Jernkronen, corona di ferro, er den longobardiske kongekrone og formodentlig fra 800-tallet. Ifølge sagnet blev den båret af folkets konger. Karl den Store, tysk-romerske kejsere og til sidst Napoleon 1. i 1804 brugte den ved kroninger og andre ceremonier. Den 8 cm brede guldring, måske oprindelig en armring, er dekoreret med ædelstene, og ifølge legenden består den indre ring af et søm fra Kristi kors. Den opbevares i domkirken i Monza.

.

Longobarderne var et germansk folk, der herskede i Italien i over to århundreder mellem 568 og 774. Deres sprog var tæt på oldhøjtysk og kan regnes for en variant heraf.

Faktaboks

Etymologi
Folkenavnet longobarder er af usikker oprindelse, men tolkes oftest som 'de langskæggede'. Navnet på den norditalienske region Lombardiet er afledt af dette folkenavn.
Også kendt som

langobarder

Tidlige historie

Den longobardiske historieskriver Paulus Diaconus viderebringer et sagn om, at longobarderne oprindelig hed vinnilerne og kom fra Skandinavien. I romerske kilder fra det 1. århundrede e.v.t. omtales longobarderne dog som et folk, der dengang boede ved Elbens nedre løb.

I slutningen af 400-tallet berettes om longobarder i det nuværende Niederösterreich, og i 510 besejrede de herulerne og gjorde sig til herrer over Pannonia.

Efter at have overvundet deres ærkefjender, gepiderne, besluttede de i 568 meget overraskende at overlade deres land til avarerne for at erobre Italien fra østromerne, der netop havde generobret dette område fra ostrogoterne.

Longobarderne i Italien

Longobardiske områder og erobringer i Italien i første halvdel af 700-tallet. Farverne og pilene forklares nedenfor.

.
Forklaring til kortet ovenfor.
.

Under ledelse af kong Alboin drev longobarderne østromerne på flugt og angreb Pavia, som faldt i 572, samme år som Alboin blev myrdet. I perioden 574-584 regerede de lokale stormænd uden konge, og der oprettedes flere uafhængige hertugdømmer, hvoraf de to sydlige, Spoleto og Benevento, fik størst betydning.

Det lykkedes ikke for longobarderne i første omgang at erobre hele Italien, idet den mellemste del fra Ravenna til Rom forblev under østromersk herredømme, det såkaldte byzantinske eksarkat Ravenna, hvortil også de sydlige områder af halvøen samt Sicilien blev knyttet.

Det folk, der invaderede Italien, bestod af mange forskellige germanske såvel som ikke-germanske folk, og det havde vel kun navnet tilfælles med de tidligere omtalte longobarder. I løbet af 600-tallet udvikledes dog en følelse af at være ét folk med en fælles baggrund. Kong Rothar (død 652) gav i 643 dette folk en fælles lov, Edictum Rothari.

Ikke meget senere bekendte longobarderne sig til den katolske kristendom efter at have været splittet mellem hedenskab, arianisme (se den arianske strid) og katolicisme. Kongen og hans hof i Pavia blev centrum for et velorganiseret rige, hvor dog lokaladministrationen og især hertugerne undertiden forsøgte at modarbejde centralmagten for egen vindings skyld.

Longobarderrigets blomstringstid i kulturel og økonomisk henseende faldt i første halvdel af 700-tallet, og kong Liutprand (død 744) kunne føre en aggressiv politik over for de byzantinske enklaver i Italien, fordi Det Byzantinske Rige var svækket af den ikonoklastiske strid.

Paven i Rom, der var at betragte som en byzantinsk embedsmand, måtte støtte kejseren mod kongen. Da kong Aistulf erobrede eksarkatet Ravenna fra Byzans i 751, besluttede pave Zacharias (død 752), der nu frygtede for byen Roms overlevelse, at opgive sin loyalitet til den kætterske Konstantin 5., og han søgte i stedet støtte hos frankerne.

Dette skifte blev på lang sigt skæbnesvangert for longobarderne, fordi Karl den Store efter opfordring fra pave Hadrian 1. (død 795) i et felttog i årene 773-774 besejrede longobarderkongen Desiderius, indtog Pavia og gjorde sig til konge over Longobarderriget, der dermed ophørte som stat.

Kun hertugdømmerne Spoleto og Benevento overlevede som delvis selvstændige områder i århundrederne derefter.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig