Kronjuveler er en samling af juveler, der tilhører kronen og står til rådighed for kongehusets medlemmer. I nyere tid har de i Danmark været forbeholdt landets dronning. I modsætning til private juveler kan de hverken spredes ved arv eller ved salg.
Den første europæiske samling af kronjuveler blev skabt af den franske konge Frans 1. i 1530.
De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.
De danske kronjuveler stammer fra dronning Sophie Magdalene, der i 1770 testamenterede sine kostbareste juveler til kronen, "da der i dette kongerige er så få juveler og slet ingen kronjuveler". Desuden stammer de fra Christian 6.s søster prinsesse Charlotte Amalie (1706-1782), der i 1782 efterlod en stor del af sine juveler til kronen. Langt de fleste af dronning Sophie Magdalenes oprindelige sten og smykker er bevaret, men omdannet i takt med, at smykkemoden har ændret sig.
På Rosenborg Slot findes der i dag i skatkammeret fire smykkesæt, som vi kalder kronjuveler. De fire smykkesæt er:
Alle fire sæt fik deres nuværende form under dronning Caroline Amalie i årene 1840-1842. Hun lod dem ombygge af guldsmeden C.M. Weishaupt & Söhne i Hessen, således at samlingen blev til fire nye sæt efter den nyeste mode, der især var inspireret af hoffet omkring Napoleon Bonaparte.
Især dronning Louise interesserede sig meget for kronjuvelerne. Hun fik i 1910 defineret, hvilke smykker der hører til kronjuvelerne. Hun fik også bygget en transportkuffert med tre skuffer, så hele beholdningen nemt kunne flyttes, når smykkerne skulle bruges.
Dronning Louise tilførte også en række ældre smykker fra sin svigermor, dronning Louise, ligesom hun selv supplerede med både smykker, sten og perler. Smykkerne fra dronning Louise er i dag udstillet på Amalienborgmuseet.
Rosenstensdiademet er udformet som et såkaldt Bandeau, bestående af en enkel række af de rosenstenslebne diamanter.
Dronning Mary har i samarbejde med Kongernes Samling i 2024 udarbejdet et nyt monteringsstel til dele af rosenstensættet. Ved at gøre det, kan stenene bæres i et diadem. Dronning Mary skriver sig herved ind i tidligere dronningers tradition for at tilpasse kronjuvelerne.
Traditionen foreskriver at kronjuvelerne kun bruges af den siddende dronning og kun inden for rigets grænser. Kronjuvelerne står derfor til rådighed for dronning Mary.
Kronjuvelerne opbevares sammen med kronregalierne i skatkammeret på Rosenborg Slot og på Amalienborgmuseet.
De store perler og rubiner er de ældste smykker blandt kronjuvelerne. Perle- og rubinsættet består af en perlekæde, en stor broche med løvværk, et par øreringe og to små låse. Brochen kan skilles ad og bruges på flere måder.
Perlekæden er flere steder omtalt som et såkaldt hussmykke. Det betyder nok, at kæden med de store perler længe har været i det danske kongehus’ eje som en slags kronjuvel, inden samlingen af kronjuveler blev etableret.
De store perler i perlekæden kan med sikkerhed føres tilbage til slutningen af 1600-tallet. Der findes portrætter af dronning Charlotte Amalie, som bærer en tætsiddende halskæde af meget store perler. Måske er perlerne faktisk endnu ældre. Der findes et portræt af Leonora Christina, hvor hun bærer en identisk kæde af store perler. Vi ved ikke, om det er de samme perler, det er dog usædvanligt store perler, som ikke har været nemme at få fat på.
Brochen og øreringene består af brillanter, rubiner og perler. Dronning Caroline Amalie tilførte 17 rubiner. Rubinerne kom fra Christian 6.s søster prinsesse Charlotte Amalie. Brillanterne er diamanter som er slebet på en bestemt måde, så de bedst muligt reflekterer lyset.
Sættet er ligesom de andre skabt i årene 1840-1842 af dronning Caroline Amalie og udført af guldsmed C.M. Weishaupt & Söhne i Hessen. Perlekæden var kort og blev derfor forlænget med otte små perler. Smykkesættet var inspirereret af nyrokoko, og det refererer til Dannebrogs rød-hvide farver.
Kort efter at hun var blevet dronning i 1947, ændrede dronning Ingrid øreringene i perle-rubinsættet. Ingrid havde ikke huller i ørerne og ændrede derfor øreringene, så de også kan bæres, uden at man har huller i ørerne. Øreringene fik desuden en ørebøjle, så vægten fra øreringene bedre fordeles.
Sættet er komplet med diadem og var, indtil december 2024, det eneste sæt med et diadem. Omkring år 1800 blev det moderne at arrangere ædelsten efter farver i sæt med halskæde, ørelokker, broche og diadem. Brochen er udført, så den kan skilles ad, og delene anvendes separat.
Der er senere tilføjet sløjfer og svungne former, der blev moderne i 1840'erne. Smaragdsættet, som vi kender det i dag, blev skabt af dronning Caroline Amalie i samarbejde med guldsmeden i Hessen.
Smaragderne har historisk set været båret samlet. Lidt over en tredjedel af sættets grønne sten kan føres tilbage til en smaragdkæde med kors. Kæden var en barselsgave til Sophie Magdalene fra den daværende kronprins Christian (6.). Hun fik kæden kort efter at have født deres første barn Frederik (5.). Sophie Magdalene havde imidlertid ikke tænkt, at smaragderne skulle være en del af de juveler, hun testamenterede til kronen i 1746.
Det var således dronning Juliane Marie, der efter Sophie Magdalenes død, sikrede, at smaragderne blev en del af kronjuvelerne og forblev samlet.
Brillantsættet består af en halskæde, en brystbuket og et sæt ørelokker. Den nuværende form er udført i 1840 til dronning Caroline Amalie, som bar sættet ved sin salving til dronning i 1840. Inspirationen havde hun hentet fra det diamantcollier, som kejser Napoleon i 1811 forærede sin anden hustru, kejserinde Marie Louise. Brillanterne blev monteret af C.M. Weishaupt & Söhne, Hessen, i en halskæde, der i karat langt overgik den franske inspiration.
En del af stenene i kronjuvelernes brillantgarniture hørte til de juveler, som dronning Sophie Magdalene i 1746 testamenterede til den danske krone.
Den store dråbeformede pendeloque-brillant, der hænger midt i halskæden, sad oprindeligt i dronning Sophie Magdalenes hårnål. Hårnålen var det første smykke, som Sophie Magdalene oplistede i sit testamente. I den samme hårnål sad også en anden stor brillant, der også sidder i rækken af brillanter i halskæden. Denne brillant havde Sophie Magdalene angiveligt foræret kronprins Christian (6.) i en ring ved deres bryllup i Sachsen i 1721.
Den store firkantede brillant midt i kæden stammer også fra Sophie Magdalene, som brugte den i håret eller i en kæde om halsen. I 1766 blev den store brillant monteret i endnu en ring. Den senere dronning Caroline Mathilde modtog brillantringen i gave fra Christian 7., da hun ankom til Danmark. Ved Caroline Mathildes skilsmisse fra Christian 7. i 1772 og hendes efterfølgende deportering til Hannover blev ringen med den store brillant returneret til kongehuset. Stenen blev senere monteret i brillantsættet.
De seks andre store brillanter i kæden er fra dronning Marie Sophie Frederikke. De øvrige brillanter er fra dronning Sophie Magdalenes og prinsesse Charlotte Amalies smykker.
Brystbuketten, der også hører til sættet, er formet som en bundet buket med blade og blomster; alt dækket med brillanter. Flere af blomsterne har en gullig diamant som centrum. Brystbuketten er inspireret af en lignende buket udfærdiget af dronning Sophie Magdalene, som Caroline Mathilde solgte, mens hun havde en affære med J.F. Struensee.
Med udformningen af en ny brystbuket og den nye montering af den store sten fra ringen, som Christian 7. gav til Caroline Mathilde, er det svært ikke at tænke på det faktum, at Caroline Amalie var barnebarn af Caroline Mathilde.
Kort efter at hun var blevet dronning i 1947, ændrede dronning Ingrid øreringene i brillantsættet. Ingrid havde ikke huller i ørerne og ændrede derfor øreringene, så de også kunne bæres uden huller i ørerne. Øreringene fik desuden en ørebøjle, så vægten fra øreringene bedre fordeles.
Rosensten er diamanter med en speciel slibning, der gør, at stenene kommer til at ligne rosenknopper.
Rosenstensættet har været omgærdet af mystik, da man har været i tvivl om, hvordan smykkesættet har været båret. Sættet er i dag beskrevet som en halskæde og to brocher. Hængesmykket kan deles og bruges hver for sig som selvstændige brocher. Sættet er udført i 1840 af guldsmed C.M. Weishaupt & Söhne i Hessen til dronning Caroline Amalie.
Langt de fleste af stenene stammer fra Christian 6.s ugifte søster, prinsesse Charlotte Amalie, der ønskede, at hendes brillanter og rosensten skulle indgå i samlingen af kronjuveler.
Kongernes Samling skriver: "Efter at smykkesættet i årtier er blevet opfattet som en lang halskæde med tilhørende corsage (brystsmykke), lykkedes det at få smykkesættet koblet til en regning af 29. marts 1842 fra juvelerfirmaet på et bælte (gürtel) der er kædens egentlige funktion."
Rosenstensættet var altså egentlig en kæde, der blev båret omkring taljen med det store hængesmykke, corsagen, midtfor. Man skal forestille sig, at de danske dronninger helt frem til starten af 1900-tallet bar korset for at opnå timeglasfigur. Bæltet var ikke beregnet til at skulle nå hele vejen rundt om taljen, da der også tit var et slæb på kjolen, der alligevel dækkede ryggen. Bæltet blev syet fast på kjolen.
Dronning Louise bar blandt andet kæden som et bælte, hvilket ses på et stort maleri af Laurits Tuxen.
Dronning Mary fik i 2024 i samarbejde med Kongernes Samling udarbejdet et nyt monteringsstel til dele af rosenstensættet, så rosenstensdiamanterne kan bæres i et diadem.
Rosenstensdiademet er udformet som et bandeau, et pandebånd til montering i håret bestående af en enkel række af de rosenstenslebne diamanter.
Diademet er skabt ved, at der er lavet et nyt monteringsstel til rosenstensættet. På den måde kan kædens største diamanter bæres i et diadem. Samtidig er de oprindelige indfatninger og monteringer bevaret, så rosenstenene stadig kan bruges, som de oprindeligt blev tiltænkt.
På Amalienborgmuseet i Fabergékammeret kan man se de smykker, som de to dronninger, der begge hed Louise, testamenterede til kronen:
Viften var en guldbryllupsgave til dronning Louise fra hendes russiske børnebørn. Louise valgte i 1910 at indlemme viften i samlingen af kronjuveler.
De 16 blade er beklædt med hønseskind, malet med vandfarve og forgyldning. På viftens ene side vises der en hyldningsscene med et kongepar under en baldakin. På den anden side ses de engelske, russiske, danske og græske våbener med rokoko-kartoucher.
Det lille brillantbesatte portræt af Christian 8. i generalsuniform har tilhørt dronning Caroline Amalie. På bagsiden er et lag flettet hår (nok kongens) med glas over. Perlekæden består af 161 norske perler. Dronning Caroline Amalie testamenterede det til dronning Louise, der testamenterede det til kronen.
Det kronet brillantbesatte miniatureportræt af Christian 9. blev oprindeligt givet som gave til dronning Louise. Gaven blev givet i anledning af kongeparrets sølvbryllup i 1867. Ordensportrættet er fastgjort til sin bøjle med Dannebrogordenens bånd.
Brillant i indfatning af forgyldt sølv på bagsiden en nål. Stenen har tilhørt Frederik 6.s dronning Marie Sophie Frederikke og siden dronning Louise, som testamenterede den til kronen.
Perlesnoren, der også kaldes en sautoir, er snoet som tovværk og ender i to kvaster. De to kvaster holdes sammen af smaragder og brillanter. Perlesnorens nuværende form er fra 1907. Perlesnoren er beregnet til at hænge løst fra skuldrene til ned under livet. Nogle af perlerne stammer fra en af Christian 5.s dragter. De fleste af perlerne er dog fra Rosenborgsamlingen og stammer fra 1700-tallet.
Brochen er formet som en vild rose. Brochen er fra 1908. I midten af brochen er der en spids rosensten, der er omkranset af syv kronblade, hver med en rubin, som er omgivet af små brillanter og rosenstene. Den spidse rosensten var oprindelig en del af en ring, som dronning Sophie Magdalene fik i bryllupsgave af Christian 6.
Tre bøjler, der hver består af en rubin, som er omgivet af rosenstene. På bagsiden er der bøjler af guld. De tre bøjlers er lavet i 1908. Rubinerne stammer fra prinsesse Charlotte Amalies samling.
Ringen er kreeret i 1907 med sten fra ældre smykker. I ringen er der en smaragd, fire store og otte små brillanter i chatonindfatninger.
Armbåndet er fra 1907-1908 og består af fem rækker perler og en lås med en brillant i midten. Brillanten er omgivet af smaragder og diamanter.
En stor del af smykkerne på Amalienborgmuseet er lavet i samarbejde med A. Michelsen, der var en dansk kongelig hof- og ordensjuvelerer.
Virksomheden blev grundlagt i 1841 af Anton Michelsen. Den oprindelige butik lå i Gothersgade, og det danske kongehus viste fra starten interesse i hans arbejder. Christian 8. lod Anton Michelsen udføre de danske ordener, og firmaet havde siden den tid prædikat af kgl. hof- og ordensjuvelerer.
Da Anton Michelsen døde i 1877 overtog hans søn Carl Michelsen forretningen. Han havde succes med at få en række kunstnere tilknyttet, bl.a. Thorvald Bindesbøll, Arnold Krog, Harald Slott-Møller, Hans Tegner og Martin Nyrop.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Frankrig har for nyligt åbnet for at placere deres kernevåben i andre lande i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.