vejforskning

Det er ikke så ligetil at definere begrebet vej, fordi ordet både betyder en retning, en metode, en rute og et fysisk anlæg. Det er lettere med vejretten, der i Danmark er knyttet til hævd og ruter. Grunden er, at vejretten er ældre end Danmarks veje; tidligere kunne man færdes overalt i det flade danske landskab, indtil de fastboende bønders marker udvidedes i løbet af yngre jernalder og vikingetid. Man måtte dog respektere færdslens hævdvundne vejret, der var knyttet til ruter som farbare strøg, vadesteder, hjulspor eller trædestier.

Der er derfor to hovedtyper af veje i Danmark: Veje, der er skabt af vejrettens ruter, og kunstveje, der er anlagt efter en overordnet plan. Kunstvejene er kongeveje, chausseer (hovedlandeveje, se også landeveje) og motorveje.

I forskningen benytter man sig af kendskabet til trafikformernes egenskaber, synlige spor i terrænet, arkæologiske undersøgelser, historiske kilder, gamle kort og i visse tilfælde også stednavne.

Hertil kommer vejenes juridiske og administrative forhold (vejbestyrelser) ligesom de ingeniørmæssige metoder, der gennem tiderne er blevet anvendt til vejens anlæggelse og vedligeholdelse.

Dansk vejforskning har beskæftiget mange gennem tiderne, heriblandt fuldmægtig i Rentekammerets vejkontor C.L. Paulsen (Carl Ludvig Paulsen, 1790-1842), der i 1823 skrev den første samlede oversigt. Den blev udgivet i 2009 af arkivar Michael Hertz (f. 1939) for Dansk Vejhistorisk Selskab som Forsøg til en historisk beretning om vejvæsenet i Danmark.

Arkæologen Sophus Müller fremlagde i 1904 (Vej, By og Bygd i Sten- og Bronzealderen) undersøgelser af gravhøje, der efter hans mening kunne være anlagt langs oldtidens ruter. Historikeren Hugo Matthiessen tog i 1930 udgangspunkt i Hærvejens (Oksevejens) kulturhistorie langs Jyllands vandskel i sit værk Hærvejen. En tusindaarig vej fra Viborg til Danevirke. En historisk-topografisk Studie.

Den senere landsretspræsident Erik Andreas Abitz (1907-2003) udgav i 1950 doktordisputatsen Vejenes retsforhold. Senere blev samme emne genstand for forskning hos juristen Ole Fenger i Gammeldansk ret. Dansk retshistorie i oldtid og middelalder (1983).

Juristen Torben Topsøe-Jensen (1908-1993) gav i 1966 en bred kulturhistorisk fremlægning i Ad hjulspor og landeveje, og historikeren Alex Wittendorff (1932-2013) behandlede særligt kongevejene i sin Alvej og kongevej (1973). Arkæologen Georg Kunwald (1918-2013), som ledede udgravningen af Tibirke Oldtidsveje fra 1943, har ligesom Mogens Schou Jørgensen (1950-2013) og Jens Vellev udgivet flere arkæologiske undersøgelser af veje og broer.

I nyeste tid har kartografen Per Grau Møller (f. 1955) analyseret ældre danske kort; historikeren Steffen Elmer Jørgensen (f. 1953) har udgivet den grundige oversigt Fra chaussé til motorvej: det overordnede danske vejnets udvikling fra 1761 (2001), og Per Ole Schovsbo (f. 1944, denne artikels forfatter) har fremlagt netværksanalyser af danske veje gennem tiden, bl.a. i værket Landtransport i Danmark (2018).

I Danmark har Vejhistorisk Komité fra 1979 og Dansk Vejhistorisk Selskab fra 1982 tegnet vejforskningen og bidraget til etableringen af De vejhistoriske Samlinger (maskiner, genstande, arkivalier og bibliotek) der blev overført til Danmarks Vejmuseum (1991-1996) herefter til Danmarks Vej- og Bromuseum (2011-2012) og siden fordelt på øvrige museer og arkiver.

Dansk Vejhistorisk Selskab udgiver tidsskriftet Vejhistorie to gange årligt og deltager i en vis udstrækning i internationale transporthistoriske organisationer som f.eks. Construction History Society i Cambridge, International Association of Transport Museums (IATM), International Association for the History of Transport, Traffic and Mobility (T2 M) og International Congress on Construction History.

Hertil kommer samarbejdet mellem nordiske og baltiske vej- og transportmuseer, der udsender en fælles publikation, Braut (opkaldt efter et norrønt ord for 'vej'). Især Norges Vegmuseum i Lillehammer har givet inspiration til nordisk museumsarbejde. Ligesom Deutsches Strassenmuseum i Germersheim lægger det norske museum vægten på vejens og broernes kulturhistorie i modsætning til flere af de øvrige landes vejhistorie, der formidles af transport- og kommunikationsmuseer. Det gælder bl.a. Estlands Vejmuseum, (Eesti Maantemuuseum) i Varbuse; Mobilia i Finland, som er et bil- og vejmuseum; Skogar Museum i Island sydøst for Reykjavik; Letlands Vejmuseum i Tukums; sammenslutningen i England af Road Transport Museums (NARTM), der har 10 medlemmer af store og små samlinger og udstillinger.

• veje
• veje i Danmark
• vejmuseum

• Dansk Vejhistorisk Selskab
• Viabundus