Ofte er formålet med en magnet at frembringe en høj fluxtæthed B i en begrænset del af rummet, fx i et luftgab i en elektromotor. Det opnås hensigtsmæssigt ved at opbygge magneten som et magnetisk kredsløb. Det er sammensat af stykker af materiale med høj permeabilitet, oftest jern eller jernlegeringer. Stykkerne danner en lukket kreds, som dog kan være afbrudt af snævre spalter. Kredsen magnetiseres med en ydre strømspole.
På grund af materialernes høje permeabilitet forløber B-feltets linjer næsten udelukkende inde i kredsen, hvor de danner lukkede kurver. Analogt til resistansen af en elektrisk kreds taler man om reluktansen R af en magnetisk kreds. Lad en kreds have materialetværsnit A og bestå af kun ét jernmateriale med længde lj og permeabilitet μj samt et enkelt snævert luftgab med bredde l0 og permeabilitet μ0. Denne kreds har reluktansen R = lj/(μjA) + l0/(μ0A). Da μj≫μ0, giver selv et snævert luftgab ofte hovedbidraget til reluktansen.
Når reluktansen er beregnet, findes den magnetiske flux i kredsen som Φ = NI/R. Produktet NI af spolestrøm og vindingstal kaldes amperevindingerne eller den magnetomotoriske kraft. Den sidste betegnelse understreger, at det er spolestrømmen gennem samtlige vindinger, der frembringer magnetfeltet.
Fluxtætheden B er fluxen Φ divideret med tværsnitsarealet A, dvs. B=Φ/A. Indholdet af magnetisk energi i luftgabet er Um = B2Al0/2μ0. De modstående flader, som afgrænser luftgabet, tiltrækker hinanden med en kraft F = B2A/2μ0.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.