Leukæmi er en samlebetegnelse for en række kræftsygdomme, som rammer forstadier til blodceller. Der findes fire forskellige hovedgrupper: akut lymfatisk leukæmi og kronisk lymfatisk leukæmi samt akut myeloid leukæmi og kronisk myeloid leukæmi, som igen kan inddeles i talrige undertyper med indbyrdes forskellige symptomer og behandlingsresultater. Behandlingen afhænger af typen af leukæmi, men kan bl.a. omfatte kemoterapi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet leukæmi kommer af det nylatinske leucaemia, af leuko(cyt) og en afledning af græsk haima 'blod'
Også kendt som

blodkræft

Forekomst

Årlige tilfælde af leukæmi

Akut lymfatisk leukæmi 72
Kronisk lymfatisk leukæmi 465
Akut myeloid leukæmi 201
Kronisk myeloid leukæmi 178
Kilde: Torben Plesner

Leukæmi er en relativt sjælden kræfttype, som opstår hos ca. 1000 personer om året i Danmark. Akut lymfatisk leukæmi (ALL) er den typiske børneleukæmi og rammer 72 personer pr. år, mens kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), der især ses hos ældre, rammer 465 pr. år. Akut (AML) og kronisk (CML) myeloid leukæmi ses i alle aldersklasser og rammer henholdsvis 201 og 178 personer pr. år, men hyppigheden stiger med alderen.

Årsager

I de fleste tilfælde kendes årsagen til leukæmi ikke. Leukæmi kan skyldes ioniserende stråling, som det er set efter atombombesprængningerne i Japan under 2. Verdenskrig og efter medicinsk strålebehandling. Leukæmi kan desuden opstå efter udsættelse for benzen og visse former for kemoterapi (cytostatika), ligesom leukæmi hyppigt ses hos patienter med Downs syndrom. Nogle former kan også skyldes genetiske forandringer.

Symptomer på leukæmi

Det er karakteristisk for leukæmi, at celleudviklingen fra de umodne blodstamceller til modne blodlegemer er bremset, således at der ses en ophobning af umodne blodstamceller og mangel på modne celler i blodet. Denne mangel på modne blodceller forklarer de hyppigste symptomer på leukæmi, som er:

  • blodmangel (anæmi) med træthed og kortåndethed på grund af mangel på røde blodlegemer (erythrocytter)
  • infektioner på grund af mangel på modne hvide blodlegemer (leukocytter)
  • blødning på grund af mangel på blodplader (trombocytter)

Andre sygdomstegn kan være hævede lymfeknuder og forstørret milt. Navnlig hos børn optræder der desuden ofte knoglesmerter og forstørret lever. Sent i forløbet kan leukæmien brede sig til hjernen og nervesystemet og give anledning til kramper og lammelser.

Diagnose

Diagnosen fastslås ved knoglemarvspunktur. Ved lymfatisk leukæmi påvises mange kræftomdannede lymfocytstamceller eller mere modne lymfocytter, og ved myeloid leukæmi påvises mange kræftomdannede granulocytstamceller.

Behandling af leukæmi

Behandlingen afhænger helt af, hvilken type leukæmi det drejer sig om. De akutte leukæmier (ALL og AML) vil typisk kræve intensiv behandling med kemoterapi, men da især AML ofte optræder hos gamle mennesker må behandlingsstrategien modificeres efter, hvad personen vurderes at kunne tåle. ALL optræder oftest hos børn og unge, og her er behandlingsmålet helbredelse. Både ved ALL og AML består behandlingen typisk i serier af kemoterapi, men behandlingsregimerne ved ALL og AML er forskellige, så det er derfor vigtigt, at der er stillet en korrekt diagnose. Knoglemarvstransplantation med stamceller fra en rask donor er den mest intensive behandlingsform og anvendes i udvalgte tilfælde. Der behandles desuden ofte med blodtransfusion og antibiotika. Behandlingsresultaterne er bedst hos børn med ALL, hvor ca. 80–85 % kan helbredes. Hos voksne under 60-65 år helbredes ca. 30 % af patienter med AML.

Behandling af kronisk myeloid leukæmi

Philadelphia-kromosomet

CML kan behandles meget effektivt med lægemidlet imatinib (Glivec®) eller nye varianter af dette lægemiddel. Imatinib er det første lægemiddel, som er udviklet på basis af et nøje kendskab til de genetiske forandringer, der ligger til grund for sygdommen. Ved CML er der sket en udveksling af genetisk materiale mellem kromosom nr. 9 og 22, hvorved der er dannet et nyt, afvigende kromosom (Philadelphia-kromosom). Dette medfører, at der dannes et afvigende protein af enzymkarakter (tyrosinkinase), der er ansvarligt for de ændringer i blodet, der er karakteristisk for CML. Imatinib hæmmer funktionen af tyrosinkinase og blokerer derved den motor, der driver sygdommen. Som resultat heraf normaliseres de abnorme blodværdier, forholdene i knoglemarven normaliseres og milten, som ofte er meget forstørret ved CML, svinder til normal størrelse. Hos flertallet forsvinder det abnorme Philadelphia-kromosom.

Behandlingen med imatinib eller de nye varianter af kinase-inhibitorer strækker sig over mange år og er hos mange personer livslang. Resultaterne af behandlingen er gode, idet levetiden for personer med CML behandlet med imatinib næsten er på højde med levetiden for raske personer i samme alder. Sygdommen har dog tendens til at ændre karakter efter nogle få år og udvikle sig til en akut leukæmi, hvis ikke sygdommen er blevet opdaget og behandlingen startet tidligt.

Behandling af kronisk lymfatisk leukæmi

CLL er ofte en fredelig sygdom. Mange personer med CLL kan observeres uden behandling i en årrække, og en del får aldrig brug for behandling. Sygdommen behandles, når den giver symptomer i form af blodmangel, væsentligt forstørrede lymfeknuder, forstørret milt eller almensymptomer, fx træthed, vægttab, feber. Behandlingsmulighederne for CLL er stærkt forbedret de senere år med fremkomst af nye lægemidler, som ikke har karakter af kemoterapi, og som tåles godt også af ældre og skrøbelige personer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig