Jordskin er det lys fra Jorden, der falder på Månen. Jorden reflekterer solskin fra de hvide skyer, is og sne samt i varierende grad fra ørkener, skove og havet og selve atmosfæren, hvor molekyler og aerosoler spreder lys.
Nogle dage før og efter nymåne er jordskinnet på måneskiven synligt som et svagt askegråt lys hen over Månens mørke side.
Jordskinnet kan især ses ved nymåne, fordi Jorden da, set fra Månen, oplyses mest af Solen. Formentlig var renæssancekunstneren og videnskabsmanden Leonardo da Vinci en af de første, der nedskrev den rigtige forklaring på, hvordan jordskinnet opstår. Hans fine tegning og forklaringen findes i da Vincis samling af videnskabeligt materiale, Codex Leicester, som han skrev i 1510.
Efter Leonardo da Vincis død blev hans manuskripter efterhånden delt op og kom i hænderne på samlere. De vidste godt, hvad der var i teksterne, men der var ikke udbredt kendskab til indholdet. Efter at Napoleon Bonaparte besejrede Italien ca. 1797, kom nogle af manuskripter i hænderne på forskeren Venturi, der oversatte dem, og da begyndte bredere kredse at forstå da Vincis værk.
Faktisk var det i mellemtiden Johannes Keplers lærer Michael Mästlin (1550-1631), der formentlig selv havde regnet ud, hvad jordskin var. Han underviste sine elever i emnet, og i en lang periode var det Mästlin, der fik æren for forklaringen på jordskin. Nu til dags tilskrives Leonardo da Vinci æren, særligt efter, at hans manuskripter i 1890'erne blev udgivet i større oplag.
Idet intensiteten af jordskinnet fortæller om Jordens evne til at reflektere lys, og fordi klimaet styres af energibalancen mellem ind- og udgående energistrømme, kan målinger af jordskinnets styrke bruges til at bestemme Jordens refleksionsevne, også kaldet albedoen, og dermed klimavariationer.
Man har siden 1920'erne forsøgt at måle jordskinnets styrke kvantitativt, netop med henblik på at bestemme Jordens albedo. Franske astronomer – Danjon, Dubois og andre – opretholdt frem til 1950'erne et program, hvor de observerede jordskinnet og indsamlede målinger.
De tekniske muligheder var dengang begrænsede, og målemetoden bestod af menneskelig vurdering af forholdet mellem Månens lyse og mørke side – hjulpet på vej af af hensigtsmæssig optik og apparatur. Netop forholdet mellem intensiteten af belysningen på Månens lyse og mørke side kan vise sig at være proportionalt med Jordens albedo. Dette forhold måles i dag via digitale fotografier af hele Månens skive.
Systematiske observationer er blevet gennemført siden 1990'erne til i dag, og de bekræfter, hvad jordobserverende satellitter også viser – nemlig at Jordens refleksionsevne har aftaget lidt (ca. 1 %) i de sidste 20 år.
Relationen mellem denne observation – at Jordens refleksionsevne aftager – og nutidige klimaændringer er genstand for forskning. Formentlig skyldes faldet i Jordens refleksionsevne, og dermed dens nedsatte evne til at afvise energi fra Solen, at atmosfæren indeholder færre menneskeskabte aerosoler.
Menneskeskabte aerosoler stammer bl.a. fra sulfatpartikler, der dannes, når vi bruger svovlholdigt fossilt brændsel. Da man de seneste ca. 20 år har udskiftet billig og beskidt kul og olie med renere olie og kul og naturgas, udledes der nu færre aerosoler. Det bevirker, at skjoldet mod det indkomne sollys er blevet svagere, og mere sollys strømmer ind i Jordens klimasystem. Samtidig udledes der mere CO2, hvilket holder på Jordens varme – drivhuseffekten.
Målingen af jordskinnet kan således bidrage til klimaforskning. Da metoden er uafhængig af den gængse målemetode baseret på satellitter i rummet, er den vigtig at vedligeholde og udvikle, fordi gentagne og uafhængige målinger er en grundpille i forskningsfilosofi og eksperimentdesign.
Som alle målemetoder har også jordskinsmetoden sine svagheder, med da de er anderledes og uafhængige af de problemer, der er ved brugen af satellitter, er disse svagheder værd at arbejde med og søge at formindske.
Et af de største måleproblemer i jordskinsmetoden er, at den stærkt oplyste side af Månen spreder sit lys ud over hele måneskiven, hvorved princippet med at måle forholdet mellem belysningen på den mørke og den lyse side til dels sættes ud af spil. For at bekæmpe denne svaghed forsøger man enten at fjerne det spredte lys fra målingerne eller at undgå det helt.
Det spredte lys udgøres af lys fra måleinstrumenterne, der kan have støvet eller ridset optik, ligesom fundamental diffraktion grundet instrumentets åbningsdiameter og aerosol-spredning i atmosfæren kan have indflydelse.
Diffraktion fra instrumentets objektiv kan kun mindskes ved at bruge optik med et lille f-tal (lille forhold mellem optikkens diameter og brændvidde). Optik med ridser osv. bør undgås, og endelig er der det atmosfæriske bidrag til lys-spredning, der skyldes molekyler og aerosoler.
Molekyler spreder lys i en bred vinkel og er grunden til himlens blå farve. Aerosoler er større, og de spreder lyset i en mere spids vinkel fremad. Effekten af aerosolspredning (også kaldet Mie-spredning) kan klart ses i billeder af Månen, selv set fra et observatorium, der ligger oppe på et bjerg, over en væsentlig del af atmosfæren.
I et eksperiment udført mellem Danmarks Meteorologiske Institut, European Space Agency (ESA) og den danske astronaut Andreas Mogensen, i 2023-2024, er det ved at blive undersøgt, hvor meget mindre spredt lys, der er omkring Månen, når den observeres fra rummet, end når den observeres gennem atmosfæren.
I tiden omkring Nymåne tager Andreas Mogensen gentagne gange billeder af Månen fra Den Internationale Rumstation (ISS). Billederne tages, når Månen er alene på himlen (uden den blændende Sol). Andreas Mogensen har hver gang mellem 5 og 11 minutter til rådighed, fra Månen står op, til Solen også står op – eller fra Solen går ned, til Månen også går ned.
I alt skal Andreas Mogensen tage op mod 5000 billeder af nymånen. De mange gentagne billeder skal sikre, at der er statistisk materiale nok til at reducere risikoen for fejlslutninger; inden for astrofotografering kaldes denne proces at forbedre signal til støjforholdet ved addition, eller ‘stacking’.
DMI og ESA koordinerer, at astrofotografer på Jorden tager billeder af Månen, samtidig med at Andreas Mogensen gør det. Det giver mulighed for at sammenstille et sæt observationer, der på én gang viser jordskinnets styrke set fra rummet, og jordskinnets styrke set igennem atmosfæren.
Resultaterne af eksperimentet bruges til at planlægge yderligere eksperimenter med egnede instrumenter til satellitter i jordkredsløb til observation af jordskinnets styrke og ændringer i denne.
Jordskinnets farve kan også observeres på denne måde. Jordens farve fortæller om mængden og fordelingen af plantestof på Jorden (alger i havet) og er genstand for interesse i forbindelse med studier af skove og ørkener på Jorden og ændringer i udbredelsen af disse med tiden.
Bestemmelser af Jordens albedo og Jordens farve kan være med til at forbedre klimamodeller.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Frankrig har for nyligt åbnet for at placere deres kernevåben i andre lande i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.