En omnibus er en lukket vogn til offentlig personbefordring. Betegnelsen blev allerede brugt på de lukkede dagvogne (diligencer). Omkring 1840 kom lukkede vogne med fast tag og sæder vis-a-vis (som en charabanc) langs kørselsretningen der kaldtes også omnibusser. Mindre udgaver blev brugt af godser og hoteller til transport af deres egene gæster f.eks. til og fra jernbanstationen. Større udgraver blev brugt til offentlig transport; se hesteomnibus. De fik fra 1860'erne hård konkurrence fra sporvognene og forsvandt efterhånden helt.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet omnibus er latin og betyder 'for alle', dativ pluralis af omnis 'al'.
Først i begyndelsen af 1900-tallet kom der omnibusser udstyret med forbrændingsmotor i drift på linjer med svagere passagerbelægning. De mindre omnibusser i landdistrikterne kaldtes ofte omnibiler, senere rutebiler.
Omnibusserne fik stor udbredelse i mellemkrigstiden, men 2. Verdenskrig satte med brændstof- og gummirestriktioner en midlertidig stopper for udviklingen. Fra 1950'erne fortsatte væksten i antallet af omnibusser og omnibuslinjer. Fra 1970'erne bruges ordet bus som fællesbetegnelse for omnibusser og rutebiler.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.