vaccine

Der skelnes mellem fire typer af vacciner:

• levende svækkede vacciner
• inaktiverede vacciner
• DNA-vacciner
• RNA-vacciner

Vacciner indeholder ofte aktive hjælpestoffer, såkaldte adjuvanser.

Levende svækkede vacciner er udgaver af den oprindelige mikroorganisme, fx virus eller bakterie. Vaccinen giver den samme infektion som mikroorganismen, men medfører ikke sygdom. Den svækkede form kan laves ved at dyrke den originale og sygdomsfremkaldende virus eller bakterie under forhold, der er forskellige fra dem, der findes i den menneskelige vært. Eksempelvis kan dyrkningen foregå ved en lav temperatur, eller der kan være restriktioner på den næring, der er tilgængelig under dyrkningen. Efter dyrkning vil der opstå varianter af den originale virus eller bakterie, der har tilpasset sig disse nye forhold i en grad, så de ikke længere giver sygdom hos mennesker. Disse nye varianter kan bruges som vacciner, fordi de ligner originalen men ikke forårsager sygdom hos mennesker.

I dag kan svækkede levende vacciner også laves med mere direkte metoder. Ved hjælp af molekylærbiologiske metoder kan gener, der er af betydning for sygdomsfremkaldelsen, ændres eller helt fjernes. Et eksempel er influenza-virus, hvor man kan skabe et vaccinevirus, der kun udtrykker bestemte gener fra det oprindelige sygdomsfremkaldende virus, mens resten af generne kommer fra en svækket variant.

Fordelen ved en levende, svækket vaccine er, at mængden af materiale, der skal anvendes, er lille, fordi det svækkede virus eller den svækkede bakterie selv opformerer sig i den vaccinerede vært. Imidlertid er der altid en risiko for, at en levende, svækket vaccine-stamme ved mutation generhverver sin virulens, og/eller at selv den svækkede stamme er virulent hos immundefekte individer.

De første vacciner var levende svækkede vacciner. Selvom denne vaccinetype er den ældste, så anvendes den stadig i dag med stor effekt.

Det typiske alternativ til en levende, svækket vaccine er en inaktiveret vaccine. Der findes et antal kemiske og fysiske metoder, hvorved virus og bakterier kan inaktiveres. Formalin anvendes eksempelvis til inaktivering af polio-virus til poliovaccinen. Inaktiverede vacciner er, når de er produceret under kontrollerede omstændigheder, mere sikre end levende svækkede vacciner og kan uden risiko også anvendes til immunsupprimerede personer. Til gengæld er de inaktiverede vacciner typisk mindre effektive end de levende svækkede vacciner.

DNA-vacciner er baseret på direkte indgivelse af DNA-strenge, der koder bestemte proteiner fra sygdomsfremkaldende virus eller bakterier. Det DNA der indgives oversættes af kroppens egne celler først til RNA, der efterfølgende oversættes til det protein der skal dannes immunitet imod.

RNA-vacciner er baseret på direkte indgivelse af RNA-strenge, der koder for bestemte proteiner fra sygdomsfremkaldende virus eller bakterier. Princippet er det samme som for DNA-vacciner, men RNA-vacciner har den fordel at kroppens celler ikke først skal omdanne DNA til RNA selv. Til gengæld er RNA mindre stabilt end DNA og må derfor ofte ”pakkes” i større molekyler eller i fedtstofholdige-strukturer.

RNA-vacciner har vist sig at være en hurtig og effektiv metode til at lave nye vacciner og flere RNA-vacciner er nu godkendt til bekæmpelsen af COVID-19.

Adjuvans består af såkaldte hjælpestoffer, der indgives sammen med vaccinen og som forbedrer vaccinens effektivitet. Hjælpestofferne er typisk stoffer, der aktiverer immunforsvarets celler, og som herigennem fører til en mere effektiv udvikling af immunitet imod de stoffer der vaccineres med.

En vaccine kan i princippet anvendes på to måder, enten i et egentligt befolkningsvaccinationsprogram, hvor målet er at nå alle, fx som i det danske børnevaccinationsprogram, eller til personer med en særlig risiko, enten fordi de har øget risiko for at blive udsat for en infektion, fx i forbindelse med udlandsrejse eller arbejde, eller fordi de er særlig sårbare i forbindelse med specielle infektioner, fx patienter med kronisk lungesygdom, der får influenza.

Når en bestemt vaccine gives til mange, vil cirkulationen af den tilsvarende mikroorganisme i samfundet som regel nedsættes, således at de uvaccinerede sjældnere smittes. Det kaldes flokimmunitet. I hvor høj grad dette sker, er bl.a. afhængigt af vaccinationstilslutningen, mikroorganismens evne til at smitte samt befolkningstætheden. Flokimmunitet kan føre til , at sygdomme udryddes helt, som det er sket med kopper i 1980, og som det (i 2021) er tæt på at ske med polio, og i lavere grad med mæslinger.

WHO har ansvar for det globale vaccinationsprogram og har den koordinerende rolle, når det besluttes at forsøge helt at udrydde en infektionssygdom.

Mange vacciner fremstilles ud fra levende bakterier eller virus, der opformeres (dvs. dyrkes). Virus opformeres fx i cellekulturer, og bakterier opformeres i særlige vækstmedier. Den færdige vaccines antigener kan enten være levende, svækkede mikroorganismer, dræbte (dvs. inaktiverede) mikroorganismer, mindre dele af mikroorganismen (proteiner eller sukkerstoffer) eller produkter, mikroorganismen har dannet.

Fra og med 1990'erne foregår meget vaccinefremstilling via kemiske genteknologiske metoder. Der gælder både produktion af antigenvacciner, RNA-/DNA-vacciner, og genmodificerede viruslignende vaccinevektorer (såkaldte virus-vektor-vacciner). En færdig vaccine kan desuden indeholde antibiotika og stabiliserende stoffer, der sikrer, at vaccinen kan holde sig. Endelig indeholder mange vacciner adjuvanser eller vaccineforstærkere, der gør, at det innate immunsystem aktiveres mere effektivt, og dermed øger hjælpen til T- og B-cellerne og dermed effekten af vaccinationen.

Før en vaccine markedsføres, skal virkninger og bivirkninger være nøje undersøgt, hvilket bl.a. sker ved at sammenligne sygdomsmønsteret i en vaccineret og en uvaccineret gruppe i flere forsøg: Fase-1, -2, og -3, hvorefter vaccinen undersøges videre efter godkendelse og brug (fase-4).

Vaccineudviklingen sigter mod at fremstille vacciner mod nye sygdomme, forbedringer af eksisterende samt kombinationsvacciner indeholdende komponenter rettet mod flere og flere sygdomme, så antallet af stik og den totale mængde af tilsætningsstoffer reduceres. Dette er muliggjort, fordi vaccinerne mod de enkelte sygdomme indeholder færre overflødige stoffer end tidligere. Hver enkelt kombinationsvaccine skal dog nøje undersøges, idet enkelte komponenter kan påvirke og fx hæmme andre komponenters virkning.

Mod nogle sygdomme har det vist sig at være meget vanskeligt at fremstille vacciner. Det gælder fx den meningitisform, der er hyppigst i Danmark (B-meningokoksygdom), malaria og hiv-infektion. Dette skyldes, at mikroorganismen har udviklet særlige metoder til at undgå angreb fra immunsystemet, eller at mikroorganismen har stor evne til hele tiden at ændre sig (mutere).

• vaccination
• infekstionssygdomme
• COVID-19