mumie

Takket være eksisterende mumier og beskrivelser hos klassiske forfattere er det muligt at rekonstruere arbejdsgangen ved mumificering af materialet fra Egypten.

Legemet blev tømt for bløddele og hjernemasse og tildækkedes af natron for at udtørre det og derved forhindre forrådnelse. Indvoldene blev behandlet og pakket separat i kanopekrukker. Legemet blev vasket med palmevin, derpå salvet og viklet i op til 1000 meter bandager, således at kroppen så vidt muligt bevarede sin oprindelige silhuet.

Blandt de anvendte krydderier, som blev pakket i mumien i udtørringsfasen, kan kun enebær og kanel samt myrra fastslås; kamilleolie er dog blevet påvist på Ramses 2.s mumie. En maske af kartonnage, linned eller stuk (på konger guld eller sølv) blev til slut anbragt over mumiens ansigt. I den mest luksuriøse udgave tog balsameringen 70 dage.

Det tidligste eksempel i Egypten på en kunstigt udtørret mumie stammer fra tiden omkring kong Cheops i det 4. dynasti, og traditionen bevaredes helt til 300-tallet e.v.t. Mumier kendes endvidere fra andre kulturer, fx hos inkaerne.

I egyptiske mumier fra 1. århundrede f.v.t. til 300-tallet e.v.t. er portrætter malet på træ, undertiden lærred, blevet indsat i stedet for de tidligere anvendte masker af stuk, kartonnage, ler, træ eller ædelmetal.

Billederne, der i mange tilfælde utvivlsomt er en vellignende gengivelse af modellen/ejeren, når de ikke tilpasser sig kongens fysiognomi, er baseret mere på den græsk-romerske nuancerige maleteknik og portrættradition end på det egyptiske flerfarvede idealbillede.

Portrætkunsten i den egyptiske ørken nåede i disse århundreder et stade, som først blev overgået i Tizians og Rembrandts dage. Takket være den nuancerede gengivelse af klæder, smykker og frisure, som afspejler moden i Rom, er det muligt at datere mange portrætter inden for et årti. At mange modeller er afbildet, inden de nåede en høj alder, svarer til datidens sædvanlige forventede ringe levetid.

Det er karakteristisk, at modellerne er afbildet med hovedet let drejet i modsætning til den egyptiske frontale tradition. De har muligvis været udstillet, mens ejeren endnu levede, og blev, når tiden var inde, skåret til for at passe til bandagerne.

Trægrunden er plader af eg, lind, morbærfigen, ceder, cypres, figen eller citron. Maleteknikken er tempera, hvor pigmenter er blevet blandet med en vandbaseret base, som regel animalsk lim, påført på hvid stuk eller grålig baggrund, eller hyppigere kaustika, hvor pigmenterne blandes med varm eller kold bivoks. Undertiden forstærkes udsmykningen med dekoration i bladguld. Hver kunstner havde sine egne særkender og står frem til trods for sin anonymitet.

De fleste mumieportrætter er fundet i oasen al-Fayyum, og de kaldes derfor ofte Fayyum-portrætter. Mumieportrætter forekommer dog også på andre lokaliteter længere sydpå.

Naturlig mumiedannelse (mumifikation) kan indtræde, hvis et lig henligger i tør luft med god ventilation. Der fremkommer herved en udtalt indtørring af liget, som skrumper og bliver brunt, hårdt og tørt.

Total mumifikation forekommer sjældent i Danmark. I Grønland blev der i 1972 fundet otte mumier fra 1400-tallet i en klippespalte. Delvis mumifikation med indtørring af næse, læber, fingre og tæer kan forekomme. Et mumificeret lig kan opblødes i en glycerolopløsning og derefter underkastes obduktion og lignende.

• balsamering
• Egypten i oldtiden

• Mumierne fra Qilakitsoq, Pisissarfik og Uunartoq