opkastning

Opkastning ledsages af øget dannelse af spyt, bleghed, svedtendens og alment ubehag. Selve opkastningen indledes med, at vejrtrækningen standser i indåndingsfasen. Stemmespalten lukkes, og brystkassen fikseres, så trykket i bughulen kan øges ved hjælp af bugmusklerne. Derefter opstår der en bølge af muskelsammentrækninger i mavesækken og opad i spiserøret, såkaldt omvendt peristaltik, hvor maveindhold bliver drevet opad og ud gennem munden.

Opkastningsprocessen udløses og styres fra opkastningscentret i hjernestammen. Centret modtager nerveimpulser fra mavetarmkanalen, svælget og halsen, fra balancecentret, områder i hjernen og fra et andet område i hjernestammen benævnt kemoreceptor-trigger-zonen, som aktiveres af lægemidler og blodets indhold af stofskifteprodukter. Dermed kan opkastning være et symptom på en lang række sygdomme i mavetarmkanalen, balanceorganerne, centralnervesystemet og forstyrrelser i stofskiftet og hormonbalancen samt være en bivirkning til lægemidler. Øvrige sanseorganer og emotionelle faktorer spiller også ind, fx kan synet eller lugten af noget ubehageligt udløse opkastning.

Opkastning sker ofte som en ufrivillig refleks, der kan dæmpes eller fremskyndes med vilje. Opkastning kan opfattes som en forsvarsmekanisme, som kroppen bruger til at skille sig af med uhensigtsmæssigt indhold i mavesækken.

Ved langvarig opkastning kan der opstå væskemangel, underskud af syre samt visse salte og syreskade på tænderne. I forbindelse med kraftige opkastninger kan der opstå rifter i slimhinden ved den øvre maveport (cardia). Blødning herfra viser sig ved, at opkastningerne bliver blodige (Mallory-Weiss-syndrom med hæmatemese). I sjældne tilfælde har kraftig opkastning ført til, at der opstår brist i spiserørets nederste tredjedel (Boerhaave syndrom).

Kvalme og opkastninger er først og fremmest et symptom på, at noget er galt, og det vigtigste er at forsøge at finde årsagen til tilstanden. I nogle tilfælde er dette ikke muligt, eller årsagen lader sig ikke behandle direkte, fx ved graviditetskvalme. Behandling af selve kvalme- og opkastningsmekanismen kan derfor være nødvendig.

Der findes tilstande med symptomer, der kan minde om opkastning, men hvor det ikke drejer sig om egentlig opkastning og derfor ikke må forveksles med opkast:

• Regurgitation, der er passivt tilbageløb af mavesækkens indhold til spiserøret og svælget, særligt udtalt i liggende eller foroverbøjet stilling. Det er et typisk symptom ved reflukssygdom.
• Rumination (drøvtygning), der er en aktiv proces, hvor man ved trykøgning i bughulen og ændret peristaltik i spiserøret bringer den sidst slugte mad op i munden for at tygge og synke den igen. Det ses især hos børn og unge.

• kvalme
• kvalmestillende midler
• mavesyre