har både belyst psykisk sundhed og psykens indflydelse på fysisk sundhed og sygdom. Et centralt spørgsmål er, hvad der hos det enkelte menneske skaber sammenhængen mellem psyke og krop. I 1920'erne og 1930'erne formulerede bl.a. den amerikanske psykoanalytiker Franz Alexander (1891-1964) den hypotese, at særlige psykiske konflikter kunne føre til specifikke sygdomme, fx blodtryksforhøjelse, mavesår og astma (specificitetshypotesen). Denne hypotese er i dag forladt.
Siden 1950'erne har man arbejdet med en teori om, at psyken kan påvirke kroppen via en stressfysiologisk respons (se stress og psykoneuroimmunologi). Ved oplevelse af en trussel sættes kroppen i et akut alarmberedskab, hvorved der udskilles en øget mængde stresshormoner (binyrebarkhormoner), der bl.a. medfører hurtigere hjerteslag, øget blodtryk og øget vejrtrækning.
Når truslen er forsvundet eller overvundet, vender kroppen sædvanligvis tilbage til sin normalfysiologiske balance, og stressreaktionerne forsvinder. Ved kronisk stress vender kroppen imidlertid ikke tilbage til sin normale balance, og teorien er, at personen derfor er i stor risiko for at udvikle en lang række stressbetingede lidelser: blodtryksforhøjelse, hjerte-kar-sygdomme og mavesår.
Desuden antages det, at immunforsvarets effektivitet nedsættes med det resultat, at personen har forøget risiko for at få infektioner. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at menneskers tolerance for og forvaltning af stress er meget forskellig. Dette afhænger bl.a. af, hvilke former for forsvarsmekanismer og mestring individet bruger.
Ved undersøgelse af mennesker, der har været udsat for forskellige belastende livsbegivenheder, som fordrer større omstillinger, fx skilsmisse, tab af ægtefælle, fyring fra job, men også positive oplevelser, fx graviditet og ægteskab, har man fundet ud af, at jo større omstillingen og dermed stressfaktoren er, desto større er sundhedsrisikoen, dvs. risikoen for at udvikle sygdom.
Oplevelsen af at have kontrol over og se meningsfylde og sammenhænge i livet disponerer alt andet lige for sundhed. Det samme gør oplevelsen af social støtte og tilknytning til andre mennesker. Mange undersøgelser har vist, at pessimisme, depression og håbløshed øger risikoen for udviklingen af alvorlige sygdomme, fx hjertesygdomme.
Den såkaldte "C-adfærd", der er karakteriseret ved følelsesfortrængning og overdreven hensyntagen til andre, betragtes ifølge teorier og undersøgelser som en risikofaktor for udviklingen af kræft; en kynisk, negativ opfattelse af omverdenen parret med fjendtlighed og aggressioner synes at være en risikofaktor for både hjerte-kar-sygdomme og dødelighed.
Endelig har befolkningsundersøgelser tydet på, at den såkaldte "A-adfærd", der er karakteriseret ved en aggressiv utålmodighed med kronisk tidnød, anspændthed og manglende evne til at slappe af, øger risikoen for udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. Nyere undersøgelser har dog rejst tvivl om disse sammenhænge.
Følelsesmæssige reaktioner fører imidlertid ikke automatisk til legemlig sygdom. Fx er det blevet påpeget, at der er en indirekte sammenhæng mellem personlighed og kroppens fysiske tilstand i og med, at visse mennesker med en bestemt personlighedskonstitution vil have en adfærd, som fysisk påvirker kroppens helbredstilstand, fx motionsvaner, kostvaner og forbrug af tobak og alkohol.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.