Tokharerne var indoeuropæiske folkestammer, der i det 1. årtusind e.v.t. beboede en række oasebyer langs Silkevejen i Centralasien. De tokhariske sprog udgør deres egen gren af den indoeuropæiske sprogæt.

Historie

De tokhariske kongeriger Turfan, Kucha, Karashar (Agni) og Kroraina (Shanshan) var højtudviklede og spillede alle en vigtig rolle for buddhismens udbredelse til Kina. Fra 600-tallet blev tokharerne underlagt Kina, og i de efterfølgende århundreder assimileredes de med uygurerne. Grottemalerier fra Kucha fremstiller tokharerne som høje, rødhårede og grønøjede, og i kinesiske kilder omtales de som "abelignende". Genetiske studier af Tarim-mumier med europæiske træk fra 2. årtusinde f.v.t. i ørkenen Taklimakan tyder på en meget tidlig indoeuropæisk bosættelse i Centralasien.

Navnet tokharer

Navnet tokharer blev efter opdagelsen af tokharisk i begyndelsen af 1900-tallet overført fra den nomadestamme, der i græske kilder benævnes Tocharoi og på kinesisk Yuezhi. Stammen var kendt fra Baktrien og grundlagde efter fordrivelse fra Vestkina i 200-tallet f.v.t. dynastiet Kushan. Det er dog langt fra sikkert, at de græske og kinesiske "tokharer" er de samme som det tokhariske sprogsamfund, da alt tyder på, at Kushan-dynastiet talte et iransk sprog. På trods heraf er tokharer stadig det mest brugte navn for både folkestammen og tokharisk forsprogene.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig