Det nye kongevåben
Den 1. januar 2025 blev det nye danske kongevåben offentliggjort.
Det nye kongevåben
Af /Kongehuset.

Kongevåben er et våben for et lands konge (dronning) og kongeslægt, der foruden territoriets våbenmærke eller -mærker kan indeholde felter af dynastisk karakter og prætentionsvåbener.

Frederik 10.s kongevåben

Kong Frederik 10. fastsatte ved kongelig resolution af den 20. december 2024 et nyt kongevåben.

De tre kroner, der i århundreder blev ført som udtryk for kongernes prætention på baggrund af Kalmarunionen, men i nutiden har mistet enhver relevans, blev taget ud. Det muliggjorde, at felterne for Færøerne og Grønland kunne få hvert sit felt som et tydeligt udtryk for rigsfællesskabet. Sønderjyllands to løver blev flyttet til skjoldets 4. felt, hvorved der blev opnået en farvemæssig balance i den samlede komposition.

Hjerteskjoldet med de to oldenborgske bjælker markerer fortsat kongeslægtens dynastiske oprindelse. Dannebrogskorset fik atter den udadbuede form, der harmonerer med Dannebrogordenens kors. Under skjoldet hænger som hidtil Elefantordenens og Dannebrogordenens kæder. Skjoldet holdes af to vildmænd. Det kronede draperi omkring våbenet har atter fået karakter af et våbentelt.

Våbenet er tegnet af kgl. våbenmaler Ronny Skov Andersen (f. 1979).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig