I egyptiske mumier fra 1. århundrede f.v.t. til 300-tallet e.v.t. er portrætter malet på træ, undertiden lærred, blevet indsat i stedet for de tidligere anvendte masker af stuk, kartonnage, ler, træ eller ædelmetal.
Billederne, der i mange tilfælde utvivlsomt er en vellignende gengivelse af modellen/ejeren, når de ikke tilpasser sig kongens fysiognomi, er baseret mere på den græsk-romerske nuancerige maleteknik og portrættradition end på det egyptiske flerfarvede idealbillede.
Portrætkunsten i den egyptiske ørken nåede i disse århundreder et stade, som først blev overgået i Tizians og Rembrandts dage. Takket være den nuancerede gengivelse af klæder, smykker og frisure, som afspejler moden i Rom, er det muligt at datere mange portrætter inden for et årti. At mange modeller er afbildet, inden de nåede en høj alder, svarer til datidens sædvanlige forventede ringe levetid.
Det er karakteristisk, at modellerne er afbildet med hovedet let drejet i modsætning til den egyptiske frontale tradition. De har muligvis været udstillet, mens ejeren endnu levede, og blev, når tiden var inde, skåret til for at passe til bandagerne.
Trægrunden er plader af eg, lind, morbærfigen, ceder, cypres, figen eller citron. Maleteknikken er tempera, hvor pigmenter er blevet blandet med en vandbaseret base, som regel animalsk lim, påført på hvid stuk eller grålig baggrund, eller hyppigere kaustika, hvor pigmenterne blandes med varm eller kold bivoks. Undertiden forstærkes udsmykningen med dekoration i bladguld. Hver kunstner havde sine egne særkender og står frem til trods for sin anonymitet.
De fleste mumieportrætter er fundet i oasen al-Fayyum, og de kaldes derfor ofte Fayyum-portrætter. Mumieportrætter forekommer dog også på andre lokaliteter længere sydpå.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.