Homoiousianerne var de teologer, der i 300-tallet hævdede, at Gud Sønnen har et væsen, som ligner Gud Faderens, men uden at Sønnen af den grund kan siges at have samme væsen som Faderen.
Fra sidst i 350'erne fremstår homoiousianismen som en mellemvej mellem på den ene side homoianerne og heteroousianerne, der afviste at Sønnen har samme væsen som Faderen, og på den anden side den nikænske trosbekendelse fra år 325, der lærte at Sønnen har samme væsen (på græsk homoousios) som Faderen.
Opfattelsen forbindes især med Basilios af Ancyra. Formålet var at undgå en for snæver identitet mellem Faderen og Sønnen, som i sabellianismen, uden at ende i den radikale subordinationisme, som blev forbundet med arianismen.
Læren om Sønnens væsenslighed med Faderen blev af Athanasius og Hilarius af Poitier anerkendt som et forsøg på at tilnærme sig den nikænske lære om en egentlig væsensenhed (homoousi).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.