Opkastning er opbringning af indhold fra mavesækken gennem munden ved en kraftig sammentrækning af mavemusklerne og mellemgulvet samtidig med åbning af lukkemusklen mellem spiserøret og mavesækken og aflukning af ringmusklen mellem mavesækken og tolvfingertarmen. Opkastning er som regel ledsaget af eller forudgået af kvalme. Kvalme og opkastninger er først og fremmest i sig selv et symptom på, at noget er galt.

Faktaboks

Også kendt som
vomitus (af latin vomo 'kaster op'), emesis (af græsk emein 'kaste op'), brækninger

Opkastningsmekanismen

Opkastning ledsages af øget dannelse af spyt, bleghed, svedtendens og alment ubehag. Selve opkastningen indledes med, at vejrtrækningen standser i indåndingsfasen. Stemmespalten lukkes, og brystkassen fikseres, så trykket i bughulen kan øges ved hjælp af bugmusklerne. Derefter opstår der en bølge af muskelsammentrækninger i mavesækken og opad i spiserøret, såkaldt omvendt peristaltik, hvor maveindhold bliver drevet opad og ud gennem munden.

Opkastningsprocessen udløses og styres fra opkastningscentret i hjernestammen. Centret modtager nerveimpulser fra mavetarmkanalen, svælget og halsen, fra balancecentret, områder i hjernen og fra et andet område i hjernestammen benævnt kemoreceptor-trigger-zonen, som aktiveres af lægemidler og blodets indhold af stofskifteprodukter. Dermed kan opkastning være et symptom på en lang række sygdomme i mavetarmkanalen, balanceorganerne, centralnervesystemet og forstyrrelser i stofskiftet og hormonbalancen samt være en bivirkning til lægemidler. Øvrige sanseorganer og emotionelle faktorer spiller også ind, fx kan synet eller lugten af noget ubehageligt udløse opkastning.

Årsager til opkastning

Opkastning sker ofte som en ufrivillig refleks, der kan dæmpes eller fremskyndes med vilje. Opkastning kan opfattes som en forsvarsmekanisme, som kroppen bruger til at skille sig af med uhensigtsmæssigt indhold i mavesækken.

Fordøjelseskanalen

De mest almindelige årsager til opkastning er obstruktion eller irritation/infektion i fordøjelseskanalen. Næsten alle sygdomme i den øvre del af fordøjelseskanalen kan føre til kvalme og opkastninger.

Kemoreceptor-trigger-zonen

Lever- og nyresygdomme kan give opkastninger på grund af utilstrækkelig afgiftning af stofskifteprodukter i blodet. En række lægemidler, fx kemoterapi og morfinpræparater, stimulerer ligeledes zonen direkte.

Hormoner og sanseorganer

Rutsjebane

Nogle får kvalme og kaster op efter en tur i en forlystelse. Det skyldes, at sanseorganerne, herunder balancen, bliver påvirket.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Graviditetskvalme anses for et eksempel på en hormonel årsag til opkastning. Det er dog muligvis ikke den fulde forklaring. Transportsyge og Ménières sygdom, som rammer balanceorganet, er eksempler på, at forstyrrelser i sanseorganer også kan føre til opkastninger.

Sygdomme i eller omkring hjernen

Migræne, svulster, hjernehindebetændelse eller blot øget intrakranielt tryk er også årsager til opkastninger, men de udgør kun en lille del.

Provokerede opkastninger

Opkastninger kan også fremprovokeres, fx ved at stikke fingre i halsen.

Komplikationer ved opkastning

Ved langvarig opkastning kan der opstå væskemangel, underskud af syre samt visse salte og syreskade på tænderne. I forbindelse med kraftige opkastninger kan der opstå rifter i slimhinden ved den øvre maveport (cardia). Blødning herfra viser sig ved, at opkastningerne bliver blodige (Mallory-Weiss-syndrom med hæmatemese). I sjældne tilfælde har kraftig opkastning ført til, at der opstår brist i spiserørets nederste tredjedel (Boerhaave syndrom).

Behandling

Kvalme og opkastninger er først og fremmest et symptom på, at noget er galt, og det vigtigste er at forsøge at finde årsagen til tilstanden. I nogle tilfælde er dette ikke muligt, eller årsagen lader sig ikke behandle direkte, fx ved graviditetskvalme. Behandling af selve kvalme- og opkastningsmekanismen kan derfor være nødvendig.

Væskebehandling

I sjældne tilfælde kan hospitalsindlæggelse og tilførsel af væske intravenøst og intravenøs ernæring blive nødvendig. Dette er særligt vigtigt hos børn, som har mindre reservekapacitet end raske voksne mennesker.

Behandling med lægemidler

Der findes en række forskellige lægemidler med effekt på kvalme og opkastninger, og valget afhænger af årsagen. De vigtigste er stoffer, der dæmper opkastningscentret i hjernen, først og fremmest ondansetron, metoclopramid og visse neuroleptika, der hæmmer virkningen af serotonin og dopamin. Antihistaminer er først og fremmest effektivt ved transportsyge. Lægemidlerne gives ofte som stikpiller, så de ikke kastes op igen.

Andre tilstande

Der findes tilstande med symptomer, der kan minde om opkastning, men hvor det ikke drejer sig om egentlig opkastning og derfor ikke må forveksles med opkast:

  • Regurgitation, der er passivt tilbageløb af mavesækkens indhold til spiserøret og svælget, særligt udtalt i liggende eller foroverbøjet stilling. Det er et typisk symptom ved reflukssygdom.
  • Rumination (drøvtygning), der er en aktiv proces, hvor man ved trykøgning i bughulen og ændret peristaltik i spiserøret bringer den sidst slugte mad op i munden for at tygge og synke den igen. Det ses især hos børn og unge.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig