orienteringsløb

Orienteringsløb er en udpræget breddeidræt, hvor der er deltagere i mange forskellige aldersgrupper. Orienteringsløb indgår også i militære idrætsgrene som terrænsport og feltsport, hvor Dansk Militært Idrætsforbund arrangerer mesterskaber. Endelig er der tradition for at arrangere orienteringsløb i spejderbevægelsen.

For at gøre sporten lettere tilgængelig for nye løbere har Dansk Orienterings-Forbund skabt permanente orienteringsbaner 300 steder i landet. Her kan løbere hente kort på www.findveji.dk og prøve sporten. Klubbernes konkurrencer og træningsløb findes på www.orienteringsløb.dk.

Orienteringsløb opstod som sport i militært regi i Norge og Sverige i 1890'erne. I Sverige var orienteringsløb en del af Stockholm Garnisonens årlige idrætslege i 1893, og det første civile orienteringsløb fandt sted i 1897 i udkanten af Oslo. I Danmark findes omtale af et natorienteringsløb i 1915, men sporten blev først mere udbredt i slutningen af 1930'erne.

Midt i 1970'erne fik sporten en kraftig opblomstring, der blandt andet var båret frem af Mona Nørgaards succes ved VM i orienteringsløb i 1974 ved Silkeborg. Siden da er medlemstallet dalet langsomt, og i dag er der ca. 7.000, der er medlem af en orienteringsklub.

De nordiske lande er stadig blandt de dominerende i sporten, men flere europæiske lande som Schweiz, Frankrig og England gør det også godt på eliteplan.

I 1942 blev idrætten organiseret under Dansk Ski- og Orienterings-Forbund, der samme år afholdt det første individuelle DM. Siden 1950 har Dansk Orienterings-Forbund administreret orienteringsløb i Danmark.

Den internationale organisation – International Orienteering Federation (IOF) – blev stiftet i København den 21. maj 1961 af 10 lande – blandt andet Danmark. I dag er 78 lande repræsenteret i IOF. Det internationale forbund fastlægger blandt andet standarder for orienteringskort og fordeler hvilke lande, der skal afvikle mesterskabskonkurrencer.

Orienteringssporten organiseres i Danmark hovedsageligt under Dansk Orienterings-Forbund, der er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund. Forbundet har omkring 70 lokale klubber, hvoraf knap 10 er tilknyttet Forsvaret eller Politiet. Samlet set er der ca. 7.000 organiserede løbere i forbundet, men der er en vis overvægt blandt ældre løbere, og sporten har de senere år haft svært ved at rekruttere ungdomsløbere.

Orienteringsløb dyrkes både som dag- og natløb samt individuelt og som stafet. Samtidigt findes der en divisionsturnering (DM Hold), hvor næsten alle landets klubber konkurrerer mod hinanden.

Ved større stævner er banerne afstemt i længde og sværhedsgrad efter køn, alder og færdighedsniveau. For ungdomsløbere strækker aldersgrupperne sig blot over et par år (10, 12, 14, 16 og 18 år), mens voksne løbere normalt er inddelt på baner for hver 5. eller 10. år. Derudover findes der baner for begyndere. Samlet set kan der være mere end 30 forskellige klasser.

Deltagerne får først kortet udleveret i start-øjeblikket, og det gør, at især starten af løbet er kendt for at stresse løberne. Deltagere på begynderbaner får normalt mulighed for at læse kortet 2 minutter før start.

I terrænet er posterne markeret med orange og hvide trefløjede skærme på 30x30 cm. Ved natløb er posterne forsynet med refleks. Hver post er forsynet med en elektronisk stempelenhed eller en klippetang.

Banelæggerens opgave er at lave en bane, der udfordrer løberne på et passende niveau. På lette baner skal løberne blot være i stand til at læse stibilledet og vælge de rette stier.

På de sværere baner vil der ofte være flere forskellige vejvalg, hvor man fx skal vælge mellem et længere vejvalg på stier og et vejvalg, hvor man løber direkte på tværs af terrænet, hvilket kan være en del sværere at læse på kortet, mens man løber. Banelæggeren vil typisk også lave markante retningsskift på banen og vil variere mellem korte og lange stræk.

Det korrekte gennemløb dokumenteres ved, at løberen "stempler" eller "klipper" hver post i den rækkefølge, der er anvist på kortet. Til de fleste løb stempler man poster elektronisk med en lille brik, som løberen medbringer, og som aflæses efter løbet. Tidligere benyttede man manuelle klippetænger, og de fungerer stadig som backup, hvis de elektroniske systemer ikke fungerer.

Orienteringsløb dyrkes som hovedregel til fods, hvor deltagerne løber eller går fra post til post, men der findes flere officielle varianter.

I træningsregi er det ikke usædvanligt, at løberne får baner med særlige udfordringer. Det kan være pointløb, hvor løberne frit kan vælge rækkefølge på posterne, eller linjeløb, hvor løberne skal følge en bestemt vej gennem terrænet og notere, hvilke poster de møder undervejs.

Blandt øvede orienteringsløbere går en alment brugt variant ud på at fjerne fx stierne fra kortet, så løberne skal finde vej blot ved hjælp af højdekurver, grøfter, tætheder og bevoksningsgrænser.

Ved sportens begyndelse blev der løbet på de kort, der var alment tilgængelige fra Geodætisk Institut i 1:40.000, 1.25.000 eller 1:20.000. Her prikkede løberne typisk selv banen ind ved løbets start.

Sidst i 1960'erne blev der udviklet en international standard for orienteringskort. Det betød både, at kortene efterhånden blev ens på tværs af alle lande, og at kortene i dag indeholder flere detaljer end de fleste andre kort. Gradvist har målet været at udvikle kort, der minimerer tilfældigheder og gør det nemmere for den gode kortlæser at vælge det bedste vejvalg.

Ved skovorientering løbes der sædvanligvis på kort i målestoksforholdet 1:10.000 eller 1:15.000, og kortene viser ikke blot stier, søer, moser, grøfter og huller, men også højdekurver, bevoksningsgrænser, og hvor tæt skoven er.

Til såkaldt sprintorientering i parker og byområder løbes på kort i 1:4.000. Her indeholder kortene endnu flere detaljer som enkeltstående træer, og det er gjort nemt at læse fx mure, hegn, hække og haver, der ikke må passeres.

Løbere over 60 år får som regel mulighed for at løbe på kort i hhv. 1:7.500 og 1:3.000, så det er lettere at læse detaljerne på kortet.

Mountainbikeorientering afvikles på kort, hvor der er fokus på stiernes fremkommelighed på cykel, mens skiorienteringsløb afvikles på kort, hvor deltagerne kan se, hvor der er anlagt løjper.

På kortet vil der være trykt en liste med postdefinitioner, der først og fremmest fortæller, hvilket kontrolnummer posten har, så løberne kan tjekke, at de klipper den rigtige post.

Derudover viser listen med små symboler, hvilken terrængenstand posten er placeret ved. Symbolerne, der benyttes, er de samme på tværs af alle lande og styret af Det International Orienteringsforbund.

Til større løb får løberne en løs liste med postdefinitioner, som de kan sætte i en holder på armen. På den måde slipper de for at folde kortet ud, hver gang de skal læse postdefinitionerne.

Orienteringsløb kan dyrkes uden at anvende særligt udstyr. Men løbere, der jævnligt løber orienteringsløb, vil som regel anskaffe sig følgende:

