udlæg (juridisk begreb)

Der kan ikke foretages udlæg i aktiver, der er nødvendige for opretholdelse af et beskedent hjem (bortset fra fast ejendom) og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand (se trangsbeneficium). Der kan heller ikke foretages udlæg i personlige hjælpemidler, der er nødvendige pga. sygdom jævnfør reglerne i Retsplejelovens §§ 507-516.

Hvis fordringen ikke betales, kan kreditor kræve de udlagte genstande solgt på tvangsauktion,. Hvis salget indbringer et beløb, der overstiger kreditors tilgodehavende og omkostningerne ved udlæg og tvangsauktion, udbetales overskuddet til skyldneren.

Retsplejelovens § 508 fastlægger, hvilke aktiver der kan gøres til genstand for udlæg. Disse omfatter blandt andet:

1. Rede penge: Udlæg i kontanter er en almindelig form for udlæg, og det er en gyldighedsbetingelse, at skyldneren fratages pengene, hvis udlægget skal være effektivt. Se tilsvarende sikringsakten ved håndpant.

2. Fast ejendom: Udlæg i fast ejendom kræver tinglysning for at opnå beskyttelse mod andre kreditorer og godtroende aftaleerhververe, jævnfør Tinglysningslovens §§ 1 og 5.

3. Løsøre: Ved udlæg i løsøre kan det være nødvendigt at fratage skyldneren rådigheden over genstanden for at forhindre ekstinktion ved bortsalg. Se tilsvarende sikringsakten ved håndpant.

4. Fordringer: Udlæg i simple fordringer kræver underretning til fordringens skyldner for at fratage debitor legitimationen til at modtage betaling.

5. Andre aktiver: Udlæg kan også foretages i aktiver, der ikke kan sælges på tvangsauktion såsom goodwill eller særlige aktiver som en kirke. I sådanne tilfælde foretages udlægget til sikkerhed med henblik på dækning i forbindelse med skyldnerens frivillige salg.

Når et udlæg er foretaget, opnår kreditor en særlig ret til de udlagte aktiver. Dette indebærer blandt andet:

1. Prioritetsstilling: Kreditor får en prioriteret ret til aktiverne i forhold til andre kreditorer, der ikke har sikret deres krav på samme måde.

2. Rådighedsbegrænsning: Debitor må ikke disponere over de udlagte aktiver på en måde, der kan skade kreditorens interesser. Advokat og tidligere landsdommer Lars Lindencrone Pedersen (født 1954) fremhæver hertil: "Debitor må ikke råde over det udlagte på en måde, som kan være til skade for udlægshaveren, jf. Retsplejelovens § 519. Gør han det, kan han, hvis strafferettens betingelser er opfyldt, straffes for skyldnersvig".

3. Mulighed for tvangsauktion: Hvis debitor ikke opfylder sine forpligtelser, kan kreditor anmode om, at de udlagte aktiver sælges på en offentlig auktion for at dække kravet jævnfør retsplejelovens § 538.

Landskabslovene indeholdt ingen regler om udlæg, og kreditors muligheder for at blive fyldestgjort i debitors formue var ifølge lovene stærkt begrænsede. Derimod viser købstadslovgivningen (se købstad), at der siden 1200-tallet i bl.a. Slesvig og Ribe var adgang til at foretage udlæg i debitors formue ved fogeden eller ved gode mænd. Denne ordning er formentlig blevet almindelig i købstæderne i de følgende århundreder. I løbet af 1200-tallet udvikledes den såkaldte kongebrevsforfølgning, der muliggjorde udlæg i debitors formue, herunder fast ejendom. Forfølgning med kongebreve var omstændelig og blev antagelig kun anvendt ved større pengekrav. Siden 1527 kunne fordeling danne grundlag for udlæg. Af betydning for retsudviklingen blev en forordning af 1623, som åbnede adgang til at foretage udlæg i fast ejendom i henhold til domme afsagt af de lokale domstole.

Retsvirkningen af udlæg var i 1600-tallet og efter Christian 5.s Danske Lov, at domhaver blev fyldestgjort ved selve udlægget, idet fogeden fratog domfældte løsøre eller fast ejendom, der efter vurdering blev overdraget domhaver til ejendom. I løbet af 1700-tallet ændrede udlæg karakter fra at ske til ejendom til i stedet at danne grundlag for afholdelse af en senere tvangsauktion (udlæg til forauktionering).

Retsgrundlaget for udlæg var efter Christian 5.s Danske Lov fra år 1683 domme, men ifølge forordning af 1795 og senere lovgivning kunne også offentlige forlig under visse betingelser danne grundlag for foretagelse af udlæg. I løbet af 1800-tallet blev der ved lovgivningen, bl.a. Udpantningsloven af 1873, indført den ordning, at indehaveren af et pantebrev i fast ejendom under visse betingelser kunne foretage udlæg i ejendommen uden foregående retsforfølgning.

• pant

• Petersen, L.L. (2023). Dansk retspleje. civil-, foged-, skifte- og straffeprocessen. Karnov Group, 9. udg.