overtro

Den lille overtro er et udtryk, der er lanceret af folkemindeforskeren Iørn Piø som modstykke til den "store" overtro om hekse, genfærd og varulve. Udtrykket bruges om den del af folketroen, der rent rutinemæssigt praktiseres til daglig som magiske forbud (tabuer) og forskrifter, tegn og varsler.

At lægge knive over kors, at spilde salt på bordet varsler således hhv. husspektakler og ulykke. Uheldet kan som regel afvendes ved små magiske antiriter, fx at kaste nogle saltkorn bagud over venstre skulder. Dette ritual praktiseredes allerede af antikkens grækere, hvor saltet hævdedes at være offer til underverdenens vagthund, Kerberos.

Har man udfordret skæbnen ved at sige noget overmodigt, kan man neutralisere sin handling med vendingen "sagt i en god stund" eller ved at banke under bordet.

Til den lille overtro hører også ordløse gestus, fx at man for at opnå et godt resultat "krydser fingre", drejer tommelfingre mod hinanden eller "holder tommelfingre" for én, som man ønsker, det skal gå godt. Sidstnævnte ritual omtales allerede af Plinius d.æ. i hans naturhistorie fra 1. årh. e.Kr.

Overtro og teater har altid hørt sammen. Visse ting skal undgås, andre må iagttages. Megen overtro er uforklarlig, mens anden kan begrundes i praktiske forhold. Når man fx ikke må fløjte på scenen, skyldes det, at dekorationsskift tidligere skete på maskinmesterens fløjtesignal. Og da maskinfolkene ofte var søfolk, kunne en rygmarvsreaktion på et forkert signal få katastrofale følger for den, der ramtes af en faldende bom eller dekorationsdel. Ægte blomster er bandlyst, angiveligt fordi man kan glide i de faldne liljer. Ganske pragmatisk anses det i England for et godt varsel at falde pladask ved 1. optræden – så kan intet værre ske.

Overtro vedrører ofte varsel om ulykke og død. Under en prøve må man ikke drikke eller bære træsko. Overtøj, hat, paraply og avis må ikke bæres på scenen, når ikke forestillingen kræver det. Tre tændte lys er forbudt, mens to lys ikke synes at være det – hvorfor det næppe kan skyldes brandfaren. Og teaterkatten på vildveje må ikke sparkes. Men da den i 1931 under den 2. forestilling på Stærekassen gik over scenen til publikums moro, blev det af mange noget optimistisk taget som et lykkeligt varsel! Vejen fra garderoben til scenen er for mange fyldt af ritualer som at hoppe over et sted, at træde på eller røre et andet. Og at tage skridtet om, hvis man snubler. At ønske held og lykke lige før kunstnerens entré kan bringe det modsatte – på engelsk ønsker man ‘break a leg’ – mens et ‘pøj-pøj’ går an, blot der ikke takkes for det. Nogle mener at vinde lykke på scenen ved at bære et kostume, i hvilket en forgænger i rollen har haft succes, andre vil derimod helst have nyt tøj, andre igen ønsker at bære noget af debutkostumet så længe, det kan holde. Nogle må altid have en maskot på sig eller i garderoben. En vellykket generalprøve kan varsle en dårlig premiere og omvendt.

Engelsk teater synes at være særligt grebet af overtro. Et af de mere kuriøse eksempler lyder, at et skuespils slutreplik ikke må skrives, derfor heller ikke prøves, men først gives skuespilleren lige før premieren. Og titlen på Shakespeares stykke Macbeth må ikke nævnes, i stedet kan man sige ‘det skotske stykke’, ‘stykket’ eller ‘det unævnelige’. Tragedien har da også siden 1. opførelsen i 1606 været forbundet med en række dødsfald og uheld. Til gengæld hævdede Noël Coward engang, at kun når det drejede sig om at sove 13 i samme seng, var han overtroisk.