Theseusmosaikken.
Gulvmosaik fra en romersk villa i Østrig fra 300-tallet e.v.t. I centrum ses Theseus i kamp med Minotauros inde i labyrinten. Følger man den røde tråd, vil man se, at den ikke har blindgyder, men ad mange omveje leder til centrum. De øvrige billeder gengiver også scener fra Theseusmyten: Tv. Theseus og Ariadne, formentlig før kampen med uhyret; og øverst er de om bord på skibet med de sorte sejl. Til højre har mosaikken desuden et billede, som ikke kan ses på dette foto, af Ariadne, der sidder forladt på Naxos.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

En labyrint er et uoverskueligt system af gange, som man let kan fare vild i. Gennem gangene fører der som regel kun én vej, mens der kan være mange blindgyder. Labyrinten kan dog også være konstrueret sådan, at der er flere forvirrende ruter. Labyrinter findes i mange folkeslags myter og kunst; de kan have form af bygningsanlæg eller andre konstruktioner, eller der kan være tale om afbildninger, fx på gulvflader. De kan symbolisere en række forskellige begreber, ofte noget dobbelttydigt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra græsk labyrinthos, som er af førgræsk (ikke-indoeuropæisk) oprindelse. Det er muligvis en afledning af labrys, navnet på dobbeltøksen i den minoiske kult.

Labyrinter i oldtiden

Indskrift fra Pompeji, ridset ind i en husmur kort før 79 e.v.t. Omkring labyrinten står Labyrinthus. Hic habitat Minotaurus 'Labyrint. Her bor Minotauros'.

.

Den berømteste labyrint er Labyrinten i Knossos, der ifølge græsk mytologi blev bygget af Daidalos, Ikaros' far, efter ordre fra kong Minos. Labyrinten skulle huse det tyreagtige uhyre Minotauros, som modtog menneskeofre. Den var så kunstfærdigt bygget, at man ikke kunne komme levende ud, hvis man først var gået derind. Dermed blev man bytte for den menneskeædende Minotauros. Men Minos' datter, Ariadne, blev forelsket i den athenske kongesøn Theseus, og med hendes hjælp trængte han ind i labyrinten med et garnnøgle og dræbte Minotauros. Ved at følge garnet tilbage gennem gangene slap helten ud derfra med både livet og prinsessen.

I nutiden diskuteres oprindelsen til ordet labyrint, som nogle har villet aflede af labrys, navnet på dobbeltøksen i den minoiske kult, og mytens forbindelse til ruinerne af paladset i Knossos (forladt ca. 1400 f.v.t.). I øvrigt brugte grækerne ordet Labyrinthos om flere andre lokaliteter, og der er ingen tvivl om, at det for en græker betød det samme som i nutiden: primært et bygningsværk med gange, som man let kan fare vild i.

Fremstillinger i antik kunst

Labyrintmotivet optræder i geometrisk gengivelse på græske mønter præget i Knossos fra begyndelsen af 400-tallet til 200-tallet f.v.t. Den græske historiker Herodot brugte i 400-tallet f.v.t. ordet labyrinthos til at beskrive dødetemplet i Krokodilopolis, det senere Hawara ved al-Fayyum, opført for den egyptiske konge Amenemhet 3. (død 1797 f.v.t.). Det skal have været et gigantisk bygningsværk, hvilket er blevet bestyrket af nutidens udgravninger.

Trojaborge

I oldtiden synes labyrinter generelt at hentyde til paladser og borge. En etruskisk vinkande med labyrintmotiv fra ca. 600 f.v.t. bærer således indskriften TRVIA ('Troja'), hvilket har en efterklang langt senere i det nordiske trojaborg, som er betegnelsen for runde eller nyreformede stensætninger lagt på jorden i form af labyrinter.

I Norge, Sverige og Finland findes tilsammen flere hundrede sådanne labyrinter, hvoraf nogle fungeret som dansepladser indtil nutiden, men hvis alder og oprindelige betydning er uvis. Ingen af dem har med sikkerhed kunnet dateres til oldtiden, og det er mest sandsynligt, at de stammer fra 1300-tallet og senere.

Labyrinter i middelalderens kristendom

Labyrinten i Chartres.
Tegning af gulvlabyrinten i katedralen i Chartres, Frankrig. Diameteren er ca. 12 m, og mod målet tilbagelægger man omkring 300 m.
Af .
Licens: Gnu FDL

Labyrintmotivet optræder i den kristne kunst allerede fra 300-tallet og er et eksempel på, at et populært motiv med oprindelig folkelig eller hedensk tilknytning blev adopteret af kirken og givet nyt indhold: Vejen til Guds rige går gennem en labyrint.

I gulvet i mange europæiske middelalderkirker findes labyrinter af den type, der ingen blindveje har, således at man på vejen til centrum kommer igennem hele labyrinten. Dens symbolske funktion er at udtrykke livsrejsen som forankret i omvejens princip, et billede på livets skæbneside, hvor udfordringen ikke består i at vælge mellem alternativer, men at "danse" med virkeligheden. Når man går labyrintens vej, følger man Kristus ind i graven for at opstå med ham. Præsterne brugte labyrinten til en slags liturgisk dans ved påskefejringen: ind i graven og ud igen. I det daglige anvendtes den af andre som en symbolsk pilgrimsrejse.

Den ældste bevarede kirkelabyrint findes i San Vitale i Ravenna (indviet 548/549). Særlig kendt er den romanske labyrint i San Martino i Lucca samt den meget velbevarede gulvmosaik i katedralen i Chartres, der har en gotisk labyrint; dens vimmelskaftede vej er på ca. 200 meter, og her kravler de bodfærdige på knæ.

I mange renæssancepaladser findes labyrintiske figurer også, fx i loftet i Palazzo Ducale i Mantova.

Labyrinter i havekunsten

I havekunsten optræder labyrinter i form af gange mellem tætte, gerne høje hække. Motivet var særligt yndet i renæssancen, hvor den bl.a. blev brugt til kærlighedslege; berømt er The Maze ved Hampton Court Palace i London, der blev plantet omkring 1690. I Danmark findes labyrinter i bl.a. haven ved Egeskov Slot og på Pile Allé på Frederiksberg, hvor Tuborglabyrinten blev plantet i 1992.

Labyrintens symbolik

Fingerlabyrint i Lucca.
I muren til indgangen til den italienske by Luccas katedral San Martino findes denne såkaldte fingerlabyrint.

Labyrinten kan symbolisere det indviklede, slyngede, uløselige og uoverkommelige; fortabthed, men men også beskyttelse mod det onde; indvielse, livsrejse og prøvelse. Man kan ikke finde ind til nogen kerne, og man kan ikke finde ud igen. Labyrinten minder om uoverkommelighedsdrømme, hvor løsningen aldrig findes, og man snørkler sig ind i stadigt vanskeligere situationer.

I græsk sammenhæng og siden i europæisk idehistorie er labyrinten især blevet forbundet med den komplekse myte om kong Minos i Knossos på Kreta. Labyrinten er således dobbelttydig; den både beskytter, fordi det onde kan anbringes der og ikke finde ud, og den er symbol for fortabelse, fordi man kan gå vild i dens irgange og møde dæmoniske kræfter. Den bliver på en måde indvielsesritens symbol: Kan man alligevel klare gangenes virvar og slå dæmonen ihjel, bliver man en sand helt. Det er sig selv, man finder i centrum.

Labyrinter i litteraturen

I en dansk litterær sammenhæng er symbolet bl.a. blevet brugt af Jens Baggesen i hans rejseroman Labyrinten (1792-1793), hvor rejse- og skriveform er bevidst labyrintiske, dvs. springende, associative, improviserede og fragmentariske.

I nyere tid har labyrinten været anvendt flere gange af Inger Christensen, først i fortællingen Det malede værelse (1976) om renæssancekunstneren Andrea Mantegna ved fyrsten Gonzagas hof i Mantova og senere i essaysamlingen Dele af labyrinten (1982). I Jens Smærup Sørensens roman At ende som eneboer, 1972, krydsklippes der raffineret mellem den græske mytes Labyrint og en nutidig fastlåst situation. Erik Knudsen skrev digtsamlingen Hjemme i labyrinten (1988), og Stig Dalager Labyrinten (2005), en del af et kæmpemæssigt romanprojekt om moderne tid, spundet ind i et antal mytologiske billeder. I hans roman hedder det om hovedpersonen: “Det, der er labyrintisk uden for ham, er nu også labyrintisk inden i ham, og han ved ikke, om det er begivenhederne, der spejler sig i ham, eller ham, der spejler sig i begivenhederne.”

Uden for Danmark er eksempler på brug af labyrinten bl.a. prominente i Latinamerikas litteratur. Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges anvender i det hele taget en labyrintisk fiktionsteknik, og labyrinten indgår desuden direkte i fx hans berømte novellesamling Ficciones (1944, på dansk Fiktioner, 1970), nemlig i fortællingen “Haven med forgrenede gange”; hans særlige labyrintiske teknik har dannet skole og har bl.a. påvirket Svend Åge Madsen.

Den mexicanske forfatter Octavio Paz tolker i sin kulturfilosofiske essaysamling El laberinto de la soledad (1950, oversat til dansk som Ensomhedens labyrint, 1986) labyrinten som et genopstandelses- og udfrielsessymbol: Den “forviser os fra livet og tvinger os samtidig til at vende tilbage, til at stige ned i det skabende skød, vi blev revet ud af.” Også hos ham er labyrinten altså dobbelttydig, ligesom det så tit har været tilfældet i verdens kulturer gennem historien.

Film

I filmens verden er labyrinten velrepræsenteret inden for fantasygenren. Den optræder bl.a. i Jim Hensons Labyrinth (1986, dansk titel Labyrinten til troldkongens slot), om en 14-årig pige, der må finde vej gennem en labyrint befolket med mystiske væsener for at få sin bortførte lillebror tilbage. I Guillermo del Toros eventyrfilm El Laberinto del fauno (2006, på dansk Pans labyrint) er hovedpersonen ligeledes en ung pige, som flygter fra sin sadistiske stedfar ind i en fantasiverden.

Læs mere i Lex

Litteratur

  • Carsten Thau, “Forvirringens eufori og den genfundne verden”, i Kritik 125-26, 1997, s. 51-66.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig