vogn

De forskellige vogne i oldtidens Danmark kan med få undtagelser ses som resultater af europæiske strømninger der blev omsat i dansk form og teknologi. Undersøgelser har derfor vist meget store forskelle mellem de europæiske områders vogne på grund af forskelle i klima, landskabernes tilgængelighed og råmaterialer. Muligvis er rester af de første vogne i Danmark fundet i de nordjyske stendyngegrave fra ca. 3100-2800 f.v.t. Gravene, der ligger i lange rækker dækket af sten, som minder om anlagte veje, indeholder som regel tre elementer: forrest to aflange gruber, der hver kan have rummet en okse, hvilket biologiske spor i nogle af disse gruber afslører. Bagtil er der en rektangulær grube i visse tilfælde med spor af nedgravede to eller fire massive hjul af træ forbundet med en eller to aksler på tværs. I gruberne har man fundet gravgaver som arbejds- og stridsøkser af sten. Gravene kan således hver have indeholdt en mand på en vogn og et par okser, der sammen illustrerer en okseforspændt vogn, som minder om en række grave fra Badenkulturen og tidlige helleristninger fra det nordlige Mellemeuropa.

De ældste fund af egentlige vogndele i Danmark er massive skivehjul med fast nav, ofte to sammen, fundet i moser samt en undervognstvege fra Klosterlund ved Silkeborg fra bondestenalderen, dateret til ca. 2800 f.v.t. Hjul og undervogn har tilhørt tohjulede oksekærrer, formentlig med flettet vognkurv, som er vist på flere skandinaviske helleristninger.

Mod slutningen af bronzealderen kendes beslag til lave firehjulede, bronzebeslåede vogne, knyttet til fyrstelige kredse. Der er danske fund af dele af denne vogntype fra Skerne på Falster, Egemosen og i Lusehøj på Fyn, hvor hjulene mangler. De har mindet om de berømte støbte bronzehjul fra Stade vest for Hamborg. I jernalderen ændredes den primitive oksekærre til et lavt, firehjulet landbrugskøretøj trukket af okser. I Rappendam Mose i Nordsjælland er der fundet ca. 80 dele af denne vogntype, som formentlig er blevet ofret til guden Nerthus.

Fra kort før begyndelsen af vor tidsregning kendes i det nuværende danske område mindst seks keltiske pragtvogne trukket af heste, der delvist er fremstillet i Danmark; se Dejbjergvognene. Denne kendte vogntype anvendtes indtil ældre romersk jernalder og satte sig spor i den lokale vognbygning, hvilket bl.a. ses i et fund af ca. 40 vogndele fra formentlig hestetrukne arbejdsvogne i Tranbær Mose ved Vejle. Den hestetrukne vogn havde fire høje, mangeegrede hjul, og vogne af denne type blev bygget af lokale bønder og håndværkere til landbruget i over 1600 år frem til efter 2. Verdenskrig. I løbet af yngre jernalder og ældre vikingetid fik hjulnavene tøndeform, og hjulfælgene blev meget høje. De forskellige vogntyper, der er afbildet på billedsten og tekstiler, understreger den øgede transport og de forbedrede vejforhold frem mod ældre middelalder.

I løbet af middelalderens første århundrede blev arbejds- og transportvognene lavere og fik bredere fælge, der jævnede og fasttromlede kørebanen af jord og sand. Ca. 1300 ses flere forskellige vogntyper, heriblandt en kraftig og bred rejsevogn (fruervogn) fra Boringholm med halvrundt tag og høje, skråtstillede hjul, der er koniske for at kunne køre i de samme spor som arbejdsvognene Vognstyreren sad ikke på vognen, men på den nærmeste hest. Rejsevognen kendes fra folkeviserne som adelsfruernes bespærede karme eller 'hængende karm' (karm med forhæng). Dele af en fruervogn er bl.a. fundet i voldstedet Boringholm ved Horsens, hvor der også er fundet rester af tidens arbejdsvogne.

Rejsevognen udvikledes efterhånden under påvirkning af den såkaldte kuskevogn indført fra Ungarn af kongen og adelen i løbet af 1500-tallet. Den var trukket af tre heste og fik i Danmark kaleche. I modsætning til de tidligere rejsevogne sad vognstyreren på kuskevognens forende og fik deraf navnet kusk. Med kuskevognens indførelse begyndte adelens mænd at rejse i vogn i stedet for at ride eller benytte bærestol. Kuskevognen fik sammen med flere andre af europæisk herkomst sit egentlige gennembrud på kongevejene, som Frederik 2. begyndte at anlægge fra 1580'erne. Arbejdsvognene på landet blev i løbet af middelalderen og nyere tid fremstillet af både lokale husmænd og håndværkere (hjulmænd, hjuler).

De ældste hestevogne i Danmark havde træaksler og var ikke affjedrede. I 1800-tallet blev træakslerne på nogle luksusrejsevogne afløst af smedede jernaksler og jernbøsninger i hjulnavene. Hjulene løb lettere, og navlejerne krævede mindre smøring. Arbejdsvogne med træaksler og jernskinner på undersiden af akselarmen samt indvendige navbøsninger af jern fandtes på landet indtil første del af 1900-tallet. I midten af 1800-tallet udvikledes patentakslen, der var af hærdet stål og dermed mere holdbar.

Med forbedring af affjedring af rejse- og herskabsvognene i den sidste del af 1800-tallet ændredes vognenes konstruktion, idet langvognen forsvandt og fjedrene blev monteret direkte på akslerne og under vognkassen (fadingen). Da vejene var udjævnede og ikke længere sporkørte, kunne hjulene stå stejlere og sporvidden gøres større. Forhjulene blev gjort lavere, så de kunne gå ind under vognkassen, som desuden blev bredere; vognene blev således mere skånsomme over for hestene og mere behagelige til personbefordring. De første affjedrede vogne fra sidste halvdel af 1500-tallet havde vognkassen ophængt i læderstropper. Det var imidlertid ukomfortabelt, da vognkassen dermed kom til at svinge. Omkring 1850 indførte man elliptiske fjedre, som blev anbragt på undervognen. De første var dog kun halvfjedre, da den øverste halvdel var et fast, udsmedet stykke.

Hjulkonstruktionen har udviklet sig fra fælge af træ til fælge med en samlet jernring. Fælgene var oprindelig helt uden beslag, men med slidtappe af træ eller vættelys (sten). I løbet af 1500-tallet blev de første danske hjul beslået med løse jernskinner og efter 1850-1860 med en massiv jernring, der blev lagt på i varm tilstand. Teknikken er dog langt ældre og blev i oldtiden anvendt af keltere og romere. Omkring 1900 var gummibelagte fælge den foretrukne fælgbelægning for de finere vogne, mens landbrugs- og arbejdsvogne fortsatte med jernringe. Senere forsynedes nogle hestevogne med luftgummihjul (automobilhjul).