zenbuddhisme

Zenbuddhisme er en vigtig retning inden for japansk buddhisme, der hævder at videreføre den sande buddhisme, som består i opnåelsen af oplysningen (bodhi, satori).

Retningen udskilte sig fra andre retninger indenfor buddhismen i Kina i 500-tallet og kom til Japan under den store kulturelle påvirkning fra Kina i de følgende århundreder, men blev først selvstændige skoler i Japan i 1100-1200-tallet.

Zenbuddhismens betoning af sindsro, frygtløshed og spontanitet har haft en indflydelse på japansk kultur. Zen har desuden vundet udbredelse blandt vestlige intellektuelle i anden halvdel af 1900-tallet, blandt andet gennem D.T. Suzukis virke, og der eksisterer adskillige zencentre i Europa og Nordamerika i dag.

Zenbuddhismens lærere mener, at muligheden for at opnå oplysningen findes hos alle, men på grund af uvidenhed benyttes dette potentiale ikke. Vejen til erkendelse er ikke studier af hellige skrifter, udførelsen af fortjenstfulde handlinger, riter og ceremonier eller tilbedelse af billeder, men går gennem et pludseligt gennembrud, hvor dagligdagens logik og opdeling i subjekt og objekt brydes. Den meditationspraksis, der fører hertil, opnås bedst gennem personlig oplæring hos en zenmester (roshi), hvis metoder kan variere fra skole til skole.

Rinzai-zen lægger vægt på pludselig oplysning gennem anvendelse af paradoksale spørgsmål (koan), hvorimod Soto-zen foretrækker siddende meditation (zazen). En tredje, mere folkelig skole, Obaku-zen fra 1600-tallet, benytter også fremsigelse af nembutsu, påkaldelsen af Amida Buddha, som middel.

Størst politisk indflydelse havde zen i Muromachi-perioden 1392-1568, men også i Tokugawa-tiden 1603-1868, da zenmestre indførte nykonfuciansk statslære og zen blandedes med konfucianisme i samuraiernes moralkodeks (bushido), var påvirkningen stor blandt Japans krigerklasse og intellektuelle.

I slutningen af 1900-tallet er zenbuddhismens medansvar for japansk ultramilitarisme op til og under 2. Verdenskrig blevet fremført som modvægt til billedet af zen, som hævet over hverdagen i æstetisk ophøjethed. Det skal tilføjes, at zenbuddhismen i Japan for den brede befolkning ikke adskiller sig fra andre buddhistiske skoler, men også står for forfædredyrkelse og begravelser. Antallet af medlemmer af zenbuddhistiske retninger er langt færre end for eksempel Rene Land-buddhismen og Nichiren-buddhismen, og som i andre retninger er medlemstallet dalende.