Mennonitterne er tilhængere af et anabaptistisk, pacifistisk kirkesamfund med rødder i 1500-tallets døberbevægelser. Retningen opstod Nederlandene, men har den største nutidige udbredelse i Nordamerika. Halvdelen af verdens ca. 1,3 millioner mennonitter bor i USA og Canada, dog ofte i form af andre retninger, fx amish. Hovedkvarteret for Mennonite World Conference ligger i den canadiske by Kitchener, der blev grundlagt af mennonitter.

I Sydamerika er der flest mennonitter i Bolivia, Mexico og Paraguay. Den største by på den sydamerikanske Chaco, Filadelfia i Paraguay, er grundlagt af mennonitter, som kom hertil fra Tyskland og Canada fra 1920'erne og frem. Her har i de stort omfang fjernet den oprindelige vegetation og udviklet en betydelig landbrugsproduktion, der især er bygget op omkring mejerisektoren. Også bl.a. Belize har mindre samfund af mennonitter.

I Europa findes betydelige mennonitiske mindretal i bl.a. Tyskland og Schweiz.

Mennonitternes historie

Mennonitterne har navn efter grundlæggeren, den hollandske døber Menno Simons (1496-1561), der nogle år efter tilintetgørelsen af Døberriget i Münster i 1535 samlede forfulgte pacifistiske døbere i menigheder i Nederlandene. Som videreførere af den retning, Melchior Hoffman var talsmand for, gik de som alle andre døbere ind for voksendåb og selvstændige menigheder (kongretionalisme), og var modstandere af edsaflæggelse og deltagelse i øvrighedens magtudøvelse. Først fra 1500-tallets slutning kunne mennonitterne virke frit i Nederlandene. I Holsten, der var blandt de steder, de søgte tilflugt, findes i dag et lille museum (Mennokate) for dem nær Bad Oldesloe mellem Lübeck og Hamburg. Også i den slesvigske by Friedrichstadt blev der dannet en mennonitisk menighed. I 1700- og 1800-tallet udvandrede mennonitter via Polen til Rusland (Ukraine) og via Storbritannien til Nord- og Sydamerika.

I den mennonitiske tradition, historieskrivning og forskning forsøgte man at etablere en form for "apostolsk succession" begyndende med Konrad Grebel-gruppen i Zürich, som i 1525 blev til den første døberbevægelse. Hensigten var at dokumentere, at ingen døber havde haft nogen form for kontakt med Thomas Müntzer, som det først var blevet hævdet af Zürich-reformatoren Heinrich Bullinger i bogen Von der Wiedertäufern Ursprung ...

Reformationstidens døbere blev systematisk fremstillet som helt fredsommelige mennesker, der ønskede at afsondre sig fra den omgivende verden.

Mono- eller polygenese?

De seneste 50 års forskning har tydeligt dokumenteret, at påstanden om "monogenese" (dvs. at døberbevægelserne opstod én gang på ét sted) i Schweiz er falsk. Døberbevægelserne havde utallige forskellige rødder. Det er i dag anerkendt af mennonitter kloden rundt, og de fleste forskere taler i dag om "polygenese". Blandt de mest prominente "revisionistiske" døberforskere er Hamburg-professoren Hans-Jürgen Goertz.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig