transduktor

Transduktoren består, ligesom en transformer, af en lukket magnetisk kreds (jernkerne) med to sæt viklinger. I transduktoren udnyttes jernkernens magnetiske mætning. Når den magnetiske feltstyrke i kernen, fx i primærviklingen, overstiger en vis grænse (mætning), overføres ændringer i magnetfeltet ikke længere, og den inducerede spænding i sekundærviklingen bliver meget lille. Dette medfører, at impedansen i sekundærviklingen bliver tæt på nul.

Mætningsgraden i kernen reguleres af en jævnstrøm gennem transduktorens ene vikling, kaldet styreviklingen. Sekundærviklingen kan dermed indgå i serie med fx større apparater som varmelegemer, lyskilder eller andre enheder, der skal reguleres.

Transduktorens sekundærkreds indgår i vekselstrømskredsløbet til det apparat eller den maskine, man ønsker at styre effekten til.

Til transduktorens primærvikling påtrykkes en regulerbar jævnspænding, der kan bringe jernkernen i mætning. Når jævnstrømmen er 0 A, vil effekten til apparatet eller maskinen være næsten nul. Øges jævnstrømmen i styreviklingen (eller primærviklingen), mindskes modstanden eller induktionen i sekundærviklingen, hvilket tillader mere effekt at blive overført til apparatet eller maskinen.

I dag anvendes transduktoren ikke længere til effektregulering, da effekttabet i denne teknologi er betydeligt højere sammenlignet med moderne effektelektronik.

Dog bruges princippet bag transduktoren i fejlstrømsafbrydere, der kan registrere jævnstrømsfejl. Når en jævnstrøm optræder i en strømkreds, ændres impedansen i sekundærviklingen, hvilket får fejlstrømsafbryderen til at udkoble.

• transformer
• fejlstrømsafbrydere
• maskine
• jævnstrøm