Pietas, (latin), oversættes traditionelt med 'fromhed', men udtrykker i det førkristne romerske samfund en betingelsesløs hengivenhed og loyalitet mellem mennesker eller i menneskers forhold til guder.
Som eksempel på pietas mellem familiemedlemmer fortalte romerne en historie om en ung kvinde, hvis mor uretmæssigt var blevet fængslet og udset til at dø af sult. Efter forgæves at have søgt at smugle mad ind under sine besøg holdt datteren sin mor i live med mælk fra sine bryster, indtil begge blev frigivet på grund af datterens pietas.
Den personificerede Pietas fik i 181 f.Kr. et tempel nordvest for Capitol i Rom. Gudinden afbildes sommetider sammen med en stork, symbolet på forældres og børns indbyrdes hengivenhed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.