semantik

Inden for lingvistikken tog semantikken fra starten udgangspunkt i ord og beskrev generelle betydningsrelationer mellem ord, fx hyponymi om forholdet mellem underbegreber og overbegreber som dyr og tiger og antonymi om forholdet mellem modsætninger som kold og varm.

Med strukturalismen blev den lingvistiske interesse for semantik rettet mod systematiske betydningsmodsætninger, især dem, der er knyttet til centrale grammatiske begreber som kasus, tempus og aspekt. Inden for tempus var det fx modsætninger som 'nutid' over for 'datid' og 'fremtid'.

I strukturalismen interesserede man sig også for betydningsmæssigt afgrænsede og sammenhængende dele af ordforrådet, såkaldt semantiske felter. Man ville finde mere abstrakte betydningsrelationer og komponenter. Et eksempel er den del af ordforrådet, der handler om slægtskab, hvor fx 'hunkøn', 'afkom af' og 'søskende til' indgår i analysen af betydningen af ordet niece. Man kan se, at niece indeholder betydningskomponenten 'hunkøn', når man sammenligner niece med nevø. Sådan en betydningskomponent kaldes et semantisk træk. Niece indeholder også det semantiske træk 'afkom af'; det ser man, når man sammenligner niece med søster eller bror. Det semantiske træk 'søskende til' er nødvendigt, netop fordi betydningen af niece skal forstås i forhold til søskenderelationen: En persons niece er afkom af vedkommendes søster eller bror.

Det semantiske træk 'hunkøn' går igen i mange ord, fx hoppe, kvie, ko, so og tæve. Ved at analysere ordforrådet, eller dele af det, i semantiske træk får man en semantisk beskrivelse af ordenes betydning ved hjælp af et inventar af enheder, de semantiske træk, der er mindre omfangsrigt end ordforrådet, fordi det enkelte semantiske træk kan bruges i beskrivelsen af mange ords betydning. Denne strukturalistiske måde at beskrive betydning viste sig brugbar til at beskrive modsætninger i litterære tekster, jf. La Sémantique structurale (1965) af Algirdas Julien Greimas.

Efter den strukturelle semantik fik formel semantik et gennembrud i lingvistikken som en følge af den generative grammatiks fremkomst omkring 1960. Det kan ligne et paradoks, eftersom den generative grammatik som udgangspunkt interesserede sig for syntaks, dvs. sætningsopbygning, og ikke for betydning. Men fordi den generative grammatik bestræbte sig på at opstille kriterier til adskillelse af mulige og umulige sætninger, blev det hurtigt nødvendigt at inddrage en semantisk synsvinkel, og spørgsmålet om sproglig betydning blev et centralt led i den fortsatte sprogteoretiske forskning.

Efter nogle tidlige forsøg på at udvikle en specifik semantisk teori inden for generativ lingvistik fik det første større gennembrud for semantikken karakter af en massiv overtagelse af den formelle, logiske semantiks kategorier, dvs. kategorier baseret på sandhedsbetingelser og organiseret i matematiske systemer. Dette skete ikke mindst, fordi den formelle logiks kategorier var blevet raffinerede nok til at overvinde de mest iøjnefaldende vanskeligheder for en formal-logisk beskrivelse af naturlige sprog, bl.a. inspireret af den amerikanske logiker Richard Montague (1930-1971). Skellet mellem lingvistisk og filosofisk semantik så derfor en tid ud til at forsvinde.

Den formelle semantik i lingvistikken blev imidlertid kritiseret både fra pragmatisk og kognitionspsykologisk hold. Pragmatisk var det spørgsmålet om sprogbrugens rolle, der gjorde en rent sandhedsorienteret semantik problematisk. I fortsættelse af den kritik, som Ludwig Wittgenstein i sin Philosophische Untersuchungen (udgivet posthumt i 1953) rettede mod en referencebaseret forståelse af betydning som udsagns forhold til fænomener i verden, blev det alment anerkendt, at det er sprogbrugen selv, der giver sproglige udtryk betydning. Man kan altså ikke fastlægge betydning forud for brug. Man kan fx kun forstå hvad hej betyder ved at se på, hvordan hej bruges, eller hvad ungkarl betyder i dag ved at undersøge, hvordan ordet bruges. Derfor måtte semantikken også inddrage det pragmatiske perspektiv, herunder sprogets status som middel til interaktion, i stedet for at begrænse sig til den referentielle semantik; se også talehandling.

Der er dog også dele af den lingvistiske semantik, der fastholder en forskel på semantik og pragmatik. Selv om sproglig betydning skal forstås ud fra sprogbrug, altså hvordan ord og sætninger bruges, er der stadig forskel på semantisk kodet betydning og den pragmatiske betydning, som et sprogligt udtryk kan tillægges i en bestemt kontekst; se også pragmatik.

Ligesom den formelle semantik inspireret af Montague blev den kognitive semantik til dels udviklet i forlængelse af den generative grammatik. Flere lingvister, først og fremmest George Lakoff (f. 1941), mente, at det ikke var muligt at udvikle en semantik for sproglig betydning inden for den generative grammatiks teoriramme. Samtidig satte kognitionspsykologer spørgsmålstegn ved logikkens begrebsdannelse, fordi den forudsatte, at tænkning og begrebsdannelse beror på valg mellem to klart afgrænsede muligheder, og at en tredje mulighed eller begreber med uklare grænser er udelukket. Dvs. enten er man ungkarl, eller også er man det ikke, og ungkarl er man, hvis man opfylder sandhedsbetingelserne om at være et menneske af hankøn, voksen og endnu ugift. Men hvad med paven — er han ungkarl? Den tøven, de fleste vil opleve over for dette spørgsmål, peger på, at sproglig betydning ikke kan forstås alene i relation til en objektiv, præcist klassificerbar genstandsverden, men kræver samspil med en menneskelig erfarings- og begrebsramme — hvor paver og ungkarle hører til i to forskellige sammenhænge.

Den kognitive lingvistik pegede også på, at principielt samme fænomen i verden, fx det område, der danner grænsen mellem land og hav, opfattes forskelligt afhængigt af, om det kaldes strand eller kyst. Et andet eksempel er transaktioner, hvor der udveksles penge og varer mellem mennesker. Set fra et individs synsvinkel kan situationen betegnes ved ord som salg og sælge, fra en andens synsvinkel kan man tale om køb og købe.

Erfaringsperspektivet viser sig også ved, at visse typer af ordbetydninger er særlig grundlæggende, fordi de afspejler såkaldte basiskategorier, fx stol og skruetrækker i modsætning til møbel og værktøj. Møbel og værktøj er betegnelser for overbegreber til stol og skruetrækker, og loungestol og stjerneskruetrækker betegnelser for underbegreber hertil.

Basiskategorierne er belyst i forskning om prototypeteori af bl.a. den amerikanske psykolog Eleanor Rosch (f. 1938). Mange basiskategorier er bl.a. kendetegnet ved, at man kan udskille en prototypisk betydningskerne: Det er lettere at angive farven typisk rød end at sige præcis, hvor grænsen går mellem en farve, der er (lidt) rød, og en, der (slet) ikke er det.

En konsekvens af det menneskelige perspektiv i sproglig betydning er også betydningsfænomener som metaforer, fx Tiden flyver, og metonymi, fx en varm trøje; her tales ikke om trøjens temperatur, men om at den gør sin bærer varm.