sundhedsvæsenets historie

Der har formentlig altid været mennesker, som har hjulpet syge gennem pleje og forskellige behandlinger, nogle gange mod betaling. Derfor kan det ikke siges, hvornår et sundhedsvæsen begyndte at eksistere i Danmark. Jordemødre blev omtalt som en faggruppe i Kirkeordinansen fra 1539. Der har været universitetsuddannede læger i Danmark siden slutningen af 1400-tallet. Hvor længe der har været barberer/kirurger, vides ikke. Det første privilegerede apotek er er fra 1546.

Sygdomme som den smitsomme pest og spedalskhed, som ikke er særlig smitsom, søgte myndighederne at begrænse. Mennesker med spedalskhed blev i den sene middelalder isoleret på såkaldte Sankt Jørgens-gårde. Skibe, hvor man mistænkte, at der var smitsomt syge ombord, blev sat i karantæne; det vil sige, at besætningen fik først lov at gå i land efter en tid, hvor eventuel sygdom kunne nå at vise sig.

I 1672 blev der udstedt en forordning for læger, apotekere og jordemødre. Lægerne (medicinerne) skulle føre kontrol med de to andre faggrupper. De fleste paragraffer handlede om apotekerne. Kirurgerne nævnes stort set ikke.

Hæren og flåden havde deres eget sundhedsvæsen. Søkvæsthuset var fra 1776 til 1860 flådens institution for syge matroser, gamle og fattige. De kirurger eller barberer, som gjorde tjeneste i hæren, kaldtes feltskærere. Fra midten af 1800-tallet, da kirurg- og medicineruddannelsen blev sammenlagt, forsvandt feltskærer-titlen.

I løbet af 1700-tallet voksede nye politiske ideer sig stærke, ikke mindst under påvirkning fra den tyske kameralisme. En bærende tanke var, at det ikke var et lands territorium, men dets befolknings størrelse og flid, der var afgørende for et lands styrke. Derfor var det vigtigt, at mennesker ikke døde; ikke mindst blev den meget høje børnedødelighed set som et problem. For at mennesker kunne arbejde, skulle de desuden være raske og arbejdsvillige.

Staten ansatte distriktskirurger, som senere blev til embedslæger, til at sørge for, at de fattige fik lægehjælp, til at bidrage til bekæmpelse af smitsomme sygdomme og gøre noget for, at der ikke var sundhedsrisici i omgivelserne, fx at vand og mad var fri for smitte. I løbet af 1700-tallets anden halvdel ansatte den enevældige stat 60 distriktskirurger over hele landet.

Fødselsstiftelsen med en jordemoderskole blev oprettet i 1759, for at uddannede jordemødre kunne bidrage til at mindske spædbarnsdødeligheden. Staten ydede støtte til behandling af smitsomme sygdomme fra 1782 og kønssygdomme fra 1790. I begyndelsen af 1800-tallet blev der indført koppevaccination. Kopper blev også kaldt børnekopper, fordi det især var børn, der blev syge.

Det kongelige Sundhedskollegium blev oprettet i 1803 og skulle føre tilsyn med de forskellige sundhedsprofessionelle og forhindre kvaksalveri. I 1909 skiftede det navn til Sundhedsstyrelsen.

Der var før midten af 1800-tallet to slags læger: kirurger og medicinere. Behandlingen af kirurgiske sygdomme, de udvortes, blev varetaget af barberuddannede kirurger, som efterhånden også fik en vis teoretisk uddannelse, mens de betydelig færre medicinere, som behandlede indvortes sygdomme, havde en teoretisk universitetsuddannelse. Deres uddannelse blev først i 1757 med oprettelsen af Det Kongelige Frederiks Hospital i København suppleret med praktisk, klinisk undervisning. Medicinerne var overordnet kirurgerne. I 1838 blev de to uddannelser lagt sammen. Allerede før da havde mange læger begge uddannelser.

I løbet af 1800-tallet voksede antallet af almenpraktiserende læger meget, bl.a. takket være sygekasserne. Først i slutningen af 1800-tallet var antallet dog højere end jordemødrenes. Jordemødrene var derfor de sundhedspersoner, som flest mennesker kom i kontakt med. Frem til 1950’erne var de praktiserende læger flere end læger ansat på sygehuse.

I anden halvdel af 1700-tallet blev i alt 10 sygehuse med 10-20 senge oprettet af amter og købstæder til behandling af fattige, tyende og andre, som ikke kunne behandles i hjemmet. Sygehusenes patienter blev tilset af praktiserende læger og distriktskirurger. I København oprettede staten Det Kongelige Frederiks Hospital med 300 senge. Det havde læger ansat. 1769 åbnede, også i København, Almindeligt Hospital, som hovedsagelig var en lemmestiftelse, det vil sige et hjem for gamle, syge og fattige; det havde en sygeafdeling, som efterhånden blev udvidet. I 1863 blev den erstattet af Københavns Kommunehospital. Aarhus fik et sygehus i 1790 og Odense i 1794. I løbet af 1800-tallet voksede antallet af sygehuse støt, og i 1880 var der over 90 sygehuse spredt over hele landet.

Da de første sygehuse blev oprettet op gennem 1800-tallet, var det især fattige mennesker, som blev indlagt. Andre blev plejet i deres eget hjem. Med dagens øjne var der ikke meget, lægerne kunne gøre for patienterne, men sygehusene tilbød en seng, pleje og mad, og det kan sikkert have gavnet de syge. Mennesker søgte i stigende tal til sygehusene, så det tyder på, at de blev set som steder, hvor man kunne få hjælp.

På 1800-tallets sygehuse var der mange unge patienter. Det skyldtes sikkert, at de havde større chance for at blive helbredt. Uhelbredeligt syge måtte ikke indlægges. De unge havde heller ikke altid nogen, som kunne pleje dem, når de var syge. I 1800-tallets København var rigtig mange af de unge indvandret fra andre dele af landet. Dødeligheden i København var så stor, at uden indvandring ville befolkningen være mindsket.

Efterhånden kom der flere gamle ind på sygehusene. I 1930’erne var indlæggelsesfrekvensen nogenlunde den samme i alle aldersgrupper, mens gamle i dag bliver indlagt langt oftere end unge. Der er flere årsager til denne ændring. En er ændringer i sygdomsmønsteret. Frem til midten af 1900-tallet var dødeligheden på grund af infektionssygdomme, bl.a. tuberkulose, stor, og det var især børn, unge og unge voksne, som døde af disse sygdomme. Efterhånden, som de blev sjældnere som dødsårsager, levede flere mennesker længe nok til at udvikle de aldersrelaterede sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme. De gamle udgør bl.a. derfor også en større andel af befolkningen.

Når de gamle begyndte at blive indlagt oftere skyldtes det også, at der kom flere behandlinger, som kunne hjælpe dem, og at læger udviklede anæstesimetoder, som gamle mennesker kunne tåle, sådan at de kunne blive opereret.

Der er flere årsager til, at borgerne oftere søger sig til praktiserende læger og sygehuse, og at udbuddet af sundhedsydelser, især på sygehusene, er vokset. Den vigtigste er nok, at Danmark bliver stadig rigere, og at der derfor er råd til at bruge mange penge på sundhedsvæsenet. Befolkningen og politikerne prioriterer desuden sundhedsvæsenet over andre offentlige sektorer, hvilket betyder, at det får store bevillinger. En tredje årsag er, at der til stadighed udvikles nye og bedre behandlinger. En fjerde er, at andelen af ældre i befolkningen vokser, og gamle personer har flere sundhedsproblemer end yngre. Endelig stiger befolkningens forventninger til en acceptabel sundhedstilstand. Problemer, som mange tidligere bare levede med, giver i dag anledning til henvendelser til sundhedsvæsenet, og dette forventningspres ser ikke ud til at stoppe.

Fra omkring 1870 blev der oprettet sygekasser, hvor de mindrebemidlede ved at betale en ugentlig afgift kunne sikre sig mod økonomiske følger af sygdom og betaling af lægehjælp. Sygekasserne blev lovfæstede i 1892 og modtog derefter statsstøtte, som ansås for en hjælp til selvhjælp, hvilket var den bærende tanke i den tids fattigpolitik. Lægerne støttede oprettelsen af sygekasserne, der sikrede dem indtægt også fra den fattigere del af befolkningen. Sygekasserne medvirkede til, at antallet af praktiserende læger steg meget. De lokale sygekassers aftaler med lægerne centraliseredes og blev til slut indgået for hele landet. I 1973 blev sygekasserne erstattet af den amtskommunale sygesikring, som finansieredes af amtsskatter. Sygesikringen er siden 2007 regionernes ansvar.

Udgifterne til sundhedsvæsenet er vokset støt gennem stort set hele perioden fra sidst i 1700-tallet. Fra 1950’erne steg de meget kraftigt, samtidig med at mænds middellevetid begyndte at stagnere. Sygehusene og sundhedsvæsenet generelt ser ikke ud til at kunne påvirke dødeligheden nævneværdigt, til gengæld kan de gøre livet langt mere tåleligt og døden mindre smertefuld. Siden årtusindeskiftet ser det ud til, at sundhedsvæsenet har bidraget til væksten i middellevetiden.

Der er blevet talt om nedskæringer i sundhedsvæsenet siden 1980’erne. Ser man på udgifterne og antallet af ansatte, var der dog ikke tale om nedskæringer i den periode bortset fra få år sidst i 1980’erne – tværtimod.

Udgifterne til sundhedsvæsenet voksede mere end udgifterne til uddannelsessektoren og socialområdet i løbet af de første årtier af 2000-tallet. Det var også det velfærdsområde, som blev prioriteret højest af vælgerne. I løbet af 13 år, fra 2010 til 2023, steg sundhedsudgifterne med ca. 9 % i faste priser. I 2023 kostede sundhedsvæsenet 263 milliarder kroner.

I 1800-tallet rettede sygdomsforebyggelsen sig især mod sikring af kloakering, vandforsyning og levnedsmiddelkontrol m.m., men i 1930'erne og 1940'erne fik indsatser over for enkeltindivider høj prioritet. Der blev indført en sundhedsplejerskeordning for spædbørn i 1937, lægelige helbredsundersøgelser af børn i 1946, skolesundhedspleje også i 1946, forskellige børnevaccinationer fra 1943 og forebyggende svangerskabsundersøgelser i 1945. Da de forskellige helbredsundersøgelser blev indført, var de ens for alle i målgruppen. Efterhånden blev de mere målrettede, sådan at de personer, som læger og andre vurderede havde særlige behov, fik flere ydelser.

Oplysning, om hvad der er sundt og usundt, har myndigheder, læger og andre lavet i hvert fald siden 1700-tallet.

En omfattende aktivitet i sundhedsvæsenet er at opspore mennesker, som har en endnu ikke opdaget sygdom. Der laves screeningsundersøgelser for brystkræft, tarmkræft og livmoderhalskræft. Spædbørn screenes med blodprøver for 25 sygdomme (2025), og gravide bliver også screenet for sygdomme.

• sundhedsvæsenet
• sygehuse
• Det Kongelige Frederiks Hospital
• sygesikring