zionisme

I zionismen kan jøder være sekulære, antireligiøse ateister, progressive, konservative og dybt religiøse og stadig være med i det jødiske folk. Folkelighed er i høj grad en kulturel og politisk strømning, som blev formet i 1800-tallet, og som fik stor betydning for selvrepræsentation, legitim regeringsførelse og politiske rettigheder. Derfor er der intet overraskende i, at jødiske ledere også skabte en jødisk nationalbevægelse.

I 1800-tallet var det desuden en udbredt forestilling, at jøderne udgjorde et urfolk, som havde formået at overleve trods forfølgelse og eksil fra det historiske hjemland. I Danmark så fx Grundtvig jøderne som et folk på denne måde.

Zionismen formede sig som et svar på brede folkeligt-nationale kulturelle og politiske strømninger i slutningen af 1800-tallet. De centrale spørgsmål, som zionismen skulle svare på, handlede om, hvorvidt jøder kunne blive ligeværdige medlemmer af andre nationer, om dette var både ønskværdigt og muligt, eller om det var nødvendigt for jøder at have selvrepræsentation, opdyrke deres folkelighed og i sidste ende have et territorium for sikre deres rettigheder og fremtidige eksistens.

Den udbredte anti-jødiskhed og antisemitisme i 1800-tallet og i første halvdel af 1900-tallet spillede en afgørende rolle for zionismens kulturelle og politiske udtryk.

Konferencen i Basel samlede ca. to hundrede deltagere på baggrund af Herzls ihærdige forarbejde og ekstensive korrespondance med jødiske ledere over det meste af verden. På konferencen blev et program vedtaget. Herzl blev valgt som leder, og der blev oprettet en række afdelinger og støtteorganisationer som fx en bank og en fond til blandt andet opkøb af land.

Zionismen havde i udgangspunktet ikke stor opbakning, men der opstod hurtigt zionistiske foreninger i mange lande inkl. Danmark.

I Theodor Herzls bog, Den jødiske stat (1896), ser han antisemitismen som en reaktionær overlevering fra middelalderlig overtro, som desværre stadig påvirker jødernes situation til sådan en grad, at hvor der er jøder, er der også antisemitisme. Den jødiske stat skal være en løsning på den ulykkelige situation, som jøderne er i, men samtidigt vil den også løse et problem for de europæiske stater. Jøderne kan med den jødiske stat indtræde ligeværdigt i nationernes familie.

Herzl lagde ingen vægt på jødisk religion eller tradition. Han forestillede sig den jødiske stat efter kosmopolitisk forbillede som et progressivt, teknologisk ledende land, hvor alle kunne bede til Gud på deres egne måder, som han udtrykte det. Zionismen skulle lade sig inspirere af det bedste fra andre lande, praktisk og pragmatisk.

Hans vision var formet af både modernistiske fremskridtstanker og en beundring overfor især tysk og fransk kultur, og den indbefattede derfor også en markant vision om det jødiske folk som et spejlbillede af tysk, fransk og engelsk kultur. Herzl var dermed ikke personligt knyttet til det historisk-religiøse Israel, dvs. ”Zion”, i osmannisk Palæstina, men han så Palæstina som en praktisk mulighed for et jødisk hjemland blandt andre muligheder.

Den politiske zionisme tager udgangspunkt i Herzls, Nordaus og senere Chaim Weizmanns perspektiv, hvor det centrale for zionismen er internationalt politisk og diplomatisk arbejde med henblik på at sikre det overordnede mål om et jødisk hjemland. Den politiske zionisme er grundlæggende liberal og republikansk, dvs. den er interesseret i staten og i mindre grad i kultur- og socialpolitik.

I den tidlige politiske zionisme var der ikke enighed i om et jødisk hjemland skulle bestå af en selvstændig nationalstat eller som (del)stat i en større konføderation. Der var også uenighed om, hvorvidt et jødisk hjemland skulle være i Palæstina, eller om det kunne etableres andre steder i verden.

Den kulturelle zionisme er en strømning i zionismen, som kommer fra Hovevei Zion. Den er ikke særlig interesseret i staten, men i kulturen, sproget og historien. Det er fra den kulturelle zionisme, at den litterære og sproglige vækkelse med hebraisk som udgangspunkt kommer. Kulturelle zionister med Asher Ginzberg (forfatternavn Ahad Haam – hebraisk for én af folket) som en ledende figur var dybt optagede af vækkelsen af en jødisk-folkelig kultur, der skulle have Zion som spirituelt centrum. Det spirituelle centrum var vigtigere end staten.

Den kulturelle zionisme har spillet en stor rolle for opblomstringen af hebraisksproget jødisk forskning, kunst, litteratur og teater.

Den socialistiske zionisme tager udgangspunkt i marxistiske klasse- og produktionsforholdsanalyser. For den socialistiske zionisme handler det om, at zionisterne skal have ejerskab eller kontrol med produktionsmidlerne og opbygge og mobilisere zionismen ved kollektiv kraft. Derfor var der fokus på at opbygge zionistiske organisationer, som hang sammen som et jødisk samfund og en stat in spe fra sportsklubber til banker og fagforeninger. Der var både revolutionære og reformistiske socialister i zionismen, og de var stærkt inspirerede af både vest- og østeuropæisk socialisme og kommunisme.

Både politisk og kulturelt-æstetisk fokuserede de på skabelsen af en jødisk arbejderbevidsthed, som var national, og dermed adskilte de sig fra andre jødiske socialistiske strømninger som fx Bundismen. Den socialistiske zionisme var ledende i opbygningen af det jødiske samfund i Palæstina fra 1905 til Israels oprettelse i 1948.

Den revisionistiske zionisme opstod i 1920’erne som en opposition til den mere langsommelige diplomatiske zionisme og som opposition til socialismen. Revisionisterne mente, at alle kræfter skulle sættes ind på oprettelsen af et jødisk hjemland så hurtigt som muligt. De så det som absolut nødvendigt med en militær oprustning af det jødiske samfund i Palæstina med udgangspunkt i en eksistenskamp, som havde forrang over diplomati, kompromisser og legalitet.

I 1935 brød revisionisterne med den generelle zionistiske bevægelse og etablerede deres egen organisation. Revisionisterne så bosættelsen i Palæstina som en konflikt om uforenelige interesser og forudså, at der ville komme en krig om landet mod palæstinenserne.

Revisionismen var stærkt højreorienteret, men dog også som de andre strømninger i zionismen en bredere paraply, som rummede både fascistiske grupper, liberale og eksistentialistiske strømninger.

Internationalt opstod en række zionistiske strømninger, der så zionismen som både jødisk filantropi med fokus på at redde og hjælpe jøder i nød og som et forbillede for en mere pluralistisk verden. Intellektuelle og forfattere som Israel Zangwill (1864-1926) i England og Horace M. Kallen (1882-1974) i USA skabte en internationalistisk og transnational zionisme, som så zionismen som en global, progressiv bevægelse rettet mod en ny og bedre verdensorden, hvor forskelligartede nationale udtryk kunne eksistere i harmoni og blande sig med hinanden med zionismen som forbillede.

Moderne begreber om pluralisme, transnationalisme og multikulturalisme udspringer i vid udstrækning fra den kritik af racisme, imperialisme og nationalisme, som blev udviklet i forbindelse med jødisk migration gennem Europa og til USA af blandt andre kosmopolitiske zionister.

Allerede i 1800-tallet var der religiøse grupper, som tog udgangspunkt i jødiske religiøse fortolkninger af jødernes ret til og mulighed for tilbagevenden til Zion. Den religiøse zionisme var marginal, men i forbindelse med den zionistiske bosætning i Palæstina opstod der fra 1920’erne en mere markant religiøs zionisme, som baserede sig på religiøst grundlag og dermed på jødernes ret til Palæstina som givet af Gud og som led i en overordnet gudgivet plan.

Balfourdeklarationen, opkaldt efter den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour, erklærer, at den britiske regering ser med velvilje på oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina. Zionismens første mål om international anerkendelse sikret af en international retsorden var hermed opnået. Chaim Weizmann blev senere leder af den zionistiske verdensorganisation og også Israels første præsident.

Fra 1. Verdenskrig og frem voksede både en bredere arabisk og en lokal palæstinensisk modstand mod zionismen. Arabiske delegationer og de nye stater i Mellemøsten efter 1. Verdenskrig protesterede mod Balfourdeklarationen og dens konsekvenser kontinuerligt mellem 1. Verdenskrig og indtil oprettelsen af Israel i 1948. Der voksede også en lokal palæstinensisk nationalisme frem i perioden mellem verdenskrigene, som i vid udstrækning var en reaktion på zionismen og det britiske mandatstyre, men også afledt af en bredere arabisk national og islamisk vækkelse i perioden.

Den gradvist intensiverede konflikt mellem zionisterne og palæstinensere radikaliserede især den revisionistiske zionisme, som dannede militser og terrorgrupper, der både forsvarede jødiske bosættelser og aktivt angreb både palæstinensiske og britiske mål. Revisionistisk zionisme blev markant mere militant fra midten af 1930’erne og frem.

Den nationalreligiøse zionisme efter 1967 genbruger kulturelle og sociale former og ideer fra den tidligere zionisme, men nu kombineret med religiøst grundlag og religiøs motivation. Man kan sige, at de nationalreligiøse bosættere betragter Tanak som et skøde og en reel historiebog. Den nationalreligiøse zionisme har påvirket israelsk politik og kultur meget især siden 1980’erne. Den har også til en vis grad revitaliseret den revisionistiske zionisme.

For den nationalreligiøse zionisme er kampen om de besatte områder eksistentiel og metafysisk. Samtidigt er dens kultur præget af racistiske og ny-orientalistiske forestillinger, hvor arabere og muslimer er underlegne og barbariske.

Zionismens dobbelthed som både national befrielsesbevægelse for jøderne, som efter Holocaust sikrede jøderne Israel, og zionismen som national-religiøst fundament for bosætterbevægelsen efter 1967 er stadig et kernepunkt for strid om zionismen.