mental retardering

Ved nedlæggelse af Statens Åndssvageforsorg i 1980 udlagdes alle foranstaltninger for udviklingshæmmede til amter og kommuner, og siden er de fleste store, centrale boinstitutioner overgået til andre formål. Børn er hjemmeboende og undervises i normalsystemet med støtte eller i specialbørnehaver og -skoler. Voksne bor i eget hjem, i pensionater eller i bofællesskaber. De arbejder i beskyttede værksteder, har mulighed for helbredsbetinget førtidspension, og nogle finder beskæftigelse med delvis aflønning via offentlige hjælpeforanstaltninger.

Forekomst af svær mental retardering er ca. 0,5 % i ilande, hvor korrekte opgørelser er foretaget. Hyppigheden af lettere mental retardering er højere, men vanskeligere at opgøre, da mange mentalt retarderede er integreret i normalsystemet. I mange opgørelser ligger den mellem 0,5 og 1 %.

I de første leveår er der en overdødelighed pga. alvorlige medfødte misdannelser. Herefter er der en ubetydelig overdødelighed indtil 60-70-årsalderen, hvor dødeligheden stiger pga. infektioner eller særlige forhold for enkeltlidelser.

Årsagsforhold bør klarlægges mhp. lægelig behandling af specifikke lidelser, gennemførelse af hensigtsmæssig pædagogisk og psykiatrisk behandling og mulighed for arvehygiejnisk rådgivning eller fosterundersøgelser. Endelig kan en specifik diagnose spille ind ved vurdering af sociale ydelser. I takt med udvikling af kromosomundersøgelser og gendiagnostik er det påvist, at mange former for mental retardering hører til forskellige veldefinerede handicapgrupper. Dette har ført til dannelse af en lang række patient- og forældreforeninger, der varetager personernes specielle behov. Ca. ²/₃ af tilfældene skyldes forhold før fødslen (se medfødte sygdomme), herunder genetiske stofskiftesygdomme, som oftere optræder i befolkningsgrupper med ægteskaber mellem beslægtede. Hos svært mentalt retarderede udgør kromosomsygdomme med Downs syndrom som den hyppigst forekommende op til 40 %. Blandt miljøfaktorer er medfødte virussygdomme de almindeligste. Stråleskader og skader efter påvirkning med kemiske stoffer kan derimod være meget vanskelige at påvise (se fostersygdomme). Forhold omkring fødslen er vigtige, men ofte viser fødselskomplikationer sig at skyldes medfødte lidelser. I ulande vil infektioner hos nyfødte ofte være en vigtig faktor. I den tidlige barndom kan infektioner med angreb på hjernen, hjernelæsioner og drukneulykker medføre mental retardering. Hos ca. ¹/₄ kendes årsagen ikke.

Som udgangspunkt adskiller mentalt retarderedes retsstilling sig ikke fra andre borgeres. Dog er der tale om særforanstaltninger inden for strafferetten (se nedenfor). Børn af mentalt retarderede kan være helt normalt begavede, og sterilisation af mentalt retarderede tillades kun efter særlige regler. 1929-67 muliggjorde dansk lovgivning tvangssterilisation af åndssvage (se eugenik).

Inden for strafferetten kan det have betydning, at en lovovertræder har en intelligensdefekt. Efter Straffeloven § 16, stk. 1 straffes lovovertrædere, der er mentalt retarderede i højere grad, ikke; dog kan der i henhold til Straffeloven § 68 blive tale om idømmelse af særforanstaltninger. Efter § 16, stk. 2 er udgangspunktet også straffrihed ved mental retardering i lettere grad eller en tilstand, som ganske må ligestilles hermed, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Siden 1980 har åndssvageforsorg ikke kunnet idømmes.

Læs også om åndssvageforsorg.