Thoraxkirurg er en læge, der stiller diagnoser og udfører operationer ved sygdomme og skader i brystkassen (thorax) og dens organer. En thoraxkirurg er oftest subspecialiseret i enten hjertekirurgi, klassisk thoraxkirurgi (lunge, brystkasse og eosophaguskirurgi) eller børnehjertekirurgi.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er sammensat af thorax, som er græsk og betyder 'brystkasse' og kirurg.

Thoraxkirurger i Danmark

I Danmark arbejder thoraxkirurger på de thoraxkirurgiske afdelinger på Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.

Der er i alt ca. 45–50 speciallæger i thoraxkirurgi, som arbejder på de thoraxkirurgiske afdelinger i Danmark.

Uddannelse til thoraxkirurg

At blive thoraxkirurg kræver en uddannelse som læge (cand.med.). Herefter en gennemført Klinisk basisuddannelse for læger (KBU), en 1 års introduktionsstilling indenfor thoraxkirurgi, hvorefter der kan søges om en hoveduddannelse (HU) i thoraxkirurgi, som varer 5 år. Ansøgning om HU i thoraxkirurgi bedømmes ud fra syv lægefaglige kompetencer, som fastlægges af Sundhedsstyrelsen, en ansøgning og et interview inden et HU-forløb tildeles.

Når HU-forløbet er gennemført, og de fastlagte kompetencer er opnået, er det muligt at ansøge Sundhedsstyrelsen om speciallægeanerkendelse indenfor thoraxkirurgi. Hvis der er ledige stillinger, vil den første ansættelse som regel være som afdelingslæge i ca. 5 år, inden der kan søges om en stilling som overlæge.

Der starter tre HU-forløb hvert år (2024) – som regel med opstart 1. marts. HU i thoraxkirurgi tager 5 år og foregår på 2 af de 4 thoraxkirurgiske afdelinger i Danmark. Under HU skal der desuden gennemføres kurser, forskningstræning, fokuserede ophold mv.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig