Koranloven er et udtryk, der anvendes om det forbud mod skænding af visse religiøse skrifter. I 2023 blev det kriminaliseret at gøre sig skyldig i ”utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift”, hvis handlingen foretages offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, jf. straffelovens § 110 e, stk. 2.

Baggrunden for forbuddet var de gentagne afbrændinger af koranen, som stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, gennem en årrække foretog. Hans aktioner gav anledning til protester og uroligheder, som udløste et omfattede politimæssigt beredskab. Desuden blev aktionerne mødt med kritik fra muslimske organisationer. Det erklærede formål med forbuddet var at bevare gode internationale relationer, hvilket forklarer placeringen af bestemmelsen i sammen med forbuddet mod skænding af fremmede nationers flag i straffelovens kapitel om forbrydelser mod statens sikkerhed.

Ved "utilbørlig behandling" forstås en fysisk handling, hvorved skriftet ødelægges eller beskadiges på en nedsættende eller forhånende måde eller på anden måde behandles forhånende eller nedsættende. Handlingen kan f.eks. bestå i afbrænding, tilsøling, at der f.eks. trampes på eller sparkes til skriftet, at skriftet overhældes med en væske eller svøbes i fødevarer, eller at skriftet ødelægges ved, at det f.eks. rives eller klippes i stykker eller lignende. Forbuddet omfatter også tilfælde, hvor skriftet stikkes i f.eks. med en kniv.

Paragraffen omfatter ikke verbale eller skriftlige tilkendegivelser, herunder tegninger, om religiøse skrifter og emner. Den omfatter f.eks. heller ikke udbredelse af en videooptagelse af handlingen eller mediers nyhedsindslag herom samt handlinger i (reelle) kunstneriske eller kulturelle sammenhænge, f.eks. i en spillefilm, under en koncert, en opera eller lignende. Det er også forudsat, at det ikke vil ikke være i strid med bestemmelsen at skille sig af med eksempelvis en bibel i en offentlig skraldespand, medmindre det sker på en måde, der i sig selv må anses for nedsættende eller forhånende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig