De forskellige vogne i oldtidens Danmark kan med få undtagelser ses som resultater af europæiske strømninger der blev omsat i dansk form og teknologi. Undersøgelser har derfor vist meget store forskelle mellem de europæiske områders vogne på grund af forskelle i klima, landskabernes tilgængelighed og råmaterialer. Muligvis er rester af de første vogne i Danmark fundet i de nordjyske stendyngegrave fra ca. 3100-2800 f.v.t. Gravene, der ligger i lange rækker dækket af sten, som minder om anlagte veje, indeholder som regel tre elementer: forrest to aflange gruber, der hver kan have rummet en okse, hvilket biologiske spor i nogle af disse gruber afslører. Bagtil er der en rektangulær grube i visse tilfælde med spor af nedgravede to eller fire massive hjul af træ forbundet med en eller to aksler på tværs. I gruberne har man fundet gravgaver som arbejds- og stridsøkser af sten. Gravene kan således hver have indeholdt en mand på en vogn og et par okser, der sammen illustrerer en okseforspændt vogn, som minder om en række grave fra Badenkulturen og tidlige helleristninger fra det nordlige Mellemeuropa.
De ældste fund af egentlige vogndele i Danmark er massive skivehjul med fast nav, ofte to sammen, fundet i moser samt en undervognstvege fra Klosterlund ved Silkeborg fra bondestenalderen, dateret til ca. 2800 f.v.t. Hjul og undervogn har tilhørt tohjulede oksekærrer, formentlig med flettet vognkurv, som er vist på flere skandinaviske helleristninger.
Mod slutningen af bronzealderen kendes beslag til lave firehjulede, bronzebeslåede vogne, knyttet til fyrstelige kredse. Der er danske fund af dele af denne vogntype fra Skerne på Falster, Egemosen og i Lusehøj på Fyn, hvor hjulene mangler. De har mindet om de berømte støbte bronzehjul fra Stade vest for Hamborg. I jernalderen ændredes den primitive oksekærre til et lavt, firehjulet landbrugskøretøj trukket af okser. I Rappendam Mose i Nordsjælland er der fundet ca. 80 dele af denne vogntype, som formentlig er blevet ofret til guden Nerthus.
Fra kort før begyndelsen af vor tidsregning kendes i det nuværende danske område mindst seks keltiske pragtvogne trukket af heste, der delvist er fremstillet i Danmark; se Dejbjergvognene. Denne kendte vogntype anvendtes indtil ældre romersk jernalder og satte sig spor i den lokale vognbygning, hvilket bl.a. ses i et fund af ca. 40 vogndele fra formentlig hestetrukne arbejdsvogne i Tranbær Mose ved Vejle. Den hestetrukne vogn havde fire høje, mangeegrede hjul, og vogne af denne type blev bygget af lokale bønder og håndværkere til landbruget i over 1600 år frem til efter 2. Verdenskrig. I løbet af yngre jernalder og ældre vikingetid fik hjulnavene tøndeform, og hjulfælgene blev meget høje. De forskellige vogntyper, der er afbildet på billedsten og tekstiler, understreger den øgede transport og de forbedrede vejforhold frem mod ældre middelalder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.