soul

For mange afrikansk-amerikanere var det helt forkert at forbinde den religiøse gospelmusik med noget som helst verdsligt. Det blev til djævelens musik. Det holdt ikke folk som Ray Charles tilbage fra at skabe tætte forbindelser. Charles var sanger, pianist, komponist og bandleder og byggede bro mellem det religiøse og det verdslige på mange måder. I Halleluja I Love Her So (1955) lod han det kristne halleluja følge af en mere jordnær tilkendegivelse af, at han elsker en kvinde. Et andet nummer var This Little Girl of Mine (1955), der parafraserede gospel-sangen This Little Light of Mine. Teksten var lavet lidt om, men musikken var den samme. Her priser gospelnummeret det hinsides, mens Charles version priser kvinden og livet her og nu.

Mens Charles lidt hæse vokale udtryk er forbundet med rhythm and blues, valgte sangeren Sam Cooke en helt uforvrænget vokalklang da han med et karriereskift gik fra at være eftertragtet forsanger i en gospelkvartet til at synge ren popmusik, fx på You Send Me (1957), og blev forbillede for soulmusikkens mange croonere. Med til at etablere genren som noget egenartet var også James Brown, der først og fremmest hentede inspiration fra rhythm and blues til at udvikle sit karakteristiske riffbaserede akkompagnement og insisterende vokal i en stadig mere funky retning. Allerede disse tre mænd demonstrerede soulens musikalske spændvidde.

Forskellige pladeselskaber bidrog til et væld af forskellige soulstile. New York-selskabet Atlantic indspillede meget gospelinflueret soul, først og fremmest med Aretha Franklin. Hun havde sunget gospel siden barndommen, og i 1967 overskred hun med en vulkansk kraft adskillige grænser, herunder religiøs/verdslig og sort/hvid, i sin insisteren på ligeret i Respect. Et par år senere udgav hun endda et rent gospelalbum. Blandt mange andre indspillede Atlantic også de gospelinspirerede sangere Percy Sledge (1941-2015) og Solomon Burke (1940-2010).

Selskabet Stax/Volt fra Memphis udgav sangere som Otis Redding, Sam & Dave, Wilson Pickett samt Carla Thomas (født 1942). Studioorkestret Booker T. & the MGs var fast akkompagnatør i en stil inspireret af country og blues, mens den stærkt accentuerende blæsersektion og det meget rytmiserede bas- og trommeostinat gav udgivelserne et funky og råt præg, der understøttede en pågående sangstil.

Mens Stax stod for en mere rå soulmusik (igen den hæse, ekstatiske stemme), kom Motown til at stå som en slags modsætning hertil med vægt på velklingende og uforvrængede stemmer. Motown fik enorm kommerciel succes ved at appellere til både det afrikansk-amerikanske og det anglo-amerikanske marked. Kvindetrioen The Supremes med Diana Ross var selskabet mest succesfulde gruppe og konkurrerede med The Beatles om førstepladserne på de amerikanske hitlister. Men også doo-wop-inspirerede mandegrupper som The Miracles med Smokey Robinson og The Four Tops udgav en lang række hits, der med deres lyse og svævende klange er kommet til at stå som klassikere i eftertiden.

James Brown derimod blev med sin stadig mere funky musik, hvor der til sidste næsten kun var et utroligt svingende groove tilbage, kendt som The Godfather of Soul. Det samlede resultat var, at soul omkring 1970 var utrolig mange forskellige ting.

Charles og Brown havde jævnt hen skrevet deres egen musik, men de tre pladeselskaber nævnt oven for brugte oftest specialiserede sangskrivere til deres mange hits. Det begyndte at ændre sig i 1970'erne, hvor specielt Stevie Wonder og Marvin Gaye fik frie hænder på Motown. Det ledte til endnu en soul-guldalder med albums som Gayes What's Going On (1971) og fem Wonder-albums kulminerende med Songs in the Key of Life (1976). Al Green (f. 1946) blev en af tidens bedste soul-croonere, mens Jackson Five med Michael Jackson udgav en række kvikke popnumre, som sad fast i øregangene.

I dette tiår udviklede soul sig også frem mod funk og disco, mens soulinspirerede vokalteknikker blev vigtige i mange andre populærmusikalske stilarter rundt om i verden.

I løbet af 1980'erne blev soul efterhånden til et næsten intetsigende samlebegreb for langt det meste musik associeret med afrikansk-amerikanske kulturer, nogle gange også bare kaldet moderne R&B (rhythm and blues). Hiphop, der også slog igennem i 1980'erne, var undtagelsen. Årtiets to største stjerner blev de ganske forskellige Michael Jackson og Prince. De gav dog plads til udviklingen af undergenrer som Quiet Storm (intime ballader) og til mere traditionelle soulsangere som Tina Turner og Whitney Houston.

Soul i den brede forstand blev til en lige så dominerende genre som rock og blev efterhånden synonym med contemporary R&B, der dog også kunne betegne en tilnærmelse til hiphoppens produktionsmåder. Igennem 1990'erne kom nye stjerner som Mariah Carey og Janet Jackson til, og neo-soul blev en realitet med stjerner som D-Angelo (født 1974), Erykah Badu (født 1971) og Lauryn Hill (født 1975).

Soul som overordnet genrebetegnelse er efterhånden gået af mode, og afrikansk-amerikansk musik blev efter år 2000 blev normalt omtalt som urban contemporary (music), der grundlæggende var endnu en videreudvikling af soul. Urban contemporary var egentlig et radioformat og omfatter nu om dage primært R&B, men også hiphop og alle mulige blandformer. Her fortsatte Carey karrieren, og Beyoncé og en meget lang række dygtige sorte sangerinder kom til.

I 2000'erne kom disse kvinder til at dominere hitlisterne – endda så meget, at urban contemporary/R&B kan forstås som indbegrebet af tidens popmusik og en understregning af amerikansk-amerikanske musikkulturers afgørende betydning for international populærmusik i de sidste 100 år.

I 1960'erne begyndte unge danske musikere at tage soulmusikken til sig. Den var svær at efterligne, men blandt andet Peter Belli fandt ud af det. Sammen med discoen blev soul en vigtig dansemusik på diskotekerne, og flere dansebands begyndte at spille en funkpræget soulmusik. En sangerinde som Hanne Boel stod i lære i et sådant band og har siden udviklet sig til en markant solist med en egenartet og stærkt soulinspireret vokalstil. Også Thomas Helmig har trukket meget på genren og fundet sit eget udtryk i den.

• popmusik