Hinayana er den ældste af buddhismens tre hovedretninger. I dag er den ortodokse retning theravada den eneste hinyana-skole, som har overlevet.

Faktaboks

Etymologi

Ordet hinayana kommer af sanskrit og pali hīnayāna og betyder 'det lille fartøj'.

Betegnelsen 'hinayana'

Hinayana er en nedsættende betegnelse, da den er givet af tilhængerne af den nyere retning mahayana ('det store fartøj'). Mahayanatilhængerne angreb de gamle skolers munkeideal – en arhatder kun stiler efter sin egen frelse, mens det religiøse mål i mahayana er at blive en bodhisattva (en kommende Buddha), der udskyder sin indgåen i nirvana for at hjælpe sine medskabninger ud af genfødslernes strøm.

Hinyana-skoler

Kort efter Buddhas død i 480 f.v.t. enedes en munkeforsamling om at fastlægge ordensregler og læretekster. Stridigheder i menigheden førte dog snart til dannelsen af adskillige skoler og sekter.

Traditionelt opregnes der 18 hinayana-skoler, men af teksterne fremgår det, at der var flere. De to vigtigste heterodokse skoler var mahasanghika og sarvastivada. Den eneste hinayana-skole, der har overlevet, er den ortodokse theravada ('de ældstes lære'), som i dag findes i buddhismen i Myanmar, Thailand, Laos og Cambodja samt på Sri Lanka.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig