idræt

I middelalderens Europa blev ridderturneringer i løbet af 1000-tallet den centrale idræt for adelen, samtidig med at ridderen fik en vigtig militær rolle. Middelalderens idræt var altså præget af en tæt kobling mellem idræt og militær træning, mens idrættens forbindelse til religionen blev mindre sammenlignet med antikken. Religionens fravær skyldtes primært kristendommens ide om kroppen som "syndig" og dermed af mindre betydning.

Ridderturneringerne, der omfattede for eksempel sværdkampe til fods og kampe til hest med lanse, blev middelalderen centrale idrætsbegivenhed, der i løbet af middelalderen mistede en del af deres militære præg. I stedet blev konkurrencerne indslag i adelens og byernes sociale liv og snarere anset som en form for underholdning end krigstræning.

I løbet af 1400- og 1500-tallet blev fægtningen en vigtig adelig idræt. Fægtningen kombinerede idrættens traditionelle militære formål med et nyt ideal om elegance og værdighed snarere end styrke, som havde været vigtigt ved turneringerne. Med fægtningen og andre idrætter blev idrætten også igen en del af dannelsen af unge adelige. Blandt andre var filosofferne Michel de Montaigne og John Locke vigtige fortalere for en legemlig opdragelse.

Sporten for de jævne folk i middelalderen var præget af blandt andet en ofte voldsom folkelig fodbold, brydning, hestevæddeløb og ringridning ved årets højtider og byfester på byens centrale pladser eller plæner. Visse folkelige idrætter som for eksempel bueskydning havde også noget af den samme militære forbindelse, som prægede adelens idrætter.

I løbet af 1500- og 1600-tallet opstod nye tendenser. Idrætten havde stadig et socialt formål, men især adelige begyndte i højere grad at dyrke sport for sportens egen skyld, altså for at blive bedre i en bestemt idræt uden noget andet mål som for eksempel at blive en bedre soldat. Tidlige udgaver af tennis (jeu de paume) og kroket spredte sig, og de første idrætshaller til boldspil og ridning blev bygget.

Pengene blev også større. Inden for visse idrætter som for eksempel fægtning, ridning og dans opstod en gruppe af professionelle trænere og folk, der var særligt uddannede til at bygge baner og idrætsanlæg. Andre, især i England, begyndte at tjene penge ved at organisere idrætskonkurrencer og sælge billetter til for eksempel boksekampe. Kampene blev annonceret i aviserne, som begynte at udkomme i løbet af 1700-tallet.

I 1700-tallet begyndte medlemmer af den engelske overklasse at dyrke ”sport”, altså arrangere konkurrencer efter faste regler i for eksempel fodbold og kricket. Konkurrencerne var desuden præget af strenge amatøridealer, der forbød deltagerne at tjene penge på at deltage, og stærkt knyttet til billedet af den engelske gentleman. Med koloniseringen spredte den engelske sport sig i løbet af 1800-tallet til de engelske kolonier og resten af den vestlige verden. I Danmark blev Danmarks Idrætsforbund den danske repræsentant for bevægelsen, da forbundet blev grundlagt i 1896.

Den moderne sport som et globalt fænomen fik sit tydeligste udtryk ved grundlæggelsen af de moderne Olympiske Lege i 1896, selvom det i begyndelsen bare var mænd fra vestlige lande, som deltog. I starten af 1900-tallet udviklede de enkelte idrætter også egne internationale forbund som for eksempel det internationale håndboldforbund eller det internationale atletikforbund, som fik ansvaret for at organisere den internationale idræt.

Samtidig som sporten spredte sig, forblev nationale symboler som flag og nationalsange vigtige dele af sportens symbolik. Det har ført til, at international idræt i nyere tid ofte bliver koblet sammen med nationale, politiske målsætninger. Under Den Kolde Krig brugte Øst- og Vestblokken for eksempel De Olympiske Lege til at sammenligne deres styrke. I nyere tid har især Rusland, Kina og Saudi-Arabiens brug af værtskaber været under kritik for at politisere idrætten.

Sportens oprindelige amatørideal er også blevet mindre vigtigt, efterhånden som kravene til atleterne er steget, og udbredelsen af satellit-TV har gjort mulighederne for at tjene penge på salg af TV-rettigheder og sponsorater bedre. I løbet af 1980'erne indførte IOC store sponsorprogrammer for De Olympiske Lege, en udvikling, der blev et forbillede for mange andre internationale forbund. I løbet af det 20. århundrede fik kvinderne også stadig bedre adgang til konkurrencer, som ellers længe var forbeholdt mænd. Lederne i international idræt er dog stadig primært mænd.