Bakterielle infektioner forårsages oftest af de såkaldte Enterobacteriaceae, især Salmonella, Shigella, Yersinia og Escherichia coli. Andre årsager er Campylobacter, Clostridium og kolerabakterier. Salmonellainfektioner, fx musetyfus, og campylobacterinfektioner blev i slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af 2000-tallet meget hyppige i Danmark pga. den centraliserede og rationaliserede husdyrdrift. Bakterierne kommer især fra æg, kyllinger og svin. Også voksne og ældre angribes, evt. med langvarig, alvorlig diarré.
Yersiniainfektioner, der kommer fra svin, samt shigellainfektioner, er derimod et aftagende problem. Nogle shigella-arter i troperne kan forårsage bakteriel dysenteri med et alvorligt forløb. Colibakterier er den hyppigste årsag til turistdiarré. Enkelte kan også forvolde alvorlig sygdom. Kolera ses i Danmark kun enkelte gange efter ulandsophold. Clostridiuminfektioner forekommer især som komplikation efter antibiotikabehandling, fordi tarmens normale bakterieflora er blevet forandret, og det er den hyppigste årsag til diarré opstået under indlæggelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.