at der har manglet mad i mindst fire dage, selv om John fyldte så godt op han kunne, inden vi tog afsted. Der er rift om den i denne kolde tid.

Malta

6. februar 2026

Gozo m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , ,

I går havde vi en ret lang udflugt (10 timer) til øen Gozo, som er en del af Malta-republikken. Den kun 25 minutter lange sejltur var temmelig vindfyldt og med halvhøj søgang, så jeg insisterede på at sidde udenfor. Behageligt var det ikke, men bedre end at blive søsyg.
Heldigvis blev vejret bedre da vi kom lidt ind på øen, men det insisterer på at være blæsende.
Vi så først en af de utallige kirker, de har her på øerne. Denne var dog lidt anderledes end katolske kirker normalt, for den var enkelt udsmykket og ikke så overdrevent overdådigt som man ellers ser dem. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det var/er så nødvendigt at skilte med kirkelig rigdom for det fattige folk.

Dwejra Bay, Malta

Fossiler på Dwejra Bay, MaltaFossiler på Dwejra Bay, Malta

Fossiler på Dwejra Bay, Malta

Fossiler på Dwejra Bay, Malta

Var jeg kun middelmådigt imponeret over kirken, blev jeg en hel del mere opslugt af Dwejra-strandens fossiler. Der var så mange, at man bare vadede rundt på dem. Man skulle ikke passe på hvor man trådte, nok pga. det helt overvældende store antal. Desværre var de så forstenede, så at sige, at man ikke kunne få en op og tage med hjem … men havde man kunnet det, ville det sikkert ikke have været tilladt …
Der skulle kunne findes fossiler dér fra fem forskellige dyr. Jeg tror de fleste jeg fandt, er søpindsvin, men jeg kunne også identificere forskellige skaldyr/muslinger. De største (runde) var omkring 15 cm i diameter. Alle de aflange har nok også været søpindsvin, bare set fra andre vinkler.
Fossilbillede to kan klikkes op i stor størrelse, hvis der skulle være en enkelt, der kunne være interesseret i at se detaljer.

IMG_2397

Efter strandturen fik vi en tre-retters menu på en restaurant i et gammelt fiskerleje.
Den var udmærket – sværdfisken virkelig god, faktisk – men vinen må have været meget lokal …

IMG_2402IMG_2405

Derefter blev vi kørt ind til hovedbyen Victoria, hvor vi fik 1½ time for os selv.
Ledningerne i byerne hang løst uden på husene, hvilket de gør overalt her. Det ser meget uorganiseret og tilfældigt ud og kan ses på første billede efter fossilerne. Det er sikkert hverken det ene eller det andet, men ser sådan ud for os nordboere.
Det var dejligt at gå rundt i de smalle gader, hvor vi kunne føle os sikre på ikke at blive kørt over af en af de mange små biler, der er absolut flest af i den maltesiske republik. Der er stort set ingen elektriske biler (ingen ladestationer) og meget lidt plads til parkering. Der holder biler parkeret overalt, hvor man kan forestille sig at presse en bil ind – og også steder, hvor jeg nok ikke lige havde forestillet mig, at det var muligt at parkere – for slet ikke at tale om tilladt. Store biler er ingen fordel her, hvor afstandene er meget små – Malta-republikken er på bare 316 km2, hvilket er godt og vel halvt så stort som Bornholm (588 km2), men har godt 530.000 indbyggere. Det giver en befolkningstæthed på 1686/km2. Til sammenligning ville det have givet en befolkning i Danmark på 74 millioner – ikke en rar tanke, vel?

IMG_2412IMG_2415IMG_2417Ferula melitensis   (Maltese Giant Fennel)

I dag gik vi en sidste tur i lokalområdet for at nyde udsigter og botanisere lidt mere.
Herover: Figenkaktussens frugt, en art narcissus, agaveblomst og Ferula melitensis (Maltese Giant Fennel).
Jeg må atter en gang konstatere, at jeg er mere til natur end til byer og kultur. Hvis jeg skal vælge ferieform, får naturen førsteprioritet.
Her på Malta kunne jeg sikkert skaffe mig en levevej ved at producere figenkaktusmarmelade; frugternes mængde skal ikke kun måles i kilo, men i tons, for planterne omkranser tre fjerdedele af det store feriecenter – og findes selvfølgelig også på resten af øen, men jeg må nok erkende, at det bliver svært at høste andet end de yderst siddende frugter.

IMG_2410

3. februar 2026

Malta – løst og fast

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: , ,

Jeg kan konstatere, at vi trods blæsevejret i søndags har valgt en god uge at tage til Malta i, for det er åbenbart stadig hård vinter i vores del af Danmark. Jeg har i samme forbindelse til både morskab og stor undren konstateret, at vi i Danmark har en del personer, der i skræmmende grad minder om MAGA-folket i USA (her i DK er de anført af en vis hr. Messerschmidt), for nu flyder visse SoMe’er over med dumme, trumpagtige kommentarer om, at der kan I bare se alle sammen: Den der globale opvarmning er én stor løgnehistorie. Fake news all over. Det er et tema med variationer, men skåret over samme læst. Du godeste, siger jeg bare.

Mellieha

I går gik vi en tur i området og ville have besøgt Popeye Village, som er en kulisseby, der blev opført til filmen om Skipper Skræk, men som er blevet bevaret som turistattraktion. Vi blev forhindret af en mindre oversvømmelse på stien, som John kunne forcere, men jeg ville få sko og strømper gennemblødt. Det havde jeg ikke spor lyst til, så vi opgav forehavendet.
I stedet nød vi bare spadsereturen og det fine vejr – og de hundredvis af figenkaktus, der var på ruten. Vi ser forskellige arter, men fælles for dem er, at “frugten har en let sød, vandet og frisk smag med antydninger af melon, pære og kiwi”. Jeg ville gerne have taget nogle med hjem for at lave en lidt anderledes marmelade, men projektet blev opgivet. Jeg prøvede forsigtigt at plukke en, selv om jeg udmærket vidste, at de har nogle bittesmå ‘hår’, som går direkte ind i huden, men selv om jeg passede på, tog det mig nogle minutter at pille dem ud igen …

IMG_2300

I dag tog vi en guidet tur til Mosta og Mdina. Mosta med kirken med den enorme kuppel og middelalderbyen Mdina med den spændende historie. Malta har op gennem historien været ejet/styret af mange forskellige: FØnikere, norMAner, romere, arabere, johannitter, briter og flere andre. Guiden havde en del aparte tryk på ordene – han talte bl.a. om en marTYR – det var svært at lade være med at trække på smilebåndet, når han fyrede den slags af.
Han fortalte os hvad vi burde vide og var sådan set meget god, men han havde, udover ‘trykfejlene’, et ret barnligt sprog, hvor ordet ‘altså’ indgik med stor hyppighed – helt op til tre gange i en enkelt sætning. Ordene ‘jo’ og ‘selvfølgelig’ var lige så populære hos ham, hvilket var lidt anstrengende at høre på i længden, men jeg irettesatte mig selv og huskede mig på, at jeg bare skulle være glad for, at han ikke så meget som en eneste gang sagde ‘øøhh’, hvilket er langt mere irriterende at høre på.

IMG_2308IMG_2323

Maltesisk sprog har arabiske rødder, hvilket man godt kan fornemme, når man ser skriften på (kirke)væggen, men det er helt sit eget og fuldstændig uigennemskueligt. Det er umuligt at gætte sig til noget som helst. Det eneste ord, det har været muligt for mig at gennemskue, var ‘Politi’, og det havde de oven i købet været så venlige at skrive både på engelsk og maltesisk.

IMG_2335IMG_2307

Hvis man har set billeder fra Valetta, vil man sikkert have bemærket disse karakteristiske … jahh, hvad,egentlig? Balkoner? Altaner? Små udhæng på lejligheder i byer. Jeg har ikke set dem mage til andre steder, men de er alle vegne i byerne på Malta.

Har vi Game of Thrones-fans til stede? I så fald vil man sikkert kunne genkende motiverne på de næste to billeder.
Guiden var vældig begejstret for dette faktum … jeg har set et par sæsoner af serien, som aldrig rigtig fangede mig, men det skal man sandelig ikke sige til GoT-fans!

IMG_2343

IMG_2339

Der var ikke så mange turister i starten af byrundturen, fordi vi ankom relativt tidligt til Mdina, men der kom hurtigt flere. Mange flere. Guiden fortalte, at turisthøjsæsonen efterhånden varede hele året, fordi det er blevet lunere i de tre vintermåneder (nåh nej, der er jo ingen klimakrise …). Der er dog flere turister i sommertrekvartåret end lige nu, men mange flere end før i tiden på denne ellers fredelige årstid, hvor der plejer at være tid til at lade lidt op.
Malteserne og guiderne må så lade deres gæster om at lade op …

1. februar 2026

Jeg har det lidt som en vestjyde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Vi stod op kl. 03 lørdag morgen nat for at være i lufthavnen kl. 05:20 for at kunne flyve afsted til Malta kl. 07:20. Jeg synes vi skal tidligt op når vi flyver til England, men der afgår flyet da først lidt over otte. Vi faldt rekordhurtigt i søvn i aftes …
Alt gik glat, på trods af den megen snefygning på vejene op mod Køge.
Guiderne på Folkeferies feriecenter ved Mellieħa er søde og har styr på tingene – det er altid rart at konstatere, når nu man har taget en charterrejse.

Bare et træ på Malta

Folkeferie har, som snart alle andre, en app, hvorigennem man kan se eller finde ud af stort set alt i forbindelse med rejsen, således også bestille plads på turene de arrangerer, hvilket jeg gjorde i bussen på vej til feriecentret. Der er tre ture, vi gerne vil med på, bl.a. den til Marxaloxx. Der er et interessant marked, samt havnen med de smukke, karakteristiske, farverige både.

Den tur skulle have været i dag, men de aflyste, fordi det skulle blive stormvejr. Så slemt, at teltene på markedet ikke ville blive sat op. Øv – især fordi vi primært ville have turen for havnens skyld. Billedet er derfor ‘lånt’, så jeg har lige gjort mig til kriminel …
“Stormvejr” på Malta er 13 m/s … jeg føler mig lidt som en vestjyde, der griner af mig, når jeg kalder 25 m/s for storm. Helt ærligt … okay, det blæser, men så da heller ikke mere end det …

Klæbefrø

Solen er fremme indimellem, så vi gik en tur i området for at botanisere lidt.
Det gik heller ikke så godt. Google Lens var ikke særlig samarbejdsvillig, men heldigvis havde centret selv en oversigt over nogle af planterne, således også denne, som GL ikke kunne identificere, nemlig ‘klæbefrø’. Det  er et passende navn, kunne det godt se ud til.

Fugleappen Merlin, som jeg og mange andre er så begejstret for, svigtede også i dag. Den vidste godt, jeg befinder mig på Malta, men det ved jeg godt selv, og udover det kunne den ikke komme med brugbar information.

Merlin

Den ‘Lytter efter fugle’ her ved Mellieħa, men den kunne ikke svinge sig op til mere end et lidt ynkeligt ‘Hører en fugl’.
Godt så. Det gjorde jeg også. Det var derfor jeg aktiverede appen, men der skete aldrig mere, så jeg blev ikke klogere.

IMG_2290IMG_2295

Der var flere pudsigheder. Denne blomst hedder Mexicos sol, og ifølge infoskiltet blomstrer den i april og maj.
Vi er først lige nået ind i februar, men der var masser af både blomster og knopper. Det er fint nok, og det var en
smuk blomst, så det er ingen klage, bare en observation.

Bortset fra alt dette, så er det en superfin lejlighed, og man kan sagtens fornemme, at den lige er blevet renoveret – ingen slid og alt er nyt; med rigtig gode senge/madrasser.
John fandt efter noget besvær ud af betjene varmeanlægget, så nu er her også dejlig varmt.
Induktionskomfuret kan jeg simpelthen ikke finde ud af at få gang i, men man kan også chatte via appen, så der skulle være en handyman på vej. Kontakten står på On, men hverken komfuret eller stikket ved siden af hovedkontakten virker, så noget er der galt. John har kigget i målerskabet uden at kunne finde årsagen der.
Vi kunne derfor ikke koge æg til frokost, men køleskab og elkedel virker, så vi kan lave kaffe og te og holde maden kold. Handymanden kom mens jeg skrev indlægget her – og slog komfuret til ude i målerskabet! Gosh, altså – John havde faktisk haft fat i den rigtige kontakt, men den sprang tilbage igen for ham, så han turde ikke gøre mere ved det. Handymanden havde åbenbart et anderledes magic touch. Men pyt – nu virker komfuret, men man føler sig lidt som Dum Turist.

Fra tagterrassen mod Mellieha

Nu håber vi bare, at ‘stormvejret’ snart er overstået. Vores næste bestilte tur er på onsdag, så der skulle det gerne være okay.
I morgen vil vi på egen hånd trodse elementernes rasen og gå en lidt længere tur. Vi har bestilt bord til i morgen aften på en italiensk restaurant i Mellieħa, og der er ikke længere end vi kan gå dertil.
I aften spiser vi på centrets restaurant, men vi spiste frokost i cafeen i går (samme ejer), og vi var ikke begejstrede. John fik en burger og den var, for at sige det rent ud, ikke specielt veltilberedt, så vi håber, at restauranten er bedre – den får i hvert fald en chance.

28. januar 2026

Vinter, fugle og spildte bekymringer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:51
Tags: , ,

Charlotte kom godt frem i mandags. Hun var helt nede omkring Køge, inden hun kørte ind i snevejret, men til gengæld blev det hurtigt ret voldsomt. Bilen skældte hende ud og beordrede hende til at holde fast i rattet, hvilket hun allerede gjorde, så bilen har mærket, at vejen var glat, inden hun selv opdagede det. Der var dog ingen problemer af nogen art, og hun var fremme hos os en halv time før jeg ellers tidligst havde forventet det, men når flyet lander 18 minutter før tid, bagagen er hurtigt på båndet og der ingen kø er ved biludlejningen … ja, så kører det bare – man kan sige, at turen i enhver forstand gik glat.

Januar 2026 (4)

Det var slemt mens det varede, men det varede ikke længe; allerede inden Charlotte kørte til sommerhuset ud på aftenen, var det holdt op med at sne.
Tirsdag morgen var det blevet tøvejr, og hun begav sig afsted til venindetræf i København uden at være bekymret for føret. Vi kører gerne til Jersie station og sætter bilen der, for P-pladsen ligger behageligt tæt på togene, og den er gratis. Køge ligger nærmere os, men hvis man ikke vil betale en formue for parkering, er der meget langt at gå.

Apropos bekymringer: Jeg er, som jeg har været inde på før, bekymret for Charlotte en gang imellem, men det er ikke en bekymring, der giver ondt i maven og stress. Trods alt … bare en lille en, der ligger og popper op, hvis jeg ikke beskæftiger mig med noget hjernekrævende. Med andre ord er jeg i stand til at distrahere mig ud af bekymringen.
Der er sagt og skrevet mange ord om bekymringer. Mark Twain står for ”Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget”.
Den kan jeg bestemt nikke genkendende til. 
”Bekymringer er som småbørn. Jo mere man kæler for dem, jo bedre trives de” blev sagt af en Douglas William Jerrold, som jeg ikke kender, men derfor kan jeg jo godt give ham ret. Bekymringer skal der ikke kæles for, men det er stadig en god ide at kæle for småbørn.


Havørnene er stadig et dagligt syn her ved Den Stråtækte, men fordi isen på fjorden er smeltet nu, er de ikke helt så tæt på, og normalt ser vi dem kun i luften.
Nede på strandengen så vi her til formiddag en rød glente stå og spise et solidt måltid. En gås, gætter vi på, for byttet så større ud end glenten. Vi ved ikke, hvem der har nedlagt den gås, og den kan jo også sagtens bare være død af alderdom eller kulde.
Vi ser efterhånden mange røde glenter i nærheden af os; forleden dag hele tre på en gang, da vi var ude at køre.
Vi ser, som noget relativt nyt, næsten dagligt en af dem her hos os – måske den samme, det ved vi selvfølgelig ikke – og i dag har den fået masser af mad.
Billedkvaliteten er som sædvanlig ikke optimal, for jeg står i et åbent vindue oppe i gæsteværelset og fotograferer, så der er omkring 100 meter over til glenten.
Det er stort, og det er blæret at kunne prale med at kunne opleve denne side af naturen fra egne vinduer. Det er ikke specielt motionsgivende, men en væsentlig årsag til mit ønske om at kunne blive i huset til jeg skal bæres ud.

Rød glente (2)

Rød glente (4)

Havørnen fløj tæt over glenten mens denne spiste, men fløj væk igen med det samme. Hvorfor mon? Ørnen er væsentligt større og kunne velsagtens snildt have jaget den væk.

26. januar 2026

Jeg plejer ikke at bekymre mig om vejret, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:17
Tags: , ,

Jeg plejer ellers ikke at bekymre mig om vejret, for vi indretter os bare efter det. Er det dårligt vejr, forbliver vi indendørs. Skulle der komme en snestorm, der lammer landet eller vores del af det, har jeg altid mad nok til flere dage. Selvfølgelig kan jeg blive lidt øv, hvis det regner en uge i træk, eller der falder 30 cm sne på en halv time, men det er ikke noget, der vækker bekymring hos mig.
Nu vækker den varslede snestorm bekymring. Charlotte kommer til Danmark helt alene, hvilket ikke er sket i nok 25 år, og vi har glædet os til det. Ikke fordi vi ikke ønsker besøg af de tre andre, naturligvis ikke, men det at få hende på tremandshånd er nu alligevel noget særligt for os.
BlizzardOg så har hun ramt den åbenbart værst mulige dag til at ankomme i. Der er temmelig mange flyaflysninger fra Kastrup – dog mest ankomster fra Tyskland, Polen og deromkring. Ikke så meget afgange og ikke fra England. Endnu … og det lader til først at ramme København omkring den tid hun skulle lande. Lige nu står flyet faktisk til at lande seks minutter før tid.

Hun har lejet bil, og hun er ikke voldsomt erfaren i vinterkørsel; det bliver man ikke i England. Hun er dog mere erfaren end de fleste englændere, og når det en sjælden gang er slemt derovre, er hun en smule utryg. Ikke på egne vegne, men fordi skræmmende mange ikke aner, hvordan man skal forholde sig i glat føre, hvorfor der hurtigt kan ske noget uforudset.
Det bliver forhåbentlig ikke så slemt som på billedet, og jeg frygter ikke så meget motorvejene, men mere de små veje der er nede omkring os.
Det stjålne billede er fra USA, hvor de havde The Blizzard of 1977, som var rigtig slem. Min søster var på det tidspunkt udvekslingsstudent i Buffalo, som nok var den by der blev hårdest ramt. Det var interessante og spændende historier, hun i sine breve (ja, det var dengang …) kunne fortælle om de dage.
Så slemt bliver det ikke i dag – vi skal vist tilbage til nytåret 1978/1979, før vi herhjemme havde noget der ligner det, de kan præstere i USA.

Meteorologerne overdriver forhåbentlig, ganske som de plejer, med deres varsler om ‘farligt vejr’, men den sne, der i skrivende stund falder ved Den Stråtækte, ser ikke spor venligsindet ud.
Charlotte skal nok klare det, jeg er fuld af tillid til hende, men jeg har det som nok de fleste af denne verdens mødre: Hun vil altid være min lille pige, og jeg bekymrer mig. Hun vil være min lille pige, til jeg dør, og når hun er på vej hjem til mig sådan en dag som i dag, vil jeg først kunne slappe rigtigt af, når jeg ser hendes bil komme ind ad indkørslen.
Hun har lovet at køre forsigtigt og at opdatere mig undervejs. Efter hendes børn er blevet voksne og har deres eget liv og deres egne biler, har hun nemlig fundet ud af, hvordan mødre har det, når deres hjemmeboende voksne eller næsten voksne børn tager sig den frækhed at foretage sig noget uden for hjemmets fire vægge.
Lige i dag er Charlotte at betragte som hjemmeboende, for det er ikke sådan, at jeg er bekymret, når jeg ser engelske vejrvarsler.
Trods alt og heldigvis … så ville jeg da for længst være død af bekymring.

Charlotte har sådan glædet sig til at vinterafprøve sommerhuset med dets nye brændeovn. Set fra den vinkel er tidspunktet ideelt valgt, og brændeovnen kommer helt sikkert til at bestå ildprøven. Sorry …
Vi skruede op for varmen i sommerhuset i går, og jeg har lagt et varmetæppe til hende til sengen. Uanset hvor varmt der bliver i rummene, kan vi huske fra ødegården, hvor længe madrasserne er om at blive gennemvarme.

2024 - årets første sne (16)

Billedet er fra november 2024. Det bliver spændende, om jeg kan tage et med mere sne i morgen.

21. januar 2026

Intet nordlys men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: ,

Der var tilsyneladende en smule nordlys tilbage i aftes, men vi kunne ikke få øje på det. Hvis der går 23 år til, inden der kommer et tilsvarende udbrud, skal jeg nok ikke satse på, at jeg får set noget lignende det i mandags. Dog … normalt har soludbruddene en cyklus på 11 år, men maksimum var sidste år, siger de kloge, så dette i forgårs må have været noget ekstraordinært. Man siger, at alt godt kommer til den der venter, men det er jeg nu ikke helt enig i – det er lidt det samme som at sige, at man kan få en masse forærende, bare man er tålmodig nok, men sådan er det absolut ikke! Det meste koster enten penge eller en arbejdsindsats. Nordlyset hører ganske vist til under de gratis glæder, men der er grænser for, hvor længe jeg kan vente.
Herunder ses mandagens nordlys over Stonehenge, som ligger omkring 25 kilometer fra hvor mine englændere bor. Jeg har lige talt med Charlotte, men de gik til deres store ærgrelse også glip af festfyrværkeriet. Især Aubrey ærgrede sig, for han har et kamera, der er endnu bedre end Johns, så han kunne sikkert have fået noget flotte skud.

Nordlys over Stonehenge

Er der ikke noget i luften, er der til gengæld noget i vandet. vandet … havørnene kommer tættere og tættere på Den Stråtækte.
I søndags så vi seks på en gang, som dog var for langt væk til at kunne fotograferes. I går så vi to, som lignede et par, da de var ret kærlige over for hinanden, og her til formiddag stod der fire ungfugle noget tættere på vores strandlinje; så tæt på, at selv mit Lumix kunne tage et par hæderlige billeder, selv om Johns naturligvis er langt bedre og skarpere.

Havørne januar 2026 3 (5)Havørne januar 2026 4 (10)
Havørne januar 2026 4 (9)Havørne januar 2026 4 (6)

Den ene blev åbenbart uvenner med de tre andre, så den fløj et lille stykke væk og slog sig ned for sig selv.
Kragerne står og venter på at få et nemt måltid. Lige så rasende de kan være på ørnene og derfor frygtløst angriber dem i luften i ynglesæsonen, lige så leflende er de for dem nu, hvor der er udsigt til et nemt måltid. Den ene krage ser ligefrem ud til at stå og neje for majestæten …

Sølvmåge

I går så jeg dykænder … det vil sige … det er det så ikke, for det er gråænder, der ses her med rumperne i vejret, og gråænder er svømmeænder – dykænder dykker helt ned under vandoverfladen for at finde føde; det gør svømmeænder ikke. En troldand er en dykand, men ‘vores’ troldænder holder til nærmere inde mod Præstø.
Jeg vidste vel nok godt, at sølvmåger er halvstore fugle, men det var først da jeg så mit billede herover, at jeg blev klar over hvor stor forskellen egentlig er på dem og gråænderne. Sølvmågen har et vingefang på 1,2-1,6 meter; blandt mågerne kun overgået af svartbag, hvis vingefang ligger på 1,5-1,7 meter. Imponerende, faktisk, og meget lig den store røde glente, som ligger på 1,45-1,65 meter. Havørnen er vores største fugl med et vingefang på helt op til 2,5 meter (“den flyvende dør”). Tænk, at både den røde glente og svartbagen er lige så brede som jeg er høj. Cirka … jeg er 1,65 meter.

Havørne januar 2026 5

Det var dagens biologitime. Beklager hvis jeg har kedet jer, men jeg var nødt til at skrive mig ud af traumet over ikke at have set [nord]lyset.

20. januar 2026

Sjældent har jeg ærgret mig SÅ meget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:36
Tags: ,

I aftes sad vi og hyggede foran brændeovnen, mens vi så to afsnit af The Crown, for helt rutinemæssigt at gå i seng ved titiden. Lige så rutinemæssigt læste jeg først lidt avis, hvorefter jeg gik på Facebook for at se om der skulle være noget andet end rantings over den orange mand og hans mere og mere udtalte galskab.
Det var der. Oven i købet noget interessant, for jeg noterede mig, at en i Præstø havde lagt et billede op af nordlys, taget fra havnen. Nåda, tænkte jeg, men jeg gad simpelthen ikke at stå op igen. Det var sikkert ikke umagen værd … jeg slog over på e-bogen og sov snart de uskyldiges søvn.
I morges skulle jeg da lige nordlystjekke igen, og det viste sig, at FB nærmest flød over med nordlysbilleder fra vores nære omegn. Jeg kender flere af dem, der havde lagt billeder op, og flere pointerede, at fænomenet kunne ses med det blotte øje, hvilket man ikke altid kan, men er nødt til at ‘se’ det gennem kameraets lidt mere følsomme linse.
Holddaheltop, tænkte jeg – det var da vist rigtig dumt af mig ikke at gide at tage tøj på igen …

Nordlys 1Nordlys 2

Ærgrelseshøjdepunktet kom dog først efter jeg var stået op her til morgen, og hvor der løb en besked ind på min telefon.
Det var bagboen, der havde været så sød at skrive til mig: Hej Ellen – der er nordlys nu.
‘Nu’ var kl. 22:10, og min telefon går på ‘Må ikke forstyrres’ klokken 22 … kun englænderne og mine søstre får lov at forstyrre mig efter det klokkeslæt.
Hvis man rent fysisk var i stand til at sparke sig selv bagi, havde jeg gjort det der. Hårdt!
Vores bagbo havde taget nogle billeder, som hun sendte til mig, og tre af dem har jeg, blæsende på enhver form for copyright, sat ind her.
Det er vores hus og vores træer, der er med på billederne.
Den vinkel betød med andre ord, at vi ikke engang havde behøvet at klæde os på – vi kunne have siddet i køkkenet og nydt synet direkte ud over Præstø Fjord! Mød østnordøst! Jeg troede man skulle kigge stik nord.

Nordlys 5AuroraNotifier

Kan man forstå, at jeg kun kunne konstatere, at man altså også kan være lige lovlig doven?
Jeg har nu fundet en app der kan vise mig om jeg skulle være så heldig, at der er en chance igen i aften/nat, og det er der. I nat havde der været meldinger fra Sachsen og Hamburg, så det nåede langt sydpå.
Appen ved hvor jeg bor, så dens info skulle gerne være til nytte for mig.
KP-indekset (jeg har lært noget nyt i dag) er højt (6-7) i nat, og ikke mindst skulle der være skyfrit igen i aften og nat.
Det håber jeg virkelig er sandt, for dette her er helt usædvanligt for Danmark, men vi har vist også en pænt kraftig solstorm for tiden.

  • KP5 = G1 (Mindre geomagnetisk storm)
  • KP6 = G2 (Aktiv Geomagnetisk storm der kan fotograferes fra Danmark – alle farver og søjler pulserer og kan fotograferes)
  • KP7 = G3 (Kraftig Geomagnetisk storm der når Danmark – Alle farver og søjler pulserer bredt fra Vest til Syd – og ofte over hovedet og længere Sydpå)
  • KP8 = G4 (Særdeles kraftig Geomagnetisk storm der breder sig ned over Nord Europa. Nordlyset bevæger sig over hovedet mod Syd)
  • KP9 = G5 (Ekstrem Geomagnetisk storm der breder sig til Central Europa. Alle farver og slørede bånd bevæger sig bredt over hovedet og mod Syd))

En lille – meget lille, lige i denne sammenhæng – trøst er, at vi i søndags så seks havørne på én gang ude på fjorden.
Hele seks! Uden at flytte kikkertsigtet! Vores rekord indtil nu har været fem, men den er altså slået. Vi har ingen billeddokumentation, for vi så dem gennem vores stærke kikkert, så kameraet ville kun have fanget nogle ubestemmelige pletter – jeg kunne ikke se ørnene med det blotte øje.
Som man kunne med nordlyset. Hrmpf. Det varer længe, inden jeg kommer mig over dette … og så måske alligevel allerede i aften.
Så altså ingen havørne-fotodokumentation, men vores niece ankom lige som jeg havde fået øje på dem, så vi har vidner …
De stod et stykke ude på isen, som endnu ikke er smeltet helt; det var derfor de kunne stå for langt fra os til at kunne fotografere dem.

17. januar 2026

Der lå en hel ferie i skuffen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:12
Tags: , ,

For nogle år siden samlede vi vores guld og lagde det i en æske i en skuffe. John havde en del ting; jeg ikke så meget, men det lå bare der til ingen verdens nytte. Hvem bruger manchetknapper mere? John gør i hvert fald ikke …
Jeg har aldrig rigtig brudt mig om guld og havde derfor kun min gamle vielsesring fra det ultrakorte ægteskab med Charlottes far, samt en prinsessering, som blev så trendy i firserne.
Nu skulle det være. Vi aftalte en tid med en opkøber i Køge og kørte derop i forgårs. Vi havde selv vejet det og regnet en mulig pris ud, men turde ikke satse på mere end prisen på 8 karat og blev derfor glædeligt overraskede, da det viste sig at være enten 14 eller 18 karat alt sammen.
Der kunne fx blive til en ganske hæderlig ferie til os begge to for de penge, men det haster ikke med at bruge dem.
Vi kan hermed anbefale at realisere det glemte guld, hvis I skulle have noget liggende, I alligevel aldrig bruger.

Her til formiddag kørte jeg til Meny for at købe lidt ind til et par gæster i morgen og aftensmad til os selv i aften. Jeg havde besluttet mig for, at vi skulle have fisk, men da jeg så prisen, blev jeg glad for, at vi lige havde solgt guldet. 184 kroner for fisk til John og mig! Og det var ikke østers eller kammuslinger. Det var torsk! Der vil blive lidt tilovers til noget pålæg, men alligevel …
Jeg kom hjem og sagde til John, at de guldpenge sandelig hurtigt kunne blive brugt, hvis vi fik fisk lige så tit som fødevarestyrelsen anbefaler …
Når det er sagt, mener jeg at have lagt mærke til, at nogle af fødevarepriserne er begyndt at falde en smule. Jeg ved derfor ikke helt, om det er en god ide at fjerne momsen på frugt og grønt, for Danmark har vist nok at bruge penge på med alt det forsvar og andet, der skal eller bør opgraderes. Desværre, men det er jo et faktum, at det er nødvendigt.
Man kunne samtidig genindføre afgiften på sukker, sodavand og slik, for det var da den mest tåbelige beslutning i fødevarehistorisk tid. Lad endelig alt det usunde blive billigt og det sunde blive dyrere og dyrere. Jeg kan ikke gennemskue, hvem de ansvarlige myndigheder har tænkt det skulle gavne.

Fasanpate (4)

Apropos mad, så har vi heldigvis også nogle (næsten) gratis glæder, fordi vi kender en jæger, der skyder så mange fasaner, at han gerne forærer os nogle stykker. Sidste år syv og i år fik vi seks.
Jeg gider ikke længere helstege dem, for jeg synes de bliver alt for tørre i kødet, uanset hvilke krumspring jeg foretager mig mod det. 
Jeg flåede dem, skar bryster og lår fra, fjernede i alt 15 hagl, skar kødet fra lårene så godt det kunne lade sig gøre og kogte suppe på benene og alle skrogene. Kødet fra de 12 lår og fire af brysterne skar jeg i mindre tern og marinerede sammen med indmaden, en pakke andelever og noget svinefedt i en krydderurtesuppe i en times tid. Væden i suppen var cognac.
Det blev hakket med lidt løg og hvidløg; først groft og derefter fint. Fløde og lidt opblødte tranebær blev rørt i og til sidst bagt i vandbad i flere mindre terriner. Jeg serverede patéen med ristet flute, portvinssky og brøndkarse.
Jeg tog de mest interessante ideer fra fire forskellige opskrifter, og det blev den bedste fasanpaté, jeg nogensinde har lavet.
Det siger dog ikke meget, for jeg har ikke lavet fasanpaté før, men den smagte vildt (!) godt, så det var ikke sidste gang, jeg kaster mig ud i det.
Den og suppen tog mig det meste af en dag at lave, men der blev også meget mad ud af det, selv om jeg lagde 2 x 4 fasanbryster i fryseren, så det var fint, at to par kunne komme med kort varsel og hjælpe os med at spise alt det mad.
Der blev suppe og paté til John og mig dagen efter, plus to terriner paté til fryseren.

Nu til noget helt tredje: Vores sorte svane er vendt tilbage. Den har været væk i en længere periode to gange, men nu er den her igen. Den ligger på præcis det samme sted over for vores hus, så der må findes noget rigtig godt at spise lige der. Hvorfor den kommer og går, har vi ingen ide om, men det er da hyggeligt, at den bliver ved med at komme igen.

11. januar 2026

Der stod blæst omkring os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:02
Tags: , , ,

Det har været et herrens vejr rundtomkring i Danmark. Hvis man ellers må sige sådan uden at være politisk ukorrekt … et fruens vejr går jo heller ikke; et persons vejr slet ikke, og det lyder desuden fuldstændig fjollet, men hvad skal man så sige? Jeg kunne selvfølgelig bare nøjes med at sige, at det har været lidt af et møgvejr …
Vi har dog ikke fået meget sne, men det har blæst, så det halve kunne være rigeligt; resulterende i en chillfaktor på dybfryser, nemlig omkring ÷20°, med de betingelser der var i fredags, hvor det var værst. Fiskehejren her fryser tilsyneladende gevaldigt om fødderne. Den kan både være en træk- og standfugl, og jeg gætter på, at denne har fortrudt valget om at vinteropholde sig i Danmark.

Fodfrysende fiskehejre

Fjorden er så småt begyndt at fryse inde ved bredderne. Det er brakvand med mange tilløb af ferskvand og dermed har den et saltindhold på kun 7-8 ‰, så det fryser hurtigt til, sammenlignet med vandet ude i Østersøen lige på den anden side af Feddet.

Tidligt i formiddags fik jeg øje på et interessant fænomen ikke langt fra bredden: Det så ud som om vandet frøs i lodretsiddende ‘fjer’ ude på fjorden.
John gik derned med sit kamera, og da vi fik forstørret billederne kunne vi se, at isen ligesom poppede op fra små sandbanker i det lave vand.
Jeg nøjedes med at gå op på gæsteværelset og fotografere John stå og fotografere – det var meget mere behageligt …

John fotograferer is

Nu er vandstanden lav igen, men da det blæste meget østfra, blev det højvande, som det ofte bliver, når Østersøen bliver pustet ind mod kysten ved os. Østenvind alene kan godt øge vandstanden i fjorden med omkring en halv meter, som den gjorde i fredags, hvilket kan ses på billedet herunder: Det stoppede lige over den røde linje jeg har sat ind. Det fremgår tydeligt, at så kommer det tæt på. Dog ikke skræmmende tæt, for der har det været masser af gange – der er stadig et godt stykke op til haven. Selv med godt to meters øget vandstand i 2023 var der yderligere omkring en meter at løbe på, så vi er ikke nervøse.

Det har været højvande (1)

Lidt is 11 jan 2026 (10)

Et sjovt fænomen, ikke sandt? Det var smukt i modlys; nu hvor der er medlys, kan man stort set ikke få øje på de små isformationer.
Her er det knopsvaner, men sangsvanerne er ankommet. De ligger nogle hundrede meter væk, så vi kan kun se dem som små, hvide pletter, men vi kan høre dem – jeg elsker den hyggelige lyd af sangsvaner, især når mørket er faldet på, og jeg er hver vinter lidt ked af, at det ikke er nogen god ide at sidde med åbne vinduer og nyde deres sang.

Lidt is 11 jan 2026 (9)

For 10 år siden var der større isformationer. Den 3. januar 2016 tog vi dette billede af en af hegnspælene, som bølgerne og blæsten på en enkelt nat havde dannet en kåbe af is på – også et fascinerende syn.

IMG_5139

Når John nu alligevel var dernede, tog han også et billede fra stranden op mod Den Stråtækte, som ligger og skutter sig i kulden. Der er intet til at skærme os for vinden, når den kommer fra øst, og vi kan sagtens mærke på stuetemperaturen, om den kommer fra øst eller fra vest, da alle vinduerne vender mod øst. Vi er meget glade for vores brændeovn!
Den kraftige blæst havde denne gang ført en løsrevet bøje med sig og flyttet bord-/bænkesættet, som den forærede os under stormen i oktober 2023, lidt ind i sivene, men det skal vi nok få på plads igen. Vi skal bare lige have fundet et par hjælpere.

Lidt is 11 jan 2026 (8)

I dag er det flot, flot vejr. Næsten ingen vind; knapt nok en lille brise, himlen er høj, meget blå og det fryser kun et par grader. Indtil videre er vi blevet forskånet for de mange frostgrader der er blevet meldt ind fra flere steder. Sådan er det tit, formentlig fordi vi ligger så tæt på vandet, men det gør ikke spor.
Jeg er dog lidt spændt på, hvordan dahliaknoldene har det – det er typisk, for nu har vi haft meget milde vintre i et par år, hvorfor jeg besluttede mig til at lade knoldene i det ene af de to store bede blive i jorden, da det er et relativt stort og rygsmertegivende arbejde at tage dem op sidst på efteråret og lægge dem igen i det sene forår. Vi tog kun dem i bedet tættest på huset op; nemlig dem, jeg helst ikke vil miste, men jeg sagde allerede dengang jeg besluttede mig for at lade de andre ligge, at Murphy garanteret slår til og sender hård frost ned over Den Stråtækte, så samtlige efterladte knolde dør af kulde.
Det vil vise sig om nogle måneder.

6. januar 2026

Jeg fortsætter uden forsætter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:55
Tags: , , ,

Hvorfor tror så mange, at det hedder et nytårsfortsæt? Hvor er logikken i det? Er det bare fordi ‘fortsæt’ er et almindeligt brugt ord som alle kender, og ‘forsæt’ ikke er? Er der ikke ret mange i dag, der kender ordet ‘forsætligt’? Eller vendingen han gjorde det med forsæt?
Det var fem spørgsmål den 6. januar. Fem retoriske spørgsmål, for sandsynligvis kender ingen de rigtige svar.
Ifølge en artikel jeg lige har læst om emnet, har omkring 50 % af danskerne nytårsforsætter (nok flere end jeg ville have gættet på). 12 % af dem giver op allerede i januar (nok færre end jeg ville have gættet på), og knap halvdelen holder det året ud (nok flere end jeg ville have gættet på).
De ti mest populære nytårsforsætter er:

  1. Spise sundere – 16%
  2. Forbedre min økonomi – 16%
  3. Tabe mig – 15%
  4. Dyrke mere motion – 15%
  5. Forbedre min mentale sundhed – 12%
  6. Bruge mere tid med familie/venner – 8%
  7. Ændre min arbejdssituation – 6%
  8. Starte med at motionere – 5%
  9. Ændre i min partner-situation – 4%
  10. Stoppe med at ryge – 3%

Det sjette spørgsmål den 6. januar lyder: Det er vel ikke specielt overraskende? Jeg har aldrig hørt om nogen, der siger jeg vil tage 15 kilo på næste år, eller jeg vil fremover leve så usundt som muligt. Det er der godt nok virkelig mange der gør, men vel næppe på grund af et nytårsforsæt om det.
I artiklen lyder de første sætninger efter listen således: Langt de fleste forsæt handler om sundhed. Undersøgelsen viser, at både fysisk og psykisk sundhed topper listen, tæt fulgt af ønsket om en bedre privatøkonomi. – Det overrasker mig ikke. Vi taler mere end nogensinde om at leve længere, spise sundere og gøre det bedste ud af os selv, siger hun.
Altså … det kræver vel næppe en magistergrad i et eller andet og heller ikke en større undersøgelse som denne (1.031 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år) at konstatere, hvad de fleste forsætter går ud på. Jeg kunne i hvert fald godt have gættet det, men mine gætterier regnes næppe for statistisk signifikante – og, indrømmet: Jeg kunne ikke have gættet procentfordelingen.

Garnregnskab

Jeg har aldrig haft et nytårsforsæt. Det er jo nærmest at bede om et nederlag, så nej tak. Jeg kender mig selv for godt.
Jeg har dog et konstant påbud til mig selv om, at når garnregnskabsåret er gået (det følger kalenderåret), så skal der være forsvundet mere garn fra lageret, end der er gået ind. Havde jeg haft det som nytårsforsæt, ville jeg allerede i dag have hørt til de 12 %, for jeg har bestilt noget garn.
Selve lagerstørrelsen er ukendt, men et gæt ligger på mellem 50 og 75 kilo garn. Jeg hverken orker eller tør gøre det nøjagtigt op, men jeg holder regnskab med hvad der går ud og ind– det har jeg gjort siden 2008, og i 12 af af årene t.o.m. 2025 har jeg holdt mit løfte med at forbruge mere end at købe. Det giver en succesrate på 66 % og er dermed bedre end statistikken for nytårsforsætter! Nogle strikkere lover sig selv hvert nytår, at i år må jeg ikke købe noget garn overhovedet. Det løfte er dødsdømt på forhånd; sikkert brudt af 99,9 % af dem der afgiver løftet, så jeg har aldrig forbudt mig selv at købe garn.
Jeg kan fortælle ikke-strikkere, at uanset om man har flere tons garn liggende, har man ikke altid lige det man skal bruge, hvorfor jeg nu har købt garn til en sweater til Aubrey – og er dermed allerede så tidligt på året bagud med 1072 gram garn, men det skal jeg nok få indhentet!
I 2025 købte jeg 12,308 kilo garn, men nåede at strikke af 14,303 kilo.

IMG_2266

Til jer, der måtte være med endnu, selv om jeg på nuværende tidspunkt må have kedet de fleste halvt ihjel, viser jeg lige formiddagens fugleobservationer.
Den lille, runde Robin, som sidder og tager sig sammen til at flyve ind i fuglefoderhuset, og duehøgen (tror vi det er), der sidder nede på strandengen og spiser en fangst af et eller andet vi ikke kan se hvad er.
Dårligt billede, for det er taget på stor afstand og gennem et vindue, men jeg turde ikke åbne døren af skræk for at forstyrre den. Den skal have lov at spise i fred.

IMG_2263

4. januar 2026

Respekt for Robin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:20
Tags: , ,

John byggede flere fuglefoderhuse for godt et års tid siden. Rottesikre. Store fugle kan heller ikke finde ud af at finde ind … eller … måske kan de i teorien godt finde ud af hvordan, men hullerne er for små til dem, så de mindre fugle får lov at spise i fred og ro. Vi gider ikke fodre store fugle og slet ikke duer, for vi køber noget vildt (!) dyrt foder og er for nærige til at se fuglefoderhuset blive tømt på ingen tid. Foderet er som sagt dyrt, men til gengæld er der intet spild. Hvis man prøver at slippe billigt fra det, kan der fx være en masse hele havrekerner i, hvilket vores fugle kun har foragt tilovers for. Hvad hjælper det så at betale det halve, hvis det halve går til spilde?
Hullerne har to formål: Det allerede nævnte samt, at der ikke kan ryge spildt foder ned på jorden, når de forskellige fuglearter hver især vælger netop deres livret ud. Dette er smart, når man har rotter, og det har vi. Det har vist de fleste, der bor som vi gør – der er ikke så meget at gøre ved dem, men man gøre sit for at forhindre, at de trives, hvorfor vi bestræber os på ikke at fodre dem. Den kommunale rottemand, som vist alle her på vejen har regelmæssige besøg af, ville helst helt forbyde os at fodre fugle, men det får han altså ikke lov til, og han kan heldigvis godt se fidusen ved Johns foderhuse, som vi har to af, et i forhaven og et i baghaven.

Fuglehus - stadig med træfodRobin (3)

Men – og det har vi endnu ikke fortalt nogen – for nogle dage siden så vi en rotte inde i fuglehuset! Den sad længe og mæskede sig i den dejlige mad, den satan.
Jeg sagde til John, at så kunne de alligevel, som jeg hele tiden havde påstået, at de kunne, klatre op ad træstolpen, huset stod på, men det nægtede John at tro på, “..for selv om det skulle være tilfældet, kan de i hvert fald IKKE komme fra stolpen og forbi den vandrette flade, som udgør gulvet i huset. Hvordan skulle de dog kunne det? Næh, den er sprunget ind fra buskene i nærheden.”
Det nægtede jeg til gengæld at tro på, for selv om jeg ved, at de er gode springere, tror jeg ikke, de kan springe over en meter fra nogle relativt bløde grene og ramme et lille hul i husets gavl.
Jeg fik ret. Desværre. Det er ikke altid, jeg ønsker at få ret.
Vi havde indtil da kun set rotten inde i huset et par gange; ikke hvordan den kom ind, og John flyttede i sin overbevisning om egen teori huset længere væk fra buskene, men en dag så vi den klatre op ad stolpen og akrobatisere sig ind i huset. Det ærgrede John voldsomt at erkende, men han er trods alt ikke så faktaresistent som et skræmmende stort antal amerikanere, så han fandt en tyndere stolpe og satte den ind i et nedløbsrør.
Det hjalp. Vi har flere gange set rotten forsøge sig, men den når kun en tredjedel op ad røret, inden den må opgive. HA!
Indtil nu har – underligt nok – ingen rotter fundet ind i huset i baghaven, men vi holder skarpt øje. Vi har nemlig ikke flere tynde stolper og nedløbsrørsstykker på lager, men det kan skaffes om nødvendigt.

Robin (2)YARN | Life's not fair, is it? | The Lion King (1994 ...

Vores lille Robin sidder også længe og spiser. Han må gerne. Småfugle må gerne. Rotter må ikke. Life’s not fair, is it?
Han (vi ved reelt ikke, om det er en han eller en hun, for man kan ikke se forskel) har i næsten et år bare siddet på jorden og ventet på de smuler, der aldrig kom. Heldigvis fandt han langt om længe ud af at komme ind i huset.
Han er en sej, lille fyr, som ikke lader sig skræmme af ret meget. Spurve og mejser flyver ind, tager en enkelt bid mad og flyver væk igen. Ret dumt, synes vi – spild af energi. Robin, derimod, sidder og spiser til han er mæt, og han tillader ikke andre fugle komme ind i huset mens han er der.
Som sagt: En sej, lille fyr, og jeg har dyb respekt for ham og hans ukuelighed.

