Sideløbende med udviklingen af materialer og fremdriftsmidler skete der også en voksende specialisering af skibstyperne. Inden for hovedgrupperne fragt- og passagerskibe, krigsskibe og fiskefartøjer udviklede man skibe, der var særlig egnede til et eller ganske få formål. Med mere driftsikre maskindrevne skibe kunne man efterhånden undvære sejlskibsrigningen, som var i vejen for effektiv brug af havnekraner, og i stedet blot bruge masterne, forsynet med lossebomme, som skibenes eget laste-/losseudstyr. Efterhånden fik man større luger, der nu blev lukket vandtæt med ståldæksler i stedet for de tidligere trædæksler med presenninger over.
Til transport var varer ofte emballeret ret uensartet i sække, kasser eller tønder som såkaldt stykgods, og skibe i trampfart sejlede ofte med meget blandede ladninger bestående af, hvad rederiets agenter i de forskellige havne fik samlet sammen i passende mængder. Det besværliggjorde lastning og losning, og mange redere så en fordel i at specialisere sig i transport af bestemte varer og få bygget skibe, der var specielt indrettet dertil. Fra omkring 1900 begyndte man til transport af olie at bygge skibe, hvis skrog var inddelt i tanke. I stedet for som tidligere at fragte olien i tønder, der skulle håndteres enkeltvis, kunne olien nu pumpes direkte ind i og ud af tankene. Især efter Suezkrisen 1956 har den specielle skibstype til olietransport udviklet sig hurtigt mht. størrelse, og de såkaldte supertankere er blandt de allerstørste skibe, der bliver bygget. Efterhånden blev der også udviklet tankskibe til en række andre væsker, ligesom man begyndte at transportere massegods som korn, kul eller malm uemballeret i bulkcarriers med specielt udformede lastrum.
2. Verdenskrig bød på store logistikproblemer både på land og til søs. Det førte til rationalisering af stykgodstransporten med brug af paller og containere og deraf følgende bygning af specielt indrettede skibe (se containerskib). International handel med temperaturfølsomme varer som frugt, kød og fisk førte til køleskibe, hvis lastrum er isolerede og kan holde konstante temperaturer, selvom skibene passerer forskellige klimazoner under transporten. Man har hele tiden sigtet mod bedst mulig behandling af varerne under transporten, kortest mulig transporttid og hurtig omladning i havnene.
Både sejldrevne og maskindrevne fragtskibe medførte ofte betalende passagerer, men mange steder var behovet for passagertransport stort nok til, at det kunne betale sig at få bygget specielle passagerskibe og færger. Disse særlige typer, der ofte er ret hurtigtsejlende og indrettet nærmest som hoteller, således at passagererne kan spise, sove og underholdes om bord, kulminerede med de store Atlanterhavslinere, inden passagertransport med fly slog igennem. Siden er færger især blevet brugt til rutefart over kortere afstande, men de luksuriøse passagerskibe findes stadig i form af krydstogtskibe. Mange steder, især i beskyttede farvande og mest til passagertransport, benyttes nu hurtige katamaraner og hydrofoilfartøjer som færger.
Fiskefartøjer kan være meget forskellige; de er udviklet specielt til forskellige typer af fangstudstyr, fx trawl eller langline, men i stigende grad er også forarbejdningen af fisken flyttet ud på skibene; såkaldte fiskefabriksskibe både fanger, renser og nedfryser eller konserverer fangsten til søs. Dermed kan fartøjerne være ude i længere perioder, og tiden til søs kan udnyttes langt bedre. Se også fiskeri (fiskefartøjer).
Ud over de her nævnte skibstyper findes der mange andre mere eller mindre specialiserede, se fx bugserbåde og isbrydere.
Især efter 2. Verdenskrig har der fra flere sider været voksende interesse for søfolkenes forhold om bord, og forbedring af beboelses- og arbejdsforhold har i denne periode været en vigtig del af skibenes udvikling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.