serbokroatisk

Forestillingen om et fælles sprog for serbere og kroater stammer fra 1800-tallet, da den serbiske sprogforsker og folkemindesamler Vuk Karadžić og den illyriske bevægelse med kroaten Ljudevit Gaj i spidsen uafhængigt af hinanden valgte østhercegovinsk štokavisk som dialektgrundlag for de sprog, de havde sat sig for at standardisere. I 1850 fastlagde en lille gruppe serbiske og kroatiske intellektuelle i Wien retningslinjerne for det fælles sprog uden at give det et navn. Betegnelsen "serbokroatisk" var ganske vist blevet introduceret i sprogvidenskaben i 1824 af J. Grimm, men først i slutningen af århundredet begyndte serbere og kroater selv at bruge sammensatte betegnelser som "serbokroatisk" og "kroatisk eller serbisk". I Bosnien-Hercegovina brugtes navnet "bosnisk" i ca. 1880-1907, hvorefter det ved forordning blev erstattet af "serbokroatisk".

Først i 1918 indgik nutidens Serbien og Kroatien i samme stat, og da havde forskellige standardiseringer allerede etableret sig. Der var statsstøttede forsøg på at eliminere forskellene og dermed unificere de eksisterende standarder bl.a. gennem en fælles almen retskrivningsordbog fra 1923 samt en retskrivningsordbog til anvendelse i skoler og på højere læreansatalter i 1929. Bestræbelserne blev afbrudt af 2. Verdenskrig, hvorunder især kroaterne fremhævede forskellene imellem sprogene, bl.a. ved at lovgive imod såkaldte serbismer og ved at indføre retskrivningsreformer. I Titos Jugoslavien var serbisk og kroatisk formelt anerkendt som forskellige sprog, men i 1954 blev der med Novi Sad-aftalen gjort et nyt forsøg på at skabe et enhedssprog, dog uden held. Sprogpolitikken, der herefter blev fastlagt på delrepublikniveau, støttede udviklingen af forskellige nationale og regionale varianter, som efter føderationens opløsning i 1991-1992 fik først de facto-status, siden hen officiel status af selvstændige sprog. Således blev nationalsproget i Serbien serbisk (1992), i Kroatien kroatisk (1991), i Bosnien-Hercegovina bosnisk, kroatisk og serbisk (1995) og i Montenegro montenegrinsk (2007). Opsplitningen af serbokroatisk i nationalsprog, modsat tidligere bestræbelser på at opfatte det som ét fælles sprog, er betinget af den politiske udvikling i Jugoslavien og Jugoslaviens arvtagerstater, især i 1980'erne og 1990'erne. Da serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk baserer sig på samme dialektgruppe – štokavisk, er den indbyrdes forståelighed på trods af forskellige nationale standardiseringer meget høj.

På trods af at serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk har høj indbyrdes forståelighed, er der forskelle i disse standardsprogs ordforråd, grammatik og ortografi.

• slaviske sprog
• bosnisk
• kroatisk
• serbisk
• montenegrinsk