tjenestemand

Betegnelsen tjenestemand blev indført ved Tjenestemandsloven af 1919 som en fællesbenævnelse for de hidtidige udtryk embedsmand og bestillingsmand, dvs. hhv. de akademisk uddannede, kongeligt udnævnte medarbejdere i centraladministrationen, såsom departementschefer, kontorchefer og fuldmægtige, og de medarbejdere i stat og kommune, som varigt var ansat i mere underordnede stillinger.

I Tjenestemandsloven af 1919 defineres en tjenestemand som den, der "varigt og som Livsgerning har Ansættelse i Statens Tjeneste i en Stilling, for hvilken Lønning er fastsat i Lønningslov". En tilsvarende, helt formel afgrænsning findes i den gældende tjenestemandslov fra 1969: "Som tjenestemand anses enhver, der er ansat i statens eller folkekirkens tjeneste efter reglerne i denne lov".

Af større medarbejdergrupper, der historisk har haft et stort antal tjenestemænd, kan nævnes ledende administrative medarbejdere som departements-, afdelings- og kontorchefer i staten og kommunaldirektører samt forvaltnings- og kontorchefer i kommuner. Også blandt overlæger, officerer, politifolk, brand- og trafikpersonale er der mange tjenestemænd, ligesom alle dommere og præster i folkekirken er tjenestemænd.

Antallet af tjenestemænd har været faldende siden begyndelsen af 1990'erne, idet flere ledende administrative medarbejdere i det offentlige ansættes på andre vilkår, ligesom ansættelse af postbude, overlæger og folkeskolelærere på tjenestemandsvilkår stort set er ophørt. Staten begrænsede i år 2000 adgangen til at foretage tjenestemandsansættelse, således at tjenestemandsansættelse som udgangspunkt er begrænset til ansættelse i retsvæsenet, politiet, visse stillinger i forsvaret og egentlige chefstillinger.

Det var tidligere opfattelsen, at det offentlige, pga. tjenestemænds særlige pensionsforhold, og fordi de er afskåret fra at bruge strejke som våben i en arbejdskamp, gennem ansættelse af tjenestemænd kunne sikre sig en højere grad af loyalitet, en forsvarlig drift af offentlige virksomheder samt de ansattes uafhængighed (specielt dommeres), forkyndelsesfrihed (præsters) og metodefrihed (læreres).

Ansættelse som tjenestemand kan ske som varig ansættelse, som ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje og som ansættelse på åremål; første varige ansættelse som tjenestemand skal ske efter forudgående prøveansættelse. Prøveansættelsen varer normalt to år og er således væsentlig længere end Funktionærlovens tre måneder.

Åremålsansættelse er navnlig for en række chefstillingers vedkommende blevet hyppigt anvendt siden slutningen af 1900-tallet. Åremålsansættelse sker for en periode på tre til seks år med mulighed for forlængelse til i alt ni år. Lønnen til en åremålsansat tjenestemand er som regel 15-30 % højere end lønnen til en varigt ansat tjenestemand, og også pensionsmæssigt er en åremålsansat tjenestemand gunstigere stillet.

Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling. Det betyder, at en tjenestemand normalt skal adlyde sine foresattes tjenestebefalinger. Han eller hun kan dog nægte at adlyde en ordre om at udføre en handling, som er strafbar, fx en ordre til som chauffør at køre hurtigere end tilladt. Hvis en lovlig tjenestebefaling ikke efterkommes, gør tjenestemanden sig skyldig i en tjenesteforseelse (lydighedsnægtelse), som kan udløse en disciplinær straf.

Tjenestemandsloven foreskriver, at løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd fastsættes ved aftale mellem finansministeren og de relevante faglige organisationer. Tilsvarende bestemmer de kommunale tjenestemandsregulativer og -vedtægter, at vilkårene fastsættes ved aftale mellem organisationerne og Kommunernes Landsforening. Siden 1970 har den enkelte tjenestemands løn været henført til en lønramme, som består af i alt 55 skalatrin (løntrin).

I praksis er der næsten altid opnået enighed om en aftale. I sjældne tilfælde er overenskomstforhandlingerne brudt sammen på hele arbejdsmarkedet, og det førte fx i 1985 til, at lønvilkårene blev fastsat ved en lov, der også omfattede samtlige tjenestemænd. Bestemmende for løndannelsen for tjenestemænd er som for andre lønmodtagere den enkeltes uddannelse og hans eller hendes arbejds- og ansvarsområde.

Især for de offentligt ansatte har det hidtil været normalt, at lønnen automatisk stiger i takt med ansættelsestidens længde, og at det ikke har været muligt at belønne den enkelte medarbejders kvalifikationer, dygtighed og resultater. Ved aftaleforhandlingerne i 1997 og 1999 er løndannelsen for de offentligt ansatte, herunder tjenestemændene, blev afgørende ændret; fremtidig består den enkeltes løn principielt af en centralt aftalt grundløn, suppleret med lokalt aftalte tillæg for kvalifikationer, funktioner og resultater. Dermed er lønforhandlinger i høj grad sammenlignelige med øvrige aftaleforhold på arbejdsmarkedet.

Til en tjenestemandsansættelse er der knyttet en ret til pension. En tjenestemand er straks fra sin ansættelse berettiget til pension, hvis han eller hun afskediges pga. invaliditet eller tilskadekomst i tjenesten. Pensionens størrelse er afhængig af tjenestemandens sidste lønniveau og af ansættelsestiden ved pensioneringen. Antal år ansat bliver beregnet fra det fyldte 25. år for personer, som blev ansat før den 1. januar 2012. Efter 1. januar 2012 beregnes pensionsalder fra ansættelsestidspunktet med maksimalt 37 år. Den maksimale pension svarer til 57 % af den pensionsgivende del af lønnen. Der er også regler om ægtefællepension og pensionstillæg eller pension til børn under 21 år.

Tjenestemandsloven og de kommunale tjenestemandsregulativer indeholder detaljerede regler om reaktionen over for tjenesteforseelser, herunder sagsbehandlingsregler, der indebærer en retsgaranti, dvs. en sikkerhed for en grundig og upartisk tjenstlig undersøgelse (tjenestemandsforhør). Har en tjenestemand pådraget sig begrundet mistanke om et strafbart eller tillidsforringende forhold, kan ansættelsesmyndigheden suspendere ham eller hende, inden der indledes tjenstlig undersøgelse. Ansættelsesmyndigheden råder efter afslutning af den tjenstlige undersøgelse over en vifte af reaktionsmuligheder rækkende fra advarsel eller irettesættelse til degradering eller afskedigelse.

Bestemmelserne om tjenstlige undersøgelser blev i 1981 som en konsekvens af omfattende tjenestemandsstrejker i 1979 ved lov suppleret med bestemmelser om Statstjenestemandsretten og Den Kommunale Tjenestemandsret, hvis opgave først og fremmest er at træffe afgørelse i sager om kollektiv overtrædelse af tjenestemændenes arbejdspligt, dvs. sager om tjenestemænds deltagelse i strejker. Tjenestemandsretterne kan idømme tjenestemænd, der har deltaget i strejker, irettesættelse eller bøde og kan ligeledes idømme bøder til personaleorganisationer, som har understøttet en tjenestemandsstrejke. Tjenestemandsretterne kan derimod ikke beslutte, at tjenestemænd, der har deltaget i strejker, skal degraderes eller afskediges.

Hvis en tjenestemand afskediges, fordi hans stilling inddrages (nedlægges), får han, hvis der ikke kan tilbydes en anden passende stilling, ret til i tre år at få et beløb, der svarer til den hidtidige løn, såkaldt rådighedsløn.

Ledelsesretten indebærer, at en arbejdsgiver har ret til at afskedige medarbejdere under forudsætning af, at det er rimeligt begrundet i arbejdsgiverens eller den ansattes forhold. Retten til at foretage uansøgte afskedigelser omfatter også tjenestemænd, men kan kun ske, når såvel tjenestemanden som hans forhandlingsberettigede organisation er blevet underrettet om den påtænkte afskedigelse og har haft lejlighed til at udtale sig om sagen.

• Tjenestemandsloven (retsinformation.dk)