hovdyr

Her følger en oversigt over de 13 familier i de to ordner af hovdyr. I parentes angives antallet af nulevende arter.

Uparrettåede hovdyr (ordenen Perissodactyla)

• Equidae: Zebraer, æsler og heste (7 vilde arter, 2 tamarter)
• Rhinocerotidae: Næsehorn (5 arter)
• Tapiridae: Tapirer (4 arter).

Parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla)

• Antilocapridae: Gaffelbuk (1 art)
• Bovidae: Skedehornede hovdyr (okser, antiloper, geder, får, gemser, moskusokse, goraler, serover m.fl.) (135 vilde arter, 6 tamarter)
• Camelidae: Kameler og lamaer (3 vilde arter, 4 tamarter)
• Cervidae: Egentlige hjorte (55 arter)
• Giraffidae: Giraf og okapi (2 arter)
• Hippopotamidae: Flodheste (2 arter)
• Moschidae: Moskushjorte (7 arter)
• Suidae: Svin (17 vilde arter, 1 tamart)
• Tayassuidae: Navlesvin (3 arter)
• Tragulidae: Dværghjorte (10 arter).

Den nutidige zoologiske definition af hovdyr (på engelsk ungulates) inkluderer de to ordner parrettåede hovdyr (Artiodactyla) og uparrettåede hovdyr (Perissodactyla). Disse ordner lader til at være søstergrupper, dvs. hinandens nærmeste slægtninge blandt de nulevende pattedyr.

Man har tidligere brugt en bredere definition af hovdyr, der udover de parrettåede og uparrettåede hovdyr også indbefattede elefanter, søkøer og klippegrævlinger. Alle disse fem ordner var samlet i en gruppe, man kaldte for Ungulata. Men det har længe stået klart, at de fem ordner ikke udgør en monofyletisk gruppe. De parrettåede og uparrettåede hovdyr placeres nu om dage i superordenen Laurasiatheria sammen med rovdyrene, flagermusene, skældyrene og de egentlige insektædere. Elefanterne, søkøerne og klippegrævlingerne placeres i superordenen Afrotheria sammen med bl.a. jordsvin, sengier, guldmuldvarpe og tenrekker. Man er derfor gået væk fra brugen af Ungulata, og den brede brug af hovdyr må betragtes som forældet.

Det yderste tåled af hovdyrs tæer er beklædt med en solid negl bestående af keratin, der omgiver tåen inklusive undersiden som en hætte. Denne specialiserede negl kaldes for en hov, et udtryk der kan bruges om neglene hos både de uparrettåede og parrettåede hovdyr. På dansk er der imidlertid en tradition for, særligt i jæger- og landbrugssproget, at kalde hovene hos parrettåede hovdyr såsom hjorte, svin, køer, får og geder for klove; af samme grund kaldes de også for klovdyr. Det stammer fra gammeldansk kløv, beslægtet med verbet kløve, og refererer til, at foden virker kløvet hos disse dyr. Skal man oversætte dette til bredere zoologisk brug, så giver det mening at bruge klove og klovdyr ifm. alle de parrettåede hovdyr på nær flodhestene, der ikke har en kløvet fod. Det skal dog understreges, at der ikke er anatomisk forskel på hove og klove; det er bare et spørgsmål om navngivning.

Hovedformålet med de hårde hove er at beskytte hovdyrenes tæer. Indbygget i hoven er der en stødabsorberende sål af blødt væv. Hovdyr er tåspidsgængere (unguligrade), dvs. at de går på spidsen af tæerne.

Hovene er udformede, så de passer til de forskellige arters levesteder. Hovdyr, som lever i sumpede og/eller snedækkede områder, har gerne brede hove, der kan spredes vidt, som det ses hos fx elg, rensdyr, sumphjort og yak. Arter specialiserede i klatring på stejle klippesider såsom geder, gemser og klippespringer har ofte relativt små hove med skarpe kanter, der gør dem i stand til at finde fodfæste på selv de mindste ujævnheder og smalleste klippehylder.

Uparrettåede hovdyrs navn kommer sig af, at de har et ulige antal tæer, i det mindste på bagbenene. Arter i hestefamilien er éntåede, næsehornene er tretåede, mens tapirerne har tre tæer på bagbenene og fire på forbenene. Parrettåede hovdyr derimod har et lige antal tæer både på for- og bagbenene, to eller fire.

De tidligste pattedyr havde fem tæer på både for- og baglemmerne. Det ses stadig hos mange pattedyr i dag, bl.a. primaterne. Man nummererer tæerne fra 1-5, startende med den inderste tå. Således regnes vores egen storetå for den 1. tå og vores lilletå for den 5. tå. Et essentielt element i hovdyrenes evolution har været at reducere antallet af tæer. Det ses i exceptionel grad hos de entåede medlemmer af hestefamilien, men en lignende udvikling er foregået hos flere familier af parrettåede hovdyr.

Stamformerne til de parrettåede hovdyr havde fire tæer. De eneste medlemmer af ordenen, der stadig går på alle fire tæer, er flodhestene. Alle andre arter af parrettåede hovdyr har to centrale, vægtbærende tæer (den 3. og 4. tå). Dertil har de fleste af dem to mindre biklove (den 2. og 5. tå).

Hos nogle arter er biklovene veludviklede og kan stadig tjene en hvis funktion, fx når dyrene bevæger sig på blødt substrat såsom sump eller sne (fx svin og rensdyr) eller klatrer på klipper (fx sneged) eller i træer (moskushjorte).

Hos egentlige hjorte, skedehornede hovdyr og dværghjorte er biklovene væsentlig formindskede og sidder et godt stykke oppe ad benet. Hos kamelfamilien, giraffamilien og gaffelbukken er reduktionen af tæer komplet: De har kun de to midterste tæer tilbage.

Som tilpasning til at kunne vandre langt over åbne vidder og kunne løbe stærkt for at slippe fra rovdyr er reduktionen i antallet af tæer hos hovdyrene gennem evolutionen gået hånd i hånd med udviklingen af lange ben. Det ses hos hestefamilien, antiloperne, hjortene, lamaerne og ikke mindst gaffelbukken, der kan løbe næsten 100 km/t. Hos disse er mellemfodsknoglerne blevet kraftigt forlængede og fusioneret til det såkaldte kanonben, som giver mere stabilitet og bedre kraftoverførelse til underlaget under gang og løb.

• parrettåede hovdyr
• uparrettåede hovdyr