Faktaboks
- Også kendt som
-
vandvorter, molusker, molluscum contagiosum (kommer af latin, af mollis ‘blød’ og contagiosus ‘smittsom’)
vandvorter, molusker, molluscum contagiosum (kommer af latin, af mollis ‘blød’ og contagiosus ‘smittsom’)
Tilstanden findes kun hos mennesker og skyldes et poxvirus, der er en slægtning til koppevirus.
Mollusker viser sig som små, lidt skinnende perlelignende knopper i overhuden. Knopperne er runde, typisk er diameteren 2–4 mm og har en lille fordybning (umbo) på toppen. Hvis en blære udsættes for tryk, kan der komme en lidt fedtet substans ud. Der dannes skorpe på knopperne, før de heler.
Blærerne optræder ofte i små grupper, men de kan af og til forekomme enkeltvis.
Mollusker smitter gennem hudkontakt. Inkubationstiden varierer meget. Typisk udvikles sygdommen mellem én uge og seks måneder efter man er smittet. Smitten kan også overføres gennem håndklæder og tøj. Knopperne spreder sig fra et sted på kroppen til et andet, fordi man berører eller kradser i fordybningen i midten af molluskerne (umbodannelsen). Derfra frigives virus, og gennem kradsning og berøring af et andet hudområde overføres smitten.
Børn smittes hyppigere end unge og voksne. Hos børn ses knopperne ofte på kroppen, arme og ben, men de kan også ses i ansigtet. Børn med tendens til atopisk eksem har ofte mollusker i albuebøjninger og knæhaser, og eksemet kan forværres i den periode, hvor barnet har mollusker
Hos voksne ses de på samme steder som hos børn, men da mollusker smitter ved hudkontakt, forekommer de hos voksne også på kønsorganerne, hvor de kan være overført ved seksuel aktivitet.
Diagnosen stilles ved lægeundersøgelse.
Det er ikke nødvendigt at behandle mollusker. Molluskerne forsvinder normalt af sig selv i løbet af 2–12 måneder. Der findes forskellige midler i håndkøb, som ikke er særlig effektive. Om nødvendigt kan en læge fryse eller fjerne elementerne. Begge dele gør ondt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.