Orienteringsløb dyrkes både som dag- og natløb samt individuelt og som stafet. Samtidigt findes der en divisionsturnering (DM Hold), hvor næsten alle landets klubber konkurrerer mod hinanden.
Ved større stævner er banerne afstemt i længde og sværhedsgrad efter køn, alder og færdighedsniveau. For ungdomsløbere strækker aldersgrupperne sig blot over et par år (10, 12, 14, 16 og 18 år), mens voksne løbere normalt er inddelt på baner for hver 5. eller 10. år. Derudover findes der baner for begyndere. Samlet set kan der være mere end 30 forskellige klasser.
Deltagerne får først kortet udleveret i start-øjeblikket, og det gør, at især starten af løbet er kendt for at stresse løberne. Deltagere på begynderbaner får normalt mulighed for at læse kortet 2 minutter før start.
I terrænet er posterne markeret med orange og hvide trefløjede skærme på 30x30 cm. Ved natløb er posterne forsynet med refleks. Hver post er forsynet med en elektronisk stempelenhed eller en klippetang.
Banelæggerens opgave er at lave en bane, der udfordrer løberne på et passende niveau. På lette baner skal løberne blot være i stand til at læse stibilledet og vælge de rette stier.
På de sværere baner vil der ofte være flere forskellige vejvalg, hvor man fx skal vælge mellem et længere vejvalg på stier og et vejvalg, hvor man løber direkte på tværs af terrænet, hvilket kan være en del sværere at læse på kortet, mens man løber. Banelæggeren vil typisk også lave markante retningsskift på banen og vil variere mellem korte og lange stræk.
Det korrekte gennemløb dokumenteres ved, at løberen "stempler" eller "klipper" hver post i den rækkefølge, der er anvist på kortet. Til de fleste løb stempler man poster elektronisk med en lille brik, som løberen medbringer, og som aflæses efter løbet. Tidligere benyttede man manuelle klippetænger, og de fungerer stadig som backup, hvis de elektroniske systemer ikke fungerer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.