Samme respekt har jeg ikke for en ung, dansk forfatter, som i sin bog skrev: “Der var en hær af rødkælke i haven”. Det har der stensikkert ikke været, for disse små fugle er stærkt territoriale, så ingen haver vil opleve flere af dem ad gangen. En han og hans lille harem, måske, men ikke “en hær”.
Samme forfatter skrev også, at “han forseglede sin skæbne”, forskellige ting “lignede, at …”, hun “stillede spørgsmålstegn” i stedet for at sætte dem. I det hele taget havde hun for mange fejl til, at jeg gad læse flere bøger fra hendes side. Forlaget Lindbak + Lindbak påstår, at de læser korrektur, men jeg har på deres hjemmeside fundet flere fejl, så helt gode til det er de ikke.
Ingen er fejlfri – selveste Leif Davidsen slap afsted med at skrive “en statue af en nøgen yndling” og “der er noget i gærde” (det var der oven i købet to gange, så det var ikke bare en smutter) – men for fejl fra professionelle sprogbrugeres side og for rotter – naturligvis uden sammenligning i øvrigt – er der nultolerance fra min side.

31. december 2025

So long, farewell, auf Wiedersehen, adieu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , ,

I dag og i morgen svømmer internettet over med mere eller mindre interessante refleksioner over året der gik og måske også over året der kommer.
Jeg vil ikke holde mig tilbage, selv om det ikke er voldsomt mange filosofiske tanker om året der gik, der vil strømme ud herfra.
Året der kommer, tager jeg en dag ad gangen, så at sige … det er man jo sådan set nødt til, og spekulationer over hvad det måtte bringe går for meget i negativ retning til, at jeg vil skrive om det her, men jeg er desværre sikker på, at der bliver masser af stof for verdens journalister.

Det er nu næsten et år siden, John fik konstateret leverkræft, og jeg har i skrivende stund fået lov til at beholde ham i nogle måneder længere end frygtet, dengang diagnosen blev stillet.
Det har derfor på flere måder været et usædvanligt år; bl.a. med 11¾ måneder uden en udenlandsrejse, hvilket er første gang i vores mange år sammen. Det er måske slut med de lange rejser udenfor Europa, men hvis det er prisen for Johns helbred, betaler vi den gerne.

Every cloud has a silver lining (1)

Man siger, at every cloud has a silver lining. Det er et nysseligt, poetisk udtryk, men som andre af sin slags er det i virkeligheden noget vrøvl. På billedet her er det ikke alle skyer der har en lining, og det er snarere guld end sølv. Det kan bedst oversættes med, at “intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, men jeg tror da snildt, at jeg kunne finde en ukrainer eller to – og andre ude i den nødlidende verden – der ikke er helt enige her.
Nå, det er jo bare ment som et trøstens ord – ingen grund til at vade mere i det, og det var i virkeligheden mest for at have en undskyldning for at indsætte billedet af morgenens solopgang.


Julen i England gik glimrende og knastfrit – bortset fra, at juletræet væltede mens vi var godt i gang med andestegen. Tim havde på et tidspunkt observeret, at det stod lidt skævt, men gjorde ikke noget ved det. Lyden af nedfaldende glaskugler var dog ikke til at tage fejl af, og selv om hunden i første omgang uretfærdigt fik skylden, var det træets egen vægt, der fik det tiltet så langt, at det nåede forbi balancepunktet. Heldigvis kunne det pga. pladsmangel ikke vælte helt, og mirakuløst nok var der ikke en eneste glaskugle, der gik i stykker. Middagen blev midlertidigt afbrudt, mens far og søn fik klaret det lille problem under en del grineri og nogle enkelte støn fra Tims side, mens han mavede sig helt ind under træet for at rette stammen op.
Mens de pyntede det, stod det fint lige, så hvad der lige gik galt herefter, vides ikke med sikkerhed.

image

Kan I huske, da man som teenager sad (eller lå) i møblerne på alle mulige andre måder end den normalt anvendte? Anna er godt nok kun teenager i en uge endnu, men praktiserer stadig teenagesidning. Her bliver der sat lys i holderne til juletræet.

Charlotte syntes hun efterhånden havde det samme problem, som rigtig mange voksne børn får, når forældrene bliver gamle og ikke ønsker sig noget. Jeg husker det fra min far og forstår hende derfor så glimrende, hvorfor jeg sagde ‘oplevelser’, da det er bedre end fysiske gaver, som er lidt fjollet at få, når vi i forvejen prøver at rydde lidt ud i det meget vi har allerede.
Julegaverne var få, men gode; to af dem hørende under den nævnte kategori: Et blomsterbindingskursus (til mig) og en vinsmagning med ledsagende frokost på Fejø (til os begge).
Jeg skal ikke kunne sige om Charlotte synes, at mine buketter fra haven lader meget tilbage at ønske mht. æstetikken, men jeg spurgte ikke og vil bare glæde mig til at få en mere professionel tilgang til det.
I fødselsdagsgave tror jeg jeg vil ønske mig “en, der vasker mit drivhus grundigt både ud- og indvendigt”. Jeg elsker mit drivhus, men jeg hader forårsafvaskningen!


Nu er John netop kommet hjem efter at have afhentet nytårsmenuen i Meny, hvor den også var fra sidste år.
Det er først her på mine gamle dage, jeg er begyndt at få maden udefra, men jeg gider længere ikke lave tre-fire retter til bare John og mig. Det har jeg nu aldrig gjort; kun to retter, men på et tidspunkt syntes jeg det kunne være fint at følge den stigende trend med at slippe nemt over nytårsmaden.
Vi har fået den fra Madsynergi én gang og fra Bekkels to gange. Begge steder har et godt ry, og det var da heller ikke ligefrem dårligt, men ingen af gangene var vi overvældede, og til vores store overraskelse var den sidste år fra et ganske almindeligt supermarked den hidtil bedste af dem, så sådan bliver det igen i år. Det bliver spændende at se, om Meny kan leve op til sig selv.

23. december 2025

På vej til og i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , , ,

Vi vil helst kun foretage kør-selv-turen til England via Hoek van Holland, fordi vi tager den alligevel nødvendige overnatning på færgen derfra til Harwich. Det er dejligt nemt, men dog samtidig tidstungt at checke ind, køre ombord og ikke mindst at komme af færgen igen – især når vi er uheldige at komme op på hængedækket, fordi vi så er de sidste til at komme fra borde, og køen til den laaangsomme paskontrol er blevet kilometerlang.
Men i år! Vi blev godt nok checket ind ½ time senere end normalt, men til gengæld skulle vi ikke vente den sædvanlige ekstra halve time på at få lov til at køre ombord. Vi holdt næsten forrest på hoveddækket og kom dermed ud blandt de første. For at komme ned til bilerne fra dæk 9 til dæk 3, plejer vi at blive nødt til at tage trapperne, fordi det er håbløst at vente på elevatoren, men denne gang kom elevatoren lige som vi kom hen til den. Ingen elevatorkø. Helt uhørt. I paskontrolområdet var der kun en enkelt bil foran os, og selve kontrollen gik noget hurtigere – sikkert pga. ETA’en, så ikke de skal ind og se, om vi har en ren straffeattest eller andre uheldige ‘attachments’ på passet. Tolderne vinkede os bare igennem. Det der i alt normalt tager 30-50 minutter, tog denne gang kun mirakuløse fem minutter! Vi kunne næsten ikke selv tro på det, men var fremme allerede kl. 10:15, så det var lige før vi tog familien på sengen …

Roots

Vi foretog os intet om søndagen udover at hygge, men mandag var det Store Indkøbsdag om formiddagen. Det så det for mig også ud til at være for resten af Wiltshire, men Charlotte trøstede mig med, at det ville blive langt, langt, LANGT værre tirsdag og nok især onsdag. Charlotte og jeg havde tænkt meget og længe over den alenlange indkøbsliste og havde da også kun glemt nogle få, men væsentlige ting, hvilket gik ud over Tim, som (frivilligt) tilbød at køre efter dem mandag eftermiddag, da han alligevel havde nogle hemmelige ærinder.
I dag har vi været afsted for at hente de i forvejen bestilte slagtervarer: En stor kylling, suppeben, to ænder og en kalkun på 5,2 kilo. I går bragte et bud fra DukesHill en stor skinke, stiltonost, Christmas pudding og nogle Yorkshire pies. DukesHill er leverandører af alskens traditionsrig julemad.
Det er altså også en supergod skinke!

20251223_11355520251223_114349

Det er et helt år siden vi har været her, så her var sket en del både inde og ude. Blandt andet havde de fældet et træ, som nu stod og lignede noget, jeg ikke har tænkt mig at nævne her … men det var rigtig flotte farver, der kom ud fra den stub. Det så lidt ulækkert ud, men flot alligevel.

20251223_113658

Urtehaven er ved at blive gjort kanin- og fuglesikker. De har (alt for) mange vilde kaniner i området, og med en kæmpestor grund er det umuligt at hegne den ind, så kaninerne kan holdes ude.
Det lidt højere hegn bagved Charlotte og deres nu fastansatte altmuligmand skal holde fugle væk fra hindbær, solbær og stikkelsbær – selv fik de stort set ingen bær i år – de blev spist lige inden de var modne.

Aubrey fik til opgave at sætte juletræet på fod. De er begyndt at lave fjollede juletræer her i UK. De skal åbenbart ligne tegneseriejuletræer, for de bliver beskåret og studset i én uendelighed, så træet bliver alt, alt for tæt for vores smag.Der er næsten ingen top til at sætte stjernen fast i, og det bliver lidt af en udfordring at sætte lys på et så lodret træ.
Ser det ikke også ret meget forkert ud? Det var oven i købet det pæneste, siger Charlotte. Det var lige før vi tilbød at medbringe et træ fra Danmark, næste gang vi skal holde jul herovre. Lige før, for vi vil garanteret få bøvl i tolden.

20251223_12024220251223_120326

Nu står hønsekødssuppen og koger, for det er lillejuleaftenstraditionen medbragt fra min familie.
I morgen står den på andesteg og i overmorgen fejrer vi engelsk jul med stuffed turkey med alt tænkeligt tilbehør, inklusive den for os absolut ikke delikate breadsauce. (Men uh, hvor jeg glæder mig til the brandy butter til the Christmas pudding.) Det bliver i år holdt her hos C&T, for Tims mor og mand er flyttet til et mindre hus og kan ikke længere have mange gæster.
Vi får dermed travlt den 25., for vi spiser allerede ved 14-tiden, men jeg satser på, vi overlever. Den 26. er spise-rester-og slappe-af-dag og den 27. sætter vi kursen hjemover.

16. december 2025

Lettere panik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: ,

Jeg har været syg i et par dage. Det vil sige, at i går var jeg egentlig nok kun sløv og dvask – den slags dvaskhed, der følger efter høj feber, hvilket jeg fik søndag eftermiddag. Jeg tog et tæppe om mig og nærmest sad oven på brændeovnen, men blev ved med at ryste af kulde; et sikkert tegn på, at temperaturen er stigende.
Klokken 19 kapitulerede jeg og fik John til at rede op til mig oppe på gæsteværelset, for tænk, hvis det var noget, der smittede! Vi rejser til England på fredag. Forhåbentlig, nåede jeg at tænke, hvorefter jeg øjeblikkelig skød den ubærlige tanke fra mig, at vi ikke kom afsted, men jeg havde lige taget min temperatur og konstateret, at den var 39,7, taget i munden, hvilket vil sige, at den måske var endnu højere. Der var ikke noget at sige til, at jeg følte mig lidt mere end halvsløj.
Jeg faldt i søvn næsten med det samme og vågnede lidt efter kl. 3 og følte mig meget bedre. Jeg tog temperaturen igen – 37,8! Det kan da ikke passe! Én gang til – jojo, den var god nok: faldet til næsten normal. John hørte mig gå på toilettet og spurgte hvordan det gik, til hvilket jeg jo kun kunne svare “meget bedre!”
Om morgenen indrømmede John, at han ikke sov før efter 3, fordi han havde været meget bekymret for mig – så høj temperatur har jeg ikke haft siden jeg sidst havde influenza for godt 25 år siden. Om morgenen var temperaturen 37,5. Ingen forkølelse, ingen ømhed nogen steder; heller ikke hovedpine. Meget underligt. Feber i 12 timer og så bare slut. Hvad i alverden kan det have været? En lyninfluenza, hvor vaccinationen hurtigt trådte i karakter?

Her til morgen var der i min indbakke en mail fra Stena Line: “Nu skal du snart afsted”. Det var jeg sådan set godt klar over, men den kommer hver gang, og de beder mig om at tjekke, at de pasoplysninger, som jeg har opgivet, også stemmer overens med virkeligheden. Det er fint nok; en af os kunne jo have fået nyt pas og glemt alt om at ændre oplysningerne hos rederiet.
Og så kom panikken. I mailen skrev de blandt andet:

ETA

For HULAN!
Det vidste jeg da godt. Det trådte i kraft 1. april i år, men det havde jeg glemt alt om. Damn. Pokkers. #¤%@€*&ah!!!
Nå, men det kunne kun gå for langsomt med at ansøge om den forbistrede ETA. Det er lidt paradoksalt, at ETA normalt for mig betyder Estimated Time of Arrival, men er man englænder, kan det altså også betyde Electronic Travel Authorisation … og lige nu kunne jeg kun krydse fingre for, at en sådan ville komme i orden inden fredag. Godt nok var ansøgningen elektronisk, men jeg vidste ikke, om der skulle mennesker indover, og jeg ved, at til den slags bureaukrati er de ikke for hurtige i England.
Appen blev hurtigt downloadet på telefonen, men det viste sig at være en anelse besværligt at komme igennem ansøgningsprocessen.
Først skal man opgive mailadresse og telefonnummer, hvorefter de sender en sekscifret bekræftelseskode (“så vi kan se, om det er den rigtige e-mail”).
Så skulle jeg fotografere billedsiden i passet. Approved. Efter denne godkendelse lister de pasoplysningerne, og jeg skulle bekræfte mig selv, så at sige.
Derefter skulle chippen i passet skannes. Approved.
Så skulle mit ansigt fotograferes! Efter en længere vejledning omhandlende, at jeg skal have vidtåbne øjne, at jeg skal kigge direkte i kameralinsen, at jeg skal tage evt. tørklæde af, at der skal være helt hvid baggrund, at der ingen skygger må kunne ses på billedet. Jeg prøvede én gang.
Your photo can not be approved.Take another photo. Hele vejledningen skulle klikkes igennem igen, for jeg havde jo tydeligvis ikke forstået den første gang …
Én gang til. Take another photo.
Én gang til. Og én til. Først femte gang fandt jeg på at gå op på førstesalen, hvor der er hvide skråvægge. Her lykkedes det endelig – i andet forsøg.
Så skulle jeg angive the address where you mostly live.
Det gjorde jeg – og Continue-knappen virkede ikke. Hvad NU??? Jeg prøvede et par gange til uden succes og havde igen et lettere panikanfald, indtil jeg kom i tanke om, at de ikke kender æ og ø i England, så jeg ændrede til hhv. ae og o. Det hjalp, og jeg blev sendt til betalingssiden. Det undrede mig noget, at man som ansøger skal skrive sin adresse på engelsk – det må da på visse sprog være ret besværligt?
Der kan også ansøges via pc, men jeg ved ikke, om det er nemmere, for der skal stadig uploades en selfie og billede af pas.

Mit MasterCard blev lettet for 143 kroner og 68 øre.
Der var en knap der sagde Apply for another person. Okay, fint nok at kunne komme gennem hele molevitten en gang til fra min telefon, for John skulle også have en ETA, og nu kendte jeg jo ligesom processen …
Denne gang lykkedes det med billedet anden gang, og jeg huskede selvfølgelig at skrive adressen på engelsk, så det gik relativt smertefrit, og mit MasterCard blev lettet for yderligere 143 kroner og 68 øre – kursen havde åbenbart ikke ændret sig i mellemtiden.

Nu blev det spændende, hvor længe ETA’erne ville være undervejs, men jeg har vist allerede røbet det via datidsbetegnelsen, for de er kommet.
Allerede mens jeg var igennem processen for John, løb min tilladelse ind på mailen, og fem minutter efter indsendelse af Johns løb hans ind.
Stor var vores lettelse! Ret stor. KÆMPEstor.
Nu skal vi bare ikke blive syge …

13. december 2025

Fødselsdagstanker og -snak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: , , , ,

Min datter fyldte 49 år i går. Hvad bliver hun så lige næste gang? Puha, det er ikke til at forstå – jeg er jo selv fyldt 50 for ikke ret længe siden – sådan cirka ugen efter, jeg fik Charlotte. Tid er relativ – bare spørg Einstein.
Okay – jeg blev 50 for 22 år siden, men de mellemliggende år er fløjet afsted med rekordfart, selv om der er sket rigtig meget i mit liv siden.
Hun deltog ikke i fødselsdagsfesten dengang, for Tim og jeg fylder år tæt på hinanden, og da der er 20 års aldersforskel, havde hun travlt med at forberede noget til hans runde fødselsdag.
Hun var heller ikke med til min 60-års fødselsdag, for da fyldte han 40 … vi havde ellers talt om at holde 100-års fødselsdag sammen, men det blev aldrig til noget.
Den opmærksomme læser vil nu have regnet ud, at da jeg blev 70, blev han 50, men det år tog vi til England for først at fejre mig og nogle dage senere ham.

Headland hotel

Mine englændere satte kursen mod Headland hotel i Cornwall i går morges for at fejre fødselsdag hele weekenden. Det er efterhånden blevet deres stamhotel – de har flere gange taget nogle dage derud, for de elsker dets koncept og dets beliggenhed. Det ser både imposant og bastant ud, og når jeg ser billederne på hjemmesiden, kan jeg godt forstå hvorfor de er faldet for stedet … ikke mindst fordi det ligger lige ud til Cornwalls vidunderlige kyst, med fascinerende tidevand und alles.
Da jeg talte med C i begyndelsen af ugen, snakkede vi lidt om hendes runde dag til næste år. Fordi jeg timede det at få barn så umanerligt dårligt dengang, gør datoen 12. december det på flere måder upraktisk at holde stor fest, så hun er meget utilbøjelig til at gøre noget ud af dagen, men derimod gøre alvor af et af punkterne på deres bucket list, nemlig et krydstogt på Nilen. Det ville de ellers have ventet med, til begge de unge mennesker var flyttet hjemmefra, men nu køber de i stedet fire billetter og tilbringer julen 2026 på Nilen. Det kunne ikke blive selve fødselsdagen, for da er Aubie endnu ikke færdig med sit semester.
“Så vi kan desværre ikke holde jul sammen til næste år, mor,” sagde hun med en snert af dårlig samvittighed.
Det er skam fint med mig – faktisk havde John og jeg talt om, at det egentlig kunne være meget interessant på et tidspunkt at prøve et af de steder, som gør meget ud af selve juleaften for dem, som af en eller anden grund ikke kan eller vil holde jul selv.
Det bedyrede jeg og sagde, at så kunne vi, i stedet for at holde den ellers altid prioriterede jul sammen, for første gang i mange, mange år være sammen på hendes fødselsdag.
“JA”, svarede hun, “I kan komme til England, og så kan vi seks tage et ophold på Headland hotel. Aubrey er i forvejen relativt tæt på det på Falmouth universitet, så det vil passe perfekt!”
Jeg var ikke sen til at svare, at det var en kanongod ide, og at jeg allerede glædede mig til det.
Nu kan jeg bare håbe, at hun holder fast i den gode ide … men skulle det glippe, finder vi på noget andet. Man må aldrig gå ned på planer, men samtidig er sådanne til for at kunne ændres, så vi får se.
Denne plan må siges at være lagt i god tid inden udførelse, men ellers laver vi ikke længere de mere langsigtede [rejse]planer, på trods af, at John har grønt lys til at rejse i op til tre uger inden for Europa uden at skulle ansøge om lov hos rejseforsikringen. Han går til behandling hver tredje uge, men de bliver kun datosat fra Herlevs side i to-tre måneder ad gangen, fordi de lader næste periode afhænge af resultatet på en CT-skanning, og derudover kommer der en del helligdage i foråret, som også kan ødelægge en fast treugers plan.
En behandling kunne måske nok flyttes, hvis vi ønskede det, men vi vil helst ikke selv være årsagen til ændringer i rutinen – så hellere være lidt mere spontan mht. rejselivet. Det er heller ikke et problem; vi har bare altid godt kunnet lide at have flere ting at glæde os til.
Nu vil jeg i stedet glæde mig over, at John har det godt, er hos mig og at vi dermed er sammen. Både med og uden rejser.
Meget ændrer sig gennem livet – bl.a. opfattelse af alder og prioriteringerne.

Polperro 2002

Dette billede er taget i Cornwall – i 2002, hvor jeg blev 49 år, såmænd.
En skøn og uforglemmelig ferie i den lille by Polperro. Vi var afsted hele familien, og vi boede i huset indrammet med rødt – lige ned til den lille, beskyttede havn.
Huset, uden for hvilket en journalist blev nysgerrig, da hun så de mange sko, som var stillet til tørre … “My goodness … hvor mange personer bor I her? Må jeg tage et billede? Hvor kommer I fra? Må jeg interviewe jer?” Hun fik svaret på det første spørgsmål og et ja til de tre sidste, og således havnede vi i lokalavisen den uge.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA         Polperro og Willy Wilcox cottage

image

Vi ELSKER Cornwall, og selv om det glipper med den nyligt indgåede aftale til december 2026, har vi lovet os selv og Aubrey at give en middag mod, at han viser os universitetet og hvor han bor – men det kan nok først blive engang i 2027.
Som sagt: Man må ikke gå ned på planer.

8. december 2025

Lidt namedropping og en tudekiks

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:33
Tags: , ,

Tudekiksen fik jeg brug for i lørdags.
Min søster kontaktede mig og fortalte, at de skulle have den årlige decembertur over Præstøjorden, og at de som sædvanlig ville lægge fra og til på en lille strand ikke langt fra Den Stråtækte – om ikke jeg havde lyst til lige at kigge over til dem og hilse på, når de kom tilbage efter brunchen på Café Mocca?
Det havde jeg selvfølgelig, for fordi vi tager til England, ser vi ikke familien når den samles den 20. december.
En af ‘kollegerne’ hilste mig ordene: “Nå – er du så Meretes mor?” Jeg holder mig sandelig godt for en 100-årig …
Jeg blev nærmest mundlam. Okay, jeg var godt pakket ind, men alligevel … af alle de småfornærmede og/eller sarkastiske svar, der fløj igennem mit hoved, nøjedes jeg med at sige “Næh, såmænd ikke” og besluttede mig til ikke at bryde mig om den kvinde.
Denne følelse fik jeg bekræftet lidt senere, og jeg kunne desuden klart fornemme, at hun var et af de mindre populære medlemmer i gruppen – en der snakkede konstant, men ikke havde noget at sige.

Kajakker ved Tuborg Havn


Slut med tudekiks. Jeg har kapituleret og abonnerer nu på Netflix, primært pga. The Thursday Murder Club, som jeg varmt kan anbefale – også selv om man allerede har læst Richard Osmans bøger. Rollerne er perfekt castet – Joy er oven i købet bedre end i bogen. Den anden kvindelige hovedrolle spilles af Helen Mirren, som altid er forrygende god.
Vi har lige set Dronningegambit (The Queen’s Gambit). Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville kunne komme til at sidde ude på kanten af stolen pga. skak (undskyld, Eric), men det skete i serien om det forrygende skaktalent Beth Harmon. Det skete flere gange … det er en fantastisk serie med Anya Tayler-Joy i hovedrollen.

Anya Taylor-Joy at the Og nu kommer vi til det: For godt et års tid siden var Anna og C relativt tit i London til undersøgelser op til Annas operation. Charlotte fortalte, at de flere gange, både i toget til London og i Londons gader ikke kunne undgå at lægge mærke til, at folk kiggede nøje på Anna, vendte sig om og pegede og hviskede til hinanden.
Anna syntes det var lidt ubehageligt, men fandt først ud af den rette sammenhæng, da en pige bad om hendes autograf. Anna spurgte “ehhh … who do you think I am?” og fik svaret, at jamen hun var da Anya Tayler-Joy, var hun ikke?
De googlede Anya Tayler-Joy og kunne så ikke lade være med at grine, for ligheden er faktisk slående mellem de to. Store, brune øjne, markerede øjenbryn, en lidt opadstræbende mund, langt, lyst hår med midterskilning og nærmest identiske næser. Jeg sætter ikke et billede af Anna ind også, men dem der kender hende, kan sikkert se det, og I andre må bare tro mig på mit ord.
Selv da A T-J i føromtalte serie havde en anden frisure og hårfarve, kom John hele tiden til at tænke på Anna, når han så Beth Harmon.
Anna syntes som sagt det var lige slemt nok og ikke specielt sjovt. Hun holdt op med at lysne sit hår … foretrak så alligevel det let leverpostejsfarvede look frem for at blive forvekslet.

Julemarked Engestofte 4 Mads HagenMin sidste berømthed kan ikke måle sig med Anya Tayler-Joy – hverken hvad udseendet eller graden af berømthed angår. Til gengæld er han mere lokal, nemlig fra Lolland-Falster.
Jeg faldt fuldstændig for den meget unge mand, da han var gæst i Vildt Naturligt på P1. Så ægte, så umiddelbar og så uhøjtidelig, men en ildsjæl. Jeg skyndte mig at købe hans bog Vandfugl, hvilket jeg dog fortrød lidt i søndags, da vi var på julemarked på Engestofte gods ved Maribo, hvor han stod og solgte og selvfølgelig derfor også signerede sine bøger.
John ville ikke have noget imod at deltage i en af Mads’ fotorejser, men er nok blevet lige lidt for gammel til den slags krævende ture … kan fx ikke se sig selv ligge i vandskjul i timevis for at tage nærbilleder af en skallesluger.
Jeg vil gerne gøre mit for at fremme Mads, så han kan blive ved med at følge sit hjerte og leve af at fotografere og undervise – følg ham på Instagram eller køb en af hans bøger. Han er så absolut i liga med de dygtigste naturfotografer.

Engestofte kendte jeg af navn, men vi havde ikke været på julemarked der før.
Vi kommer der dog nok igen, for det var det bedste indtil videre – og ikke bare for 2025, men generelt. Stort og med mange, mange udstillere. Der var noget for enhver smag og pengepung. Jeg tror det oven i købet var større end Gisselfelds julemarked, hvor vi kun har været én gang, for der kommer ALT for mange besøgende. Det var der ikke her, men dog nok til, at det kan betale sig at afholde det selv for bare en enkelt weekend. Der var mange, men ikke for mange.
Engestofte er et flot gods. Billedet herunder viser ikke hovedbygningen, selv om man umiddelbart kunne tro det – den ligger lidt derfra, som det kan ses på billedet herover. Det nederste billede er fra en stor lade, som er ombygget til festsal. Jeg elsker alt det træværk!

Julemarked Engestofte 1

Julemarked Engestofte 5

3. december 2025

Det nordligste Danmark

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:32
Tags: , ,

For en gangs skyld kom maden ikke i første række, da vi bestilte ophold på hhv. Sallingsund færgekro og Aalbæk badehotel.
Skal jeg være helt ærlig, og det skal man jo helst, var det denne gang prisen der lokkede for begge steders vedkommende. Det første indebar kun en enkelt nat, og da jeg havde booket den, blev John og jeg enige om, at det var for meget at køre helt til Mors for en enkelt overnatning, så jeg lod mig friste af en reklame fra Aalbæk badehotel, hvor man kunne få to nætter med halvpension til en rimelig pris.

De kaldte det Crazy Christmas på Sallingsund, hvilket jeg først fandt ud af, da vi checkede ind … Velkommen til vores Crazy Christmas–ophold!
Åh nej, tænkte jeg … er det mon noget med druk, fællessang og larm? Det havde ingen af os lyst til. Vi blev dog en smule beroligede, da vi så, at stort set alle gæster var på vores alder ± nogle få år – så kunne det vel ikke gå helt galt.
Det viste sig da også at være noget ganske andet end først frygtet. Det crazy gik mere på hvor meget man fik for pengene, for det var meget!
Fire retter med drikkevarer ad libitum. Diverse øl til dem der bedst kunne lidt det (John), eller tre hvidvine, en rosévin og tre rødvine, som man kunne finde sin(e) favorit(ter) blandt eller prøve at arbejde sig igennem dem alle. Til desserten en ukendt, men überlækker hvid et-eller-andet, som jeg har glemt. (Jeg fik måske alligevel en anelse for meget vin 😌). Jeg tror nu ikke der var nogen der drak et glas af hver vin, men selvfølgelig tog folk et lille nip for at finde den man bedst kunne lide. Ingen overdrev indtaget på trods af, at der var så rigeligt med vin, og alle fire retter var meget lækre. De kaldte det ikke for gourmet, men det var bedre end på visse af de steder, der gør det.
Værelset lå med en glimrende udsigt til Limfjorden og Sallingsundbroen, så ingen klager herfra.

Den tilsandede kirke (1)

Dagen efter tog vi afsked med dette glimrende sted for at tage turen over Vejlerne, Lild strand og Bulbjerg for at ende i Aalbæk sidst på eftermiddagen.
Her viste værelset sig at være det bedste af turens to, men at kalde det for et badehotel kneb det en del at se meningen med. Det ligger nærmest midt i byen med 850 meter ned til vandet (havnen …), så vi havde svært ved at forestille os nogen defilere badekåbeklædt derned – og det skal man kunne på et badehotel. Basta. Vi havde dog ikke til til hensigt at havbade, så vi var ligeglade og nød bare det superior-værelse, jeg havde opgraderet til.
Maden var et kapitel for sig, og ikke et af de gode kapitler. Første aften stod den på karrysuppe med ris og en kyllingeterrin i. De kunne selvfølgelig ikke vide, at jeg har det meget stramt med både karry og ris. Jeg spiser stort set alt, men der er ganske få undtagelser, og de ramte plet her. Anden ret var svinemørbrad. Det var et okay tilbehør, men mørbraden var stegt alt, alt for længe og var derfor knastør og så sej, at den var nærmest utyggelig.
Der var dog ét lyspunkt: Fra nu af kunne det kun gå fremad, og menuen aftenen efter havde vi da heller ingen klager over: Skagenskinke til forret og bagt kuller til hovedret. Begge dele helt okay.

Ved Gammel Skagen (4)

Mandag lagde perfekt ud med sol og en blå, blå decemberhimmel.
Vi kørte ud for at se den tilsandede kirke, som jeg måske, måske ikke har set, da jeg var barn.
Derefter videre ud til Gl. Skagen og dermed Vesterhavet, som vi bare gik og nød i et stykke tid.
Tilbage til Skagen, hvor vi gik tur og også købte frokosten, som vi tog med og kørte til Skiveren, hvor vi sad og spiste i bilen, mens vi igen nød synet af havet.
Så var det gode vejr også slut for denne gang, men det var okay.

Ved Gammel Skagen (7)

I 1991 tog jeg et billede af min kære, gamle far stå og skue ud over Vesterhavets bølger.
Det kaldte jeg Den Gamle Mand og Havet. Han var 70 år og blev på skrømt fornærmet over den tildelte billedtitel. Det kunne jeg da ikke forstå … han var jo gammel …
Her ser vi min kære, gamle John gå ved Vesterhavet og skue ud over det. Han er 80 år og forstår så glimrende min fars umiddelbare reaktion dengang for 34 år siden.
Et godt eksempel på, at opfattelse af alder ændrer sig med … alderen.

28. november 2025

Udråb og opråb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:23
Tags: ,

“Det har jeg jo hele tiden sagt!”
Det kan jeg sige om to avisartikler jeg har læst i dag.
Den ene handlede om, at vi ikke nødvendigvis skal slå en feber ned med fx Paracetamol. Feberen er med til at bekæmpe sygdommen og er ikke en sygdom i sig selv.
Det har jeg jo hele tiden sagt. Det har min mor faktisk altid sagt, så jeg har bare taget arven op. Mor var plejerske på Gl. Bakkehus inden hun blev gift. Det var en lidt kortere uddannelse end til sygeplejerske, men lidt sundhedsfaglighed var der trods alt over det.
Mor har således altid været klar over, at feber bekæmper sygdom og derfor ikke skal bekæmpes. Det har jeg haft flere diskussioner om, når jeg har modsat mig at sluge piller, så snart temperaturen steg det mindste – og heller ikke har givet febernedsættende midler til mit barn. Det bliver først kritisk, når man runder de 41°, men indtil da bør man lade kroppen slås med sig selv.
Dermed ikke sagt, at jeg er antivaxxer! Det har intet med det at gøre, og det er jeg absolut ikke! Jeg tager imod alle de vacciner, jeg bliver tilbudt. Jeg er heller ikke imod at tage medicin mod sygdomme, for der er forskel på at forebygge og at helbrede, men har man en banal forkølelse, er den hurtigere overstået uden brug af febernedsættende midler. Til gengæld har jeg aldrig kaldt samme banale forkølelse for influenza, selv om det lyder bedre som undskyldning for fravær på arbejdet.

Man flu
(Sorry, kære mænd – men er der ikke lidt om det?)


Det er forbrugerne, som kommer til at betale for den nye emballageafgift, for det bliver ikke modregnet i den kommunale renovationsordning. Surprise
Det har jeg jo hele tiden sagt. Det tror jeg i øvrigt der er mange, der hele tiden har sagt … det kræver næppe den store kædestrammereksamen at regne det ud.

At inflationen falder, er ikke ensbetydende med lavere priser.
Der er mange der tror (håber?) det er sådan, men det betyder bare, at priserne stiger lidt langsommere.
Det har jeg jo hele tiden sagt.
Desuden er det oftest de meget pristunge ting (fx biler), der ikke stiger i pris, mens fødevarer kan stige 25 % eller mere. Den slags skævheder får bare inflationen til i gennemsnit at syne mindre, hvilket politikere på nærmest trumpsk vis er glade for at fremhæve, men gennemsnit og statistik skal tages med forbehold. Hvis jeg sidder med den ene fod i isvand og den anden i næsten kogende vand, skulle jeg statistisk set have det glimrende …


Opråbet er til alle ældre.
Jeg har nogle gange talt svindel med Røde Kors-nørklerne, som desværre kan være lette ofre, fordi svindelforsøg tit kommer pr. sms. Flere af ‘mine’ nørklere har hverken E-boks eller MitID, for det kan de ikke finde ud af, siger de. De vil ikke kommunikere via email – det har de heller ikke forstand på, siger de.
Det er synd, for min påstand er, at selvfølgelig kan de finde ud af det hvis de vil – men lige så selvfølgelig skal de have hjælp både til at komme i gang og til at forstå, og her må deres børn eller børnebørn træde til. Det vil de også gerne, men de får ikke lov, for (mange af) de ældre er stædige som æsler, hvilket er dumt af dem. De er nødt til at følge med tiden, og jeg har både løftet pegefingre og holdt småkurser for dem, jeg har kontakt til.
Jeg er dog ved at trække mig fra nørklegruppen. Jeg er blevet små 10 år ældre siden jeg begyndte, men det er alle de andre også, hvilket ikke har gjort dem mindre forstokkede. Ikke alle, men der er nogle, som fylder for meget, og efter RK meldte ud, at de ikke længere sender vores møjsommeligt frembragte produkter til nødlidende, men kun vil sælge dem (altså produkterne) i butikkerne, er min motivation forsvundet. Nu strikker jeg til Mødrehjælpen.
Det var et sidespring … tilbage til opråbet:
Senest har jeg læst om en 86-årig, der blev franarret 7000 kroner i kontanter, sine smykker, samt fået hævet 25.000 kr på det Dankort, hun også udleverede.
Jamen altså!
Hvad pokker skal der til, før alle forstår, at banker ikke sender bude ud for at ‘sikre’ betalingskort og smykker?
I dette tilfælde er snoren totalt knækket, for det er umuligt for mig at forstå logikken i at udlevere kontanter (eller smykker) til nogen som helst. “Du er ved at blive svindlet med dit Dankort, så nu vil jeg hjælpe dig ved at modtage alle dine kontanter og smykker”.
Men okay – hun kan have været mere eller mindre dement, så hvordan træder man forebyggende ind? Jeg har ikke nogen løsning, og det er der åbenbart heller ingen andre der har, for disse ‘bankbude’ florerer i stor stil og ofte med held, desværre.

Endelig er der jo alt det andet [internet]svindel, som har kronede dage i disse sorte shopamok-tider. Vær nu kritiske derude, for hulan da! Tjek hjemmesiden og/eller Trustpilot, inden I handler. Og lad være med at købe, bare fordi det er billigt – hver femte dansker fortryder købet og sender varen retur. Det er altså fjollet. På alle måder.

Nå, men god weekend derude. Nu vil vi snart sætte kursen mod Nordjylland og for en tid glemme alt om svindel og sorte fredage, uger og måneder.

Internetshopping

25. november 2025

Sygdom og quizsludder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: ,

“Klokken slår, tiden går, evigheden os forestår”.
Dette er fra en salme, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor den pludselig dukkede op i mine tanker. Jeg ved heller ikke helt hvordan jeg skal tolke disse linjer, men det har velsagtens noget at gøre med, at man som troende mener, der kommer et eller andet efter døden … jeg håber bare, at det tager en lille evighed, før den anden evighed bliver permanent. Hvor lang er en lille evighed egentlig? Og er det ikke noget værre sludder overhovedet at tale om, at en evighed bliver permanent?

Efter Johns seneste CT-skanning er vores håb blevet lidt større – håbet om, at kræftbehandlingen virker. Cysterne er blevet både færre, mindre og mindre aktive, så det var en rigtig god besked at få. Udviklingen gik i stå med det samme, da behandlingen blev indledt, men det er først her efter tredje kontrolskanning, det går tilbage for leverkræften, hvilket er et glædeligt fremskridt for John, så vi er glade begge to. For 10 måneder siden troede jeg han havde et halvt år tilbage. Det har jeg først fortalt ham for nylig, efter der er gået noget mere end seks måneder, og efter vi har fundet ud af, hvor langt man er nået inden for kræftbehandling. Den immunbehandling er jo nærmest mirakuløs.


Sludder

Vi holder en elektronisk version af Berlingeren, som flere gange om ugen serverer en ny quiz, jeg som oftest tager – men ikke, når den omhandler et emne jeg absolut intet ved om, som fx “Hvad ved du om FC Barcelona?”, eller som i dag, hvor den har titlen “Hvad ved du om TV2-programmet Bachelor?” Der er ingen grund til at bede om et nederlag, og jeg ved absolut intet om nogen af de nævnte to ting, men i går tog jeg en, der handlede om “årets ord”, for noget med sprog bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt om.
Der er 10 spørgsmål, og jeg ville have haft alle 10 rigtige, hvis quizmasteren selv havde haft styr på svarene på sine spørgsmål, men det havde han ikke. Selv hvis man måske ikke er klar over, at Merriam-Webster er et amerikansk forlag, ved de fleste vel, at både Oxford og Cambridge er så ærkeengelske som noget kan være, så at den første mulighed er den rigtige, giver næsten sig selv. Der var da også flest som havde svaret det rigtige, som så desværre alligevel ikke er rigtigt, fordi M-W først kom ind i årsordsbilledet i 2003. I 1990 var det (det godt nok også amerikanske, men altså ikke M-W) American Dialect Society, som introducerede Årets Ord.
De første var tyskerne, som introducerede Wort des Jahres allerede i 1971. Oxford kom til i 2004 og Cambridge meldte sig under fanerne i 2015.
Af de tre nævnte kom M-W dermed først, men ikke i 1990, og det var ikke dem, der startede traditionen.
Alle disse årstal kunne jeg ikke, men fordi jeg følte mig nødsaget til at granske lidt i dette spørgsmål, fik jeg dem fra en artikel i Wikipedia, som er min kilde til ovenstående.
En bedre kilde end AI, som jeg i øvrigt gerne så boykottet sammen med denne verdens influencere. Der er alt for mange, der tager begges erklæringer og påstande for gode varer. Begge vil gerne please; AI vil please dig, og influencerne vil please de annoncører, de tjener deres penge på, hvilket medfører, at man ikke kan stole på nogen af dem, og hvorfor jeg også i videst muligt omfang undgår begge.
Nå. Det var et sidespring, men den skulle lige ud.
Gad vide hvor mange andre quizspørgsmål jeg har fået angivet som værende forkerte, men hvor jeg i virkeligheden har svaret rigtigt? Jeg har oplevet et par gange, at de tog fejl og jeg havde ret. Dem har jeg været sikker på, men jeg tjekker jo ikke alle svarene ved hver quiz. Det burde heller ikke være nødvendigt, men nogle gange tror jeg det går lidt for stærkt.

19. november 2025

Begivenhedsfattige november

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: ,

Der sker ikke meget for os, udover at have været på to julemarkeder, men de ligner jo stort set hinanden alle sammen.
Vi går derfor og glæder os lidt. Lidt meget …
Meget til at komme til England til jul og lidt mindre, men nok, til at komme til Nordjylland i nogle dage. Det sidste først, for det sker i næste uge. Mors og Aalbæk skal vi besøge – og dermed Vejlerne, som er et must for os, når vi er bare nogenlunde i nærheden. Hvad ellers? Nogle gode ideer?

I morges oplevede vi et syn, vi godt ville have haft oplevet afslutningen på, men havde vi standset bilen for det, havde der ikke været nogen afslutning.
Vi kørte i bilen og observerede et ret stort antal bramgæs lette fra en mark. Så kom der en stor rovfugl ind over dem, og det lykkedes den at isolere en af gæssene og tvinge den til jorden igen. Vi kørte langsomt, men turde ikke standse helt op, for så havde rovfuglen måske opgivet sit forehavende, og vi kunne godt unde den det rigelige måltid, den havde inden for rækkevidde.
Vi var tæt nok på til at kunne se hele forløbet, men altså ikke, om den virkelig fik nedlagt den gås, og heller ikke tæt nok på til ikke at være i tvivl om hvilken rovfugl der var tale om – selv om vi var relativt sikre på, at det måtte være en havørn, for hvem har ellers mod på at angribe en gås? Måske en musvåge?
Det var dagens oplevelse for os og for rovfuglen, men ikke for gåsen, og det er næppe nogen trøst for den, at vi har så rigeligt med gæs, at det kun er godt der bliver taget en i ny og næ.

Frederiksminde

Jeg får nyhedsmails fra Frederiksminde. Det kunne jo være, der kom et tilbud, vi ikke behøver at tage et lån i huset for at kunne benytte os af … som dengang vi fik herlige tre retter + tre snacks for en plovmand.
Sådan var det ikke med tilbuddet i dag, som det ses i klippet herover. Hvis nogen skulle været interesseret, så foregår det den 12. december. De skal bare have en mail, men skynd jer, for der er et begrænset antal pladser … hvis I vil have en overnatning med, er det 2.000 kroner oveni.
12.000 kroner for to personer. Godt, så. Det er noget mere, end vi skal give for den uge på Malta, jeg har bestilt til den første uge i februar.
Det er så godt nok uden nogen form for forplejning, men selv om vi skal købe os til maden dernede, tror jeg ikke vi rammer de 12.000 kroner.
Vi kunne da godt tænke os at prøve en sådan eksklusiv menu, bevares, men det er simpelthen for meget at skulle betale uden at være en techgigant, vinde en solid lottopræmie eller en have baggrund som narkohaj. Det førstnævnte er for sent for os, og det andet kan vi drømme om. Det kan vi ikke om sidstnævnte, så chancerne er små, må vi nok erkende. Jeg ved, at nogle prioriterer Michelinoplevelser over ferier, men dertil er vi ikke nået og gør det nok heller aldrig, men hvis vi på et tidspunkt ikke er i stand til at rejse mere, ved man jo aldrig. Så ville vi dog måske heller ikke være i stand til at nyde et superbt måltid med tilhørende vine.
Jeg tror bare, vi nøjes med korttidsplanlægningen.

Afsnit af skrede og trættelagt af [Ellen Nielsen].

Det var endnu et guldkorn fra transskriberingen af den tidligere nævnte podcast.
Underholdning for både øjne og ører

12. november 2025

Pudsige udtaler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:43
Tags: ,

Vi nærmer os midten af årets længste måned. November. Puha, hvor den er lang og mørk og kedelig.
Bortset fra, at træerne har beholdt deres flammefarver – i hvert fald i vores område – længere end jeg synes de plejer, nok fordi vi har været forskånet for både frost og blæst. De står stadig med de smukkeste nuancer i gult, orange, rødt og brunt, så man i solskinsvejr næsten bliver stum af betagelse over naturens skønhed.
Det gør det lidt nemmere at komme igennem november.

Efterår ved kapellet
(Farverne kort før solnedgang i forgårs ved det lille kapel få hundrede meter fra Den Stråtækte)

Jeg har brugt noget af novembermørket til at høre en podcastserie udgivet af Rakkerpak, som de kalder sig, og det jeg indtil videre har hørt, har været lytteværdigt. Jeg begyndte med Periodisk, som er en gennemgang af hele det periodiske system, grundstof for grundstof, med 20 minutter afsat til hvert af dem, startende med brint og så ellers deropad ét ad gangen. Man får at vide, hvilke kemiske og fysiske egenskaber det pågældende grundstof har, og dernæst bruges resten af tiden til at fortælle en finurlig historie om det. Det er dette sidste, der gør det interessant, for det viste sig, at jeg husker mere om det periodiske system fra mine kemitimer, end jeg umiddelbart ville have troet; bl.a. huskeremserne for ædelgasserne, alkalimetallerne og halogenerne. Jeg lærte desuden en del bio- og anden kemi i forbindelse med min uddannelse som hospitalslaborant.
Da Dmitrij Mendelejev i 1869 opstillede det nu nok velkendte skema over de dengang allerede kendte grundstoffer, vidste man i tiden efter, at visse grundstoffer måtte eksistere, selv om man endnu ikke havde opdaget dem, fordi der i mange år var huller i skemaet, som så blev udfyldt efterhånden som årene gik.
Podcasten blev transskriberet. Det kom der mange sjove ord ud af. Helt nye ord, fordi en transskription (sjovt, at det ene er med ‘b’ og det andet med ‘p’, ikke sandt?) omsætter tale til tekst. Nogle gange fik jeg kigget på ordene, og hvis ikke jeg samtidig havde hørt dem blive udtalt, ville jeg indimellem nok have haft temmelig vanskeligt ved at gennemskue hvad der mentes.
Et par eksempler: “Som ekspert ved Rigsø er du bare forudentaget i dine holdninger, får man siddert hvide, når..” (Risø blev inden for 10 minutter med samme oplæser (= samme lydbillede) stavet Rissø, Rigsø, Ridsø og Rishø.)
”..hvor meget stråling man er beudsat for..”
”Fodslæbende begyrer helsefysiker Bente Lauridsen at tage afsted gennem hvide, leve skader. Her bor hun. En lille, bitte landsby, kildet ind mellem Roskilde og atomforskningsstationen Ridsø.”
”..konzaterer Kurt..”
”..slået fast i et videtaget beslutningsforslag..”
”Orenlyden”.
”..da superledere normalt ikke kan lime af netfelter..”
Og den sjoveste: “..og kvantekrypteringen gjorde, hvad den skulle, da han hacker Niels Sabobanen.”*)

Confused? You won’t be after the next episode of.. – velkommen til en god podcast, som jeg kan anbefale, hvis man er interesseret i kemi og fysik. Eller bare nysgerrig. Den er som sagt god og også vel researchet (inden I brokker jer over dette udenlandske ord, har det altså kunnet findes i danske ordbøger i 30 år).
Det undrer mig, at med al den lovprisning af det ‘vidunderlige’ og ‘kloge’ AI ikke er nogen, der har formået eller tænkt på at lade en transskribering runde en ordbog.
Igen skal bilde mig ind, at det kan være svært eller omkostningstungt. “AI kan jo alt!”

Udsigt mod syd fra Den Stråtækte

Udover de pudsige stavemåder i den skriftlige verden, er den mundtlige fyldt med mindst lige så pudsige udtaleforsøg.
Min far, som aldrig lærte fremmedsprog i skolen, kunne ikke vide bedre, da han engang skulle fortælle mig hvilken kaffe jeg skulle købe til ham, nemlig Café Noir, som blev til kaffe nojer, med ‘noir’ udtalt som sidste del af ‘fornøjer’.

Da jeg var USA i forbindelse med arbejdet, var vi bl.a. i byen Coeur d’Alene. De indfødte kunne næsten ikke skjule smilet, da jeg udtalte det på fransk. Derovre hedder det ‘Kårdalæin, med tryk på 1. stavelse. Alene betyder syl, og navnet på byen i Idaho stammer fra franskmænd, fordi de lokale indianere var ret ‘skarpe’ forretningsfolk.

I England har vi besøgt Beaulieu, som i England er blevet til ‘Bewly (fordansket: ‘Bjuli’).
Der er to landsbyer i Devon, som hedder Woolfardisworthy. De udtales ‘Woolsery’, såmænd.

Måske kender I denne sang; sikkert fortolket af flere gennem tiden:
Bei mir bist du schön – Bay mir bistu sheyn – Bei Mir Bist Du Schoen – Bei mir bist du schon – Bei mir bist du schein.
Der er temmelig mange udgaver at vælge imellem, hvis man googler, men i sangen lyder ingen af dem som vi har lært at udtale ‘schön’ på tysk. Måske fordi det slet ikke er tysk, men jiddish …
The Andrews Sisters synger “Bei mir bist du schön, please let me explain”, hvilket viser den engelske udtale. Jeg ved ikke hvad der er originalt eller ‘rigtigt’, men jeg ved, at jeg undrede mig, da jeg første gang hørte søstrene udtale det ‘shein’, og der gik lidt tid inden det gik op for mig, at de måtte mene ‘schön’. Min undskyldning for tungnemheden var, at jeg endnu ikke var konfirmeret, da jeg hørte sangen første gang og derfor kun havde et begrænset kendskab til engelsk og tysk.

Jeg kunne sagtens komme med mange flere eksempler på pudsige udtaler, og jeg har garanteret selv bidraget med flere end omtalte ‘Kårdalæin, men jeg gemmer nogle til en anden god gang – nu fik jeg da brugt lidt novembertid på en hyggelig måde.

*) ..da en hacker meldte sig på banen 😁

4. november 2025

Jagt på sagesløse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:51
Tags: ,

Journalistik skal være dramatisk. Især skal overskrifter fange folks opmærksomhed. Det ved jeg godt, sådan har det altid været, og alligevel irriteres jeg ofte af sensationstunge overskrifter. Men okay: Man kan sige, at formålet er nået, for de fanger min opmærksomhed …
Nu er man fx begyndt at ‘jagte’ alting. Der er ikke noget positivt ved ordet ‘jagte’. Intet. Punktum. Det kan slås op på ordnet.dk, hvis man betvivler mine ord. Det er ihærdig forfølgelse enten i bogstavelig eller overført betydning.
Folkemødet jagter en ny direktør. Den kom fra Altinget, og jeg skrev og spurgte journalisten, hvad den stakkels direktør dog havde gjort, siden han blev jagtet? Journalisten tog det pænt og gav mig ret – og var sandsynligvis dermed loyal over for en kollega, for det er sjældent journalisten selv, men en redaktør, der beslutter hvordan overskriften skal lyde. Lige under overskriften stod det rigtige ord: Man er ‘på udkig efter..’, men det blev ikke rettet i overskriften.
Der er desværre flere eksempler på at skrive ‘jagter’ i overskriften og så skrive det korrekte ‘på udkig efter’ i selve artiklen, men det generer pedanten her, at der som klikfang anvendes et ord, der giver en anden mening.
Forskere jagter vikingeborg på Vestsjælland. Nådada. En undsluppen eller løbsk vikingeborg? Jeg har ellers hidtil anset sådanne for at være ret stationære, så nej, kære TV 2. Man kan være på jagt efter noget, men det er ikke det samme som at jagte noget. Her ville jeg bruge ‘leder efter’.

arkæolog på jagt

Her ses en af arkæologerne, som jagter den undslupne vikingeborg. Han havde den ellers næsten, men den slap fra ham og forsvandt bag bakkerne i baggrunden.


Hvis der var noget man skulle jagte, var det miljøforurenerne. Dem er der nemlig mange af.
Seneste Samvirke indeholdt en artikel om konceptet løsmarked, som Kvickly Rønne har som forsøgsordning indtil 12. december. Med mulighed for forlængelse, som der står – jeg har også lidt svært ved at forstå, hvordan man kan konkludere ret meget på kun et par måneder.
Det er en rigtig god ide, at man selv skal medbringe emballage til tørvarer som pasta, mel, havregryn o.l. Det kan ingen vel have noget imod. I princippet … for noget andet er praksis. I England er der flere butikker, som kører med det, men det er desværre ikke den store succes. Charlotte bruger det, men ikke nok, som hun indrømmer, for man skal jo lige huske at tage den emballage med hjemmefra.
Det er én ting: At huske at medbringe emballage. Hvad der er værre er, at konceptet gør løsvarerne dyrere og ikke billigere. Hvorfor ved jeg ikke; artiklen i Samvirke giver ingen forklaring på dette, men jeg behøver ikke at få forklaret, at så længe det er sådan, vil det aldrig blive udbredt. Ikke nok med, at konceptet i sig selv kræver mere af kunden, som så oven i købet skal betale mere for besværlighederne. Det er ikke holdbart og er på forhånd dømt til at blive en fiasko.

Jeg bifalder uden tøven den miljørigtige ide, men jeg ved også med mig selv, at jeg ikke vil betale mere for den samme vare, fordi jeg selv har gjort mig den ulejlighed at medbringe emballage.
Det må der kunne findes en løsning på, men når jeg ikke kender årsagen, bliver det ikke fra mig, der kommer gode forslag …

… men det her skal der gøres noget ved! Billedet stammer fra en artikel fra UNDP (United Nations Development Programme). Billedteksten lyder:
If not stopped, the annual flow of plastic into the ocean will nearly triple by 2040, to 29 million metric tonnes per year, 50 kilogrammes of plastic for every metre of coastline worldwide.
Det er et skræmmende scenarie. Virkelig skræmmende, hvis de tal passer. Helt vildt skræmmende, faktisk.

31. oktober 2025

Mere sludder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:46
Tags: , ,

Det er ikke så meget radio, der bliver hørt fra min side. I hvert fald ikke bare for at høre radio, for jeg har det med det, som Rådet for Større Færdselssikkerhed har det med at køre bil: “Kør bil, når du kører bil”. Jeg hører radio, når jeg hører radio. Jeg bryder mig ikke om at have det som baggrundsstøj, i modsætning til John, som helst hele tiden skal have et bagtæppe af meningsløshed. Heldigvis har han høreapparater, så han kan høre radio eller sin musik uden at belemre mig med det. Vi har nemlig heller ikke helt samme musiksmag. Hvis radioen endelig kører, så vi begge kan høre den, sker det ofte, at jeg kommenterer et eller andet, som John overhovedet ikke har hørt = beviset for, at det bare er støj for ham. Han lytter ikke, hvilket jeg har svært ved at lade være med.
Jeg hører podcasts. Jeg hører mange og mange forskellige podcasts – næsten alt andet end livsstils- og selvhjælpsprogrammer, men igen: jeg hører radio, når jeg hører radio. Jeg lytter og lærer, mens jeg strikker eller mens jeg skræller kartofler. Forhåbentlig lærer jeg noget … jeg hører også lydbøger, mens jeg strikker – jeg sidder aldrig og ‘bare’ strikker, det er for kedeligt.
Når vi kører i bilen, kører radioen også – på relativ lav lydstyrke. Når John er alene i bilen, bliver der så sandelig skruet op, og volumen bliver ikke afpasset efter, om han kører 40 km/t eller ræser afsted ude på motorvejen. Jeg har altid påstået, at hans tinnitus er selvforskyldt, for da vi boede i Havdrup, var jeg aldrig i tvivl, når det var John, som kom hjem. Jeg kunne høre hans radio, så snart han kørte ind på parkeringspladsen. Han mente ikke selv, at han spillede særlig højt, men jeg var altid ved at blive blæst ud af bilen, hvis vi skulle køre sammen, og han havde siddet alene i bilen inden da.

Radioværter/journalister er leveringsdygtige i meget sludder og vrøvl. Nogle er selvfølgelig værre end andre, men da det især er P5, der er det faste program både i bilen og hjemme, er vi nogenlunde forskånede for det værste af slagsen. P4 er værre og P3 er helt slem, men der er vi nok heller ikke lige målgruppen. P1 er okay – det er fra den kanal jeg hører de fleste af mine podcasts.
I dag har vi været på Herlev Hospital, hvilket er ensbetydende med 2×1 times kørsel og ditto radiolytning. Undervejs kom der en bemærkning, der var på linje med megaminitingen for et par indlæg siden: Der blev talt om kommunalpolitik, hvilket der bliver talt en hel del om for tiden, og så kom denne udgydelse: “Det skal altså tages med et kæmpe gran salt..”.
Hvor meget mon det er? Formentlig mere end en halv anelse …

På motorvejen på vej hjem stod der på et af infoskiltene over vejbanerne:
TÆT TRAFIK
HOLD AFSTAND
Altså … come on … det er jo lige præcis dét, man ikke kan, når der er tæt trafik!

Bøgetræ i oktober

Udover de sproglige udfoldelser til ørerne, var det for øjnene en virkelig smuk tur i dag. Solen skinnede, og da efterårsfarverne er på deres maksimum lige nu, nød vi turen mellem hjemmet og Køge i fulde drag. Og vice versa, selvfølgelig, på vej tilbage. Bøgeskovene er smukke. Alle træerne er smukke. Alt er bare smukt på en efterårssolskinsdag. Jeg har altid været fascineret over naturens brag af farver til farvel, inden vi går ind til en kedelig og grå vinter. Frost- og blæsevejr må meget gerne lade vente på sig, så vi kan nyde farvespillet i nogle dage endnu.

VESTERHAVET 2008-9

Det her var nu også meget hyggeligt, men hver ting til sin tid. Vi ser Anna, 2½ år, og mormor ved en vesterhavsstrand i et rigtigt blæsevejr, selv om vestjyderne selv nok bare ville kalde det for en mild brise. Vi var nødt til at holde et fast tag i børnene.

24. oktober 2025

Der var engang …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: ,

Dengang jeg gik i gymnasiet, hørte historie ikke til blandt yndlingsfagene. Det kan jeg ikke forstå i dag – jeg synes – og har syntes i mange år – at det er utrolig spændende og jeg vil hele tiden gerne vide mere.
Det nye Moesgaard museum åbnede i 2014; vi var der samme år og fik os en enestående oplevelse. Vi har været der en del gange siden, fordi de ikke kun er gode mht. den permanente udstilling, men har nogle aldeles fantastiske særudstillinger, som vi nu har set seks af: Den Første Kejser, Neandertaler, RUS, Ud af Kaos, Moder Jord og i går Kelternes Verden.
Egentlig var vi ikke specielt imponerede over deres første forsøg – vi fandt hele terrakottahær-udstillingen jævnt kedelig, men ikke desto mindre gav vi dem en chance til, hvilket vi ikke har fortrudt, for udstillingerne bliver kun bedre og bedre. De gør et kæmpestort arbejde ud af hver enkelt, som derfor altid vil være en særlig oplevelse for den besøgende.
Tre gange har vi købt en guidet tur, og fremover vil vi ikke se en ny udstilling uden guide, fordi vedkommende supplerer med interessant og (for de fleste gæster) ny viden, som af pladshensyn ikke kan fremgå i sit fulde omfang på info-skiltene i udstillingen.

Man ved i bund og grund ikke voldsomt meget om kelterne, da de intet skriftligt har efterladt sig, men til gengæld har man fundet vidnesbyrd, som på anden vis fortæller om kelternes liv og levned via de utallige fund af våben, værktøj og rituelle artefakter.
De to guider vi har mødt (de sidste to gange har det været den samme mand) har været vidende og gode til at formulere sig; ikke et eneste af de uudholdelige øøøh’er, som giver mig helt ondt i maven af ren og skær irritation.
Guiden i går sagde dog tydeligt noget forkert, som må have givet to unge Moesgaard-ansatte/studerende ondt i maven af tilbageholdt latter. Jeg havde også svært ved at holde masken: Han talte om de nogle gange voldsomme angreb på byer, kelterne erobrede – “..man kan godt kalde det for den tids 7-Eleven”.
Der gik et sekund, hvor flere af os lige rynkede brynene, men måtte så kigge fast ned i gulvet. Selvfølgelig mente manden nine-eleven, altså 11. september, og hvordan han fik den butikskæde ind i fortællingen, forbliver et mysterium. De to unge kvinder turde slet ikke kigge på hinanden, men gjorde det alligevel og måtte så gøre sig de ihærdigste anstrengelser for ikke at komme til at grine højt. De var tydeligvis helt færdige af grin, og det tog over fem minutter, inden de var vendt tilbage til normal lyttetilstand.

Moesgaard - keltere 3

Herover kopi af Dejbjergvognen. Det var ikke nemt at få gode billeder, fordi man ikke kunne komme på tilstrækkelig afstand af motiverne.

Jeg har altid været stor fan af Asterix-serien, og interessant nok blev der under hele rundvisningen med jævne mellemrum draget paralleller til den skønne tegneserie. Asterix var galler, men da det var romernes betegnelse for kelterne, er den god nok.
Jeg har allerede købt billetter til et foredrag derovre: Samtale: Asterix og Obelix: på sporet af de virkelige keltere. Det er først til marts, men jeg glæder mig allerede.
Selvfølgelig er tegneserien ikke historisk korrekt overalt; der er masser af anakronismer i den, men den indeholder tilstrækkelig meget faktuel viden til at blive betragtet som et udmærket tidsbillede, og visse hændelser i serien er dokumenteret historisk ægte, som fx Vercingetorix’ nederlag ved Alesia.
Jeg elskede også serien pga. de finurlige ordspil og beskrivende personnavne, som fx en led og upålidelig karl, der hed Bisquitetrix.
Der er fiskehandlerparrets (Hørmetix og Remouladine) salgstale: “Skønne, skønne torsk! Der er ‘R’ i torsk … hver måned”.
Troldmanden Miraculix: “Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri”.
I gymnasiet brugte de serien i franskundervisningen, men mange mente, at de danske oversættelser ofte var bedre end originalteksterne. Det skal jeg så ikke kunne udtale mig om, for jeg havde valgt russisk. Det har jeg fortrudt nogle gange siden, men dengang var det spændende at få den mulighed.

Vi så flere kort, der illustrerede udbredelsen af kelterne (som ikke var ét folk, men betegnelsen for en kultur, som spredte sig i Europa i løbet af jernalderen). På et af kortene var Europa fra og med den nordlige halvdel af det nuværende Tyskland og opefter navngivet Barbarium.

Jeg skal ikke belemre jer mere med kelterne, men slutte med på det varmeste at anbefale Moesgaards permanente og skiftende udstillinger – både den ydre og indre arkitektur er genial og fascinerende.

P1040093

Vi boede en nat i Odder, for det er for anstrengende for os gamle at klare det hele på én dag, men det er lige før, dette havde været mindre anstrengende denne gang, for udover den irriterende myldretidstrafik omkring Horsens og Vejle regnede det uafbrudt heeeele vejen hjem. Mere eller mindre regn, men mest mere – der kom virkelig vand ned; så meget, at de havde spærret noget af motorvejen ved Aarhus for at fjerne vand fra vejen.
John var ret træt i hovedet, da vi endelig var hjemme, men ville han afløses bag rattet? Nix. Han klarede det fint nok, men trættende var det naturligvis.

19. oktober 2025

Hvad er det modsatte af dobbeltkonfekt?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:25
Tags: , ,

Forleden dag stødte jeg på en formulering, der var ret selvmodsigende. Vi kender alle til pleonasmer eller dobbeltkonfekt, som det også tit bliver kaldt, og jeg kom til at tænke på om der mon findes et udtryk for det modsatte af dette – andet end det allerede nævnte ‘selvmodsigende’.
Det lød således: “Det er altså en megaminiting, vi ser her.” Med stærkt tryk på ‘mega’. Selv ikke konteksten (som jeg dog ikke længere husker) kunne få mig til at forstå, om det var en ekstraordinært lille ting eller det var en meget stor miniatureudgave (!) af et eller andet. Det giver så heller ikke rigtig nogen mening …
Vi holder meget af at se Den Store Bagedyst, som vi finder er god lørdagsunderholdning, hvis der ikke er noget på det sociale program. Det er den tv-udsendelse, hvor ordet MEGA oftest bliver anvendt af begge de to ellers sympatiske dommere – og der er megalangt (sorry) ned til andenpladsen hvad hyppigheden af dette lille forstærkende ord angår.
Den med megamini- var dog ikke fra bagedysten; det var i radioen, så jeg har ikke noget visuelt til at hjælpe mig til at huske, hvad det egentlig drejede sig om.

Den første frostmorgen oktober 2025 - 3

I nat kom frosten til Sydsjælland. Lige tidligt nok, for jeg har havde stadig et hav af blomstrende dahlia i haven. Selv om de umiddelbart så ud til at have overlevet trods rimfrosten, skal man ikke lade sig narre. De dør bare langsomt, og her op ad dagen kan man godt se, at det gik så galt som det kunne.
Køerne, som man ikke kan se på billedet af marken herover, fordi de befandt sig til højre for det valgte motiv, fik kold morgenmad i dag. For halvdelens vedkommende var de gået ind i buret, Marjatta bruger til at holde styr på kreaturerne, når de (altså Marjatta-folkene) kommer med vognen for at transportere dem (altså dyrene) hjem til den lune stald. Det må de åbenbart vide, for det så ud som om de med det ville sige: “Så er det sådan set ved at være på tide at komme og hente os hjem, venner!”
De lider bestemt ingen nød, og de har spredt sig på marken igen.

Den første frostmorgen oktober 2025 - 1

Jeg sad længe ved vinduet og nød solopgangen, som igen indfinder sig på et tidspunkt, der er acceptabelt for morgen-sengehyggere som mig. Disse billeder er fra cirka 7:30, og det var en fornøjelse at se den lette rimtåge over fjorden forsvinde i den blå orange luft og at se mågernes lidt forvirrede og flaksende bevægelser.
Det var ikke den rødeste solopgang vi har set, og dermed heller ikke den mest spektakulære, men denne vindstille, frostklare morgen havde noget helt specielt og nærmest andægtigt over sig.

Sommers Restaurant oktober 2025 - pighvarI dag tager englænderne hjem. Jeg synes stadig det er lidt underligt, at de er her uden at bo hos os, men det er den nye virkelighed, så jeg kan lige så godt vænne mig til det – og de boede da også i Den Stråtækte de første fire døgn.
De ville sige tak for al hjælpen til erhvervelse og opsætning af internetforbindelse, samt indkøb og montering af senge og gulvtæpper, hvilket de gjorde ved at invitere os på restaurant Sommers på Præstø havn. De gav mulighederne Fjordkroen, Rønnede kro og Sommers og lod John bestemme, for han havde udført det meste af arbejdet … min indsats med modemmet var til at overse.
Jeg ville helst have været på Rønnede kro, men måtte pænt tie stille med det. Fjordkroen laver (også) rigtig god mad, og det er skønt, at vi kan spadsere dertil, men nu har de haft det samme menukort i al den tid vi har haft vores gang hernede, så der er ingen overraskelser tilbage. Det må da være kedeligt at være kok der! Tænk at skulle lave den samme mad altid!
Sommers overgik til gengæld sig selv. Det er tredje ejer mens vi har boet her, men den der har ansat den bedste kok – selv om det nu aldrig har været dårligt. De skifter tit menu; i går fik vi snack, forret, hovedret og dessert for bare 499 kroner, og der var ri.ge.lig mad.
Den eneste indvending, jeg havde (men som jeg ikke nænnede at sige til nogen i restauranten) var, at det var lidt synd for pighvarren, at de havde brugt så meget chili til retten. Der var også torsk på menuen, og til denne mere smagsneutrale fisk ville chili have passet bedre. Jeg var blevet advaret om, at der var chili i, så det kom ikke bag på mig; det var lækkert, og som sagt var det kun for meget, fordi den ellers excellente pighvarsmag druknede lidt i det stærke.
Desserten var tiramisu, som var en af de bedste jeg har fået. Aubrey var enig, og han er lidt af en ekspert, da han altid, overalt i verden, vælger tiramisu hvis det er muligt.

Nu er de kørt, men der er kun præcis to måneder til vi tager afsted for at holde jul derovre. Forhåbentlig. Dette ord har sneget sig ind, hver gang vi taler om fremtidige rejser.

15. oktober 2025

En ubehagelig oplevelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:42
Tags: ,

I sidste uge havde vi et par ærinder i Næstved, fordi jeg ville købe fødselsdagsgaver til Charlotte. De kom lidt halvsent lørdag aften, så ved morgenbordet søndag fejrede vi, at der var præcis to måneder til Charlottes fødselsdag. Jeg havde lavet det om til en veritabel gavefest – C fik flest, for det skulle jo som sagt forestille at være hendes fødselsdag. Jeg havde været oppe i sommerhuset for at blive sikker på, at der hverken fandtes køkkenvægt, liter/dl-mål eller en håndmixer. Det huskede jeg rigtigt i, at der ikke gjorde, og desuden ønskede hun sig nogle bestemte krus, hun havde set i Imerco. Det ville jo være mere end almindelig tåbeligt at købe gaver i Danmark, bruge en formue på at sende dem til England blot for, at Charlotte skal slæbe dem tilbage til Danmark. Derfor fødselsdagsfejringen i utide.
Derudover havde jeg strikket bluser til Anna og Aubrey, købt en bog om vikinger til Tim og endelig købt tykke og varme hyggesokker til dem alle fire, så det blev lidt af et gaveorgie, men jeg elsker at give gaver, så det var lige så meget en fest for mig som for dem.
Alt faldt i god jord; begge ungerne flyttede ind i deres striktrøjer så snart de fik dem og tager dem kun af om natten. Tim føler sig i forvejen næsten som en rigtig viking, nu hvor de har et sommerhus i Danmark, så han glæder sig til at lære lidt mere om sine forfædre, og Charlotte var glad for at få de uundværlige ting til en husholdning; den være sig nok så primitiv.

Efterår på taget

De kom i øvrigt hjem til noget så ubehageligt som et indbrud. De kørte til sommerhuset søndag formiddag; John og jeg kom et kvarters tid senere. Vi havde sidst været der torsdag formiddag, så det har været sket imellem der og natten til søndag. Mine englændere havde i første omgang tænkt, at det da så absolut ikke lignede mormor og morfar at efterlade sådan et rod … “de måtte virkelig have haft travlt”, men de fandt dog hurtigt ud af, at det vist ikke var noget, vi havde haft noget at gøre med.
Tyvene var kommet gennem hoveddøren, som er for nem at dirke op, så nu er nye låse bestilt. Alt var gennemrodet og mange skuffer tømt ud på gulvet. Inde på Annas seng, foran et åbent vindue, lå deres største køkkenkniv og en standerlampe. Og hvorfor så det, hvis der stod en yderdør åben? Meget underligt. To vinduer var efterladt åbne, men altså også hoveddøren … igen: meget underligt. Hvorfor kniven på sengen? Ville de have skåret madrassen op, men opgav, fordi den tydeligvis var helt ny og intakt?
Det eneste, der manglede, var en køkkensaks (hvad skal de dog med den?) og batterierne til deres nye plæneklipper – men de havde ikke været i skuret, hvor haveredskaberne opbevares. Annekset var undersøgt, men intet manglede.
Der var snavsede fodaftryk på det nyrensede stuetæppe og på de nye tæpper på værelserne, men det lod sig heldigvis støvsuge helt op nu, hvor det var blevet tørt, så det har nok været natten til fredag, de gik ind – og efterlod sig deres dirkeredskaber på chatollet, så dem mangler de nu. Hvor er det dog synd for dem …

Charlotte talte senere med en nabo, men der havde hende bekendt ikke været andre indbrud i nabolaget – i det hele taget sker der aldrig indbrud i området, hævdede hun; de låser ikke engang deres haveskur, så hvorfor mon snøblerne lige valgte dette lille sommerhus, hvor man kan kigge ind og fluks konstatere, at der ikke er noget at komme efter? Medmindre altså, man lige står og mangler en køkkensaks og nogle batterier til en maskine, som man ikke har! Tumper.
Ingen ved sine fulde fem gemmer kontanter eller smykker i et sommerhus, så hvad er fjolserne gået efter? Alkohol? Det var der så heller ikke noget af her.

Det blev alt sammen taget i stiv arm, og nu er de atter flyttet hjemmefra for at bo i sommerhuset resten af ugen – vi spiser dog sammen på lørdag, inden de tager hjem igen søndag. De syntes de ville sige tak for arbejdet, især John har haft med køjeseng og tæpper, og det finder vi ingen grund til at sige nej tak til.


Graffiti Næstved

Vi skal lige have lidt pangfarver efter en lidt trist oplevelse.
I Næstved ser man denne væg tæt på parkeringspladsen ved Kvickly. Vi er i mine øjne et godt stykke væk fra ‘almindelig’ graffiti her – det er mere kunst end det er hærværk, hvis man spørger mig, men mon ikke også, at vægudsmykningen er et bestilt stykke arbejde? Det kan jeg sagtens forestille mig, for det er da langt kønnere at se på end en gråtrist betonmur.

8. oktober 2025

Tanker der matcher vejret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:25

Det er for alvor blevet efterår med korte, triste, grå dage. Det indfandt sig sammen med oktober efter en fantastisk september. Jeg synes vi har haft en rigtig dejlig sommer og en skøn september, men nu er det slut, og efterårsfarverne kommer snigende, langsomt, men usvigeligt sikkert. Fuglene har igen fået mad i foderhusene og nødder i holderne. De fandt så hurtigt ud af det, at man skulle tro de havde siddet hele sommeren og bare ventet på igen at få den førsteklasses servering.
Hynderne er taget ind oppe fra shelteret, hvor de har befundet sig i møblementet siden maj, men nu kommer vi ikke til at sidde deroppe mere i år. Parasollen er lagt på garageloftet og oliefyret er genstartet. Ja, vi har oliefyr, og det bliver vi ved med at have. Hvad der skal ske, når vi engang sælger, må de næste ejere selv beslutte. Heldigvis har vi også en brændeovn, som både tager toppen af varmeregningen og er en måde at preppe på – vi har desuden en gasgrill, så vi kommer umiddelbart hverken til at fryse eller sulte, men går strømmen i længere tid, får vi et problem med den fyldte fryser. Burde vi købe en generator? Det burde vi faktisk … bare en mindre en til lige at holde køleskab og fryser i gang. Havde vi sådan en, kunne landet gå i stå i en ret lang periode uden de store problemer for vores vedkommende.

Jeg har sagt til John, at vi bliver nødt til at kunne blive boende i Den Stråtækte, for hvad skulle vi gøre i en lejlighed uden brændeovn eller gasgrill? Hvad vil man gøre i byerne? Tanken er skræmmende for mig – og det er måske endnu mere skræmmende, at jeg overhovedet har sådanne tanker; at verden er blevet sådan, at de dukker op. Byer er mere oplagte mål for nationer, der ikke vil os det godt, mens vi her langt ude på landet er mindre interessante i den sammenhæng.
En selvisk tanke, ganske vist, men der er grænser for min solidaritetsfølelse. Jeg har nu aldrig kunnet tænke mig at bo i en by, og nu er lysten da om muligt blevet endnu mindre – jeg håber, at Præstø er lille nok til at være uinteressant i den sammenhæng.

P1000118

Dystert vejr – dystre tanker. Jeg bliver nødt til at tænke på noget rart.


Englænderne kommer på lørdag. Aubrey kom hjem i denne uge efter sine næsten 13 uger i Sydafrika. Det er forløbet præcis som det skulle: Han savnede overhovedet ikke sin familie i de første mange uger, men stornød bare at være der, møde nye, spændende mennesker og selvfølgelig ikke mindst at fotografere i én uendelighed, men i de sidste 14 dage kunne Charlotte godt mærke, at nu glædede han sig til at komme hjem igen, selv om han ikke var meget for at indrømme det direkte.
De lander senere end de plejer, for de var for sent ude til at kunne vælge billetter frit. De flyver, for de har, pga. Annas arbejde, kun en uge, så de ville ikke spilde tid på at køre hertil.
Aubrey vil også søge arbejde. Han skal først begynde på universitetet i 2026, så der er tid til både at tjene lidt penge og til at komme til Danmark i tre måneder. Vi skal derfor holde jul i England for tredje år i træk, for får han et arbejde, ligegyldigt hvilket, så ved vi godt, hvem der får alle de ueftertragtede julevagter – hvilket også gælder for Annas vedkommende.
Men vi kører hellere end gerne til England. John har fået grønt lys til frit at rejse inden for Europas grænser i op til 21 dage uden at spørge rejseforsikringen om lov først. Det var virkelig en lettelse og gav en herlig følelse af frihed. Forsikringen vil dække alt, også selv om der skulle opstå et eller andet, som er relateret til den kræftsygdom han stadig ikke mærker noget som helst til.
For otte måneder siden troede jeg, at han højst havde et halvt år tilbage – hvor er de dog bare blevet dygtige, og hvor var det heldigt, at det blev opdaget så tidligt.
Væk med de dystre tanker, Ellen. Alt er godt. Og nu titter solen frem.

Næste side »

Blog på WordPress.com.