Mental retardering, oligofreni, evnesvaghed, åndssvaghed, udviklingshæmning, mangelfuld eller forsinket udvikling af evner og funktionsniveau, som viser sig tidligt i barndommen, og som påvirker det samlede intelligensniveau (se intelligens), dvs. kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. Den fysiske og psykiske udvikling er dog i høj grad afhængig af undervisning og træning.
Faktaboks
- Også kendt som
-
oligonefri (ordet kommer af olig(o)- og afledn. af græsk phren 'mellemgulv', opfattet som sæde for sjæl og forstand.)
Til vurdering af en persons intelligens er der udviklet et stort antal psykologiske test til belysning af forskellige intellektuelle funktioner. Intellektuel udvikling under 70 % af det normale betegnes herefter som mental retardering, hvilket er den internationalt brugte benævnelse. Personer med intelligenskvotient 50-69 betegnes lettere mentalt retarderede, debile, og kan lære at læse og regne og bestride simplere erhvervsopgaver. Imbecile, mentalt retarderede af middel grad (intelligenskvotient 35-49) og mentalt retarderede af sværere grad (intelligenskvotient 20-34) kan klare egen påklædning og toiletbesøg, men kan sjældent bestride erhvervsopgaver. Mentalt retarderede af sværeste grad med intelligenskvotient under 20 (dyb åndssvaghed, idioti) har som regel intet sprog eller kender kun få ord. De har oftest et stort plejebehov, bl.a. pga. manglende kontrol af vandladning og afføring.
Ved sværere former er der ofte er ledsagehandicap, hvorfor specielle hjælpeforanstaltninger kan være nødvendige. Det kan dreje sig om spastisk lammelse, epilepsi, sansedefekter eller medfødte misdannelser, hvis behandling kan medføre betydelig bedre funktion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.