hjul

Vognhjul i form af massive skivehjul ses i agerbrugskulturer i Nær- og Fjernorienten fra det 4. årtusinde f.v.t. Herfra udbredtes hjulet i det følgende årtusinde i forskellige udformninger knyttet til forskellige vognkonstruktioner til det meste af den gamle verden, mens det i den nye verden først anvendtes efter Columbus.

Europas ældste vognhjul stammer fra yngre stenalders tohjulede kærrer trukket af okser. De er fundet i pælelandbyer i Schweiz og dateres til ca. 3100 f.v.t. Der er tale om skivehjul uden nav, som er samlet med indfældede lister af to-tre planker. De er parvist monteret på en aksel, der roterer under kærrens vanger – ligesom et hjulsæt på en jernbanevogn. Disse kærrer anses for at være udviklet af trækslæder uden hjul.

I Nordvesteuropa og Danmark er de ældste bevarede vognhjul fra 2. årtusinde f.v.t og knyttet til en form for en tohjulet kærre af Klosterlund-type. Den kunne også anvendes som trækslæde uden hjul. Kærretypen kan tilskrives bondestenalderens enkeltgravskultur, der af nogle forskere knyttes til de indoeuropæiske Yamnaya-folk, som var kvægnomader. Hjulene er massive skivehjul med fast navpibe til hver side, der roterer om en fast aksel under kærrens vanger. Hver hjulskive er udhugget af en marvspaltet halv stamme, som regel af eg, således at en stammelængde (blok) kunne give to hjul. Denne ret skrøbelige hjulform er identisk med meget store hjul samlet af flere planker fundet i øst- og centraleuropæiske grubegrave, der indeholder mægtige firhjulede vogne trukket af okser. De har muligvis også inspireret en række jyske stendyngegrave i tragtbægerkulturens tidlige fase 3100-3000 f.v.t., der indeholder spor af to- eller firhjulede vogne trukket af okser. Deres funktion og hjulformer er ukendt, og de kan ikke umiddelbart knyttes til fund af egentlige vogndele.

I ældre bronzealder dukker bronzestøbte modelhjul med fire eger op i Skandinavien, bedst kendt fra solvognen fra Trundholm, og ses på helleristningerne (fx fra Kivikgraven i Skåne). De er påvirket af stridsvognene fra Sydeuropa (Mykene) og i yngre bronzealder kommer der egentlige firehjulede pragtvogne af bronze (Skjerne og Egemose) med støbte bronzehjul med fire eger af type Stade indført fra urnemarkskulturen.

I sen bronzealder ses i Centraleuropa også de egentlig fælleseuropæiske skivehjul med løse rørformede nav og halvmåneformede udskæringer som de danske hjul af Rappendam-type. De tilhørende europæiske vogntyper er derimod vanskeligt at rekonstruere, fordi fundmaterialet er spinkelt.

Ældre jernalder er præget af de fælleseuropæiske skivehjul af Rappendam-type. De halvmåneformede udskæringer gjorde hjulskiven mere stabil og lettere end den massive, samtidig med at det rørformede nav gav hjulet en mere stabil gang.

Efter alt at dømme er den gradvise introduktion af skivehjul af Rappendam-type knyttet til udviklingen af firhjulede landbrugsvogne i Danmark, der kendes fra Rappendam-fundet og dateres til det 1. århundrede f.v.t. Denne særlige vogntype med de relativt små hjul blev brugt i landsbyerne med de inddigede marker (celtic fields, se oldtidsagre), formentlig til transport af gødning ud på markerne og tørv hjem til husenes arner.

En anden hjulform udvikledes til de hestetrukne metalbeslåede pragtvogne med fire hjul i den såkaldte Hallstatt-kultur i Central- og Østeuropa formentlig under påvirkning af skytiske og kinesiske hjulformer med mange egre, varmebøjet ofte sammensatte fælge og beslåede nav. De blev yderligere forædlet af kelterne (la Tène) i de befæstede byer (oppidae) og fra det nuværende Bøhmen kom formentlig omkring 50 f.v.t. de håndværkere, der har udviklet og produceret pragtvogne af Dejbjergtype.

Indtil videre er der fundet rester af i alt 6 pragtvogne af denne type i Danmark, men vognene mistede betydning omkring 200 e.v.t. og blev henlagt bl.a. i Dejbjerg Præstegårdsmose. Omtrent samtidig hermed ses arbejdsvogne af træ med høje egehjul med delte fælge af Tranbær-type, der er inspireret af både Dejbjerg-vognene og romerske landbrugsvogne fra provinserne. De var ligesom Dejbjerg-vognene trukket af heste og introducerer faktisk landbrugets stive arbejdsvogn, der blev produceret af bønderne selv – senere af deres hjulmagere – frem til efter 2. Verdenskrig. I løbet af yngre jernalder får egehjulene smalle og høje fælge og tøndeformede nav.

Yngre jernalders hjultype videreudvikles i vikingetiden, hvilket ses på hjulene fra Osebergfundet i Norge, der formentlig er inspireret af jyske former. Vikingetidens forskellige vognformer var udstyret med samme hjul-type, der ligesom de øvrige hjul fra dansk jernalder med pindeformede eger (undtagen Dejbjerg-typen) var samlet vandret (uden hjulstok).

I løbet af ældre middelalder får hjulene bredere fælge og cigarformede eger, formentlig under hanseatisk indflydelse. Det betyder, at hjulene skal samles lodret på en hjulstok som følge af en professionalisering af hjul- og vognfremstillingen i byerne og på herregårdene, hvor man nu fremstillede hjul af lagret tørt træ – mod tidligere af vådt nyfældet træ. Sidstnævnte teknologi fortsatte dog på landet langt op i renæssancen, og der var fortsat spor af denne våde teknologi hos landets hjulmagere, der fremstillede stivvogne uden tegning frem til efter 2. Verdenskrig – i modsætning til byernes karetmagere, der kun arbejdede med tørt træ efter tegninger.

I løbet af 1500-tallet indførtes jernskinner på rejsevognenes hjulfælge, fordi adelvejene var blevet hårdere, og de fik også paraplyform (styrt), så de brede vogne kunne køre på veje med smalt spor. Bøndernes stivvogne var uden jernbeslag frem til midten af 1800-tallet, hvorefter de fik glødende jernskinner sømmet på fælgenes slidbane (skinnegang) og senere glødende massive jernringe omkring fælge og nav. Samtidig fik navene indvendige jernbøsninger og senere patentbøsninger.

Omkring 1900 fik de finere rejsevogne ringe af massivt gummi omkring fælgene for at reducere støjen, og under indtryk af automobilindustrien og verdenskrigene fik hestevognene rullelejer og automobilhjul – samtidig med at der udvikledes særlige hestetrukne trosvogne med hjul med stålnav, der kunne repareres i felten med en skruenøgle.