Reportage er en journalistisk genre, der findes i alle typer medier og som er karakteriseret ved, at en journalist (en reporter) fortæller, hvad han eller hun oplever eller har oplevet. Det kan være en beskrivelse af for eksempel en brand, en demonstration eller sportsbegivenhed. Med lyd, billeder og/eller tekst videregiver journalisten, hvad han eller hun ser og hører eller har set og hørt. Dermed bygger reportagen på subjektive oplevelser, som ideelt set skal være fortalt så fair, neutralt og redeligt som muligt.

Faktaboks

Etymologi

Reportage, (fr., dannet fra eng. reporter, yderst af re- og lat. portare 'bære'), journalistisk genre.

Bearbejdet eller redigeret

Reportagen kan være bearbejdet eller redigeret, men er især i radio og tv en direkte og uredigeret fortælling eller beretning fra en udsendt journalist eller korrespondent i et andet land. Især i den bearbejdede form bliver der ofte brugt litterære virkemidler, og genren læner sig tæt op ad new journalism og fortællende journalistik.

Litterære virkemidler

Brug af litterære virkemidler er blandt forklaringerne på, at flere skønlitterære forfattere – for eksempel Holger Drachmann, Johannes V. Jensen og Herman Bang – har lavet reportager.

Blandt genrens skønlitterære mestre er desuden Adam Oehlenschläger, som i 1794 beskrev en malende og nærværende reportage fra Christiansborgs brand med blandt andre følgende ord: ”Endnu stod tårnet som en sort kæmpe midt i ilden; længe spottede den uhyre kæmpekrop de forræderiske ildkys, hvormed salamanderne slikkede dens brynje.”

Hindenburg-reportage dannede skole

Den moderne og oftest direkte reportage fik sit gennembrud, da zeppelineren Hindenburg i 1937 forulykkede ved sin ankomst fra Europa til Lakehurst i New Jersey, USA. Journalisten Herbert Morrison fortalte i en radiooptagelse uden omsvøb og med sine følelser i frit løb om den forfærdelige katastrofe, og hans reportage danner fortsat skole for mange journalister, ligesom den bliver brugt i reportageundervisning og som eksempel på genrens muligheder.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig