tænder

Mælketænderne er det første tandsæt hos børn. Mælketandsættet består af 20 tænder: to kindtænder og tre fronttænder (to fortænder og en hjørnetand) i hver kæbehalvdel i over- og underkæben. Mælketænderne har en vigtig funktion, ikke bare som tyggeredskab men også som støtte for udviklingen og placeringen af tænderne i det blivende tandsæt. Normal dannelse af mælketænderne har desuden stor betydning for sprogudviklingen hos barnet.

Tandskiftet foregår ved, at de permanente tænder under barnets vækst medfører igangsætning af processer, der nedbryder rødderne på mælketænderne. Mælketænderne løsnes derved, og de ender med at falde ud, når roden er helt nedbrudt. Mælketænderne indeholder ikke længere pulpavæv, og løsningen sker uden smerter og knap nok blødning. Kort tid efter bryder den nye tand frem.

Det permanente tandsæt består sædvanligvis af 32 tænder: tre kindtænder (molarer), to præmolarer, en hjørnetand (dens caninus) og to fortænder (incisiver) i hver kæbehalvdel i over- og underkæben. De tre kindtænder kaldes seksårstand, tolvårstand og visdomstand.

Tænderne bryder sædvanligvis frem fra femårsalderen til teenagealderen. Det tager fem til syv år fra den første permanente tand er frembrudt, til alle er på plads. Visdomstænderne (bagerste kindtand) kan dog afvige fra dette. Rækkefølgen på frembruddet af de permanente tænder er mindre regelmæssig end ved frembruddet af mælketænderne.

Først kommer de såkaldte seksårstænder. Det er de forreste permanente kindtænder, der bryder frem lige bag bageste mælkekindtand, først i underkæben. Derefter følger de midterste fortænder og fortænderne ved siden af disse. Efter et par års pause fældes og erstattes hjørnetænderne. Derefter erstattes mælkekindtænderne; først de forreste og sidst de bageste og disse tænder erstattes af de såkaldte præmolarer. Rækkefølgen kan som nævnt variere. Endelig kommer kindtand nummer to (tolvårstanden) bag hver seksårstand, og dette sker i 10–14-årsalderen. Den tredje og bageste kindtand (visdomstanden) bryder frem i 17–25-årsalderen, hvis tandens placering og frembrudsretning tillader, at den kan komme frem.

Hvis en mælketand ikke fældes, kan årsagen være, at den underliggende permanente tand ikke er anlagt eller har en fejlstilling. Dette undersøges med et røntgenbillede, før mælketanden eventuelt fjernes. Manglende tandanlæg kaldes agenesi. Der kan også forekomme overtallige tænder, som kan hindre tandfrembruddet. Disse ses oftest ved fortænderne i overkæben.

Mælketænderne er blåligt hvide, mens de permanente tænder er mere gullige. De bliver gulere med årene, fordi tandbenet under emaljen bliver tykkere og tættere og fortrænger pulpa. Efter skade af en tand, fx ved et slag, kan der dannes så meget tandben, at pulpa fortrænges fuldstændigt. Tanden får derved en mere gul farve og adskiller sig tydelig fra de andre tænder. Hvis der har været blødning i tandens pulpa, kan tanden blive grålig og betydeligt mørkere end nabotænderne.

Hvis emaljedannelsen forstyrres, kan den ellers gennemskinnelige emalje blive uigennemsigtig (opak) og tæt med farveændringer fra kridthvid til gul og brun. Ofte ses det som pletter med farveforandringer, men al emalje kan være misfarvet. Dette ses ved arvelige sygdomme, der rammer emaljedannelsen, og efter sygdom og andre påvirkninger under tanddannelsen. Brug af antibiotikummet tetracyklin undgås under tanddannelsen i barneårene, fordi dette stof aflejres i tandvæv under udvikling og medfører, at tænderne får en gråblå misfarvning. Langvarig overdosering af fluorider, der synkes, kan også medføre emaljeforandringer. Dette har dog oftest mindre praktisk betydning. I enkelte lande, hvor drikkevandet har højt fluorindhold, kan det dog føre til skæmmende emaljeskader med kridthvide til brunsorte pletter og afskalning.

Ved normalt sammenbid (okklusion) er der kontakt mellem over- og underkæbens tænder. Det indebærer, at kindtændernes tyggeflader mødes med hinanden, samtidig med at fortænderne i underkæben møder bagsiden af fortænderne i overkæben. Set fra siden danner det normale bid en savtakket linje, hvor tænderne i over- og underkæbe passer sammen i et mønster.

Det er vigtigt for udviklingen af biddet, at seksårstanden bryder frem normalt. Hvis mælkekindtænder får meget karies og skal fjernes på børn under syv år, kan seksårstanden i samme kæbe bevæge sig fremad, så der bliver pladsmangel for de tænder, som endnu ikke er brudt frem. Ved pladsmangel kan det være nødvendigt med tandregulering.

Tandben laves af en type celler, der hedder odontoblaster. Der er også en type celler, der nedbryder tandben, der hedder odontoklaster. Efter tanden er dannet færdig, bliver odontoblasterne liggende i et lag på tandbenets overflade mod pulpaen, med tynde udløbere ind i tandbenet. Ved skader på tanden, fx karies eller tandslitage, kan odontoblasterne producere nyt tandben ind mod pulpahulen, hvis pulpavævet er intakt.

Tandben består, i lighed med knoglevæv, af krystaller af calciumfosfatet hydroxylapatit, men er meget tungere og tættere end knoglevæv. Tætheden skyldes, at tandbenet er tætpakket af krystaller uden hulrum til blodårer som i knogler (Haverske kanaler). I tandben findes kun tynde kanaler, der kaldes dentinkanaler, som indeholder udløbere fra odontoblasterne. Krystallerne er indlejrede i et netværk af kollagenfibre. Dele af dentinkanalerne indeholder nerver. Der er tæt kontakt mellem odontoblastudløberne og nerveenderne i tandbenet og pulpaen. Hvis emaljen er skadet, kan tandbenet komme i kontakt med mad, drikke, luft eller andet i munden. Da kan nerveudløbere i dentinkanalerne aktiveres. Nogle af disse udløbere er smertefølsomme nervefibre, og dette kan forklare, at dentinet er smertefølsomt. Odontoklasterne nedbryder tandbenet i mælketændernes rødder, så de permanente tænder kan bryde frem.

Kronens tandben er dækket af emalje. Emaljen er kroppens hårdeste væv og er næsten lige så hårdt som glas. Emaljen har til opgave at beskytte tandbenet mod mekanisk slitage, syrer, enzymer og andre opløsende stoffer. Tandemaljen produceres af ameloblastceller.

Emaljen består også af krystaller af hydroxylapatit, men krystallerne ligger langt tættere end i tandbenet, og de er cirka 200 gange større. De har form som fem- eller sekskantede prismer, og der går 10.000 af dem til ét knappenålshoved. Prismerne ligger tæt sammenpakket og står vinkelret mod overfladen af tanden. Krystallerne er indesluttet i et netværk af næsten uopløselige proteinfibre. Disse udgør kun cirka én procent af emaljens masse, men de gør den alligevel yderst modstandsdygtig mod syrer, enzymer og andre opløsende stoffer. Emaljelaget er omtrent en millimeter tykt. Ameloblasterne går til grunde, når emaljeproduktionen er afsluttet, og tanden bryder ud gennem slimhinden i mundhulen. Der kan derfor ikke produceres ny emalje senere i livet.

Emaljen er hvid, men meget gennemskinnelig. Tandens farve bestemmes derfor meget af tandbenets farve. Tandemaljen kan misfarves af mad, drikke, tobak, karies og tandsten. Overfladisk misfarve kan fjernes med tandbørste og tandpasta. Farvet belægning og tandsten, der sidder mere fast, kan fjernes af tandlæge eller tandplejer.

Cementen dækker rodoverfladen og minder om knoglevæv. Den grænser indtil tandemaljen i tandhalsområdet. Cementen produceres af cementoblaster, og den består af hydroxylapatitkrystaller ligesom emalje og tandben, men er meget tyndere end emalje. I den øverste tredjedel af rødderne er cementen uden celler, mens der i den nederste del er nogle celler indlejret i og udenpå cementen. Det gør, at der kan produceres lidt mere cement i løbet af livet. Cementen sidder fast på fibrene, der fæstner tanden til kæbebenet.

Tændernes form er tilpasset deres funktion. De brede, mejselformede fortænder egner sig til at bide af maden, mens de spidse hjørnetænder hos dyrene er et effektivt våben. Kindtænderne er knuseapparater og har tyggeknuder. Præmolarerne har to tyggeknuder adskilt af en fure, der følger tandrækkens retning, mens kindtænderne, der er større, har flere tyggeknuder.

De forreste tænder har kun en enkelt rod hver; den forreste præmolar i overkæben har imidlertid to sidestillede rødder, som ofte er vokset sammen. De store kindtænder har to rødder i underkæben, den ene foran den anden, mens de i overkæben har tre rødder, to ud mod kinden og en ind mod ganen.

Mange får også tandsten, især bag fortænderne i underkæben. Dette skyldes, at bakteriebelægningen (plak eller biofilm) bliver forkalket fra spyt, der kommer ud under tungen. Tandsten kan også optræde på alle andre tandflader. Den ujævne overflade på tandsten gør, at mere belægning fæstner sig. Dette giver ofte en let betændelse i tandkødet, der kaldes gingivitis, og medfører, at tandkødet bløder lettere. Ved parodontitis er der betændelse længere ned i tandfæstet. Da produceres der tandsten under tandkødet også. Tandsten fjernes af tandlæge eller tandplejer.

Isninger i tænderne kan opleves, når man spiser eller drikker noget koldt. Dette kan skyldes emaljefejl eller åbne tandhalse, således at det smertefølsomme tandben bliver påvirket. Ved emaljefejl kan emaljen være porøs eller meget tynd. Man kan få åbne tandhalse, hvis tandkødet trækker sig tilbage og ikke længere dækker helt ned til emaljen. Hos nogle går rodcementen ikke helt ind til emaljen, hvilket medfører, at der opstår en zone med åbent tandben mellem rodcementen og emaljen, der kan føre til øgede isninger. Hul i tænderne (karies) kan også give isninger. Der findes tandpastaer mod isning. Det kan også være nødvendigt med fluorlakering, fyldning, forsegling eller reparationer hos tandlægen.