klimaøkonomi

Klimaøkonomer beskæftiger sig med spørgsmål som:

• Hvordan påvirker de økonomiske aktiviteter udledningen af drivhusgasser?
• Hvordan påvirker ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren den globale opvarmning?
• Hvilke skadevirkninger påfører opvarmningen økonomien?
• Hvor meget vil det koste at sænke drivhusgasudledningerne tilstrækkeligt til at holde den globale opvarmning under et ønsket niveau?
• Hvilke skadeomkostninger ved klimaforandringerne kan man i så fald undgå?
• Hvilke virkemidler er mest effektive til at minimere omkostningerne ved at sænke udledningerne?
• Hvor ligger det optimale balancepunkt mellem omkostningerne ved at sænke udledningerne og gevinsterne ved at begrænse klimaskaderne?

Disse spørgsmål undersøger klimaøkonomer ved brug af modeller, der kombinerer en beskrivelse af økonomien med en forenklet beskrivelse af klimasystemet. I de klimaøkonomiske modeller vokser økonomien over tid som følge af befolkningsvækst, kapitalakkumulation og tekniske fremskridt.

I fravær af en aktiv klimapolitik medfører den økonomiske vækst en stigende udledning af drivhusgasser, først og fremmest CO ₂, der ophobes i atmosfæren. Derved forstærkes drivhuseffekten, som fører til øget strålingspåvirkning fra solen, der igen medfører en stigning i havenes og i atmosfærens temperatur.

Et centralt element i de klimaøkonomiske modeller er sammenhængen mellem stigningen i klodens gennemsnitstemperatur og de skadeomkostninger, som opvarmningen påfører økonomien. Omkostningerne kan være en følge af fx ørkendannelse, ekstreme vejrfænomener, permanent tab af landarealer som følge af vandstandsstigninger og tab af biodiversitet. I skadeomkostningerne indgår ikke kun produktionstab, men også velfærdstabet som følge af miljøforringelser. Klimaøkonomer har forsøgt at kvantificere skadeomkostningerne ved den globale opvarmning. Det sker ved at studere, hvordan forskelle i klimaet på tværs af regioner og lande påvirker fx produktionsmuligheder, sygdoms- og dødsrisici, energiomkostninger, miljøkvalitet og biodiversitet.

En anden vigtig ingrediens i de klimaøkonomiske modeller er beskrivelsen af omkostningerne ved at sænke udledningen af drivhusgasser. Beskrivelsen bygger blandt andet på skøn for omkostningen ved indførelse af teknologier, som kan erstatte teknologi baseret på fossile brændsler.

De klimaøkonomiske modeller kan blandt andet bruges til at give et skøn over den ”samfundsmæssige kulstofomkostning” (engelsk: Social Cost of Carbon), der angiver nutidsværdien af de samlede fremtidige skadeomkostninger ved at udlede et ekstra ton CO ₂ i dag. Et centralt resultat i klimaøkonomien er, at man opnår en optimal klimaindsats ved at sikre, at omkostningen for alle virksomheder og borgere ved at udlede et ekstra ton CO₂ netop svarer til den skadeomkostning, som udledningen forvolder. Det kan fx opnås ved at lægge en afgift på alle CO₂-udledninger, der svarer til den samfundsmæssige kulstofomkostning. Det kan også ske via et system med omsættelige CO ₂ -kvoter (tilladelser til at udlede CO₂), som sikrer, at prisen på retten til at udlede et ton CO₂ (kvoteprisen) er lig med den samfundsmæssige kulstofomkostning.

I princippet kan de klimaøkonomiske modeller altså bruges til at finde den samfundsøkonomisk optimale indsats for reduktion af drivhusgasudledninger og størrelsen af den optimale CO ₂ -afgift. Der er dog meget stor usikkerhed om de centrale parametre i modellerne. Fx er klimaforskerne usikre på, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur vil stige ved en given forøgelse af CO₂-koncentrationen i atmosfæren, ligesom der er stor usikkerhed om, hvor meget temperaturen skal stige, før vi passerer farlige ”tipping points” i klimasystemet.

Farlige tipping point kan være hvor:

• Isen ved polerne smelter uigenkaldeligt
• Tundraområderne på den nordlige halvkugle tør op og frigiver store mængder af den farlige drivhusgas metan
• De tropiske regnskove dør ud
• Golfstrømmen vender

Udover denne naturvidenskabelige usikkerhed er der stor usikkerhed om de omkostninger, klimaforandringerne kan påføre de menneskelige samfund fx ved at udløse konflikter og store migrationsstrømme.

Dertil kommer, at udledningen af CO₂ i dag vil påvirke klimaet i mange århundreder fremover. Skadeomkostningen ved at udlede et ekstra ton CO₂ i dag afhænger derfor afgørende af, hvordan man vægter fremtidige generationers forbrugsmuligheder i forhold til forbrugsmulighederne for nulevende generationer. Dette er et kontroversielt spørgsmål, som der ikke er enighed om hverken inden for eller uden for klimaøkonomernes kreds.

Den kendteste klimaøkonomiske model er den såkaldte DICE-model (Dynamic Integrated Climate Change Model) udviklet af William D. Nordhaus, der i 2018 modtog Nobelprisen i økonomi for sin pionérindsats inden for klimaøkonomien.

Nordhaus er gennem årene blevet kritiseret for at undervurdere skadeomkostningerne ved klimaforandringerne. Nobelpriskomitéen fremhævede, at han ikke fik Nobelprisen for sit konkrete skøn for den optimale klimapolitik, men for sit bidrag til udviklingen af en metode til systematisk analyse af forholdet mellem omkostningerne ved klimaforandringerne og omkostningerne ved at sænke drivhusgasudledningerne.

Når man indlægger de senere års forskningsresultater vedrørende sammenhængene i klimasystemet og de mulige eller sandsynlige skadeomkostninger ved klimaforandringerne i DICE-modellen, ligger modellens skøn for den ”optimale” klimapolitik i øvrigt tæt på Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning under 2 grader i forhold til førindustriel tid.

Mange klimaøkonomer har beskæftiget sig med, hvordan klimapolitikken bør tilrettelægges, når der er fundamental usikkerhed om skadeomkostningerne ved at udlede drivhusgasser. At usikkerheden er fundamental vil sige, at man ikke kender sandsynligheden for realisering af de forskellige mulige samfundstilstande, som udledningen af drivhusgasser kan medføre.

Eksempelvis kender klimaforskerne ikke sandsynlighedsfordelingen for den såkaldte klimafølsomhedsparameter, der angiver, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur vil stige, hvis koncentrationen af CO₂ i atmosfæren fordobles. Hvad er fx sandsynlighederne for, at temperaturen vil stige med henholdsvis 1 °C, 2 °C, 3 °C osv., hvis CO₂-indholdet i atmosfæren fordobles? Forskerne har forskellige skøn for disse sandsynligheder, men ingen kender de faktiske sandsynligheder. Hvad er en rationel klimapolitik i denne situation?

En mulig tilgang til at besvare dette spørgsmål er at sammenligne klimapolitiske scenarier under henholdsvis det mest optimistiske og det mest pessimistiske skøn for størrelsen af klimafølsomhedsparameteren. I et optimistisk scenarie, hvor klimafølsomheden er lav, kan det stort set ikke betale sig at afholde omkostninger til at reducere CO₂-udledningerne, fordi skadeomkostningerne ved udledningerne vil være lave, eftersom temperaturstigningen som følge af udledningerne vil være begrænset. I et pessimistisk scenarie, hvor klimafølsomheden er høj, vil skadeomkostningerne ved den globale opvarmning derimod være meget store, og det vil derfor kunne betale sig føre en meget aktiv klimapolitik for at begrænse udledningerne. En meget aktiv klimapolitik vil ganske vist påføre samfundet et vist økonomisk tab, hvis det hen ad vejen viser sig, at klimafølsomheden faktisk er lav, men klimaøkonomer har fundet, at dette tab vil være meget begrænset, fordi omkostningerne ved at overgå fra fossile til vedvarende energikilder er begrænsede. Klimaøkonomiske modelberegninger tyder omvendt på, at tabet for samfundet vil være meget stort, hvis der føres en passiv klimapolitik, og det senere viser sig, at klimafølsomheden er høj. I denne situation er det rationelt at føre en meget aktiv klimapolitik frem for en passiv politik, da man derved minimerer det tab for samfundet, der fremkommer, hvis det viser sig, at man har baseret sin politik på et forkert skøn for klimafølsomheden. Dette er et eksempel på en anvendelse af det miljøøkonomiske forsigtighedsprincip på det klimapolitiske område.

• klimapolitik
• menneskeskabte klimaforandringer