italiensk

Moderne italiensk er ikke meget forskelligt fra ældre italiensk, hvilket især skyldes den italienske stats sene samling, landets dialektale opsplitning og latins dominerende status som skriftsprog indtil ca. 1700-t.

Selvom de første skriftlige vidnesbyrd om italiensk går helt tilbage til 900-t., blev grunden til en egentlig italiensk skriftsprogstradition lagt i Toscana i 1200-t. og 1300-t. Bl.a. Dante, Petrarca og Boccaccio, der alle normalt benyttede latin, lagde grunden til den toscanske skriftsprogsvariants prestige og senere normstatus ved at skrive deres berømte hovedværker på toscansk. I 1200-t. opstod tillige sporadisk en folkesproget litteratur, der vidner om et bevidst fravalg af det sædvanlige latinske skriftsprog. Det er først og fremmest digtning, fx siciliansk poesi ved Frederik 2.s hof på Sicilien, religiøs poesi i Umbrien, fx Frans af Assisis Solsang, dernæst toscansk digtning samt krøniker og fortællinger som Il Novellino (De hundrede gamle historier, 1969). I 1300-t. fremstod Firenze som et pulserende centrum for international handel med den nye velhavende borgerstand som et oplagt publikum for en folkesproget litteratur.

Mens humanisterne i 1400-t. stadig foretrak at skrive på latin, viste der sig i 1500-t. pga. bogtrykkerkunsten en stigende interesse for fastlæggelsen af en italiensk skriftsprogsnorm, ikke mindst gennem den voldsomme debat la questione della lingua, hvori nogle argumenterede for moderne toscansk, andre for et fællesitaliensk, som det blev talt ved de toneangivende fyrstehoffer. Størst gennemslagskraft fik den venetianske humanist P. Bembo med Prose della volgar lingua (1525, Prosastykker om det italienske folkesprog), der med forbillede i de store 1300-tals-forfattere gik ind for ældre litterært toscansk som grundlag for italiensk. I 1582 oprettedes Accademia della Crusca, et sprogakademi i Firenze, som i 1612 udgav den første ordbog, der blev normgivende for italiensk skriftsprog. I 1589 blev den første lærestol i italiensk sprog oprettet i Siena.

I 1800-t. bidrog A. Manzoni gennem den sproglige udformning af sidste udgave af I Promessi Sposi (1840-42, da. De trolovede, seneste oversættelse med ny titel Renzo og Lucia, 1966) til at skabe basis for et moderne skriftsprog, der havde moderne florentinsk som model. Efter 1860'erne, da sprogsituationen i landet var kaotisk, fik Manzoni mfl. til opgave at fastsætte retningslinjer for et standarditaliensk svarende til florentinsk. Til trods for advarsler fra bl.a. G.I. Ascoli om, at denne sproglige ensretning kunne føre til konflikter med skolens rigssprogsundervisning, dominerede den stærkt normative sprogholdning helt op til 1970'erne. Men den florentinske model stod reelt svagt, fordi Firenze kun i en ganske kort periode, 1865-70, havde været hovedstad i Italien. Under fascismen blev der gjort et fremstød for romersk som norm.

I tiden efter 2. Verdenskrig har ændringer i det moderne samfund, fx øget kommunikation mellem landets forskellige egne og massemediernes stærke indflydelse, dæmpet geografisk betingede dialektforskelle, og den ensidige normative holdning er gradvis afløst af et mere heterogent sprogsyn, der går ind for et nuanceret standarditaliensk, således at fx velplejet sprog i Milano anses for ligeværdigt med velplejet sprog i Rom eller Firenze.

De vestromanske dialekter i Piemonte, Lombardiet, Emilia Romagna og Veneto har en del træk tilfælles med fransk, fx stemte klusiler i intervokalisk stilling, enkeltkonsonanter, hvor toscansk har dobbeltkonsonanter, samt mulighed for konsonant i udlyd. I de vestlige dialekter findes rundede fortungevokaler som ö og ü. Toscansk er bl.a. karakteriseret ved aspireret udtale af intervokalisk -k-, fx la hasa over for standarditaliensk la casa 'huset'. I umbrisk og romersk bemærkes den dobbelte udtale af -b-, fx i robba over for standarditaliensk roba 'ting, stof'. Syditaliensk er karakteriseret ved assimilation af -mb- til -mm-, fx gamma over for gamba 'ben' og siciliansk ved i og u, hvor standarditaliensk har e og o, fx pilu over for pelo 'hår' og cruci over for croce 'kors'. Der er tillige markante intonationsforskelle mellem de italienske dialekter.

Sardisk, der tales på Sardinien, ladinsk, som tales i Trentino, og friulisk, der tales i Friuli anses for selvstændige sprog.

Italiensk har syv vokaler i betonet stavelse, i, é, è, a, ó, ò og u. Vokalerne er karakteriseret ved en klar og distinkt udtale også i ubetonet stavelse. Modsætningen mellem lukket é, ó og åbent è, ò, der ikke angives i skriften, realiseres forskelligt i de regionale varianter.

Der er 21 konsonanter; fremmede for danskere er især affrikaterne z [ʦ], [ʣ], c(i) [ʧ] og g(i) [ʤ] som i zio 'onkel', mezzo 'halv', ciao 'hej' og giorno 'dag', sibilanten sc(i) [ʃ] som i scena 'scene' samt den palatale lateral gl(i) [ʎ] og den palatale nasal gn [ɲ] som i navnene Gigli og Bologna. For danskere kan især udtalen af de stemte klusiler b, d, g volde vanskeligheder, fx Bologna over for Polonia 'Polen' og basta over for pasta.

Italienske ord ender normalt på -a, -e, -i, -o bortset fra småord, der lægger sig til et efterfølgende ord, fx præpositionerne per 'for, gennem', in 'i' og den bestemte artikel i maskulinum il. Ellers findes konsonant i udlyd kun ved fremmedord som gas, cognac.

Trykket ligger på italiensk hyppigst på næstsidste stavelse, men kan også ligge på andre. Det kan være distinktivt, fx anˈcora 'endnu, igen' over for ˈancora 'anker', men angives normalt kun i skriften, hvis det ligger på sidste stavelse, fx città 'by'. Italiensk intonation er mere varieret end dansk med tydelig stigende og faldende tone. Intonationen er betydningsadskillende ved spørgsmål og fremsættende ytringer, fx piove? 'regner det?', der har stigende intonation, over for piove 'det regner', der har faldende intonation.

Italienske substantiver har to køn og to tal:

Ved nogle substantiver findes dog en særlig kollektivform, som er femininum:

Mere kompleks er verbalbøjningen, der omfatter person og tal, tempus, modus, finitte og infinitte former, således at et enkelt verbum kan have op til 48 forskellige former. Systemet kompliceres yderligere ved et stort antal uregelmæssige verber. Italiensk anvender således bøjningsformer, hvor dansk bruger omskrivninger. Det gælder bl.a. imperfektivt aspekt, fx cantava 'han stod og sang' over for perfektivt cantò 'han sang'. Modalitet udtrykkes gennem modi som konjunktiv eller konditionalis. Pga. kongruens og tydelige tal- og personendelser kan subjektet undværes, når det kan forstås ud fra sammenhængen, fx che fanno i bambini? 'hvad laver børnene?' — cantano 'de synger'. Rækkefølgen af subjekt og verbum afhænger af, hvad der er vigtigt i informationen, fx i bambini cantano 'børnene synger' over for cantano i bambini 'det er børnene (og ikke andre), der synger'.

Det italienske ordforråd afspejler det tætte slægtskab med latin. Låneord vidner om skiftende tiders kulturelle påvirkninger fra germansk, provencalsk, fransk og spansk. Karakteristisk for italiensk er brug af betydningsændrende suffikser som -ino, fem. -ina med formindskende og evt. kærtegnende betydning, -accio, fem. -accia med nedsættende betydning og -one med forstørrende eller forstærkende betydning, jf.

På grund af standardsprogets stærke forankring i det litterære skriftsprog har moderne italiensk lånt adskillige gloser fra dialekterne til betegnelse af dagligdags genstande, fx gelosie 'persienner, skodder' fra lombardisk og pizza fra napolitansk. I 1900-t. er udenlandske lån, især fra engelsk, blevet stadig hyppigere; det samme gælder forkortelser, fx colf for collaboratrice familiare 'husassistent'.

Som kultursprog har italiensk været dyrket i Danmark siden 1500-t., betinget af skiftende tiders åndelige og kunstneriske strømninger, og der har siden midten af 1600-t. med mellemrum været undervist i italiensk ved Københavns Universitet, senere ved universiteterne i Aarhus og Odense; i 1968 indførtes hovedfagseksamen i faget. Efter nogle år med italiensk på forsøgsbasis i gymnasiet blev sproget med gymnasiereformen i 1988 valgfag på linje med andre tredje fremmedsprog.

Der findes adskillige italienske låneord i dansk, fortrinsvis vedrørende musik, kunst, bankvæsen og gastronomi, fx pianissimo, dilettant, giro. Især inden for gastronomi er indlån tiltaget i de senere år, fx pasta, pizza, cappuccino. De fleste lån er fælleseuropæiske. For nogles vedkommende gælder det, at de oprindelig var germanske låneord i italiensk, men senere vendte tilbage med en ny, mere specifik betydning, fx bank over for bænk og fiasko over for flaske.