• Løbetøj: Orienteringsløbere løber som regel i meget lette og åndbare trøjer og bukser. Bukserne er som regel lange for at beskytte benene mod brombær og brændenælder.
• Kompas: Et tommelfingerkompas gør det hurtigt og nemt at nordvende kortet, men nogle løbere anvender også et traditionelt pladekompas.
• Elektronisk stempel-brik: Poster stemples med en lille enhed, som løberne har sat på hånden. De to mest udbredte systemer hedder SI (SportIdent) og EMIT.
• Orienterings-/trailsko: Meget lette sko med dupper, der gør det muligt at stå fast i vådt og glat terræn. Skoene er typisk lavet af materialer, der ikke suger vand, så de ikke bliver tunge. Skoene findes også i varianter med metaldupper.
• Postdefinitionsholder: Til større konkurrencer sættes postdefinitionerne og kontrolnumrene i en holder på armen, så løberne kan læse postbeskrivelsen uden at folde kortet ud.
• Pandelampe: Til natorienteringsløb benyttes altid en pandelampe, så løberne kan læse kortet og lyse terrænet op.
• Løbeur: De fleste løbere benytter et løbeur med gps til at tracke løbet både tidsmæssigt og geografisk. Det gør det muligt bagefter at analysere og sammenligne vejvalg mellem løberne. Men løberne må ikke anvende hjælpemidler, der under løbet viser dem, hvor de er.

En række flerdages etapeløb er faste indslag i sæsonkalenderen for orienteringsløbere herhjemme. På Sjælland fungerer Danish Spring som verdenselitens sæsonpremiere. I Jylland hører Påskeløbene i Syd- og Midtjylland og Jysk 2-dages i Nordjylland til de store begivenheder, mens Höst Open på Bornholm er populær hos både danske og svenske løbere.

På internationalt plan stikker to-tre løb ud som de absolut største og mest prestigefyldte: O-Ringen i Sverige er et 5-dagesløb, der tiltrækker ca. 20.000 deltagere. I Finland deltager næsten 20.000 løbere i Jukola og Venla stafet-orienteringsløbene.

Men rundtom i Europa arrangeres der hver sommer en stribe flerdagesløb, der tiltrækker tusindvis af deltagere. Det gælder fx Swiss Orienteering Week, Scottish 6-days, 5 Days of Italy og O-festivalen i Norge.

Sporten har tidligere været svær at dække på tv, fordi konkurrencen afgøres ude i skoven. Men gps-tracking, live-kameraer, drone-kameraer og live-tider fra udvalgte poster har gjort det muligt at skabe en langt mere formidlingsvenlig udgave af sporten. I dag dækkes både VM og flere World Cup-løb live på især svensk og norsk tv og på internationale streaming-platforme.

I Danmark er der afholdt individuelle mesterskaber siden 1942 og stafet-DM siden 1964. Natløbs-DM blev indført for herrer i 1968 og for damer i 1974, mens langdistance-DM blev indført i 1976 og kortdistancemesterskaber siden 1993.

Internationale mesterskaber er afholdt med Nordiske Mesterskaber siden 1955 og VM siden 1966. I 1974 blev danskeren Mona Nørgaard individuel verdensmester, hvilket gav stor presseomtale og en stærk opblomstring af orienteringsløb i Danmark.

Siden 1986 er der afholdt World Cup. De første år blev konkurrencen kun afholdt hvert andet år, men siden 2005 har der været en årlig World Cup-konkurrence. I 1991 afholdtes det første kortdistance-VM, og siden 1996 er verdensomspændende parkorientering (Park World Tour) med gode tilskuerforhold blevet gennemført på privat initiativ.

I disciplinen mountainbikeorientering, hvor der har været afholdt VM siden 2002, har Danmark markeret sig internationalt med flere VM-titler.

Trailorientering blev anerkendt som sport i 1992, og den første World Cup blev afholdt i 1999, mens det første VM i trailorientering blev afholdt i 2004.

IOF arbejder aktivt for at få orienteringsløb på det olympiske program, men indtil videre er orienteringssporten i stedet en del af World Games.

Siden 1992 har medlemmerne i Dansk Orienterings-Forbund hvert år kåret Årets orienteringsløber. Frem til 2022 var Maja Alm den løber, der flest gange havde vundet titlen.

• Dansk Orienterings-Forbund
• mountainbikeorientering
• præcisionsorientering
• løb

• Dansk Orienterings-Forbund