labyrint

Den berømteste labyrint er Labyrinten i Knossos, der ifølge græsk mytologi blev bygget af Daidalos, Ikaros' far, efter ordre fra kong Minos. Labyrinten skulle huse det tyreagtige uhyre Minotauros, som modtog menneskeofre. Den var så kunstfærdigt bygget, at man ikke kunne komme levende ud, hvis man først var gået derind. Dermed blev man bytte for den menneskeædende Minotauros. Men Minos' datter, Ariadne, blev forelsket i den athenske kongesøn Theseus, og med hendes hjælp trængte han ind i labyrinten med et garnnøgle og dræbte Minotauros. Ved at følge garnet tilbage gennem gangene slap helten ud derfra med både livet og prinsessen.

I nutiden diskuteres oprindelsen til ordet labyrint, som nogle har villet aflede af labrys, navnet på dobbeltøksen i den minoiske kult, og mytens forbindelse til ruinerne af paladset i Knossos (forladt ca. 1400 f.v.t.). I øvrigt brugte grækerne ordet Labyrinthos om flere andre lokaliteter, og der er ingen tvivl om, at det for en græker betød det samme som i nutiden: primært et bygningsværk med gange, som man let kan fare vild i.

I oldtiden synes labyrinter generelt at hentyde til paladser og borge. En etruskisk vinkande med labyrintmotiv fra ca. 600 f.v.t. bærer således indskriften TRVIA ('Troja'), hvilket har en efterklang langt senere i det nordiske trojaborg, som er betegnelsen for runde eller nyreformede stensætninger lagt på jorden i form af labyrinter.

I Norge, Sverige og Finland findes tilsammen flere hundrede sådanne labyrinter, hvoraf nogle fungeret som dansepladser indtil nutiden, men hvis alder og oprindelige betydning er uvis. Ingen af dem har med sikkerhed kunnet dateres til oldtiden, og det er mest sandsynligt, at de stammer fra 1300-tallet og senere.

Labyrintmotivet optræder i den kristne kunst allerede fra 300-tallet og er et eksempel på, at et populært motiv med oprindelig folkelig eller hedensk tilknytning blev adopteret af kirken og givet nyt indhold: Vejen til Guds rige går gennem en labyrint.

I gulvet i mange europæiske middelalderkirker findes labyrinter af den type, der ingen blindveje har, således at man på vejen til centrum kommer igennem hele labyrinten. Dens symbolske funktion er at udtrykke livsrejsen som forankret i omvejens princip, et billede på livets skæbneside, hvor udfordringen ikke består i at vælge mellem alternativer, men at "danse" med virkeligheden. Når man går labyrintens vej, følger man Kristus ind i graven for at opstå med ham. Præsterne brugte labyrinten til en slags liturgisk dans ved påskefejringen: ind i graven og ud igen. I det daglige anvendtes den af andre som en symbolsk pilgrimsrejse.

Den ældste bevarede kirkelabyrint findes i San Vitale i Ravenna (indviet 548/549). Særlig kendt er den romanske labyrint i San Martino i Lucca samt den meget velbevarede gulvmosaik i katedralen i Chartres, der har en gotisk labyrint; dens vimmelskaftede vej er på ca. 200 meter, og her kravler de bodfærdige på knæ.

I mange renæssancepaladser findes labyrintiske figurer også, fx i loftet i Palazzo Ducale i Mantova.

I havekunsten optræder labyrinter i form af gange mellem tætte, gerne høje hække. Motivet var særligt yndet i renæssancen, hvor den bl.a. blev brugt til kærlighedslege; berømt er The Maze ved Hampton Court Palace i London, der blev plantet omkring 1690. I Danmark findes labyrinter i bl.a. haven ved Egeskov Slot og på Pile Allé på Frederiksberg, hvor Tuborglabyrinten blev plantet i 1992.

Labyrinten kan symbolisere det indviklede, slyngede, uløselige og uoverkommelige; fortabthed, men men også beskyttelse mod det onde; indvielse, livsrejse og prøvelse. Man kan ikke finde ind til nogen kerne, og man kan ikke finde ud igen. Labyrinten minder om uoverkommelighedsdrømme, hvor løsningen aldrig findes, og man snørkler sig ind i stadigt vanskeligere situationer.

I græsk sammenhæng og siden i europæisk idehistorie er labyrinten især blevet forbundet med den komplekse myte om kong Minos i Knossos på Kreta. Labyrinten er således dobbelttydig; den både beskytter, fordi det onde kan anbringes der og ikke finde ud, og den er symbol for fortabelse, fordi man kan gå vild i dens irgange og møde dæmoniske kræfter. Den bliver på en måde indvielsesritens symbol: Kan man alligevel klare gangenes virvar og slå dæmonen ihjel, bliver man en sand helt. Det er sig selv, man finder i centrum.

• ariadnetråd
• spiral (symbolik)
• rejse (symbolik)
• net (symbolik)
• mandala
• kognitive kort
• labyrint (anatomisk begreb)

• Carsten Thau, “Forvirringens eufori og den genfundne verden”, i Kritik 125-26, 1997, s. 51-66.