sundhed

Den tankegang, at de fleste tilfælde af sygdom skyldes et usundt miljø og usunde levevaner og derfor kan undgås, har vundet frem i den vestlige verden, ikke mindst i sidste halvdel af 1900-t. Sygdom ses dermed ikke som et udtryk for uheld eller vanskæbne, og sundhed bliver samfundets og den enkeltes ansvar. Efterhånden er der dog kommet mere opmærksomhed på andre sygdomsårsager, som genetisk disposition og aldring, som man jo ikke vil forhindre.

Myndighederne har i hvert fald siden 1700-tallet på forskellige måder søgt at forhindre sygdom og at helbrede syge. En aktivitet har været at oplyse borger om, hvad der er sundt og usundt.

Forestillingen om, at den enkelte kan gøre meget for at ikke blive syg kan føre til, at de tykke, rygerne, stofbruger og alkoholafhængige fordømmes og stemples som ansvarlig (stigmatiseres).

Det er dog ikke al risikoadfærd, der på denne måde fordømmes. Idræt betragtes i almindelighed som sundt, og skader, der opstår hos sportsudøvere, fx skiløbere, behandles af særlige lægelige specialer (bl.a. idrætsmedicin og -kirurgi).

Sundhed og sygdom er væsentlige menneskelige grundvilkår, og det at være sund eller syg har givetvis altid været af betydning for mennesker. Derimod vil det variere over tid, hvilken betydning sundheden tillægges, hvordan den bestemmes, hvilke årsager der gives til en sygdoms opståen, hvordan den håndteres, og hvilke symbolværdier de enkelte sygdomme får tilskrevet.

I Danmark har der eksisteret bøger med gode råd om behandling af sygdomme i form af urte- og lægebøger siden renæssancen (se Henrik Smith), og såvel høj som lav har både behandlet sig selv og søgt hjælp hos andre mod sygdomme og skavanker. Men det var først i slutningen af 1700-tallet, at der blandt lærde og embedsmænd fremkom en egentlig opmærksomhed rettet mod sundhedens betingelser og befolkningens sundhedstilstand.

Denne udvikling genfinder man i det meste af Europa, og den knytter sig til oplysningstidens tro på muligheden af forandring og forbedring af de eksisterende tilstande og den politiske ideologi, kameralismen, som så en stor, rask og arbejdsdygtig befolkning som forudsætning for et lands rigdom. En række af tidens oplysere gjorde sig til talsmænd for et nyt syn på krop og sundhed. I modsætning til den almindelige mening i store dele af befolkningen insisterede de på, at sundhed og sygdom ikke bare var givet af enten skæbnen eller Gud, men var tilgængelige for det enkelte individs fornuftige handlen.

I løbet af 1800-tallet havde der været øget fokus på betydningen af fattigdom for sundhedsforholdene, og navnlig var den hastigt voksende gruppe af byarbejdere blevet synlig for læger og andre, der var engageret i sundhedsspørgsmålet. Ikke mindst var der en større opmærksomhed på renlighedens sundhedsbetydning, bl.a. næret af koleraepidemierne i 1850'erne, og med opdagelsen af mange af de vigtigste sygdomsforvoldende bakterier i 1800-tallets sidste årtier blev nødvendigheden af renlighed understreget.

Der opstod en række forskellige sundhedssystemer, som tog udgangspunkt i bestemte gymnastikformer, særlig kost, friluftsliv, kolde bade, nøgenkultur eller dragtreform eller i kombinationer af disse. Vegetarianismen fik en opblomstring, bl.a. inspireret af de amerikanske, puritanske sundhedsapostle Sylvester Graham og John H. Kellogg.

Selvom systemerne var mange, var der en vis enighed om, at sundheden fordrede en mere naturlig levevis end den rådende, om end man var uenige om, hvori det naturlige mere præcist bestod.

I slutningen af 1800-tallet var det ikke mindst tuberkulosen og andre smitsomme sygdomme, der fremstod som sundhedens store fjender, som man forsøgte at bekæmpe dels ved gennem større renlighed og påpasselighed at forhindre smitte, dels ved at styrke legemets almene modstandskraft. Men man så også samtidens mennesker plaget af andre sygdomme: hjerte-kar-sygdomme, alkoholisme og den tidstypiske sygdom nervesvækkelse, som blev set som et resultat af samfundets alt for hurtige teknologiske udvikling og bykulturens opskruede tempo.

Også degenerationen regnedes for et af samtidens store problemer. Den naturlige udvælgelse, som Charles Darwin midt i 1800-tallet havde udviklet en teori om, blev af mange anset for at være sat ud af kraft af samfundets tagen hånd om de svage med det resultat, at menneskeslægten svækkedes. Som hovedregel regnede man dog med, at degenerationen kunne bekæmpes og forebygges gennem oplysning og en sundere livsførelse.

I løbet af 1900-tallet kom der især fokus på det man kaldte livsstilssygdomme. Det handlede bl.a. om kræft og hjertekarsygdomme, som blev mere almindelige efterånden som en større del af befolkningen blev gammel. Også i begyndelsen af 1900-tallet døde gamle mennekser af disse sygdomme, mens de smitsomme sygdomme især to unge liv. Efterhånden blev de smitsomme sygdomme sjældnere, og langt færre børn og unge døde, brugte myndighederne mere tid på de kroniske sygdomme.

Befolkningens sundhedstilstand blev i slutningen af 1700-tallet set som et væsentligt grundlag for statens styrke. Siden da er staten og de offentlige myndigheder i stigende grad gået ind i arbejdet for en sundere befolkning gennem forskellige forebyggende foranstaltninger, reguleringer og oplysningsvirksomhed.

Initiativerne begyndte i sidste halvdel af 1700-tallet med den gradvise opbygning af et sygehusvæsen, en forbedret uddannelse af bl.a. læger og jordemødre samt et distriktslægesystem, som skulle stå for kontrollen med befolkningens sundhedsforhold og yde lægehjælp til fattige (se Danmark – sundhed).

I løbet af 1800-tallet gik de offentlige myndigheder stadig mere aktivt ind i ordningen af sanitære forhold og oplysningen af borgerne om sundhed, og med fremvæksten af en velfærdsstat i 1900-tallet udvidedes aktiviteterne.

Behovet for at styre udgifterne til sundhedssektoren har givet forskellige former for sundhedsoplysning fornyet aktualitet, idet man håber at kunne forebygge en række sygdomme. Men trods store sundhedskampagner og andre sundhedsfremmende initiativer findes der stadig omfattende sundhedsproblemer i den danske befolkning.

defineres forskelligt afhængigt af, hvilket menneskesyn og hvilken psykologisk teori der lægges til grund.

Ifølge behaviorismen defineres psykisk sundhed som passende social adfærd. Man er sund, hvis man opfører sig i overensstemmelse med kulturens normer og fordringer. Psykisk sundhed er således ensbetydende med tilpasning.

Ifølge psykoanalysen defineres sundhed som psykisk balance samt evnen til at "elske og arbejde", som Sigmund Freud har formuleret det. Psykisk sundhed er desuden karakteriseret ved en høj, men realistisk selvfølelse og frihed for tyngende bekymringer og skyld.

Ifølge eksistentialistisk/humanistisk psykologi defineres sundhed som selvaccept og selvaktualisering, dvs. som realisering og accept af individets potentialer. Psykologiske skoler inspireret af østlig filosofi vil fremhæve "sindets fred" (Peace of Mind) som et psykisk sundhedstegn.

I psykologisk forstand er sundhed ikke ensbetydende med isolerede evner eller funktioner, men snarere en psykofysisk funktionsudnyttelse, som sætter individet i stand til at reagere i overensstemmelse med sine mål, forestillinger og ønsker. Dette indebærer en relativ evne til selvbestemmelse (autonomi) og tilpasning (fleksibilitet), der igen betyder frihed for tvangsmæssige, psykologiske kræfter, som indsnævrer individets adfærdsmæssige, følelsesmæssige og kognitive funktioner.

har både belyst psykisk sundhed og psykens indflydelse på fysisk sundhed og sygdom. Et centralt spørgsmål er, hvad der hos det enkelte menneske skaber sammenhængen mellem psyke og krop. I 1920'erne og 1930'erne formulerede bl.a. den amerikanske psykoanalytiker Franz Alexander (1891-1964) den hypotese, at særlige psykiske konflikter kunne føre til specifikke sygdomme, fx blodtryksforhøjelse, mavesår og astma (specificitetshypotesen). Denne hypotese er i dag forladt.

Siden 1950'erne har man arbejdet med en teori om, at psyken kan påvirke kroppen via en stressfysiologisk respons (se stress og psykoneuroimmunologi). Ved oplevelse af en trussel sættes kroppen i et akut alarmberedskab, hvorved der udskilles en øget mængde stresshormoner (binyrebarkhormoner), der bl.a. medfører hurtigere hjerteslag, øget blodtryk og øget vejrtrækning.

Når truslen er forsvundet eller overvundet, vender kroppen sædvanligvis tilbage til sin normalfysiologiske balance, og stressreaktionerne forsvinder. Ved kronisk stress vender kroppen imidlertid ikke tilbage til sin normale balance, og teorien er, at personen derfor er i stor risiko for at udvikle en lang række stressbetingede lidelser: blodtryksforhøjelse, hjerte-kar-sygdomme og mavesår.

Desuden antages det, at immunforsvarets effektivitet nedsættes med det resultat, at personen har forøget risiko for at få infektioner. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at menneskers tolerance for og forvaltning af stress er meget forskellig. Dette afhænger bl.a. af, hvilke former for forsvarsmekanismer og mestring individet bruger.

Ved undersøgelse af mennesker, der har været udsat for forskellige belastende livsbegivenheder, som fordrer større omstillinger, fx skilsmisse, tab af ægtefælle, fyring fra job, men også positive oplevelser, fx graviditet og ægteskab, har man fundet ud af, at jo større omstillingen og dermed stressfaktoren er, desto større er sundhedsrisikoen, dvs. risikoen for at udvikle sygdom.

Oplevelsen af at have kontrol over og se meningsfylde og sammenhænge i livet disponerer alt andet lige for sundhed. Det samme gør oplevelsen af social støtte og tilknytning til andre mennesker. Mange undersøgelser har vist, at pessimisme, depression og håbløshed øger risikoen for udviklingen af alvorlige sygdomme, fx hjertesygdomme.

Den såkaldte "C-adfærd", der er karakteriseret ved følelsesfortrængning og overdreven hensyntagen til andre, betragtes ifølge teorier og undersøgelser som en risikofaktor for udviklingen af kræft; en kynisk, negativ opfattelse af omverdenen parret med fjendtlighed og aggressioner synes at være en risikofaktor for både hjerte-kar-sygdomme og dødelighed.

Endelig har befolkningsundersøgelser tydet på, at den såkaldte "A-adfærd", der er karakteriseret ved en aggressiv utålmodighed med kronisk tidnød, anspændthed og manglende evne til at slappe af, øger risikoen for udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. Nyere undersøgelser har dog rejst tvivl om disse sammenhænge.

Følelsesmæssige reaktioner fører imidlertid ikke automatisk til legemlig sygdom. Fx er det blevet påpeget, at der er en indirekte sammenhæng mellem personlighed og kroppens fysiske tilstand i og med, at visse mennesker med en bestemt personlighedskonstitution vil have en adfærd, som fysisk påvirker kroppens helbredstilstand, fx motionsvaner, kostvaner og forbrug af tobak og alkohol.

I Danmark er kvinders middellevetid 4 år længere end mænds, og det gælder stort set i alle lande, at kvinders middellevetid er længere end mænds. Dette betyder, at ældre kvinder har risiko for at udvikle flere slidskader med det resultat, at sygeligheden relativt vil øges. Man taler om, at kvinder har flere "tabte, gode leveår" end mænd. Drenge og mænd derimod vil typisk rammes af flere ulykker og hjertekarsygdomme.

Sygeligheden blandt kvinder er generelt højere, ikke blot i de ældre år, hvilket bl.a. kan skyldes såkaldte kvindesygdomme.

Det ændrede sygdomsmønster i 1900-tallet med et markant fald i forekomsten af infektionssygdomme og kraftig vækst i kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og kræft gav efter 2. Verdenskrig anledning til en række store befolkningsundersøgelser, fx Framingham-undersøgelsen i USA, British Doctors- og Whitehall-undersøgelserne i Storbritannien og senere de danske epidemiologiske Glostrup- og Østerbroundersøgelser.

Siden 1950'erne er der især fokuseret på betydningen af adfærdsfaktorer, fx rygning, alkohol, kost og motion, og på fysiologiske faktorer, fx blodtryk og kolesterolindholdet i blodet. Det står nu klart, at disse faktorer spiller en væsentlig rolle for forekomsten af en række udbredte sygdomme, i de industrialiserede lande, men at de indgår i et kompliceret samspil med faktorer som fx uddannelse, social klasse, socialt netværk, arbejdsmarkedstilknytning og arbejdsmiljø og genetisk disposition.

Det er velkendt fra snart sagt alle samfund og tider, at sundhed og sygdom er relateret til social status. Dette gælder også Danmark. Selv efter en helt usædvanlig økonomisk og social vækstperiode siden 2. Verdenskrig er den sociale forskel i dødelighed voksende. Kvinder og mænd uden erhvervsuddannelse lever fx færre år end kvinder og mænd med lang videregående uddannelse.

Gennem sundhedsfremme søger individet og samfundet at øge den enkeltes evne til at undgå at blive syg, fx gennem motion, sund kost, rygeophør eller mere generelle tiltag som øget tryghed i ansættelse.

Forskelle i levetid inden for befolkningen øges i disse år. Dette afspejler næppe, at der er store forskelle i viden om sund adfærd, men snarere, at der er forskellige vilkår og motivation for at gennemføre adfærdsændringer. Sundhedsfremme skal derfor ikke kun rettes mod det enkelte individ, men også mod levekår og sociale strukturer, der hæmmer den enkeltes muligheder for at leve sundt.

Den øgede fokusering på sundhed påvirker forholdet mellem befolkningen og sundhedsvæsenet. Mens patienter for blot få årtier siden var objekt for behandlingen, og den primære opgave var at følge den foreskrevne behandling, tager patienter nu i stigende grad ansvaret for behandling og sundhed, bl.a. ved at søge oplysninger om sygdom, behandlingsmuligheder og sundhedsfremme på internettet.

Sundhedsprofessionernes monopol på indsigt og kompetence lader sig stadig vanskeligere opretholde, og det er givet, at patienterne hyppigere sætter spørgsmålstegn ved den behandling og rådgivning, de tilbydes. Det hastigt stigende antal formelle patientklager over sundhedsvæsenets indsats er et af udtrykkene for denne udvikling.

Et andet udtryk er den stigende brug af alternativ behandling, der afspejler en kløft mellem sundhedsvæsenets dominerende biomedicinske sygdomsbegreb og befolkningens forestillinger om sundhed og sygdom, hvor et helhedssyn på krop og sjæl og en tro på, at man selv spiller en vigtig rolle for helbredelse, er centrale elementer.

Stadig større dele af befolkningen lever med kroniske sygdomme, funktionshæmninger og aldersproblemer. Det hænger dels sammen med, at der bliver flere ældre, dels med forbedrede behandlingsresultater af fx kræft, hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge, som gør, at flere overlever med disse sygdomme.